Jeg følte mig utilstrækkelig
Navn tilbageholdt, Stockholm i Sverige
Illustration: Allen Garns
Da jeg blev kaldet som hjælpeforeningspræsident, var jeg en travl ung mor. Jeg var vokset op i Kirken og havde levet mit liv efter dens lære, men jeg vidste, at jeg ikke var perfekt, og jeg var usikker på, om jeg havde evnen til at hjælpe søstrene med problemer i min menighed.
En søndag i kirken følte jeg mig særlig mismodig. Hele dagen var jeg blevet stoppet af søstre, som havde brug for mig. Nogle havde brug for hjælp med velfærd, og andre havde bare brug for, at jeg lyttede til dem. Så tilskyndede Ånden mig til ikke at gå ind til nadvermødet, da det begyndte, og til min overraskelse mødte jeg en mindre aktiv søster i forhallen, som havde brug for trøst og hjælp, og det kunne ikke vente til mødet var forbi.
Da kirkemøderne var forbi, var jeg udmattet! Jeg græd hele vejen hjem i bilen. I mit hoved lød disse ord hele tiden: »Tal med biskoppen!« Jeg følte, at biskoppen ville sige noget klogt til mig om, hvordan jeg kunne føle mig mindre bebyrdet af min kaldelse, men jeg havde ikke lyst til at genere ham efter en lang dag i kirken. Jeg havde besluttet mig for ikke at ringe, da telefonen ringede. Det var min biskop. Han havde følt sig tilskyndet til at ringe.
Jeg fortalte biskoppen, hvor drænende det havde været for mig med så mange ting, der skulle ordnes på én gang, og hvor ked af det jeg var over ikke at kunne hjælpe søstrene mere. Han lyttede tålmodigt. Vi talte også om nogle af de velfærdsspørgsmål, der var kommet op i dagens løb, og jeg fik det bedre.
Da vi skulle til at slutte samtalen af, sagde jeg: »Jeg troede, at du havde noget klogt at sige om, hvordan jeg ikke skulle føle mig så overbebyrdet.« Han svarede, at han ville ønske, at han havde sådan noget at sige, men det havde han desværre ikke.
Og selvom mit spørgsmål ikke blev besvaret, følte jeg mig alligevel glad, da jeg lagde røret på. Jeg følte, at Herren havde indfriet mit behov for støtte og vejledning.
I de følgende uger vendte følelsen af utilstrækkelighed tilbage, og jeg bad for at forstå, hvad jeg skulle gøre for at blive en bedre hjælpeforeningspræsident. En dag, hvor jeg lyttede til generalkonferencen, var der nogle ord, der fangede min opmærksomhed, og Ånden talte tydeligt til mit hjerte. Jeg forstod, at årsagen til, at jeg havde følt mig utilstrækkelig, var, at jeg var utilstrækkelig på egen hånd.
Min biskop havde ved sit eksempel vist mig vigtigheden af at lytte til Helligånden. Det er Ånden, der er nøglen til alle vore kaldelser i Kirken, og ikke vore talenter eller evner. For første gang i lang tid følte jeg fred og håb.
Jeg mangler stadig erfaring og har stadig lige så travlt med min familie som før, men jeg tror ikke længere, at jeg skal udføre min kaldelse perfekt. Vor himmelske Fader kan sørge for, at jeg har de ting, jeg behøver for at gøre hans vilje, og han er i stand til at højne vores indsats, så længe vi holder hans bud.