Mirakler, engle og præstedømmets kraft

I dag siger mange, at mirakler ikke længere finder sted, at engle er opdigtede, og at himlen er lukket. Jeg vidner om, at mirakler ikke er ophørt, at engle findes blandt os, og at himlen vitterligt er åben.

Da vor Frelser, Jesus Kristus, var på jorden, gav han præstedømmenøgler til sin ledende apostel Peter.¹ Gennem disse nøgler ledte Peter og de andre apostle Frelserens kirke. Men da disse apostle døde, blev præstedømmets nøgler borttaget fra jorden.

Jeg vidner om, at fordums præstedømmenøgler er blevet gengivet. Peter, Jakob og Johannes og andre fordums profeter viste sig som opstandne væsener og overdrog profeten Joseph Smith det, som Herren beskrev som »nøglerne til mit rige og en uddeling af evangeliet«.²

De samme nøgler er blevet videregivet fra profet til profet indtil i dag. De 15 mænd, vi opretholder som profeter, seere og åbenbarere, bruger dem til at lede Frelserens kirke. Ligesom i gammel tid er der en seniorapostel, som bærer og er bemyndiget til at benytte alle præstedømmets nøgler. Det er præsident Russell M. Nelson, profet og præsident for Kristi genoprettede kirke i vore dage: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Gennem Frelserens kirke modtager vi præstedømmets velsignelser – herunder Guds kraft til at hjælpe os i vores liv. Under bemyndigede præstedømmenøgler afgiver vi hellige løfter til Gud og modtager hellige ordinancer, som forbereder os til at bo i hans nærhed. Begyndende med dåb og bekræftelse og derefter i templet går vi frem ad en sti med pagter, som leder os tilbage til ham.

Ved håndspålæggelse på vores hoved modtager vi også præstedømmevelsignelser med vejledning, trøst, råd, helbredelse og kraft til at følge Jesus Kristus. Hele mit liv har jeg været velsignet af denne storslåede kraft. Som det er blevet åbenbaret i skrifterne, omtaler vi dette som det hellige Melkisedekske Præstedømmes kraft.³

I min ungdom fik jeg stor respekt for denne kraft, især som den blev tilkendegivet i præstedømmevelsignelser. Mens jeg som ung var missionær i Chile, blev min kammerat og jeg arresteret og adskilt. Vi fik aldrig at vide hvorfor. Det var en tid med stor politisk uro. Tusinder blev tilbageholdt af militærpolitiet, og man hørte aldrig fra dem igen.

Efter min afhøring sad jeg alene i en fængselscelle uden at vide, om jeg nogensinde ville se mine kære igen. Jeg henvendte mig til min himmelske Fader og bad inderligt: »Fader, jeg har altid lært, at du våger over dine missionærer. Fader, jeg er ikke noget særligt, men jeg har været lydig, og jeg behøver din hjælp i aften.«

Frøene til denne hjælp var blevet sået mange år tidligere. Efter min dåb blev jeg bekræftet som medlem af Kirken og givet Helligåndsgaven. Da jeg bad, alene, bag tremmer, kom Helligånden straks til mig og trøstede mig. Han mindede mig om en meget særlig del af min patriarkalske velsignelse, som er endnu en velsignelse ved præstedømmet. Deri lovede Gud mig, at jeg gennem min trofasthed ville være i stand til at blive beseglet i templet for tid og for al evighed til en kvinde med skønhed, dyd og kærlighed, at vi ville blive forældre til dyrebare sønner og døtre, og at jeg ville blive velsignet og styrket som far i Israel.

Disse inspirerede ord om min fremtid fyldte min sjæl med fred. Jeg vidste, at de kom fra min kærlige himmelske Fader, som altid holder sine løfter.⁴ I det øjeblik havde jeg en vished om, at jeg ville blive løsladt og leve til at se disse løfter blive opfyldt.

Cirka et år efter velsignede vor himmelske Fader mig med en hustru, som var fuld af skønhed, dyd og kærlighed. Lynette og jeg blev beseglet i templet. Vi blev velsignet med tre dyrebare sønner og fire dyrebare døtre. Jeg blev far, alt sammen i henhold til Guds løfter i den patriarkalske velsignelse jeg modtog som 17-årig.

»Derfor, mine elskede brødre [og søstre], er mirakler hørt op, fordi Kristus er steget op til himlen? …

Nej, ej heller er englene hørt op med at betjene menneskenes børn.«⁵

Jeg vidner om, at mirakler og engles betjening hele tiden finder sted i vores liv, ofte som et direkte resultat af præstedømmets kraft. Nogle præstedømmevelsignelser bliver opfyldt omgående på måder, vi kan se og forstå. Andre udfolder sig gradvist og vil ikke blive realiseret fuldt ud i dette liv. Men Gud holder alle sine løfter, altid, som illustreret i denne beretning fra min slægts historie:

Min farfar, Grant Reese Bowen, var en mand med stor tro. Jeg husker tydeligt at høre ham fortælle, hvordan han modtog sin patriarkalske velsignelse. I sin dagbog skrev han: »Patriarken lovede mig helbredelsens gave. Han sagde: ›De syge skal blive helbredt. Ja, de døde skal oprejses under dine hænder.‹«

Mange år efter var farfar ved at høste hø, da han følte sig tilskyndet til at gå tilbage til huset. Han blev mødt af sin far, som kom mod ham. »Grant, din mor er lige gået bort,« sagde hans far.

Jeg citerer igen fra farfars dagbog: »Jeg standsede ikke, men skyndte mig ind i huset og ud på terrassen foran, hvor hun lå på en seng. Jeg så på hende og kunne se, at der var ingen tegn på liv i hende. Jeg erindrede min patriarkalske velsignelse og løftet om, at hvis jeg var trofast, ville de syge gennem min tro blive helbredt, og de døde ville blive oprejst. Jeg lagde mine hænder på hendes hoved og sagde til Herren, at hvis det løfte, han havde givet mig ved patriarken, var sandt, så måtte han gerne tilkendegive det nu og vække min mor til live igen. Jeg lovede ham, at hvis han ville gøre dette, ville jeg aldrig tøve med at gøre alt i min magt for at opbygge hans rige. Mens jeg bad, åbnede hun sine øjne og sagde: ›Grant, løft mig op. Jeg har været i åndeverdenen, men du har kaldt mig tilbage. Lad dette altid være et vidnesbyrd for dig og for resten af min familie.‹«

Præsident Russell M. Nelson har lært os at søge og forvente mirakler.⁶ Jeg vidner om, at eftersom præstedømmet er blevet gengivet, findes Guds kraft og myndighed på jorden. Gennem kaldelser og råd, kan mænd og kvinder, unge og gamle, deltage i præstedømmets værk. Det er et værk fyldt med mirakler, ledsaget af engle. Det er himlens værk, og det velsigner alle Guds børn.

I 1989 var vores familie på syv på vej hjem fra en menighedsudflugt. Det var sent. Lynette ventede vores sjette barn. Hun følte en stærk tilskyndelse til at spænde sin sikkerhedssele, hvilket hun havde glemt at gøre. Kort tid efter slog vejen et sving; hvor en bil krydsede midterlinjen og kørte over i vores vejbane. Vi kørte omkring 110 km i timen, da jeg drejede af for at undgå at ramme den bil, som kom imod os. Vores bil væltede om på siden, og kurede hen ad kørebanen og gled af vejen, inden den endelig standsede med passagersiden nedad.

Det næste jeg husker, var Lynettes stemme: »Shayne, vi kan kun komme ud gennem din dør.« Jeg hang i oppe luften fra min sikkerhedssele. Det tog mig nogle sekunder at orientere mig. Vi begyndte at løfte hvert barn ud af bilen gennem mit vindue, som nu var bilens loft. De græd og vidste ikke, hvad der var sket.

Vi opdagede snart, at vores 10-årige datter, Emily, manglede. Vi kaldte på hende, men der kom intet svar. Medlemmer af menigheden, som også var på vej hjem, kom og søgte febrilsk efter hende. Det var så mørkt. Jeg så igen ind i bilen med en lygte og så til min skræk, at Emilys lille krop lå fastklemt under bilen. Jeg råbte desperat: »Vi bliver nødt til løfte bilen væk fra Emily.« Jeg greb fat i taget og trak bilen mod mig. Der var kun nogle få andre, som løftede, men mirakuløst nok fik vi vendt bilen rundt, så den landede på dækkene, og Emilys livløse krop kom til syne.

Emily trak ikke vejret. Hendes ansigt havde farve som en lilla blomme. Jeg sagde: »Vi må give hende en velsignelse.« En kær ven og et medlem af menigheden knælede med mig, og med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed befalede vi hende i Jesu Kristi navn at leve. I det øjeblik tog Emily et langt, hæst åndedrag.

Efter det, der syntes som timer, kom ambulancen endelig. I al hast blev Emily bragt til hospitalet. Hun havde en sammenklappet lunge og en overrevet sene i knæet. Vi var bekymret for en eventuel hjerneskade på grund af den tid, hvor hun ikke havde fået ilt. Emily lå i koma halvanden dag. Vi bad og fastede for hende hele den tid. Hun blev velsignet med at komme sig fuldstændigt. I dag er Emily og hendes mand, Kevin, forældre til seks døtre.

Helt mirakuløst kunne alle andre gå derfra selv. Babyen, Lynette ventede, var Tyson. Han blev også skånet og blev født i februar året efter. Otte måneder efter han modtog sit jordiske legeme, vendte Tyson hjem til vor himmelske Fader. Han er nu vores skytsengel-søn. Vi kan føle hans indflydelse i vores familie og ser frem til at være sammen med ham igen.⁷

De, som løftede bilen væk fra Emily, observerede, at bilen ikke syntes at veje noget. Jeg ved, at himmelske engle forenede sig med jordiske engle for at løfte bilen væk fra Emilys krop. Jeg ved også, at Emily blev bragt til live igen ved det hellige præstedømmes kraft.

Herren åbenbarede denne sandhed til sine tjenere: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«⁸

Jeg vidner om, at »det hellige præstedømme efter Guds Søns orden«⁹ – Det Melkisedekske Præstedømme – med dets nøgler, myndighed og kraft er blevet gengivet til jorden i disse, de sidste dage. Jeg ved, at selvom ikke alle situationer ender, som vi håber på og beder om, vil Guds mirakler altid komme i henhold til hans vilje, timing og plan for os.

Hvis I ønsker præstedømmets velsignelser, herunder mirakler og engles betjening, opfordrer jeg jer til at vandre på den sti med pagter, som Gud har gjort tilgængelig for os alle. Medlemmer og ledere i denne kirke, som elsker jer, vil hjælpe jer med at tage det næste skridt.

Jeg vidner om, at Jesus Kristus, Guds Søn, lever og leder sin kirke gennem levende profeter, som bærer og udøver præstedømmets nøgler. Helligånden er virkelig. Frelseren gav sit liv for at helbrede os, vinde os tilbage og bringe os hjem.

Jeg vidner om, at mirakler ikke er ophørt, at engle findes blandt os, og at himlen vitterligt er åben. Og ja, hvor er himlene vitterligt åbne! I Jesu Kristi navn. Amen.