Generalkonference
Bed, han er der
Aprilkonferencen 2024


Bed, han er der

Jeg opfordrer jer til at bede for at vide, at vor himmelske Fader er der, bede for at udvikle jer til at blive som ham og bede for at vise andre hans kærlighed.

Brødre og søstre, jeg føler glæde, idet jeg nu følger en tilskyndelse til at tale til børnene!

Piger og drenge, uanset hvor i verden I er, vil jeg gerne dele noget med jer.

Vor himmelske Fader elsker jer! I er hans barn. Han kender jer. Han ønsker at velsigne jer. Jeg beder af hele mit hjerte om, at I vil føle hans kærlighed.

Kan I lide at få gaver? Jeg vil gerne tale til jer om en meget særlig gave, vor himmelske Fader har givet jer som en hjælp. Det er bønnens gave. Sikken velsignelse bøn er! Vi kan tale med vores himmelske Fader når som helst og hvor som helst.

Billede
Jesus sammen med børn.

Da Jesus var på jorden, lærte han os at bede. Han sagde: »Bed, så skal I få.«1

Hvilke gaver kan I bede om? Der findes mange, men i dag vil jeg tale om tre:

  1. Bed for at vide.

  2. Bed for at udvikle jer.

  3. Bed for at vise.

Lad os tale om hvert punkt.

Først, bed for at vide

Hvad har I brug for at vide?

Der findes en sang, primarybørn i hele verden synger. Den begynder med et spørgsmål. Ved I, hvilken sang det er? Hvis jeg var virkelig modig, ville jeg synge den for jer!

»Himmelske Fader, er du virk’lig der? Hører du og besvarer hver en bøn jeg be’r?«2

Hvordan kan I vide, at vor himmelske Fader virkelig er der, selv når I ikke kan se ham?

Præsident Russell M. Nelson har opfordret jer: »Udøs jeres hjerte for vor himmelske Fader … Og lyt så!«3 Lyt efter følelser i jeres hjerte og tanker, der kommer til jeres sind.4

Vor himmelske Fader har et opstandent legeme af kød og knogler og er Fader til jeres ånd. Fordi vor himmelske Fader har al magt og ved alt, kan han se alle sine børn5 og kan høre og besvare hver eneste bøn. I kan selv vide, at han er der, og at han elsker jer.

Når I ved, at vor himmelske Fader findes, og at han elsker jer, kan I leve med mod og håb! »Bed, han er der. Tal, han vil lytte.«6

Har I nogensinde følt jer alene? En dag da vores barnebarn Ashley var seks år, var hun den eneste, der ikke havde en ven at lege med i skolegården. Mens hun stod der og følte, at hun var ubetydelig og ikke blev set, kom en specifik tanke til hende: »Vent! Jeg er ikke alene! Jeg har Kristus!« Ashley knælede ned lige der midt i skolegården og foldede sine hænder og bad til vor himmelske Fader. I samme øjeblik hun åbnede sine øjne, stod der en pige på hendes alder og spurgte, om hun ville lege. Ashley lærte: »Vi er vigtige for Herren, og vi er i sandhed aldrig alene.«

Nogle gange ønsker I at vide, hvorfor noget svært sker for jer, eller hvorfor I ikke modtog en velsignelse, I havde bedt for. Ofte er det bedste spørgsmål, vi kan stille vor himmelske Fader ikke hvorfor, men hvad.

Husker I, da Nefi og hans familie var sultne, mens de rejste i ørkenen? Da Nefi og hans brødre gik på jagt efter mad, knækkede Nefis bue. Men han spurgte ikke hvorfor.

Billede
Nefi spurgte Lehi, hvor han skulle finde mad.

Nefi lavede en ny bue og spurgte sin far, Lehi, om, hvor han skulle gå hen for at finde mad. Lehi bad, og Herren viste dem, hvor Nefi kunne gå hen.7 Vor himmelske Fader vil vejlede jer, når I spørger ham om, hvad I kan gøre, og hvad I kan lære.

For det andet, bed for at udvikle jer

Vor himmelske Fader ønsker at hjælpe jer med at udvikle jer! Han elskede os så højt, at han sendte sin Søn, Jesus Kristus, for at vise os, hvordan vi skal leve.8 Jesus led, døde og opstod, så vi kan blive tilgivet for vores synder og udvikle os for at blive mere som ham.

Ønsker I at udvikle jer i tålmodighed og ærlighed? Ønsker I at udvikle jer i en færdighed? Måske er I generte og ønsker at udvikle jer i mod. »Bed, han er der«!9 Gennem hans Ånd kan jeres hjerte blive forandret, og I kan få styrke.

Min nye ven Jonah skrev: »Jeg er ofte nervøs på vej til skole om morgenen. Jeg bekymrer mig om ting som at komme for sent, glemme noget og at gå til prøver. Da jeg var 10, begyndte jeg at bede i bilen på vej til skole med min mor. Jeg beder om den hjælp, jeg har brug for, og jeg beder også for min familie. Jeg tænker også på det, jeg er taknemmelig for. Det har hjulpet mig [at bede til vor himmelske Fader]. Nogle gange føler jeg ikke lindring, lige når jeg stiger ud af bilen, men når jeg er nået til mit klasselokale, føler jeg fred.«10

Jonahs tro vokser, idet han beder hver dag og derpå går fremad.

For det tredje, bed for at vise

I kan bede om hjælp til at vise andre vor himmelske Faders kærlighed.11 Vor himmelske Fader vil gennem sin Ånd hjælpe jer med at lægge mærke til, hvem der er ked af det, så I kan trøste dem. Han kan hjælpe jer med at vise hans kærlighed ved at tilgive nogen. Han kan give jer mod til at tjene nogen og fortælle dem, at de er Guds barn. I kan hjælpe andre til at lære Jesus og vor himmelske Fader at kende og elske dem, ligesom I gør.12

Hele mit liv har jeg bedt om, at min far ville blive medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Selv som en lille pige, vidste jeg hvor mange velsignelser, han kunne modtage. Vores familie kunne modtage velsignelserne ved at blive beseglet for evigt. Min familie, mine venner og jeg bad ofte for ham, men han blev ikke medlem af Kirken. Vor himmelske Fader tvinger ikke nogen til at træffe et valg.13 Han kan sende os svar på vores bønner på andre måder.

Billede
Præsident Porter med sine forældre og søskende.

Da jeg var gammel nok, modtog jeg min patriarkalske velsignelse. I den velsignelse sagde patriarken til mig, at det bedste jeg kunne gøre for at hjælpe min familie til at være sammen i himlen, var at være et eksempel på Jesu Kristi evangelium. Det var det, jeg kunne gøre!

Min far levede til han blev 86 år. Fem dage efter hans død, fik jeg en hellig følelse af glæde. Vor himmelske Fader fortalte mig gennem sin Ånd, at min far ønskede at modtage Jesu Kristi evangeliums velsignelser! Jeg vil aldrig glemme den dag, hvor jeg sammen med min søster og mine brødre knælede omkring alteret i templet for at blive beseglet til mine forældre. Jeg var begyndt at bede for denne velsignelse, da jeg var i Primary, og jeg modtog den, da jeg var blevet bedstemor.

Måske beder I om velsignelser for jeres familie og andre, I elsker. Giv ikke op! Vor himmelske Fader vil vise jer, hvad I kan gøre.

Fortæl vor himmelske Fader, hvad I har på hjerte.14 Når I oprigtigt beder om hans hjælp, vil I modtage hans Ånds vejledning.15 Når I beder dagligt, vil I blive fyldt med kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Det vil give jer et ønske om at følge dem hele livet!

Forestil jer, hvad der ville ske, hvis alle børn i Afrika, Sydamerika, Asien, Europa, Nordamerika og Australien bad hver dag. Hele verden ville blive velsignet med Guds kærlighed i større grad!

Billede
Børn rundt om i verden beder.

Jeg opfordrer jer til at bede for at vide, at vor himmelske Fader er der, bede for at udvikle jer til at blive som ham og bede for at vise andre hans kærlighed. Jeg ved, at han lever og elsker jer. »Bed, han er der.« I Jesu Kristi hellige navn. Amen.