Find farmor
Reuben Wadsworth er fra Utah i USA
Illustration: Allen Garns
En ting, jeg fortryder, er, at jeg aldrig fik sat mig ned med min farmor og talt med hende om hendes liv og skrevet hendes minder ned for hendes efterkommere. Efter hun døde, fortalte min far og mine onkler mig, hvor uimponeret hun var over sig selv, og at hun oven i købet havde sagt: »Hvorfor skulle nogen gide høre om mig?«
Da økonomiske vanskeligheder tvang min familie til at flytte ind i farmors gamle hus, skyllede der et væld af gamle minder ind over mig tillige med fortrydelsen. En aften nogle få dage efter vi var flyttet ind, så jeg nogle af min farmors gamle fotoalbum igennem og en æske med souvenirs, som blandt andet indeholdt nogle gamle breve, som min onkel havde skrevet, gamle tempelanbefalinger og tilmed programmet fra min farfars begravelse. Da jeg kiggede på disse gamle ting, tænkte jeg om der var mere.
Jeg følte mig tilskyndet til at kigge i skabet og fik straks øje på en sæk, der indeholdt et gammelt blåt ringbind, der så ud som om det skulle i skraldespanden. I det ringbind fandt jeg begyndelsen til en livshistorie, som min farmor havde skrevet 30 år før. Til min forbløffelse fandt jeg senere ud af, at ingen i familien vidste, at den fandtes. Min far og mine onkler havde ret – farmor var så uimponeret over sig selv, at hun ikke engang havde fortalt nogen, at hun var begyndt at skrive sit livs historie.
Den aften læste jeg hvert et ord på de otte sider, og da jeg gjorde det, opdagede jeg en masse om min farmor – hvordan livet havde været for hende, da hun gik i high school, hvordan hun mødte min farfar, og hvor svært det var for hende at lukke den biograf, hun havde drevet sammen med min farfar.
Jeg følte, hun var nær, mens jeg læste de sider, som om hun fortalte mig, at jeg ikke længere skulle bekymre mig over, at jeg aldrig fik gjort den historie færdig, som jeg havde tænkt mig. At læse om min farmors liv i hendes egen håndskrift var absolut fantastisk, og det mindskede den ærgrelse, jeg så længe havde næret. Det var en forsikring om Herrens inderlige barmhjertighed og et vidnesbyrd om, at slægtshistorie ikke blot er at finde frem til noget om nogle forfædre, vi ikke kendte i levende live. Det handler også om at finde frem til mere om dem, vi elsker dybt, og som vi har delt dyrebare stunder med her på jorden.
Når jeg sætter mig ned med medlemmer af familien for at skrive deres historie, og de spørger mig, hvorfor nogen ville vide noget om dem, så forsikrer jeg dem om, at deres historie er værd at fortælle, og at deres efterkommere vil takke dem, akkurat som jeg takker min farmor for at efterlade mig sin uvurderlige beretning.