Det er bedre at kalde end at falde

I dag vil jeg gerne indlede med at vidne om den fuldkomne vished i mit hjerte om, at Gud hører vores bønner og besvarer dem på en personlig måde.

I en verden og i tider med usikkerhed, smerte, skuffelse og hjertesorg, kan vi måske være mere tilbøjelige til at forlade os på personlige evner og præferencer og den viden og sikkerhed, der kommer fra verden. Det kan få os til at sætte den virkelige kilde til frelse og støtte, der kan trodse dette jordelivs udfordringer, i baggrunden.

Billede

Hospitalsværelse.

Jeg husker en anledning, hvor jeg var blevet indlagt på hospitalet med en sygdom, og det var svært for mig at sove. Når jeg slukkede lyset, og værelset blev mørkt, så jeg et selvlysende skilt i loftet over mig, hvor der stod: »Det er bedre at kalde end at falde.« Til min overraskelse så jeg næste dag stod det samme budskab adskillige steder i værelset.

Billede

Det er bedre at kalde end at falde-skilt.

Hvorfor var dette budskab så vigtigt? Da jeg spurgte sygeplejersken om det, sagde hun: »Det er for at forhindre en skade, der kunne forøge den smerte, du allerede føler.«

Dette liv byder i selve sin natur på smertefulde erfaringer, nogle er indlejret i vores fysiske legeme, nogle i vores svagheder eller prøvelser, andre i den måde, andre mennesker udøver deres handlefrihed på og atter andre på grund af vores udøvelse af handlefrihed.

Er der noget mere kraftfuldt løfte end det, Frelseren selv afgav, da han erklærede: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på«, eller kald, »så skal der lukkes op for jer«?

Bøn er det kommunikationsmiddel til vor himmelske Fader, der gør det muligt for os at »kalde og ikke falde.« Ikke desto mindre er der omstændigheder, hvor vi måske ikke tror, at vores opkald er blevet hørt, fordi vi ikke modtager et umiddelbart svar eller et svar, der lever op til vores forventninger.

Dette fører indimellem til ængstelighed, sorg og skuffelse. Men husk på Nefis udtryk for tro på Herren, da han sagde: »Hvorfor skulle han så ikke kunne undervise mig, så jeg kan bygge et skib?« Nu spørger jeg jer: Hvorfor skulle Herren ikke kunne vejlede jer, så I ikke falder?

Tillid til Guds svar indebærer, at man accepterer, at hans veje ikke er vores veje, og at »alt må ske til sin tid.«

Visheden i at vide, at vi er børn af en kærlig og nådig himmelsk Fader bør være vores motivation til at »kalde« i hengiven bøn med en indstilling om »altid [at] bede og ikke miste modet … at … [vores] gerning må blive til [vores] sjæls velfærd.« Forestil jer, hvordan vor himmelske Fader føler, for hver gang vi bærer en bøn frem i hans Søns, Jesu Kristi navn. Hvilken kraft og ømhed udvises der ikke, når vi gør dette!

Skrifterne er fulde af eksempler på dem, der kaldte på Gud, så de ikke måtte falde. Helaman og hans hær kaldte på Gud, da de stod over for udfordringer, mens de udøste deres sjæl i bøn. De modtog vished, fred, tro og håb, samtidig med at de blev fyldt af mod og beslutsomhed, indtil de opnåede deres mål.

Forestil jer, hvordan Moses må have kaldt på og anråbt Gud, da han befandt sig mellem Det Røde Hav og egypterne, der nærmede sig for at angribe, eller Abraham, der adlød befalingen om at ofre sin søn, Isak.

Jeg er sikker på, at hver af jer har haft og fortsat vil få oplevelser, hvor det at kalde vil være svaret på ikke at falde.

For 30 år siden, mens min hustru og jeg forberedte os på vores borgerlige vielse og vores tempelægteskab, modtog vi en opringning, der informerede os om, at udførelsen af borgerlige vielser var blevet annulleret på grund af en strejke. Vi modtog den opringning tre dage før den planlagte ceremoni. Efter adskillige forgæves forsøg på at finde ledige tider på andre kontorer, begyndte vi at stresse og tvivle på, om vi virkelig kunne blive gift som planlagt.

Min forlovede og jeg »kaldte« og udøste vores sjæl til Gud i bøn. Langt om længe fortalte nogen os om et kontor i en lille by i udkanten af en større by, hvor en bekendt var borgmester. Uden tøven tog vi hen og besøgte ham og spurgte, om det var muligt, at han kunne vie os. Til vores store glæde indvilligede han i det. Hans sekretær påpegede over for os, at vi skulle indhente en attest i den by og indlevere alle dokumenterne før middagstid den følgende dag.

Den næste dag flyttede vi til den lille by og tog hen på politistationen for at anmode om det påkrævede dokument. Til vores overraskelse sagde politibetjenten, at han ikke ville give os det, fordi mange unge par var stukket af fra deres familier for i hemmelighed at blive gift i byen, hvilket selvfølgelig ikke gjaldt i vores tilfælde. Igen overmandede frygten og sorgen os.

Jeg husker, hvordan jeg stille kaldte på min himmelske Fader for ikke at falde. Jeg fik et klart indtryk i mit sind, der igen og igen sagde: »Tempelanbefaling, tempelanbefaling.« Jeg tog straks min tempelanbefaling op og rakte den til politibetjenten til min forlovedes store overraskelse.

Hvilken overraskelse fik vi ikke, da vi hørte politibetjenten sige: »Hvorfor fortalte I mig ikke, at I er fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige? Jeg kender jeres kirke ganske godt.« Han begyndte straks at klargøre dokumentet. Vi blev endnu mere overraskede, da politibetjenten bare forlod stationen uden et ord.

50 minutter gik, og han vendte ikke tilbage. Klokken var allerede 11:55, og vi havde kun indtil kl. 12:00 til at indlevere papirerne. Pludselig kom han tilbage med en smuk hundehvalp og fortalte os, at det var en bryllupsgave og gav os dokumenterne sammen med den.

Vi løb hen mod borgmesterens kontor med vores dokument og vores nye hund. Så så vi en officielt udseende bil komme mod os. Jeg stoppede foran den. Bilen standsede, og vi så sekretæren i den. Hun så os og sagde: »Jeg er ked af det; jeg sagde kl. 12 til jer. Jeg bliver nødt til at tage mig af et andet ærinde.«

Jeg ydmygede mig i stilhed og kaldte på min himmelske Fader af hele mit hjerte og bad endnu en gang om hjælp til »ikke at falde.« Så skete der pludselig et mirakel. Sekretæren sagde: »Sikke en smuk hund, I har. Hvor kan jeg finde sådan en til min søn?«

»Den er til dig«, svarede vi omgående.

Sekretæren kiggede overrasket på os og sagde: »Okay, så lad os tage hen til kontoret og få det hele på plads.«

To dage senere blev Carol og jeg gift borgerligt som planlagt, og dernæst blev vi beseglet i templet i Lima i Peru.

Selvfølgelig må vi huske, at det at kalde er et spørgsmål om tro og handling – tro til at anerkende, at vi har en himmelsk Fader, der besvarer vores bønner i overensstemmelse med sin uendelige visdom, og derpå handling i overensstemmelse med det, vi bad om. Bøn – at kalde – kan være et tegn på vores håb. Men det at handle, efter vi har bedt, er et tegn på, at vores tro er ægte – en tro, der er testet i øjeblikke med smerte, frygt eller skuffelse.

Jeg foreslår, at I overvejer følgende:

1. Betragt altid Herren som jeres første mulighed for hjælp.

2. Det er bedre at kalde end at falde. Påkald Gud i oprigtig bøn.

3. Efter I har bedt, så gør alt, hvad I kan, for at opnå de velsignelser, I har bedt om.

4. Vær ydmyge nok til at acceptere svaret til hans tid og på hans måde.

5. Stop ikke! Bliv ved med at bevæge jer fremad på pagtsstien, mens I venter på et svar.

Måske er der nogen lige nu, som grundet omstændighederne, føler, at de er ved at falde og gerne vil kalde, ligesom Joseph Smith gjorde, da han bad: »O Gud, hvor er du? … Hvor længe skal din hånd holdes tilbage?«

Bed, selv i omstændigheder som disse, med »åndeligt momentum«, som præsident Russell M. Nelson har undervist om, fordi jeres bønner bliver altid hørt!

Husk denne salme:

Når vi beder, kan vi mærke vor himmelske Fader omfavne os, han, som sendte sin enbårne Søn for at lindre vores byrder. Hvis vi påkalder Gud, vidner jeg om, at vi ikke vil falde. I Jesu Kristi navn. Amen.