Kendetegn på lykke

Da jeg var på forretningsrejse for en del år siden, sad jeg ved siden af en mand fra Holland på flyet. Jeg var ivrig efter at tale med ham, da jeg havde tjent som ung missionær i Belgien og Holland.

Da vi lærte hinanden at kende, gav han mig sit visitkort med den unikke jobtitel »professor i lykke«.  Jeg kommenterede på hans fantastiske profession og spurgte ham, hvad en professor i lykke lavede. Han sagde, at han lærte folk, hvordan man får et lykkeligt liv ved at etablere meningsfulde forhold og mål. Jeg svarede: »Det lyder vidunderligt, men hvad nu, hvis du også kunne undervise om, hvordan disse forhold kan fortsætte på den anden side af graven, og besvare andre af sjælens spørgsmål, såsom hvad formålet med livet er, hvordan vi kan overvinde vores svagheder, og hvor vi går hen, når vi dør?« Han indrømmede, at det ville være fantastisk, hvis vi havde svarene på de spørgsmål, og jeg var glad for at kunne fortælle ham, at det har vi.

I dag vil jeg gerne gennemgå nogle grundlæggende principper for sand lykke, der synes at undslippe så mange i denne forvirrende verden, hvor mange ting er interessante, men kun få er virkelig vigtige.

Alma underviste folket på sin tid: »For se, jeg siger jer, at meget skal finde sted, og se, der er ét, der er af større vigtighed end alt andet – for se, tiden er ikke langt borte, da Forløseren lever og kommer blandt sit folk.«¹

Denne erklæring er ligeledes vigtig for os i dag, hvor vi ser frem til og forbereder os på Kristi andet komme!

Derfor er min første iagttagelse, at det er afgørende for vores lykke at bygge på Jesu Kristi grundvold. Denne sikre grundvold, »en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde«.² Når vi gør det, forbereder det os på livets udfordringer, uanset hvad der måtte ske.

For mange år siden tog jeg på en spejderlejr med vores søn Justin. Da aktiviteterne begyndte, sagde han begejstret, at han og hans venner gerne ville gøre sig fortjent til et bueskydningsmærke. Det krævede, at drengene bestod en kort skriftlig prøve og ramte et mål med deres pile.

Mit hjerte sank. På det tidspunkt var Justin meget skrøbelig på grund af cystisk fibrose, en sygdom han havde kæmpet med, siden han blev født. Jeg spekulerede på, om han ville kunne trække buen langt nok tilbage til at sende pilen til målet.

Da han og hans venner tog af sted til bueskydning, bad jeg en stille bøn om, at han ikke ville blive flov over oplevelsen. Et par urolige timer senere så jeg ham komme op ad stien mod mig med et stort smil. »Far!« udbrød han. »Jeg fik mærket! Jeg ramte lige i midten; det var på målskiven ved siden af min, men det var lige midt på målet!« Han havde trukket buen tilbage af al sin kraft og ladet pilen flyve, ude af stand til at styre dens kurs. Hvor er jeg taknemmelig for den forstående bueskytteinstruktør, der ikke sagde: »Beklager, forkert målskive!« Men i stedet for, da han så Justins åbenlyse begrænsninger og oprigtige indsats, reagerede venligt: »Godt klaret!«

Sådan vil det være for os, hvis vi gør vores allerbedste for at følge Kristus og hans profeter på trods af vores begrænsninger. Hvis vi kommer til ham ved at holde vores pagter og omvende os fra vores synder, vil vi med glæde høre vor Frelsers ros: »Godt, du gode og tro tjener.«³

Jeg vidner for jer om verdens Frelsers guddommelighed og hans forløsende kærlighed og kraft til at helbrede, styrke og opløfte os, når vi oprigtigt stræber efter at komme til ham. Modsat er der ingen måde, hvorpå vi kan bevæge os med folkemængden og samtidigt i retning mod Jesus. Frelseren har besejret død, sygdom og synd og har sørget for en udvej for vores fuldkommenhed, hvis vi vil følge ham af hele vores hjerte.⁴

Min anden iagttagelse er, at det er afgørende for vores lykke, at vi husker, at vi er sønner og døtre af en kærlig himmelsk Fader. Det, at kende til denne realitet og stole på den, ændrer alt.

For adskillige år siden sad søster Sabin og jeg på et fly på vej hjem fra en kirkeopgave lige bag en meget stor mand, der havde et stort, vredt ansigt tatoveret på bagsiden af sit skaldede hoved sammen med tallet 439.

Da vi landede, sagde jeg: »Undskyld mig, har du noget imod, at jeg spørger om betydningen af det nummer, der er tatoveret på dit hoved?« Jeg turde ikke spørge om det vrede ansigt.

Han sagde: »Det er mig. Det er, hvem jeg er. Jeg ejer det territorium: 219!«

439 var det tal, der faktisk stod på hans hoved, så jeg blev overrasket over, at han tog fejl, siden det var så vigtigt for ham.

Jeg tænkte, hvor trist det var, at denne mands identitet og selvværd var baseret på et tal, der var forbundet med et bandeterritorium. Jeg tænkte ved mig selv, at denne mand, der så så hård ud, engang var en lille dreng og stadig havde brug for at føle sig værdsat og føle, at han hører til. Hvis blot han vidste, hvem han virkelig var, og hvem han virkelig hørte til, for vi er alle blevet »købt dyrt«.⁵

Der er en meget klogt skrevet linje i en sang fra filmen Prinsen af Egypten, hvor der står: »Se på dit liv, som himlen ser.«⁶ Efterhånden som kundskaben om vores guddommelige slægtslinje og evige potentiale synker dybt ind i vores sjæl, vil vi blive i stand til at se livet som et meningsfuldt eventyr, der udfolder sig, som vi kan lære og vokse af, selv når »vi [ser] i et spejl, i en gåde«,⁷ for en kort tid.

Det tredje kendetegn for lykke er altid at huske en sjæls værdi. Det gør vi bedst ved at følge Frelserens formaning: »Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.«⁸

Han belærte også: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«⁹

I Ordsprogenes Bog får vi det vise råd: »Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det.«¹⁰

Vi vil aldrig fortryde at være for venlige. I Guds øjne er venlighed ensbetydende med storhed. En del af at være venlig er at være tilgivende og ikke dømmende.

For mange år siden skulle vores familie i biografen til familieaften. Vi var alle i bilen med undtagelse af en af vores sønner og min hustru, Valerie. Det var mørkt udenfor, og da vores søn åbnede døren og løb hen mod bilen, sparkede han på dørtrinnet ved et uheld til det, han troede var vores kat. Desværre for vores søn og min hustru, der stod lige bag ham, var det ikke vores kat, men snarere et meget utilfreds stinkdyr, der gav sine følelser til kende! Vi vendte alle tilbage til huset, hvor de begge gik i bad og vaskede deres hår med tomatsaft, hvilket åbenbart er den sikre løsning til at fjerne lugten fra et stinkdyr. Da de havde været i bad og skiftet tøj, kunne vi ikke længere lugte, hvor slemt det var, så vi besluttede, at vi godt kunne gå i biografen alligevel. 

Da vi havde sat os bagerst i biografen, besluttede folk omkring os sig pludselig at gå ud for at hente popcorn. Men da de kom tilbage, var der ingen, der vendte tilbage til deres oprindelige pladser.

Vi griner, når vi mindes den oplevelse, men hvad nu, hvis alle vores synder havde en lugt? Hvad nu hvis vi kunne lugte uærlighed, begær, misundelse eller stolthed? Med vores egne svagheder til skue ville vi forhåbentligt være lidt mere hensynsfulde og omhyggelige over for andre, og ligeledes de med os, når vi foretager de nødvendige ændringer i vores liv. Jeg elsker faktisk lugten af tobak i kirken, fordi det vidner om, at nogen prøver at ændre sig. De har brug for vores indbydende arme omkring sig.

Præsident Nelson har klogt sagt: »En af de nemmeste måder at kende en sand Jesu Kristi discipel på er ved at se, hvor barmhjertigt den person behandler andre mennesker.«¹¹

Paulus skrev følgende til efeserne: »Men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.«¹²

Som Jesu Kristi disciple bliver vi bedt om at stole på vor himmelske Fader og vor Frelser og ikke forsøge at erstatte dem. Jesus Kristus kender alles ufuldkommenheder til fuldkommenhed og vil dømme dem fuldkomment.

Min fjerde anvisning for lykke er at bevare et evigt perspektiv. Vor Faders plan strækker sig ind i evighederne; det er let at fokusere på det, der foregår her og nu, og glemme det, der kommer herefter.

Jeg lærte denne lektie for en del år siden af vores dengang 16-årige datter Jennifer. Hun skulle have en dobbelt lungetransplantation, hvor hendes fem syge lungelapper fjernes helt og erstattes af to sunde mindre lapper, der var doneret af to fantastiske kristuslignende venner. Det var en meget risikabel procedure, men aftenen før sin operation prædikede Jennifer nærmest for mig med store ord, trods sine kun 41 kilo, og sagde: »Bare rolig, far! I morgen vågner jeg op med nye lunger, ellers så vågner jeg op et bedre sted. Uanset hvad, vil det være fantastisk.« Det er tro; det er et evigt perspektiv! At se livet fra et evigt perspektiv giver klarhed, trøst, mod og håb.

Efter operationen, da den længe ventede dag kom for at fjerne det rør og slukke for den ventilator, der havde hjulpet Jennifer med at trække vejret, ventede vi spændt på at se, om hendes to mindre lapper ville virke. Da hun tog sin første vejrtrækning, begyndte hun straks at græde. Da hun så vores bekymring, udbrød hun hurtigt: »Det er bare så godt at trække vejret.« 

Lige siden den dag har jeg takket vor himmelske Fader morgen og aften for min evne til at trække vejret. Vi er omgivet af utallige velsignelser, som vi let kan tage for givet, hvis vi ikke er opmærksomme. Modsat bliver livet magisk, når der ikke forventes noget, og alt påskønnes.

Præsident Nelson har sagt: »Hver ny morgen er en gave fra Gud. Selve den luft, vi indånder, låner han os kærligt. Han bevarer os fra dag til dag og støtter os fra det ene øjeblik til det andet. Derfor bør vores første ædle gerning hver morgen være en ydmyg taknemmelighedsbøn.«¹³

Dette fører mig til min femte og sidste iagttagelse, som er, at I aldrig vil blive mere lykkelige, end I er taknemmelige.

Herren har erklæret: »Og den, der modtager alt med taknemlighed, skal blive gjort herlig.«¹⁴ Måske er det, fordi taknemmelighed fører til mange andre dyder.

Hvor ville vores opmærksomhed dog ændre sig, hvis vi hver morgen kun vågnede med de velsignelser, vi var taknemmelige for aftenen før. Hvis vi ikke værdsætter vores velsignelser, kan det resultere i en følelse af utilfredshed, hvilket kan berøve os den glæde og lykke, som taknemmeligheden frembringer. Dem i den store og rummelige bygning lokker os til at se forbi målet, og dermed rammer vi helt forbi målet.

I virkeligheden findes jordelivets største lykke og velsignelse i, hvem vi er blevet til gennem Guds nåde, når vi indgår og holder hellige pagter med ham. Vor Frelser vil lutre og polere os gennem fortjenesterne ved sit sonoffer og har sagt om dem, der villigt følger ham: »De skal være mine på den dag, da jeg kommer for at samle mine juveler.«¹⁵

Jeg lover jer, at hvis vi bygger vores liv på Jesu Kristi grundvold, værdsætter vores sande identitet som Guds sønner og døtre, husker på en sjæls værdi, bevarer et evigt perspektiv og taknemmeligt påskønner vores mange velsignelser, især Kristi opfordring til at komme til ham, kan vi finde den sande lykke, vi søger, i løbet af dette jordiske eventyr. Livet vil stadig have sine udfordringer, men vi vil blive bedre i stand til at møde dem med en fornemmelse af vores formål og en følelse af fred på grund af de evige sandheder, vi forstår og efterlever.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud, vor kærlige Fader, og hans elskede Søn, Jesus Kristus, virkelig findes. Jeg bærer også vidnesbyrd om levende profeter, seere og åbenbarere. Hvilken velsignelse det er at modtage himlens råd gennem dem. Som Frelseren tydeligt har erklæret: »Hvad enten det er ved min egen røst eller mine tjeneres røst, det er det samme.«¹⁶ I Jesu Kristi hellige navn. Amen.