Lærerrådets betydning

Billede

teacher-council-meeting

Jeg er lidt ældre, så da jeg blev kaldet til at undervise i Unge Piger, tænkte jeg: »Du godeste! Hvorfor mon de har kaldet mig?«

Jeg gjorde meget ud af at forberede lektioner, der passede til de unge pigers behov, og jeg håbede, at de ville være villige til at fortælle om, hvad de havde lært, og hvad de havde gjort med det i løbet af ugen. Men mine spørgsmål mødtes ofte med dyb tavshed.

Ved et af de første lærerrådsmøder i vores menighed sagde en af lærerne, at hun også havde svært ved at få de unge til at kommunikere under lektionerne. En anden lærer til mødet sagde: »I kan faktisk godt tillade lidt tavshed.« Nogle gange har folk brug for lidt tid til at tænke over et spørgsmål, før de svarer.

Den kommentar under lærerrådsmødet betød meget, ikke kun for min undervisning, men også for mine elever. Jeg tænkte meget over det. Næste gang jeg underviste i Unge Piger, spurgte jeg klassen, hvilket evangelisk princip, de havde anvendt i løbet af ugen. Som sædvanligt var der tavshed. Men i stedet for straks at springe ind og udfylde tavsheden huskede jeg rådet fra lærerrådsmødet og sagde stille: »Det haster ikke.«

I det øjeblik, hvor jeg sagde det, begyndte samtalen at flyde. De unge piger begyndte at åbne sig, og de fortalte om nogle rørende oplevelser. Jeg ønskede straks at takke den lærer, der var kommet med den enkle kommentar om tavshed ved lærerrådsmødet. Jeg var forbløffet over, hvordan anvendelse af et enkelt råd så hurtigt havde så stor virkning.

Men jeg forstod ikke før senere, hvilken forskel dette og andre principper, jeg havde lært, gjorde. Efter kirke fortalte moderen til en af de unge piger mig, at hendes datter havde sagt, at hun vidste, at jeg var blevet kaldet af Gud.

Jeg kan slet ikke sige, hvor meget det betød for mig at høre den kommentar. Her stod jeg og tænkte: »Hvad har jeg, som jeg kan lære disse unge piger?« Men jeg må altså lære dem noget. Jeg er kaldet med en hensigt, og lærerrådsmøderne hjælper mig til at opfylde den hensigt.