Integritet: En kristuslignende egenskab

Jesus Kristus er vores forbillede. At leve et liv med integritet kræver, at vi er tro mod Gud, mod hinanden og mod vores guddommelige identitet. Integritet følger af det første store bud om at elske Gud. Fordi man elsker Gud, er man tro mod ham til alle tider. Man forstår, at der findes rigtigt og forkert, og at der findes absolut sandhed – Guds sandhed. Integritet, eller retskaffenhed, betyder, at vi ikke sænker vores standarder eller adfærd for at imponere eller blive accepteret af andre.⁵ Man »gør hvad er ret« og lader »følgerne komme«.⁶ I nylige revisioner af missionærhæftet Forkynd mit evangelium har man tankevækkende tilføjet retskaffenhed som en kristuslignende egenskab.⁷

For en række år siden fik ældste Uchtdorf til opgave at reorganisere vores stav. Under vores interview stillede han mig et spørgsmål, som jeg ikke har glemt: »Er der sket noget i dit liv, der, hvis det blev offentligt kendt, ville være pinligt for dig eller for Kirken?« Lidt overrasket gennemgik jeg hurtigt i tankerne hele mit liv og prøvede at mindes de øjeblikke, hvor jeg måske var kommet til kort, og spurgte mig selv, hvad andre ville tænke om mig eller Kirken, hvis de vidste alt, hvad jeg havde gjort?

I det øjeblik troede jeg, at ældste Uchtdorf kun spurgte om værdighed, men jeg har senere forstået, at det egentligt var et spørgsmål om integritet og retskaffenhed. Var jeg tro mod det, jeg hævdede? Ville verden se en overensstemmelse mellem mine ord og mine gerninger? Ville andre se Gud gennem min adfærd?

Præsident Spencer W. Kimball forklarede: »Retskaffenhed«, eller integritet, er vores »villighed og evne til at leve ifølge vores tro og overbevisning.«⁸

Et retskaffent liv med integritet kræver først og fremmest at være tro mod Gud.

I vores tidligste barndom lærte vi beretningen om Daniel i løvekulen. Daniel var altid tro mod Gud. Folk omkring ham var jaloux og søgte »at finde noget at anklage [ham] for«⁹ og skruede et dekret sammen, som krævede, at man kun bad til deres guder. Daniel kendte til dekretet, men gik hjem og – med »åbne vinduer«¹⁰ – knælede og bad han tre gange om dagen til Israels Gud. Resultatet var, at Daniel blev kastet i løvekulen. Om morgenen så kongen, at Daniels Gud havde skånet ham, og han udstedte et nyt dekret om, at alle skulle »frygte og skælve for Daniels Gud. For han er den levende Gud«.¹¹

Kongen lærte Gud at kende gennem Daniels integritet. Andre ser Gud gennem vores – ord og gerninger. Og ligesom Daniel vil det at være tro mod Gud i stigende grad adskille os fra verden.

Frelseren minder os om: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«¹² Præsident Russell M. Nelson har fortalt os, at det at overvinde verden »betyder at overvinde fristelsen til at bekymre sig mere om denne verdens ting end om det, der vedrører Gud. Det betyder at stole mere på Kristi lære end på menneskers filosofier«.¹³ Tilsvarende må vi modstå fristelsen til at vandre ad vores egne veje og »efter billedet af [vores] egen gud, hvis billede er i verdens lighed«^.4

Denne verdens trækkraft i modsat retning er en afgørende del af Guds frelsesplan. Hvordan vi reagerer på denne trækkraft er kernen i, hvem vi er – en målestok for vores integritet. Verdens trækkraft kan være så direkte som at ødelægge troskab i ægteskabet eller så diskret som at poste en anonym kommentar, der kritiserer Kirkens lære eller kultur. Udøvelse af integritet i vores valg er et ydre udtryk for en indre forpligtelse til at følge Frelseren Jesus Kristus.

Ligesom integritet følger af det første store bud om at elske Gud, kommer det at være tro over for hinanden fra det andet, at elske vores næste som os selv. Et liv med integritet er ikke et liv med fuldkommenhed; det er et liv, hvor vi først og fremmest hver dag stræber efter at være tro mod Gud og i den sammenhæng være tro mod andre. Præsident Oaks minder os om: »Vores ildhu for at holde dette andet bud må ikke få os til at glemme det første.«¹⁵

Verden kæmper i stigende grad med integritet ved at indføre et adfærdskodeks og etiske regler, der regulerer forhold mellem mennesker og institutioner. Selv om disse regler er gode, er de generelt ikke forankret i absolut sandhed og tenderer til at fremkomme fra kulturel accept. Ligesom det spørgsmål, som ældste Uchtdorf stillede, oplærer nogle organisationer ansatte til at overveje, hvordan deres beslutninger eller beslutningsproces vil se ud, hvis de bliver offentliggjort online eller på forsiden af en større avis. Da Kirken kommer ud af dunkelhed og mørke,¹⁶ må vi ligesom Daniel hæve os over denne verdens forventninger og være den sande og levende Guds ansigt udadtil til alle tider og på alle steder.¹⁷

At sige at vi har integritet, er utilstrækkeligt, hvis vores handlinger ikke stemmer overens med vores ord. Tilsvarende er kristen venlighed ikke en erstatning for integritet. Som pagtsfolk og som ledere af Herrens kirke må vi være hævet over al kritik og være på linje med de standarder, som Herren har fastsat.

At handle med integritet opbygger tro og tillid og overbeviser andre om, at vi kun søger at gøre Herrens vilje. I vores råd modstår vi påvirkning udefra og følger Herrens åbenbarede proces, hvor vi søger indsigt fra enhver kvinde og mand og handler i overensstemmelse med de modtagne inspirerede råd.¹⁸

Vores fokus er på Frelseren, og vi undgår omhyggeligt handlinger, der kan opfattes som at søge egeninteresser, at begunstige vores familie eller at favorisere nogen på en andens bekostning. Vi gør os umage for at undgå enhver opfattelse af, at vores handlinger er påvirket af andres anerkendelse,¹⁹ forsøg på at opnå personlig anerkendelse, få flere »likes«, blive citeret eller udgivet.

Endelig kræver et liv med integritet og retskaffenhed, at vi er tro mod vores guddommelige identitet.

Vi kender nogen, der ikke var det. Særlig betydningsfuld var antikristen Korihor, som forledte manges hjerte væk og appellerede til deres »kødelige sind«.²⁰ Men alligevel bekendte han i de sidste øjeblikke af sit liv: »Jeg har altid vidst, at der var en Gud.«²¹ Præsident Henry B. Eyring har sagt, at løgn »er i modstrid med vores ånds natur«,²² vores guddommelige identitet. Korihor bedrog sig selv, og sandheden var ikke i ham.²³

I modsætning hertil erklærede profeten Joseph Smith tillidsfuldt: »Jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det.«²⁴

Herren elskede Hyrum, Joseph Smiths bror, »på grund af hans hjertes retskaffenhed«.²⁵ Han og Joseph forblev tro til enden – tro mod deres guddommelige identitet, det lys og den kundskab, som de modtog, og tro mod den person, de vidste, at de ville blive.

Må vi forlige os »med Guds vilje«²⁶ og udvikle den kristuslignende egenskab integritet. Må vi følge vores forbillede, verdens Frelser, og ikke give efter, men leve et liv, der er tro mod Gud, mod hinanden og mod vores guddommelige identitet.

Som Job håbefuldt sagde: »Gid Gud ville veje mig på retfærdigheds vægt, for så ville han erkende min uskyld.«²⁷ I Jesu Kristi hellige navn. Amen.