Tempeltjeneste – nøglen til at lære Gud at kende

Templet er af yderste vigtighed for at give os de rammer, vi behøver for at rense og dermed helliggøre os, hvilket, når vi lærer om Kristus, kan føre til, at vi opnår det personlige kendskab til og vidnesbyrd om ham, som fører til den mest dyrebare af livets gaver.

Tjeneste og gudsdyrkelse i templet kan gennem Jesus Kristus være det evige livs universitet. I indvielsesbønnen ved templet i Kirtland lød den »Og tilsted du, hellige Fader, at alle de, der tilbeder i dette hus, må blive undervist i visdomsord …

Og at de må vokse op i dig og modtage en fylde af Helligånden« (L&P 109: 14-15).

Opnås dette gennem ceremonier eller ritualer? Ja, til dels, hvis vi forstår formålet og symbolikken, som Adam og Eva blev bragt til forståelse af den i jordelivets begyndelse. Men grundlæggende lærer vi igennem indholdet i budskabet, principperne om evig udvikling, om evigt liv. Vi indgår pagt med Herren omkring nogle ganske få principper. Husk Paulus’ udtalelse om, at vi blev forliget med Gud ved Kristi død, og frelses ved, at Kristus lever (se Rom 5:10). For mig betyder det, at principperne for hans hellige liv fører os til den fylde af frelse, vi også kender som ophøjelse – elske, lære, tjene, vokse, kreativt liv på et guddommeligt niveau med vore kære og med Faderen og Sønnen. I templet kan vi lære at leve, som Kristus levede, og forberede os til at leve, som han og Faderen lever nu.

Hvad er det for nogle centrale principper i hans liv, der belæres om i templet, og som relaterer til de pagter, vi indgår med Herren? …

Han elskede på en måde, som det måske kun er ham og Faderen, der virkelig forstår. Men vi er her for at lære det, lære at elske nok til at give. På slagmarker, i hospitalsrum og i uselviskhedens diskrete heroiske hengivenhed for en forælder eller et barn – har jeg set, at der er mennesker, der virkelig har lært at elske og at ofre som ham.

Billede

Christ-with-the-woman-at-the-well

Rejs dig og gå, af Harry Anderson

Når vi vælger og følger en kurs med gavmildhed, omsorg, imødekommenhed og venlighed, kommer vi til den forståelse, at det ikke er et valgfrit element i evangeliet; det er selve kernen i det. Anstændighed og hæderlighed, uselviskhed, gode manerer og god smag forventes af os. Det, der virkelig betyder noget, når alt kommer til alt, er, hvilket slags menneske vi er, hvad vi er villige til at give … Det bestemmer vi dagligt, hver time, når vi lærer og accepterer Herrens vejledning.

Efter Frelserens korsfæstelse, opstandelse og himmelfart skete der noget med de overlevende disciple, der blev ledt af Peter, som i en svag stund havde svigtet ham. Pinsen kom – og med den Helligånden – og de, som havde vaklet, stod stærkt i vidnesbyrdet og vidnede. Kapitel et til fem i Apostlenes Gerninger fortæller historien. De sidste vers i kapitel 5 er dramatiske. Gamaliel greb ind over for rådet for at give disciplene endnu en chance, lidt mere tid. Så de blev endnu engang advaret imod at undervise og forkynde om Kristus, de blev pisket endnu engang og løsladt. I skriften står der, at de forlod rådssalen glade, fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Kristi skyld. Og »både i templet og hjemme fortsatte de hver dag med at undervise og forkynde, at Jesus er den Salvede« (ApG 5:42)

På samme måde bør der ske noget med os, når vi tager hjem fra templet i den ånd, vi finder i 3 Nefi 17:3: »Gå derfor til jeres hjem, og grund over det, som jeg har sagt, og bed Faderen i mit navn om, at I må forstå, og bered jeres sind til morgendagen, så kommer jeg til jer igen.«

Nu, hvor vi er bekendt med den specielle vej, som Herren fulgte og oplyste, kan en rensende ånd og kærlighed til ham afstedkomme, at vi bliver nye mennesker, der udøver kærlighed og broderskab, iler for at gøre Herrens vilje, tjener, deler, elsker, overholder gode standarder og søger Guds rige først.

Vi har brug for at gøre vores familieliv renere og gøre vores hjem til et sted, hvor vi »underviser og forkynder« om Jesus Kristus dagligt og altid følger ham. Vores hjem, familie og vores personlige liv bør blive centre for lærdom, centre for uselviskhed og tjeneste. Rufus Jones udtrykte det således: »Hellige laves ikke for at se engleagtige ud eller gøre nogen begejstret. De skal være fokuspunkter af lys og kraft. En sand hellig er en god mor, en god næste, en god konstruktiv indflydelse i samfundet, en vellugt og en velsignelse. En sand hellig er en dynamisk kristen, som på et bestemt sted udviser en levevis, der udleves fuldt ud i himlen.«¹

Overvej hvad der for mig er en klar og kraftfuld nøgle til fortolkningen af meningen med templer og tempeltjeneste. Herren åbenbarede den bøn for profeten Joseph Smith i 1836, der blev til bønnen til indvielse af templet i Kirtland. Bønnen blev senere afsnit 109 i Lære og Pagter. Ønsker man oprigtigt at forstå den grundlæggende mening med templet, kan man godt læse det igen og igen, især de første rørende og stærke vers. Vers fem er et smukt udsagn, der fortjener dyb eftertanke: »For du ved, at vi har udført dette arbejde under stor modgang; og i vor fattigdom har vi givet af vort gods for at kunne bygge et hus til dit navn, så Menneskesønnen må have et sted, hvor han kan give sig til kende for sit folk« (L&P 109:5, fremhævelse tilføjet).

Hvordan giver han sig til kende for sit folk i templet?

Først og fremmest, tror jeg, at det er igennem skønheden og den overbevisende karakter af templets principper, ordinancer og pagter, gennem tempeltjeneste – gennem åbenbaringens ånd og andre af Åndens velsignelser, der er tilgængelige for dem, hvis sind og hjerte er indstillet på det, og dem, som er tålmodige og ivrige efter at lære og ændre deres liv mod kristuslignende idealer (se 3 Ne 27:21, 27).

Et eksempel kan måske være tilstrækkeligt til at illustrere den åndelige styrke, der kommer til dem, som holder ud i tjeneste i Herrens templer. Jeg ankom til templet en morgen omkring kl. halv fem – taknemlig over at have været i stand til at pløje mig igennem den høje sne for at komme hjemmefra og dertil. I et afsides rum fik jeg øje på en ældre, dybt påskønnet ven, der sad stille og tænksomt og lænede sig over sin stok. Han var som jeg klædt i hvidt, tempelhvidt. Jeg hilste glad på ham og spurgte, hvad han dog lavede her på denne tid af morgenen.

Han sagde: »Du ved, hvad jeg laver her, præsident Hanks. Jeg er tempeltjener, som er her for at passe mine pligter.«

»Det ved jeg godt,« sagde jeg, »men jeg undrer mig over, hvordan du er kommet igennem snestormen. Jeg har lige hørt i radioen, at Parley’s Canyon er lukket for al trafik, og at de har sat barrikader op.«

Han sagde: »Jeg har en firehjulstrækker, der kan kravle i træer.«

»Det har jeg også, ellers havde jeg ikke været her, og jeg bor ikke så langt herfra,« svarede jeg.

Så spurgte jeg, hvordan han var kommet igennem de barrikader i bjergene, som de havde nævnt i radioens nyheder. Hans svar var ikke atypisk for denne gårdmand og stavspræsident, som jeg havde lært at kende som en robust, stærk mand til hest, da jeg var sammen med ham en eftermiddag inden stavskonferencemøderne. Leddegigt og alder havde bogstavelig talt skrumpet ham ind, og var ved at tage livet af ham. Han havde store smerter, når han bevægede sig. Denne morgen svarede han således: »Præsident Hanks, jeg har jo kendt mange af de færdselsbetjente, siden de blev født. De ved, at jeg er nødt til at skulle igennem, og at jeg om nødvendigt prøver at komme frem igennem terrænet! De kender også min bil og min erfaring, så de flytter bare barrikaderne, hvis de er nødt til det.«

Der var han, trofast og loyal tidligt om morgenen for at begynde sit hellige arbejde. Det er sådanne mennesker med tro og hengivenhed, der gør, at templerne står stærkt.