Den fortabte og den vej, der fører hjem

Af nogle er den blevet kaldt den bedste korte fortælling nogensinde.¹ Siden er den blevet oversat til tusindvis af sprog verden over, og det er ret sandsynligt, at der i løbet af de sidste to årtusinder ikke er gået én dag uden, at den historie er blevet omtalt et eller andet sted i verden.

Den blev fortalt af Jesus Kristus, vor Frelser og Forløser, der kom til jorden for at »opsøge og frelse det fortabte«.² Han begynder med disse enkle ord: »En mand havde to sønner.«³

Straks får vi indtryk af en hjerteskærende konflikt. En af sønnerne⁴ fortæller sin far, at han er færdig med at bo hjemme. Han vil være fri. Han vil gerne gøre op med sine forældres kultur og lærdomme. Han beder om at få forskud på sin del af arven – med det samme.⁵

Kan I forestille jer, hvad faren må have følt, da han hørte det? Da han indså, at hans søn brændende ønskede sig at forlade sin familie og måske aldrig vende tilbage?

Sønnen må have følt et sus af eventyr og forventning. Nu var han endelig på egen hånd. Fri for de principper og kulturelle regler, der havde præget hans ungdom, nu kunne han endelig træffe sine egne valg uden sine forældres påvirkning. Ikke mere skyldfølelse. Han kunne sole sig i ligesindedes accept og selskab, og leve livet på sine egne betingelser.

Da han ankom til et fjerntliggende land, fik han hurtigt nye venner og begyndte at leve det liv, han altid havde drømt om. Han må have været populær blandt mange, for pengene sad løst på ham. Hans nye venner – der nød godt af hans rigdom – dømte ham ikke. De fejrede, bifaldt og støttede hans valg.⁶

Havde de sociale medier været opfundet dengang, havde han helt sikkert fyldt dem med animerede billeder af grinende venner: #Leverlivet! #Haraldrigværetlykkeligere! #Detvarpåtide!

Men festen varede ikke ved – det gør den sjældent. Der skete to ting. For det første løb han tør for penge, og for det andet blev landet ramt af hungersnød.⁷

Da problemerne tårnede sig op, gik han i panik. Denne engang så ustoppelige, højt jublende og satsende unge mand havde end ikke råd til mad eller et sted at bo. Hvordan skulle han overleve?

Han havde været gavmild mod sine venner – ville de hjælpe ham nu? Jeg ser for mig, hvordan han bad om lidt hjælp – bare lige indtil han kom på fode igen.

Skrifterne fortæller os, at »ingen gav ham noget«.⁸

Desperat efter at holde sig i live, holdt han til hos en bonde, der sendte ham ud for at passe svin.⁹

Den unge mand var nu ekstremt sulten, forladt og alene, og han må have undret sig over, hvordan tingene mon kunne gå så gruelig galt.

Det var ikke bare den tomme mave, der foruroligede ham. Det var en tom sjæl. Han havde været så sikker på, at udlevelsen af sine verdslige lyster ville gøre ham glad, at moralske leveregler var stopklodser for lykken. Nu vidste han bedre. Og sikke dog en pris han måtte betale for den viden!¹⁰

Efterhånden som både den fysiske og åndelige sult blev større, kom han til at tænke på sin far. Ville han hjælpe ham efter alt, hvad der var sket? Selv den ringest stillede blandt hans fars daglejere havde mad at spise og tag over hovedet.

Men at vende hjem til sin far …

Aldrig.

Og at skulle indrømme over for hele landsbyen, at han havde ødslet sin arv væk?

Helt umuligt.

At stå ansigt til ansigt med naboerne, som helt givet havde advaret ham mod at vanære sin familie og knuse sine forældres hjerte? Vende tilbage til sine gamle venner efter at have pralet med, at han var blevet fri?

Helt ubærligt.

Men den sult, ensomhed og anger, han følte, ville bare ikke forsvinde, før »han gik i sig selv«.¹¹

Han vidste, hvad han måtte gøre.

Lad os nu vende tilbage til faren, husets herre med det knuste hjerte. Hvor mange hundreder, måske tusindvis, af timer havde han brugt på at bekymre sig over sin søn?

Hvor mange gange havde han spejdet hen ad den selvsamme vej, som hans søn havde taget, og genoplevet det knusende tab, han følte, da sønnen gik sin vej? Hvor mange bønner havde han bedt i den dybe nat, og tryglet Gud om, at sønnen måtte være i sikkerhed, at han ville se sandheden, at han ville vende tilbage?

Og så en dag ser faren ned ad den ensomme vej – den vej, der fører hjem – og ser en skikkelse i det fjerne komme gående imod ham.

Kunne det være muligt?

Selvom vedkommende stadig er langt væk, ved faren omgående, at det er hans søn.

Faren løber sin søn i møde, omfavner og kysser ham.¹²

»Far,« udbryder sønnen med ord, han må have øvet sig på at sige tusinde gange, »jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Lad mig gå som en af dine daglejere.«¹³

Men faren lader ham knap tale ud. Med tårer i øjnene giver han sine tjenere besked på »at komme med den fineste festdragt« i huset og lægge den på sønnens skuldre. »Sæt en ring på hans« finger og »giv ham sko på fødderne«. »Lad os spise og feste.« Min søn er vendt tilbage.¹⁴

På mit kontor hænger der et maleri af den tyske kunstner Richard Burde. Harriet og jeg elsker dette maleri. Det illustrerer en scene fra Frelserens lignelse i et dybere perspektiv.

Billede

Den fortabte søn vender tilbage [The Return of the Prodigal Son], af Richard Burde.

Hvor næsten alle er overlykkelige for, at sønnen er vendt tilbage, er der en, der ikke er, nemlig hans ældre bror.¹⁵

Han har lidt følelsesmæssig bagage.

Han var der, da broren krævede et forskud på sin arv. Han vidnede fra første række, hvilken sorg det lagde på hans far.

Lige siden broren tog væk, har han forsøgt at lette farens byrde. Hver dag har han arbejdet på at hele sin fars knuste hjerte.

Og nu er dette uansvarlige barn tilbage, og folk overøser hans oprørske bror med opmærksomhed.

»I alle disse år,« siger han til sin far, »har jeg aldrig nægtet at gøre noget som helst, du bad mig om. Men i al den tid, har du aldrig fejret mig.«¹⁶

Den kærlige far svarer: »Kære søn, alt mit er dit! Det handler ikke om at sammenligne belønninger eller fejringer. Det handler om helbredelse. Dette er det øjeblik, vi har håbet på i alle disse år. Din bror var død, men er blevet levende igen! Han var fortabt, men nu er han blevet fundet!«¹⁷

Mine kære brødre og søstre, kære venner, som med alle Frelserens lignelser handler denne ikke blot om mennesker, der levede for længe siden. Den handler om dig og mig, i dag.

Hvem iblandt os har ikke forladt hellighedens sti og tåbeligt troet, at vi kunne finde mere lykke på vores egen selvcentrerede vej?

Hvem iblandt os har ikke følt sig ydmyg, sønderknust og desperat efter tilgivelse og barmhjertighed?

Nogle har måske endda tænkt: »Er det overhovedet muligt at vende tilbage? Vil jeg være mærket for evigt, afvist og undsagt af mine tidligere venner? Er det ikke bare bedre at blive væk? Hvordan vil Gud reagere, hvis jeg prøver at vende tilbage?«

Denne lignelse giver os svaret.

Vor himmelske Fader vil løbe os i møde, hans hjerte vil løbe over af kærlighed og medfølelse. Han vil omfavne os, lægge en festdragt om vores skuldre, sætte en ring på vores finger, give os sko på fødderne og sige: »Lad os … feste« i dag! For mit barn, som engang var dødt, er vendt levende tilbage.

Himlen vil fryde sig over vores hjemkomst.

Må jeg bruge et øjeblik på at tale til jer individuelt?

Uanset, hvad der måtte være sket i jeres liv, vil jeg gentage, hvad min kære ven og medapostel, ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Det er umuligt for jer at falde uden for rækkevidden af Kristi forsonings uendelige lys.«¹⁸

Selvom visse valg måske har ført jer langt væk fra Frelseren og hans kirke, så står Mesterhelbrederen ved den vej, der fører hjem og byder jer velkommen. Og vi vil som medlemmer af Jesu Kristi Kirke, der stræber efter at følge hans eksempel, omfavne jer som vores brødre og søstre, som vores venner. Vi fryder os og fejrer med jer.

Jeres tilbagekomst vil ikke mindske andres velsignelser. For Faderens gavmildhed er uendelig, og hvad den ene gives, mindsker ikke det mindste for de andres fødselsret.¹⁹

Jeg antyder ikke, at det er let at komme tilbage. Det kan jeg vidne om, det ikke er. Det kan faktisk være det sværeste valg, I nogensinde skal træffe.

Men jeg bærer vidnesbyrd om, at i det øjeblik, I beslutter at vende tilbage og vandre ad vor Frelser og Forløsers vej, vil hans kraft komme ind i jeres liv og forandre det.²⁰

Himlens engle vil fryde sig.

Og det vil vi, jeres familie i Kristus, også. Når alt kommer til alt, ved vi, hvordan der er at være fortabt. Vi forlader os alle dagligt på samme forsonende kraft fra Kristus. Vi kender denne vej, og vi vil gå med jer.

Nej, vores sti vil ikke være fri for ærgrelse, sorg eller tristhed. Men vi er kommet så langt »ved Kristi ord med urokkelig tro på ham, idet [vi] helt forlader [os] på hans fortjenester, han der er mægtig til at frelse«. Og sammen vil vi trænge os »frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker«.²¹ Sammen skal vi »juble med en uudsigelig, forklaret glæde«,²² for Kristus er vores styrke.²³

Det er min bøn, at vi hver især i denne dybsindige lignelse, vil høre Faderens røst kalde os ind på den vej, der fører hjem – at vi må have modet til at omvende os, modtage tilgivelse og følge den sti, der fører tilbage til vores medfølende og nådige Gud. Om dette vidner jeg, og jeg efterlader jer min velsignelse i Jesu Kristi navn. Amen.