Generalkonference
En optegnelse om det, som jeg har både set og hørt
Aprilkonferencen 2024


En optegnelse om det, som jeg har både set og hørt

Der har aldrig været en bedre tid at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på.

Da jeg bestod min juraeksamen, valgte min hustru, Marcia, og jeg, at jeg skulle arbejde for en advokatvirksomhed, som specialiserede sig i at føre retssager. Da jeg begyndte min oplæring på jobbet, brugte jeg meget af min tid på at forberede vidner, der skulle vidne under retssager. Jeg fandt hurtigt ud af, at kendsgerningerne blev afgjort i en retssal, når vidner under ed vidnede om sandheden af det, de både havde set og hørt. Når vidner vidnede, blev deres ord både skrevet ned og bevaret. Vigtigheden af troværdige vidner var altid væsentlig i min forberedelse.

Det tog mig ikke længe at erkende, at nøjagtig de samme ord, som jeg brugte som advokat, også var de samme ord, jeg brugte i mine evangeliske samtaler. »Vidne« og »vidnesbyrd« er ord, som vi bruger, når vi deler vores kundskab og følelser om sandheden af Jesu Kristi evangelium.

Da jeg blev opretholdt som ny områdehalvfjerdser, åbnede jeg skrifterne for at lære om mine pligter og læste Lære og Pagter 107:25, hvor der står: »De halvfjerds er også kaldet … til at være særlige vidner for ikke-jøderne og i hele verden.« Som I sikkert kan forestille jer, blev mine øjne draget mod ordene »særlige vidner«. Det blev klart for mig, at jeg havde et ansvar for at bære mit vidnesbyrd, at vidne om Jesu Kristi navn, uanset hvor i verden jeg rejste hen.

Der er mange eksempler i skrifterne på personer, som var øjenvidner, og som vidnede om det, de både så og hørte.

Den fordums profet Mormon begyndte sin optegnelse med at skrive: »Og nu udfærdiger jeg, Mormon, en optegnelse om det, som jeg har både set og hørt, og kalder den Mormons Bog.«

Frelserens apostle Peter og Johannes helbredte en mand i Jesu Kristi, nazaræerens, navn. Da de blev befalet ikke at tale i Jesu navn, svarede de:

»Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham;

men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt.«

Et andet overbevisende vidnesbyrd kommer fra hellige i Mormons Bog, som overværede besøget fra Frelseren Jesus Kristus. Lyt til denne beskrivelse af deres vidnesbyrd: »Og på denne måde aflægger de vidnesbyrd: Aldrig før har øjet set, ej heller har øret hørt så store og vidunderlige ting, som vi så og hørte Jesus sige til Faderen.«

Brødre og søstre, i dag kundgør jeg mit vidnesbyrd og laver en optegnelse om det, jeg både har set og hørt i min hellige kaldelse som Herren Jesu Kristi halvfjerdser. Når jeg gør det, vidner jeg for jer om en kærlig himmelsk Fader og hans godgørende Søn, Jesus Kristus, som led, døde og opstod igen for at tilbyde evigt liv til Guds børn. Jeg vidner om »et forunderligt værk og et under«, og at Herren atter har udstrakt sin hånd for at gengive sit evangelium på jorden gennem sine levende profeter og apostle. Jeg vidner baseret på det, jeg både har set og hørt, om, at der aldrig har været en bedre tid at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på end i dag. Jeg ved det baseret på min egen kundskab, uafhængigt af enhver anden kilde, på grund af det, jeg både har set og hørt.

I mit sidste år i gymnasiet måtte jeg, for at bestå seminar, identificere alle 15 templer i Kirken. Et billede af hvert tempel hang forrest i vores klasseværelse, og jeg skulle vide, hvor hvert enkelt lå. I dag, mange år efter, ville det være en enorm udfordring – med 335 fungerende eller bekendtgjorte templer – at skulle identificere hvert enkelt. Jeg har personligt set mange af disse Herrens huse og vidner om, at Herren tilbyder sine velsignelser og ordinancer til flere og flere af sine børn verden over.

Mine venner hos FamilySearch har fortalt mig, at der tilføjes over en million nye navne til FamilySearch hver dag. Hvis I ikke fandt jeres forfader i går, så opfordrer jeg jer til at prøve igen i morgen. Når det gælder indsamlingen af Israel på den anden side af sløret, har der aldrig været en bedre tid at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på end i dag.

Da vi opdrog vores børn i Twin Falls i Idaho, var vores forståelse af den verdensomspændende kirke begrænset. Da jeg blev kaldet som generalautoritet, fik Marcia og jeg til opgave at tjene i Stillehavsområdet, et sted, hvor vi aldrig havde været. Det glædede os at finde stave fra toppen af New Zealand helt ned til bunden og med et tempel, der blev indviet i 1958. Det var ét af de 15, jeg skulle lære udenad i seminar. Vi fandt nye templer i hver større by i Australien og stave tværs over kontinentet. Vi besøgte Samoa, hvor der er 25 stave, og Tonga, hvor næsten halvdelen af befolkningen er medlemmer af Kirken. Vi besøgte øen Kiribati, hvor vi fandt to stave. Vi besøgte stave i Ebeye på Marshall-øerne og Daru i Papua Ny Guinea.

Efter vores tjeneste på øerne i Stillehavet fik vi til opgave at tjene i Filippinerne. Til min overraskelse vokser Jesu Kristi Kirke i Filippinerne langt mere, end jeg havde indset. Der er nu 125 stave, 23 missioner og 13 fungerende eller bekendtgjorte templer. Jeg så en kirke med over 850.000 medlemmer i det land. Hvordan var jeg gået glip af etableringen af Kristi Kirke over hele verden?

Efter tre år i Filippinerne blev jeg bedt om at tjene i missionsafdelingen. Min opgave førte os til missioner over hele verden. Mit syn på Frelserens verdensomspændende kirke ekspanderede eksponentielt. Marcia og jeg fik til opgave at besøge missioner i Asien. Vi fandt et smukt stavscenter i Singapore med fantastiske og trofaste medlemmer. Vi besøgte medlemmer og missionærer i en kirke i Kota Kinabalu i Malaysia. Vi mødte missionærer i Hong Kong og deltog i en vidunderlig stavskonference med trofaste og hengivne hellige.

Denne oplevelse gentog sig, da vi mødte missionærer og medlemmer i hele Europa, i Latinamerika, i Caribien og i Afrika. Jesu Kristi Kirke oplever en ufattelig vækst i Afrika.

Jeg er øjenvidne til den fortsatte gengivelse af Jesu Kristi evangelium og opfyldelsen af Joseph Smiths profeti om, at »Guds sandhed vil gå fremad frimodigt, ædelt og uafhængigt, indtil den har gennemtrængt hvert kontinent, besøgt hvert himmelstrøg, fejet hen over hvert land og lydt i hvert eneste øre«.

Vores vidunderlige missionærer, som nu dækker hele kloden, tæller 74.000. I samarbejde med medlemmer døber de over 20.000 mennesker hver måned. Det har senest været 18-, 19- og 20-årige unge mænd og unge kvinder, som med Herrens hjælp har frembragt dette mægtige mirakel med indsamling. Vi finder disse unge kvinder og unge mænd i små landsbyer i Vanuatu og i storbyer som New York, Paris og London. Jeg har set dem undervise om Frelseren i fjerntliggende menigheder i Fiji og i større menigheder på steder som Texas, Californien og Florida i USA.

I vil finde missionærer i hvert verdenshjørne, der taler 60 forskellige sprog og opfylder Frelserens store hverv i Matthæus 28: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.« Jeg ærer Kirkens tidligere og nuværende missionærer og minder vores opvoksende generation om præsident Russell M. Nelsons opfordring til at komme og indsamle Israel.

Jeg vidner i dag om, at jeg har observeret denne vidtrækkende gengivelse af Frelserens evangelium med mine egne øjne og hørt det med mine egne ører. Jeg er et vidne om Guds værk over hele verden. Der har aldrig været en bedre tid at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på end i dag.

Det måske mest inspirerende mirakel ved genoprettelsen, som jeg har bevidnet, er jer, de trofaste medlemmer af Kirken i hvert land. I, de sidste dages hellige, blev beskrevet af Nefi i Mormons Bog, da han så vore dage og vidnede: »Og det skete, at jeg, Nefi, så Guds lams kraft, at den kom ned over de hellige i Lammets kirke og over Herrens pagtsfolk, som var spredt over hele jordens overflade, og de blev udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed.«

Jeg vidner om, at jeg med mine egne øjne har set det, som Nefi så – jer, pagtshellige i hvert land, udrustet med retfærdighed og Guds kraft. Da jeg stod på forhøjningen i en af verdens store nationer, indprentede Herren noget i mit sind, som kong Benjamin underviste om i Mosija 2 i Mormons Bog. Brent, »jeg ønsker af [dig], at [du] skal tænke på den velsignede og lykkelige tilstand for dem, der holder Guds befalinger. For se, de er velsignede i alt, både timeligt og åndeligt.«

Jeg vidner for jer om, at jeg har set dette med mine egne øjne og hørt det med mine egne ører, når jeg har mødt jer, Guds trofaste hellige over hele jorden, som holder befalingerne. I er Faderens pagtsbørn. I er Jesu Kristi disciple. I ved også det, som jeg ved, fordi I har modtaget jeres personlige vidnesbyrd om sandheden af Jesu Kristi gengivne evangelium. Frelseren lærte os: »Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører.«

På Herrens anvisning og under ledelse af hans profeter og apostle vil vi fortsat forberede missionærer, indgå og holde hellige pagter, etablere Kristi kirke over hele verden og modtage de velsignelser, der kommer, når vi holder Guds befalinger. Vi er forenede. Vi er Guds børn. Vi kender ham, og vi elsker ham.

Jeg tilslutter mig alle jer, mine venner, idet vi forenet vidner om, at alt dette er sandt. Vi laver en optegnelse om det, vi både har set og hørt. I og jeg er vidner, som bærer vidnesbyrd. Det er med kraften fra dette forenede vidnesbyrd, at vi fortsat går fremad med tro på Herren Jesus Kristus og hans evangelium. Jeg kundgør mit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus lever. Han er vor Frelser og Forløser. I Jesu Kristi navn. Amen.