Vi er hans børn

Mindes I profeten Samuels oplevelse, da Herren sendte ham til Isajs hus for at salve den nye konge i Israel? Samuel så Eliab, Isajs førstefødte. Eliab var åbenbart høj og havde et udseende som en leder. Samuel så det og drog straks en konklusion. Det viste sig at være den forkerte konklusion, og Herren belærte Samuel således: »Se ikke på hans udseende og højde … mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.«¹

Mindes I disciplen Ananias’ oplevelse, da Herren sendte ham for at velsigne Saulus? Saulus’ ry var ilet i forvejen, og Ananias havde hørt om Saulus og hans grusomme og ubønhørlige forfølgelse af de hellige. Ananias hørte det og konkluderede straks, at han nok ikke burde hjælpe Saulus. Det viste sig at være den forkerte konklusion, og Herren belærte Ananias: »Han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn.«²

Hvad var problemet for Samuel og Ananias i de to situationer? De så med deres øjne og hørte med deres ører, og resultatet var, at de dømte andre ud fra deres udseende og omdømme.

Hvad så de skriftkloge og farisæerne, da de så på kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud? En falden kvinde, en synder, som burde dø. Da Jesus så hende, hvad så han så? En kvinde, som midlertidigt havde givet efter for kødets svaghed, men som kunne forløses gennem omvendelse og hans forsoning. Da folk så officeren, hvis tjener var lam, hvad så de så? Måske så de en påtrængende, en fremmed mand, som kunne foragtes. Da Jesus så ham, hvad så han så? En mand, der var bekymret for et medlem af sin husstand, og som oprigtigt søgte Herren i tro. Da folk så kvinden med blødninger, hvad så de så? Måske en uren kvinde, en udstødt, som kunne afvises. Da Jesus så hende, hvad så han så? En syg kvinde, ensom og fremmedgjort på grund af en situation, som hun ikke kunne kontrollere, og som håbede på at blive helbredt og igen høre til.

I alle tilfælde så Herren disse personer for det, de var, og han betjente dem derfor hver især. Som Nefi og hans bror, Jakob, erklærede:

»Han opfordrer dem alle til at komme til sig … sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde; og han husker hedningerne; og alle er lige for Gud.«³

»Den ene skabning er lige så dyrebar i hans øjne som den anden.«⁴

Må vi tilsvarende ikke lade vores øjne, ører eller frygt vildlede os, men åbne vores hjerte og sind og uden begrænsninger tjene dem omkring os, som han gjorde.

For nogle år siden fik min hustru, Isabelle, en usædvanlig omsorgsopgave. Hun blev bedt om at besøge en ældre enke i vores menighed, en søster med helbredsmæssige udfordringer, hvis ensomhed havde ført til bitterhed i hendes liv. Hendes gardiner var trukket for, hendes lejlighed var indelukket, og hun ønskede ikke at blive besøgt og gjorde det klart, at »der er intet, jeg kan gøre for nogen.« Ufortrødent svarede Isabelle: »Jo, der er! Du kan gøre noget for os ved at tillade os at komme og besøge dig.« Og Isabelle tog trofast af sted.

Nogen tid senere blev denne gode søster opereret i fødderne, hvilket betød, at hun havde bandager, der skulle skiftes hver dag, og hun kunne ikke gøre det selv. I dagevis tog Isabelle hjem til hende, vaskede hendes fødder og skiftede hendes bandager. Hun så aldrig noget grimt; hun oplevede aldrig noget, der stank. Hun så kun en af Guds smukke døtre, som havde behov for kærlighed og omsorg.

I årenes løb er jeg og utallige andre blevet velsignet af Isabelles gave til at se, som Herren ser. Uanset om man er stavspræsident eller dørvogter, uanset om man er Englands konge eller bor i et skur, uanset om man taler hendes sprog eller et andet, uanset om man holder alle buddene eller kæmper med nogle, så serverer hun sin bedste mad på sine fineste tallerkener. Økonomisk status, hudfarve, kulturel baggrund, nationalitet, grad af retskaffenhed, social status eller nogen anden betegnelse eller noget andet mærkat er uden betydning for hende. Hun ser med sit hjerte, hun ser alle som Guds barn.

Præsident Russell M. Nelson har sagt:

»Modstanderen fryder sig over mærkater, fordi de deler os og begrænser den måde, vi tænker på os selv og hinanden på. Hvor er det trist, når vi ærer mærkater mere, end vi ærer hinanden.

Mærkater kan føre til fordømmelse og fjendskab. Enhver form for mishandling af eller fordomme mod en anden på grund af nationalitet, race, seksuel orientering, køn, uddannelse, kultur eller andre væsentlige kendetegn er stødende for vores Skaber!«⁵

Fransk er ikke, hvem jeg er; men hvor jeg blev født. Hvid er ikke, hvem jeg er; det er min hudfarve eller måske mangel på samme. Professor er ikke, hvem jeg er; det er, hvad jeg gjorde for at forsørge min familie. Generalautoritet og halvfjerdser er ikke, hvem jeg er; det er, hvor jeg tjener i Guds rige lige nu.

»Først og fremmest,« som præsident Nelson har mindet os om, er jeg »Guds barn«.⁶ Det er I også, og det er alle andre mennesker omkring os. Jeg beder til, at vi må komme til en større påskønnelse af denne vidunderlige sandhed. Det ændrer alting!

Vi er måske vokset op i forskellige kulturer; vi kommer måske fra forskellige sociale og økonomiske forhold; vores jordiske arv, herunder vores nationalitet, hudfarve, madpræferencer, politiske orientering osv., kan variere meget. Men vi er alle hans børn, hver eneste en, uden undtagelse. Vi har den samme guddommelige oprindelse og det samme ubegrænsede potentiale gennem Jesu Kristi nåde.

C.S. Lewis sagde det således: »Det er en alvorlig sag at leve i et samfund med mulige guder og gudinder og at huske, at selv den kedeligste og mest uinteressante person, I kan tale med, måske en dag bliver et væsen, som I, hvis I kunne se det nu, ville føle jer stærkt fristet til at tilbede … Der findes ingen almindelige mennesker. I har aldrig talt med en, der blot er almindelig dødelig. Nationer, kulturer, kunstarter, civilisationer – forgår, og deres levetid er i forhold til vores som en mygs. Men det er udødelige væsener, som vi spøger med, arbejder med, gifter os med, afviser og udnytter.«⁷

Vores familie har været så privilegerede at bo i forskellige lande og kulturer; og vi er blevet velsignet ved, at vores børn har giftet sig med personer af forskellig etnicitet. Jeg har erfaret, at Jesu Kristi evangelium er den store udligner. Når vi i sandhed omfavner det, ser vi, at »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn«.⁸ Denne forbløffende sandhed befrier os, og alle mærkater og kendetegn, som måske ellers påvirker os og vores forhold til hinanden, bliver ganske enkelt »opslugt i … Kristus.«⁹ Snart bliver det klart, at hverken vi eller andre »længere [er] fremmede og udlændinge [men] er de helliges medborgere og hører til Guds husstand«.¹⁰

Jeg hørte for nylig grenspræsidenten i en af vores multikulturelle enheder, henvise til dette, ligesom ældste Gerrit W. Gong har gjort, som pagtsbånd.¹¹ Sikke et smukt begreb! Vi tilhører en gruppe mennesker, som alle forsøger at gøre Frelseren og deres pagter til midtpunkt i deres liv og efterleve evangeliet med glæde. Så i stedet for at se hinanden gennem jordelivets forvrængede linse, løfter evangeliet vores blik og tillader, at vi ser hinanden gennem vores hellige pagters fejlfrie, uforanderlige linse. Når vi gør det, begynder vi at eliminere vores egne naturlige fordomme og partiskhed over for andre, hvilket til gengæld får dem til at begrænse deres fordomme og partiskhed over for os¹² i en vidunderlig positiv spiral. Vi følger virkelig vores kære profets invitation: »Mine kære brødre og søstre, det betyder virkelig noget, hvordan vi behandler hinanden! Det betyder virkelig noget, hvordan vi taler til og om andre derhjemme, i kirken, på arbejdet og på nettet. I dag beder jeg os om at omgås andre på en højere og helligere måde.«¹³

I den opfordrings ånd ønsker jeg denne eftermiddag at føje min forpligtelse til den ligesom vores vidunderlige primarybørn:

Jeg vidner om, at ham vi tiltaler som vor Fader i himlen, virkelig er vor Fader, at han elsker os, at han kender hvert eneste af sine børn indgående, at han holder meget af hver enkelt, og at vi virkelig alle har samme værdi for ham. Jeg vidner om, at den måde, hvorpå vi behandler hinanden, direkte afspejler vores forståelse og påskønnelse af hans Søns ultimative offer og forsoning, ja, vor Frelser, Jesus Kristus. Jeg beder til, at vi ligesom ham må elske vores næste, fordi det er det rette at gøre, ikke fordi de gør det rette eller passer ind i den »rette« støbeform. I Jesu Kristi navn. Amen.