Kristi lære – en kraftfuld, dydig cyklus

For flere år siden tog min hustru Ruth, vores datter Ashley og jeg med andre turister på en kajaktur i staten Hawaii i USA. En kajak er en lav, kanolignende båd, hvor den, der ror, sidder og ser fremad og bruger en dobbeltbladet pagaj til at trække forfra og bagud på den ene side og derefter den anden side. Planen var, at vi skulle ro ud til to små øer ud for kysten ved Oahu og tilbage igen. Jeg følte mig selvsikker, idet jeg som ung havde roet kajakker på tværs af bjergsøer. Arrogance varsler aldrig godt, vel?

Vores guide gav os instruktioner og viste os de havkajakker, vi skulle bruge. De var anderledes end dem, jeg tidligere havde roet i. Jeg skulle sidde oven på kajakken i stedet for nede i den. Da jeg satte mig på kajakken, var mit tyngdepunkt højere, end jeg var vant til, og jeg var mindre stabil i vandet.

Da vi begyndte, var jeg hurtigere end Ruth og Ashley. Efter lidt tid var jeg langt foran dem. Selvom jeg var stolt over mit heroiske tempo, stoppede jeg med at ro og ventede på, at de indhentede mig. En stor bølge – omkring 13 centimeter – ramte siden af min kajak, så den tippede og jeg røg i vandet. Da jeg havde fået vendt kajakken om og kæmpet med at komme op på den igen, var Ruth og Ashley kommet forbi mig, men jeg var for forpustet til at begynde at ro igen. Inden jeg kunne få vejret, kom endnu en bølge, denne var virkelig enorm – mindst 20 centimeter – og ramte min kajak og væltede mig igen. Da jeg havde fået vendt min kajak, var jeg så forpustet, at jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne kravle op på den.

Guiden så min situation og roede hen til mig og stabiliserede min kajak, så det var nemmere for mig at kravle op på den. Da han så, at jeg stadig var for stakåndet til selv at ro, bandt han et slæbetov til min kajak og begyndte at ro, så han trak mig efter sig. Jeg fik hurtigt vejret tilbage og begyndte selv at ro på tilfredsstillende vis. Han gav slip på tovet, og jeg nåede den første ø uden yderligere hjælp. Da jeg ankom, smed jeg mig udmattet på sandet.

Da gruppen havde hvilet sig, sagde guiden stille til mig: »Hr. Renlund, hvis du bare bliver ved med at ro, og bevarer dit momentum, tror jeg, du vil klare det fint.« Jeg fulgte hans råd, da vi roede til den anden ø og derefter tilbage til vores startpunkt. To gange roede guiden forbi mig og sagde, at jeg gjorde det godt. Selv større bølger ramte siden på min kajak, men jeg væltede ikke.

Ved konsekvent at ro kajakken bibeholdt jeg momentum og fremdrift, hvilket dæmpede effekten af bølgerne, der ramte mig fra siden. Det samme princip gælder for vores åndelige liv. Vi bliver sårbare, når vi sænker farten og særligt, når vi stopper. Hvis vi bevarer åndeligt momentum ved konstant at »ro« mod Frelseren, er vi mere sikre og trygge, da vores evige liv afhænger af vores tro på ham.

Åndeligt momentum skabes »i løbet af et helt liv, når vi gentagne gange tager Kristi lære til os«. Det er, har præsident Russell M. Nelson sagt, skabt af en »kraftfuld, dydig cyklus«. Faktisk er elementerne i Kristi lære – som tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse, at indgå et pagtsforhold med Herren gennem dåb, modtagelse af Helligåndsgaven og at holde ud til enden – ikke beregnet til at være engangsoplevelser eller afkrydsningsbegivenheder. Særligt »at holde ud til enden« er faktisk ikke et særskilt trin i Kristi lære – som om vi færdiggør de første fire trin og så stopper der, bider tænderne sammen og venter på at dø. Nej, at holde ud til enden er vedholdende og iterativt at anvende de andre elementer i Kristi lære, hvilket skaber den »kraftfulde, dydige cyklus«, som præsident Nelson beskrev.

Vedholdende vil sige, at vi oplever elementer i Kristi lære igen og igen i løbet af vores liv. Iterativt vil sige, at vi bygger på og forbedrer os med hver gentagelse. Selvom vi gentager elementerne, kører vi ikke bare rundt i cirkler uden en fremadrettet kurs. I stedet kommer vi Jesus Kristus nærmere, hver gang vi gennemgår cyklussen.

Momentum omfatter både tempo og retning. Hvis jeg havde roet kajakken energisk i den forkerte retning, kunne jeg have skabt et betydeligt momentum, men jeg ville ikke være nået til det tilsigtede mål. Vi har på lignende vis brug for at »ro« mod Frelseren for at komme til ham.

Vores tro på Jesus Kristus skal næres hver dag. Den næres, når vi beder dagligt, studerer skrifterne dagligt, reflekterer over Guds godhed dagligt, omvender os dagligt og følger Helligåndens tilskyndelser dagligt. Ligesom det ikke er sundt at udsætte alle vores måltider til om søndagen og så holde ædegilde med vores ugentlige kaloriebehov, er det ikke sundt åndeligt at begrænse den adfærd, der nærer vores vidnesbyrd, til en dag om ugen.

Når vi påtager os ansvaret for vores eget vidnesbyrd, opnår vi åndeligt momentum og udvikler gradvist klippefast tro på Jesus Kristus, og Kristi lære bliver det centrale i formålet med vores liv. Momentum opbygges ligeledes, når vi stræber efter at adlyde Guds love og omvender os. Omvendelse er glædesfyldt og giver os mulighed for at lære af vores fejl, hvilket er måden, hvorpå vi udvikler os for evigt. Vi vil uden tvivl have tider, hvor vi vælter i vores kajak og befinder os på dybt vand. Gennem omvendelse kan vi komme op igen, uanset hvor mange gange vi er faldet i. Det vigtige er, at vi ikke giver op.

Det næste element i Kristi lære er dåb, hvilket omfatter dåb i vand og gennem bekræftelse, dåb ved Helligånden. Selvom dåb er en enkeltstående begivenhed, fornyr vi vores dåbspagt gentagne gange, når vi nyder nadveren. Nadveren erstatter ikke dåben, men den forbinder de første elementer i Kristi lære – tro og omvendelse – med modtagelse af Helligånden. Når vi bevidst nyder nadveren, indbyder vi Helligånden i vores liv, præcis som når vi bliver døbt og bekræftet. Når vi holder de pagter, der er beskrevet i nadverbønnerne, bliver Helligånden vores ledsager.

Idet Helligånden udøver større indflydelse i vores liv, udvikler vi gradvist og iterativt kristuslignende egenskaber. Vores hjerte forandres. Vores tilbøjelighed til at gøre ondt mindskes. Vores tilbøjelighed til at gøre godt øges, indtil vi kun ønsker »bestandigt at gøre godt«. Og vi får derigennem adgang til den himmelske kraft, vi har brug for til at holde ud til enden. Vores tro er forøget, og vi er klar til at gentage den kraftfulde, dydige cyklus igen.

Fremadrettet åndeligt momentum driver os også til at indgå flere pagter med Gud i Herrens hus. Flere pagter drager os tættere på Kristus og styrker vores forbindelse til ham. Gennem disse pagter får vi større adgang til hans kraft. For at sige det tydeligt, er dåbs- og tempelpagter ikke i sig selv kilden til kraft. Kilden til kraft er Herren Jesus Kristus og vor himmelske Fader. At indgå og holde pagter skaber en kanal for deres kraft i vores liv. Når vi lever i overensstemmelse med disse pagter, bliver vi til sidst arvinger til alt det, vor himmelske Fader har. Det momentum, der skabes ved at efterleve Kristi lære, er ikke alene kraften bag transformationen af vores guddommelige natur til vores evige skæbne, men motiverer os også til at hjælpe andre på passende vis.

Overvej, hvordan turguiden hjalp mig, efter jeg var væltet med kajakken. Han råbte ikke unyttige spørgsmål på lang afstand, såsom: »Hr. Renlund, hvad laver du i vandet?« Han roede ikke hen og skældte mig ud ved at sige: »Hr. Renlund, du ville ikke være i denne situation, hvis du var i bedre form.« Han begyndte ikke at slæbe min kajak, mens jeg bare forsøgte at komme op i den. Han irettesatte mig ikke foran gruppen. I stedet gav han mig den hjælp, jeg havde brug for, da jeg havde brug for den. Han gav mig råd, da jeg var modtagelig. Og han gjorde en indsats for at opmuntre mig.

Når vi drager omsorg for andre, behøver vi ikke stille unyttige spørgsmål eller sige det indlysende. De fleste, der kæmper, ved, at de kæmper. Vi bør ikke dømme dem, vores fordømmelse er hverken nyttig eller kærkommen, og den er oftest baseret på mangelfuld information.

Når vi sammenligner os med andre, kan det få os til at begå værre fejl, især hvis vi konkluderer, at vi er mere retfærdige end dem, der kæmper. Sådan en sammenligning er som at drukne uden håb på tre meter dybt vand, mens man ser en anden drukne på fire meter dybt vand, og dømme vedkommende som værende en større synder, og have det godt med sig selv. Vi kæmper trods alt på vores egen måde. Ingen af os gør os fortjent til frelse. Det kan vi aldrig gøre. Jakob i Mormons Bog sagde: »Husk, at det, efter at [vi] er blevet forligt med Gud, alene er i og ved Guds nåde, at [vi] bliver frelst.« Vi har brug for Frelserens altomfattende forsoning, ikke kun en del af den.

Vi har brug for al vores barmhjertighed, empati og kærlighed, når vi omgås dem omkring os. Dem, der kæmper, »har brug for at opleve Jesu Kristi rene kærlighed, som afspejles i [vores] ord og handlinger«. Når vi drager omsorg, opmuntrer vi andre ofte og tilbyder hjælp. Selv om nogen ikke skulle være modtagelig, fortsætter vi med at yde omsorg i det omfang, de tillader. Frelseren belærte: »For sådanne skal I fortsætte med at betjene, for I ved ikke, om de ikke vil vende tilbage og omvende sig og komme til mig med hjertets faste fortsæt, og jeg skal helbrede dem; og I skal være midlet til at bringe frelse til dem.« Frelserens job er at helbrede. Vores job er at elske – at elske og drage omsorg således, at andre bliver draget mod Jesus Kristus. Dette er en af frugterne af Kristi læres kraftfulde og dydige cyklus.

Jeg indbyder jer til at efterleve Kristi lære vedholdent, iterativt og bevidst og hjælpe andre på deres vej. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Kristi lære er central i vor himmelske Faders plan; det er trods alt hans lære. Når vi udøver tro på Jesus Kristus og hans forsoning, bliver vi drevet fremad på pagtsstien og bliver motiveret til at hjælpe andre med at blive trofaste Jesu Kristi disciple. Vi kan blive arvinger i vor himmelske Faders rige, hvilket er kulminationen på trofast efterlevelse af Kristi lære. I Jesu Kristi navn. Amen.