Vær ét med Kristus

Jeg har haft stærke følelser om Jesu Kristi forsoning, siden jeg var ret ung, men vitterligheden af Frelserens forsoning ramte mig, da jeg var 25. Jeg havde lige bestået jurastudiet på Stanford og studerede til advokateksamen i Californien. Min mor ringede til mig og sagde, at min morfar, Crozier Kimball, som boede i Utah, var døende. Hun sagde, at hvis jeg ønskede at se ham, måtte jeg hellere komme hjem. Min morfar var 86 og meget syg. Det blev et vidunderligt besøg. Han var så glad for at se mig og bar sit vidnesbyrd for mig.

Crozier var blot tre år gammel, da hans far, David Patten Kimball, døde som 44-årig.¹ Crozier håbede, at hans far og bedstefar, Heber C. Kimball, ville synes om den måde han havde levet på og mene, at han havde levet op til sin arv.

Min bedstefars primære råd til mig var at undgå enhver følelse af berettigelse eller privilegium på grund af disse trofaste forfædre. Han fortalte mig, at mit fokus skulle være på Frelseren og på Frelserens forsoning. Han sagde, at vi alle er børn af en kærlig himmelsk Fader. Uanset hvem vores jordiske forfædre er, skal vi alle engang rapportere til Frelseren om, hvor godt vi har holdt hans bud.

Bedstefar omtalte Frelseren som »portens vogter«, en henvisning til 2 Nefi 9:41. Han fortalte mig, at han håbede, at han havde omvendt sig tilstrækkeligt til at være værdig til Frelserens barmhjertighed.²

Jeg var dybt rørt. Jeg vidste, at han havde været en retfærdig mand. Han var patriark og havde været på flere missioner. Han lærte mig, at ingen kan vende tilbage til Gud i kraft af gode gerninger alene uden hjælp fra Frelserens forsoning. Jeg husker stadig den store kærlighed og påskønnelse, som bedstefar havde for Frelseren og hans forsoning.

Da jeg i 2019 havde en opgave i Jerusalem,³ besøgte jeg et værelse, som måske var nær det sted, hvor Frelseren vaskede sine apostles fødder forud for sin korsfæstelse. Jeg blev åndeligt berørt og tænkte over, hvordan han befalede sine apostle at elske hinanden.

Jeg mindedes Frelserens store forbøn for os. Denne bøn fandt helt bogstaveligt sted i de afsluttende timer af hans liv på jorden, som nedskrevet i Johannesevangeliet.

Bønnen var rettet til Kristi følgere, herunder alle os.⁴ I Frelserens bøn til Faderen bønfaldt han om, »at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os«. Frelseren fortsatte så: »Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét.«⁵ Det at være ét var, hvad Kristus bad for, inden han blev forrådt og korsfæstet. At være ét med Kristus og vor himmelske Fader kan opnås gennem Frelserens forsoning.

Herrens frelsende nåde afhænger ikke af afstamning, uddannelse, økonomisk status eller race. Den er baseret på at være ét med Kristus og hans bud.

Profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery modtog åbenbaringen om Kirkens organisation og ledelse i 1830, kort tid efter at Kirken var blevet organiseret. Det, der nu er afsnit 20, blev oplæst af profeten Joseph ved den første kirkekonference og var den første åbenbaring, som blev godkendt ved fælles samtykke.⁶

Indholdet af denne åbenbaring er i sandhed bemærkelsesværdigt. Den lærer os om Frelserens betydning og rolle, og hvordan man får adgang til hans kraft og velsignelser gennem hans forsonende nåde. Profeten Joseph var 24 år gammel og havde allerede modtaget talrige åbenbaringer og færdiggjort oversættelsen af Mormons Bog ved Guds gave og kraft. Både Joseph og Oliver blev betegnet som ordinerede apostle, hvorved de havde myndighed til at præsidere over Kirken.

Vers 17-36 indeholder en sammenfatning af afgørende læresætninger i Kirken, herunder at Gud lever, at han skabte menneskeheden, faldet og vor himmelske Faders frelsesplan gennem Jesu Kristi forsoning. Vers 37 indeholder de afgørende krav til dåb i Herrens kirke. Vers 75-79 fastsætter nadverbønnerne, som vi anvender hver eneste sabbat.

Den lære, de principper og sakramenter og den fremgangsmåde, som Herren etablerede gennem Joseph Smith, genoprettelsens profet, var og er i sandhed skelsættende.⁷

Selv om de er afgørende, så er kravene til dåb utroligt enkle. De omfatter primært ydmyghed over for Gud, et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd,⁸ at omvende sig fra alle sine synder, at påtage os Jesu Kristi navn, holde ud til enden og ved vores gerninger vise, at vi har modtaget Kristi Ånd.⁹

Det er betydningsfuldt, at alle krav til dåb er åndelige. Ingen økonomiske eller sociale præstationer er nødvendige. Der stilles de samme åndelige krav til den rige som til den fattige.

Der er ingen krav baseret på race, køn eller etnicitet. Mormons Bog gør det klart, at alle er indbudt til at tage del i Herrens godhed, »sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … alle er lige for Gud«.¹⁰ »Alle mennesker har samme muligheder, det ene såvel som det andet, og det er ingen forbudt.«¹¹

I betragtning af vores »lighed« over for Gud, giver det ingen mening at understrege vores forskelle. Nogle har fejlagtigt opfordret os »til at antage, at andre mennesker adskiller sig meget fra os selv og fra hinanden, end de faktisk gør. [Nogle] tager virkelige, men små forskelle, og forstørrer dem til kløfter«.¹²

Desuden har nogle fejlagtigt antaget, at fordi alle mennesker indbydes til at modtage Guds godhed og evigt liv, er der ingen krav til opførsel.¹³

Skrifterne bevidner dog, at alle ansvarlige personer skal omvende sig fra synder og holde hans bud.¹⁴ Herren gør det klart, at alle har moralsk handlefrihed og »er frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler … og lytte til hans store befalinger og være trofaste mod hans ord og vælge evigt liv«.¹⁵ For at modtage velsignelserne ved Frelserens forsoning må vi udøve vores moralske handlefrihed og bekræfte, at vi vælger Kristus og at adlyde hans bud.

I mit liv og min livstid er betydningen af »handlefrihed« og »fri vilje« blevet dissekeret og debatteret. Der har været og vil fortsat være mange intellektuelle argumenter om disse emner.

På forsiden af et større universitetstidsskrift for tidligere studerende hævdede en fremtrædende biologiprofessor for nylig: »Der er ikke plads til fri vilje.«¹⁶ Ikke overraskende citeres professoren i artiklen som følger: »Der er ikke nogen Gud … og der er ingen fri vilje, og dette er et umådeligt, ligegyldigt og tomt univers.«¹⁷ Jeg kunne ikke være mere uenig.

En grundlæggende læresætning i vores tro er, at vi har moralsk handlefrihed,¹⁸ som omfatter en fri vilje.¹⁹ Handlefrihed er evnen til at vælge og handle. Den er afgørende i frelsesplanen. Uden moralsk handlefrihed kunne vi ikke lære, udvikle os eller vælge at være ét med Kristus. Takket være moralsk handlefrihed er vi »frie til at vælge frihed og evigt liv«.²⁰ I himlens førjordiske råd medtog vor himmelske Fader handlefrihed som et afgørende element. Lucifer gjorde oprør og »stræbte efter at tilintetgøre menneskets handlefrihed«.²¹ Som følge deraf blev Satan og de, som fulgte ham, nægtet det privilegium at få et jordisk legeme.

Andre førjordiske ånder udøvede deres handlefrihed til at følge vor himmelske Faders plan. Ånder, som velsignes ved at blive født på denne jord, har fortsat handlefrihed. Det står os frit at vælge og handle, men vi kontrollerer ikke konsekvenserne. »Gode og retfærdige valg leder til lykke, fred og evigt liv, mens valg i form af synd og ondskab i sidste ende leder til hjertesorg og ulykke.«²² Som Alma sagde: »Ugudelighed har aldrig været lykke.«²³

I denne ekstremt konkurrenceprægede verden er der en konstant indsats for at udmærke sig. At stræbe efter at være den bedste kan være en retfærdig og værdifuld stræben. Det er i overensstemmelse med Herrens lære. Forsøg på at formindske eller nedgøre andre eller skabe hindringer for deres succes er i modsætning til Herrens lære. Vi kan ikke skyde skylden for en beslutning om at handle imod Guds befalinger på omstændighederne eller andre.

I dagens verden er det let at fokusere på materiel eller erhvervsmæssig succes. Nogle taber evige principper og valg af syne, som har evig betydning. Det ville være klogt af os at følge præsident Russell M. Nelsons råd om at »tænke celestialt«.²⁴

De væsentligste valg kan træffes af næsten alle uanset talenter, evner, muligheder eller økonomiske forhold. Fokus på at sætte familien først er afgørende. Det siges klart overalt i skrifterne. Tænk på beretningen i 1 Nefi, hvor Lehi »drog ud i ørkenen. Og han forlod sit hus og sit arveland og sit guld og sit sølv og sine kostbarheder og tog ikke noget med sig, bortset fra sin familie.«²⁵

Når vi møder livets omskifteligheder, sker der meget, som vi kun har lidet eller ingen kontrol over. Sundhedsmæssige udfordringer og ulykker falder helt klart i denne kategori. Den nylige COVID-19-pandemi ramte mange, som gjorde alt rigtigt, hårdt. I forbindelse med de vigtigste valg har vi kontrol. Tilbage i min tid som missionær fik ældste Marion D. Hanks, vores missionspræsident, os alle sammen til at lære en del af et digt af Ella Wheeler Wilcox udenad:

Hvad angår principper, opførsel, religiøs observans og retskaffen levevis, så har vi kontrol. Vores tro på og tilbedelse af Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, er et valg, vi træffer.²⁷

Forstå venligst, at jeg ikke forsøger at tale for en mindre interesse i uddannelse eller arbejde. Det, jeg siger, er, at når indsatsen i forbindelse med uddannelse og erhverv løftes over familien eller det at være ét med Kristus, kan de utilsigtede konsekvenser blive væsentlige og negative.

Den klare og enkle læresætning, der er fremsat i Lære og Pagter 20 er rørende og overbevisende, idet den forstærker og tydeliggør hellige åndelige begreber. Den lærer os, at frelse kommer, når Jesus Kristus retfærdiggør og helliggør sjæle, der omvender sig, på grund af Frelserens nåde.²⁸ Den sætter scenen for hans forsonings altoverskyggende rolle.

Vi bør stræbe efter at inkludere andre i vores cirkel af samhørighed. Hvis vi skal følge præsident Russell M. Nelsons opfordring til at indsamle det spredte Israel på begge sider af sløret, må vi inkludere andre i vores omgangskreds af samhørige. Præsident Nelson har sagt det så smukt: »På hvert et kontinent og på øerne i havet samles trofaste mennesker i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Forskelle bestående af kultur, sprog, køn, race og nationalitet falmer til ubetydelighed, når den trofaste træder ind på pagtens sti og kommer til vor elskede Forløser.«²⁹

Vi forenes af vores kærlighed til og tro på Jesus Kristus og som børn af en kærlig himmelsk Fader. Kernen i virkelig at høre til er at være ét med Kristus. De dåbs- og nadverordinancer, som er beskrevet i Lære og Pagter 20, forener os tillige med vores tempelpagter på særlige måder og tillader os at være ét på alle evigt betydningsfulde måder og at leve i fred og harmoni.

Jeg bærer mit faste og sikre vidnesbyrd om, at Jesus Kristus lever, og vi kan på grund af hans forsoning blive ét med Kristus. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.