Se Guds familie gennem overblikslinsen
Jeg tror, at det gennem troens øje er muligt at zoome ud og se på os selv og vores familie med håb og glæde.
Da vores yngste datter, Berkeley, var lille, begyndte jeg at bruge læsebriller – den slags, der zoomer ind på og forstørrer alt. En dag, mens vi sad og læste en bog, så jeg kærligt på hende, men var også en smule trist, fordi hun pludselig virkede til at have vokset sig større. Jeg tænkte: »Hvor er tiden blevet af? Hun er så stor!«
Da jeg løftede mine læsebriller for at tørre en tåre væk, indså jeg: »Hov – hun er ikke større, det er bare mine briller! Glem det!«
Til tider er det eneste, vi kan se, det helt tætte, forstørrede perspektiv af dem, vi elsker. I aften vil jeg gerne indbyde jer til at zoome ud og se gennem en anden linse – en evig linse, med fokus på det store billede, jeres større historie.
Ved menneskehedens tidlige forsøg på at komme ud i rummet, havde de ubemandede raketter ingen vinduer. Men på Apollo 8-missionen til månen, havde astronauterne et. Mens de svævede i rummet, blev de slået af storheden ved at se vores jord, og de tog dette billede, der fangede hele verdens opmærksomhed! Disse astronauter oplevede en så stærk følelse, at den har fået sit eget navn: Overblikseffekten.
NASA
Det ændrer alt at se noget fra en ny vinkel. En rumrejsende sagde, at den »mindsker ting til en størrelse, man synes er håndterbar … Vi kan klare det. Fred på jorden – det er intet problem. Den giver folk den form for energi – den form for kraft«.1
Som mennesker har vi et jordbundent perspektiv, men Gud har det store overblik over hele universet. Han ser alle skabninger, alle os, og er fyldt med håb.
Er det muligt at begynde at se, som Gud ser, selv mens vi lever på denne planets overflade – at føle den form for overblik? Jeg tror, at det gennem troens øje er muligt at zoome ud og se på os selv og vores familie med håb og glæde.
Skrifterne bekræfter dette. Moroni taler om dem, hvis tro er så »overordentlig stærk«, at de »i sandhed … så … med troens øje, og de var glade«.2
Med øjet fokuseret på Frelseren, følte de glæde og kendte til denne sandhed: På grund af Jesus Kristus, ordner alt sig. Alt du og du og du bekymrer jer om – det ordner sig alt sammen! Og dem, der ser med troens øje kan føle, at det bliver okay nu.
Jeg havde en svær tid i løbet af mit sidste år på high school, hvor jeg traf nogle dårlige valg. Jeg husker, at jeg så min mor græde, og jeg spekulerede på, om jeg havde skuffet hende. Dengang frygtede jeg, at hendes tårer betød, at hun havde mistet alt håb for mig, og hvis hun ikke havde håb, var der måske ingen vej tilbage.
Men min far havde mere øvelse i at zoome ud og se i et langsigtet perspektiv. Han havde gennem erfaring lært, at bekymring føles meget lig kærlighed, men at det er ikke det samme.3 Han brugte troens øje til at se, at alt ville ordne sig, og hans håbefulde tilgang ændrede mig.
Da jeg blev færdig med high school og begyndte på BYU, sendte min far mig breve, der mindede mig om, hvem jeg var. Han blev min cheerleader, og alle har brug for en cheerleader – en, der ikke fortæller jer, at I ikke løber hurtigt nok. De minder jer kærligt om, at I kan gøre det.
Min far var et eksempel på Lehis drøm. Ligesom Lehi, vidste han, at man ikke jagter sine kære, som er faret vild. »Men man bliver, hvor man er, og kalder på dem. Man går til træet, bliver ved træet, bliver ved med at spise af frugten og bliver med et smil på læben ved med at kalde dem, man elsker, til sig og ved eksemplets magt vise dem, at det er dejligt at spise af frugten!«4
Dette billede har hjulpet mig i svære tider, hvor jeg befinder mig ved træet, spiser frugten og græder, fordi jeg er bekymret; og hvor nyttigt er det i virkeligheden? Lad os i stedet vælge håb – håb til vores Skaber og hinanden, hvilket nærer vores evne til at blive bedre end vi er lige nu.
Kort tid efter ældste Neal A. Maxwell døde, spurgte en journalist hans søn om, hvad han savnede mest. Han sagde, at det var måltider hos sine forældre, fordi han altid gik derfra og følte, at hans far havde tiltro til ham.
Det var på omkring samme tidspunkt, hvor vores voksne børn begyndte at komme hjem til søndagsmiddage med deres ægtefælle. I løbet af ugen skrev jeg mentale lister over det, jeg om søndagen kunne minde dem om, som »prøv måske at hjælpe mere til med børnene, når du er hjemme«, eller »glem ikke at være god til at lytte«.
Da jeg læste bror Maxwells kommentar, smed jeg listerne væk og lukkede for den kritiske røst, så jeg, når jeg så mine voksne børn i den korte tid hver uge, havde fokus på de mange positive ting, de allerede gjorde. Da vores ældste søn, Ryan, døde nogle få år senere, husker jeg, at jeg var taknemmelig for, at vores tid sammen var lykkeligere og mere positiv.
Inden vi interagerer med en, vi elsker, kan vi spørge os selv om dette: »Er det, jeg skal til at gøre eller sige, nyttigt eller sårende?« Vores ord er en af vores superkræfter, og vores familie er som menneskelige tavler, der står foran os og siger: »Skriv det, I tænker om mig!« Disse budskaber bør, om de er bevidste eller ej, være håbefulde og opmuntrende.5
Vores job er ikke at lære nogen, der går gennem en svær tid, at de er dårlige eller skuffende. Ved sjældne lejligheder kan vi føle os tilskyndet til at irettesætte, men lad os oftest give vores kære, både med og uden ord, det budskab, de længes efter at høre: »Vores familie føles hel og fuldstændig, fordi du er en del af den.« »Du vil være elsket resten af livet – uanset hvad.«
Sommetider har vi mere brug for empati end råd; én, der lytter, frem for en løftet pegefinger; én, der hører og spørger sig selv: »Hvordan ville jeg have det, hvis jeg havde sagt det, vedkommende lige sagde?«
Husk, at familier er et gudgivent laboratorium, hvor vi finder ud af tingene, så fejltrin og fejlberegninger er ikke blot mulige, de er sandsynlige. Og ville det ikke være interessant, hvis vi ved slutningen af vores liv kunne se, at de forhold, selv de udfordrende øjeblikke, var netop det, der hjalp os med at blive mere som vor Frelser? Hver eneste svære interaktion er en mulighed for at lære, hvordan man elsker på et dybere plan – på et guddommeligt niveau.6
Lad os zoome ud for at se familieforhold som et stærkt redskab til at lære os de lektier, vi kom her for at lære, idet vi vender os til Frelseren.
Lad os indrømme, at det i en falden verden ikke lader sig gøre at være en fuldkommen ægtefælle, forælder, søn eller datter, barnebarn, mentor eller ven – men at der findes en million gode veje dertil.7 Lad os blive ved træet, tage del i Guds kærlighed og dele ud af den. Når vi opløfter dem omkring os, går vi fremad og opad sammen.
Desværre er mindet om at spise frugten ikke nok. Vi må spise af den igen og igen på måder, der flytter vores linse og forbinder os til det himmelske overblik ved at åbne skrifterne, der er fulde af lys til at jage mørket væk, og blive på vores knæ, indtil vores overfladiske bønner bliver mægtige. Så bliver hjerter blødgjorte, og vi begynder at se, som Gud ser.
I disse sidste dage vil vores måske største arbejde være med vores kære – gode mennesker, der lever i en ugudelig verden. Vores håb ændrer den måde, hvorpå de ser sig selv, og hvem de virkelig er. Og gennem denne kærlighedslinse, vil de se, hvem de vil blive.
Men modstanderen ønsker ikke, at vi eller vores kære vender sammen hjem. Og fordi vi bor på en planet, der er bundet af tid og et begrænset antal år,8 prøver han at fastholde en meget virkelig følelse af panik i os. Når vi har zoomet ind, er det svært at se, at vores retning betyder mere end vores fart.
Husk: »Hvis I gerne vil gå hurtigt, så gå alene. Hvis I gerne vil gå langt, så gå sammen.«9 Heldigvis er den Gud, vi tilbeder, ikke bundet af tid. Han ser, hvem vores kære virkelig er, og hvem vi virkelig er.10 Så han er tålmodig med os i håb om, at vi vil være tålmodige med hinanden.
Jeg indrømmer, at der er tidspunkter, hvor Jorden, vores midlertidige hjem, føles som en sorgens ø – øjeblikke hvor jeg har ét troens øje og det andet øje græder.11 Kender I den følelse?
Jeg havde det sådan i tirsdags.
Kan vi i stedet vælge at have samme trofaste attitude som vores profet, når han lover mirakler for vores familie? Hvis vi gør det, vil vores glæde øges, selv når der kommer mere turbulente tider. Han lover, at en overblikseffekt kan opleves nu, uanset hvad vores situation er.12
At have dette troens øje nu er en generobring, eller et ekko, af den tro, vi havde før vi kom til denne planet. Den ser ud over et øjebliks uvished, og tillader os at »med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og … være stille«.13
Er der noget svært i livet lige nu, noget I er bange for, der ikke kan blive løst? Uden troens øje kan det føles som om, Gud har mistet overblikket, men er det sandt?
Eller måske er jeres største frygt, at I skal gennemgå denne svære tid helt alene, og at det betyder, at Gud har forladt jer, men er det sandt?
Det er mit vidnesbyrd, at Frelseren på grund af sin forsoning har evnen til at vende ethvert mareridt, I gennemlever, til en velsignelse. Han har givet os det løfte »med en uigenkaldelig pagt«, at når vi stræber efter at elske og følge ham, vil »alt det, hvormed [vi] er blevet plaget … virke sammen til gavn for [os]«.14 Alt.
Og fordi vi er pagtens børn, kan vi bede om at få dette håb nu!
Selvom vores familier ikke er fuldkomne, kan vi fuldkommengøre vores kærlighed til hinanden, indtil den bliver en konstant, uforanderlig, ubetinget kærlighed – den form for kærlighed, der tillader forandring, vækst og tilbagevenden.
Det er Frelserens værk at bringe vores kære tilbage. Det er hans værk og hans timing. Det er vores opgave at sørge for et håb og et hjerte, de kan komme hjem til. »Vi har hverken [Guds] myndighed til at dømme eller hans kraft til at forløse, men vi er blevet bemyndiget til at udøve hans kærlighed.«15 Præsident Nelson har også undervist om, at andre har mere brug for vores kærlighed end vores bedømmelse. »De har brug for at opleve Jesu Kristi rene kærlighed, som afspejles i [vores] ord og handlinger.«16
Kærlighed er det, der kan forandre et hjerte. Det er det reneste motiv af alle, og andre kan mærke det. Lad os holde fast ved disse profetiske ord, der blev sagt for 50 år siden: »Intet hjem er en fiasko, medmindre det holder op med at prøve.«17 De, der elsker højest og længst, vinder uden tvivl!
I jordiske familier, gør vi blot det, Gud har gjort for os, ved at udpege vejen og håbe på, at vores kære vil gå i den retning, selvom vi ved, at de selv må vælge deres vej.
Og når de kommer på den anden side af sløret og kommer tæt på deres himmelske hjems kærlige »tiltrækningskraft«,18 tror jeg, at den vil føles bekendt, på grund af den måde de blev elsket på her.
Lad os bruge den overblikslinse og se dem, vi elsker og bor med, som rejsefæller på denne smukke planet.
I og jeg. Vi kan klare det! Vi kan holde fast og bevare vores håb! Vi kan blive ved træet og spise af frugten med et smil på læben, når vi lader Kristi lys i vores øjne blive noget, andre kan regne med i deres mørkeste time. Når de ser lyset manifestere sig i vores ansigtsudtryk, vil de blive draget mod det. Derefter kan vi hjælpe dem med at genfinde fokus på den oprindelige kilde til kærlighed og lys, »den lysende morgenstjerne«, Jesus Kristus.19
Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at dette – alt dette – vil ordne sig på en meget bedre måde end vi nogensinde kan forestille os! Med troens øje på Jesus Kristus, må vi da se, at alt bliver godt i sidste ende, og føle, at det vil blive godt nu. I Jesu Kristi navn. Amen.