På pligtens sti

Året 1947 markerede 100-året for de første sidste dages hellige pionerers ankomst til Salt Lake-dalen. Der blev afholdt mange mindeværdige fejringer i løbet af det år, og der blev givet utallige udtryk for taknemmelighed for de hengivne Jesu Kristi disciple, der skabte nye stier, byggede huse, plantede afgrøder i den golde ørken og oprettede samfund.

Præsident J. Reuben Clark, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, gav en af de mest mindeværdige og rørende hyldester til de trofaste pionerer ved oktoberkonferencen 1947.

I sin tale anerkendte præsident Clark kort de velkendte ledere, der ledte den vestgående migration, såsom Brigham Young, Heber C. Kimball, Wilford Woodruff, Parley P. Pratt og mange andre. Men hans primære formål var ikke at gengive disse bemærkelsesværdige personers bedrifter. Snarere fokuserede han sine bemærkninger på de trofaste sjæle, hvis navne hverken er kendte eller officielt optegnet i Kirkens historie. Den informative titel på hans budskab var: »Dem på sidste vogn.«¹

Præsident Clark beskrev detaljeret karakteregenskaberne hos de migranter, der rejste i den sidste tildækkede vogn i hvert af de lange vogntog, der krydsede sletterne, og de udfordringer, de stod over for. Han roste disse anonyme og ubesungne helte, der dag efter dag, uge efter uge og måned efter måned, blev kvalt i det støv, der blev hvirvlet op af alle de vogne, der rullede afsted foran dem – og som overvandt de ubønhørlige hindringer, de mødte på rejsen.

Præsident Clark erklærede: »Dem i den sidste vogn trængte sig fremad, udmattede og trætte, med ømme fødder, sommetider næsten modløse, kun båret oppe af deres tro på, at Gud elskede dem, at det gengivne evangelium var sandt, og at Herren ledte og vejledte brødrene oppe foran.«²

Han endte sin tale med en rørende anerkendelse: »Disse ydmyge sjæle, stærke i deres tro, stærke i deres arbejde, stærke i deres retfærdige levevis, stærke i at forme vores uvurderlige arv, giver jeg ydmygt min kærlighed, min respekt og min ærbødige hyldest.«³

I 1990 holdt præsident Howard W. Hunter, daværende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, en tale om de uundværlige bidrag fra utallige kirkemedlemmer, der tjener flittigt og trofast, og som modtager beskeden eller ingen offentlig anerkendelse eller ros.

Præsident Hunter forklarede:

»Det blev sagt om den unge og modige hærfører Moroni:

›Hvis alle mennesker havde været og var og altid ville være ligesom Moroni, se, så ville selve helvedes magter være blevet rystet for evigt, ja, Djævelen ville aldrig få magt over menneskenes børns hjerte‹ (Alma 48:17).

Sikke en kompliment til en berømt og mægtig mand … To vers senere er der en udtalelse om Helaman og hans brødre, som spillede en mindre iøjnefaldende rolle end Moroni:

›Se nu, Helaman og hans brødre stod ikke mindre til tjeneste for folket end Moroni‹ (Alma 48:19).«

Præsident Hunter fortsatte: »Med andre ord, selvom Helaman ikke var helt så bemærkelsesværdig eller iøjnefaldende som Moroni, så stod han ikke mindre til tjeneste eller med andre ord, han var til lige så stor hjælp eller gavn som Moroni.«⁴

Præsident Hunter rådede så os alle til at være lige så tjenestvillige. Han sagde: »Hvis I føler, at meget af det I gør i år eller i de kommende år, ikke gør jer særligt berømte, så vær ved godt mod. De fleste af de folk, der har levet, var heller ikke særligt berømte. Tjen og udvikl jer, trofast og stille.«⁵

Jeg er taknemmelig for millioner af medlemmer af Kirken, der i dag kommer til Frelseren⁶ og trænger sig fremad på pagtsstien i den sidste vogn på vores nutidige vogntog – og som i sandhed er lige så tjenestvillige. Jeres stærke tro på vor himmelske Fader og Herren Jesus Kristus og jeres uprætentiøse, hengivne liv inspirerer mig til at blive en bedre mand og discipel.

Jeg elsker jer. Jeg beundrer jer. Jeg takker jer. Og jeg roser jer.

En udtalelse i Mormons Bog af lamanitten Samuel sammenfatter på bedste vis mine følelser for jer.

»Se, at størstedelen af dem er på pligtens sti, og de vandrer med omhu for Gud, og de bestræber sig på at holde hans befalinger og hans lovbud og hans retsregler …

Ja, jeg siger jer, at størstedelen af dem gør dette, og de bestræber sig med utrættelig flid på at bringe resten af deres brødre til kundskab om sandheden.«⁷

Jeg tror, at vendingen »på pligtens sti« beskriver brødre og søstre, der kan skelne, og som ser efter og sætter sig ved personer, der er alene ved kirkemøder og i en række andre omgivelser. De stræber konstant efter at »trøste dem, der står i behov for trøst«,⁸ uden at forvente anerkendelse eller ros.

Vendingen »på pligtens sti« beskriver ægtefæller og børn, der støtter en partner, en forælder eller et barn, der tjener i en lederkaldelse i Herrens genoprettede kirke. Deres stabile, rolige og typisk ikke anerkendte støttende indflydelse gør det muligt for mange enkeltpersoner og familier at blive velsignet på måder, der kun fuldt ud vil blive kendt i evigheden.

Vendingen »på pligtens sti« beskriver personer, der har haft vendt sig bort fra Gud, ydmyger sig og vender tilbage til ham igen,⁹ omvender sig fra deres synder, og søger Frelserens forsonings rensende og helbredende kraft. At komme til Kristus¹⁰ ved at vende tilbage til pagtsstien fra en syndig omvej på »forbudne stier«¹¹ er åndeligt afgørende og strengt retfærdigt. Når de trænger sig fremad med tro og ikke bliver trætte af at gøre godt, lægger de grundvolden til et stort værk i deres individuelle liv,¹² »til alle slægtled i al evighed«.¹³

Vendingen »på pligtens sti« beskriver retfærdige personer, der længes efter at blive knyttet til Frelseren gennem hans evangeliums bemyndigede pagter og ordinancer – men kan være hindrede i at gøre det på grund af faktorer, der ligger uden for deres kontrol. Jeg lover jer, at jeres personlige kvaler vil blive lindret, og at jeres lydighed og trofasthed til tålmodigt at underkaste jeres vilje Guds vil blive belønnet, »når Herren [anser] tiden for at være inde«.¹⁴ »Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.«¹⁵

Vendingen »på pligtens sti« beskriver inspirerede oversættere og tolke rundt om i verden, der tjener Herren ved at hjælpe venner og medlemmer til at »høre evangeliets fylde på [deres] eget tungemål og på [deres] eget sprog«.¹⁶ Deres stemmer, tegnsprogstolkning og oversatte dokumenter overbringer evige sandheder, og alligevel er det få af os, der kender deres navne eller nogensinde udtrykker påskønnelse. Gennem tungemålsgaven, som de er blevet velsignet med, tjener oversættere og tolke flittigt, uselvisk og oftest anonymt for at hjælpe folk til at modtage troens åndelige gave, der kommer ved at læse og høre Guds ord.¹⁷

Vendingen »på pligtens sti« beskriver trofaste gifte mænd og kvinder, der ærer deres pagtsansvar for at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden, og som er velsignet med styrke og udholdenhed til at kæmpe med deres børn under nadvermøder. I en stadigt mere forvirrende verden plaget af katastrofer og malplacerede prioriteter, følger disse modige sjæle ikke de verdslige røster, der lovpriser selviskhed. De har ærbødighed for livets hellighed og betydning i vor himmelske Faders plan for lykke for hans børn.

Mange gifte par stoler også på Gud, når deres hjertes retfærdige ønsker ikke bliver indfriet på den måde, eller til den tid de havde håbet på og drømt om. De »håber på Herren«¹⁸ og forlanger ikke, at han imødekommer deres menneskelige tidsfrist. »For siden verdens begyndelse har menneskene ikke hørt eller med øret fattet, ej heller har noget øje set, o, Gud, bortset fra dig, hvor store ting du har beredt for [dem], som venter på dig.«¹⁹

Vendingen »på pligtens sti« beskriver de tusinde og tusinde børnehaveledere og primarylærere, der elsker og underviser Kirkens børn hver sabbatsdag.

Overvej den evige virkning af den tjeneste, der bliver ydet af disse hengivne disciple – og de utrolige velsignelser, der er lovet dem, der betjener børn.

»Så tog [Jesus] et lille barn, stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem:

›Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.‹«²⁰

Vendingen »på pligtens sti« beskriver pligtopfyldende børn, der ømt tager sig af gamle forældre, en mor i søvnunderskud, der trøster et skræmt barn, mens hun står vagt som en »løvinde ved porten« til sit hjem,²¹ kirkemedlemmer, der kommer tidligt og bliver senere for at sætte stole frem og fjerne dem, og inspirerede personer, der inviterer familie, venner og bekendte til at komme og se, komme og hjælpe, og komme og blive.²²

Jeg har kun beskrevet nogle få udvalgte eksempler på pagtsholdende og hengivne Jesu Kristi disciple som jer, der trænger sig frem »på pligtens sti«. Der findes millioner af flere eksempler på sidste dages hellige, der ofrer »hele [deres] sjæl«²³ til Gud i kristuscentrerede hjem og i kirkens enheder rundt om i verden.

I elsker og tjener, lytter og lærer, tager jer af og trøster, og underviser og bærer vidnesbyrd ved Helligåndens kraft. I faster og beder ofte og vokser jer stærkere og stærkere i jeres ydmyghed og fastere og fastere i troen på Kristus, »indtil [jeres] sjæl [bliver] fyldt af glæde og fortrøstning, ja, indtil [jeres] hjerte [bliver] renset og helliggjort, hvilken helliggørelse finder sted som følge af, at … [give jeres] hjerte hen til Gud«.²⁴

Dem på sidste vogn, alle tjenestvillige, og jer, der i dag trænger sig fremad på pligtens sti, er styrken i Frelserens genoprettede kirke. Og som Herren har lovet: »Alle troner og riger, fyrstendømmer og magter skal blive åbenbaret og skænket alle dem, som tappert har holdt ud i Jesu Kristi evangelium.«²⁵

Jeg bærer med glæde vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader og hans elskede Søn lever, og deres løfter er sikre. I Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.