Jesus Kristus er skatten

I 1907 flyttede en velhavende englænder ved navn George Herbert, den femte jarl af Carnarvon,¹ til Egypten og begyndte at interessere sig for arkæologi. Han henvendte sig til en velkendt egyptolog, Howard Carter, og foreslog et partnerskab. Carter skulle stå for deres arkæologiske udgravninger, og Carnarvon skulle stå for finansieringen.

Sammen udforskede de med succes flere forskellige steder. Derefter fik de tilladelse til at foretage udgravninger i Kongernes Dal, der ligger i nærheden af det, der i dag er Luxor, hvor mange faraoers grave var blevet fundet. De besluttede sig for at lede efter kong Tutankhamons grav. Tutankhamon havde fået overdraget Egyptens trone mere end tre tusinde år tidligere og regerede i ti år før sin uventede død.² Man vidste, at han lå begravet i Kongernes Dal,³ men stedet for hans grav var ukendt.

Carter og Carnarvon brugte uden held fem år på at på at lede efter Tutankhamons grav. Til sidst informerede Carnarvon Carter om, at han var færdig med den frugtesløse søgen. Carter bønfaldt om blot en udgravning endnu, og Carnarvon gav efter og sørgede for midlerne.

Carter indså, at hele bunden af Kongernes Dal var blevet systematisk udgravet – bortset fra området for deres egen lejr. Efter at have gravet der i få dage, fandt de de første trin, der førte ned til graven.⁴

Da Carter til sidst kom ind i Tutankhamons grav, så han guld overalt. Efter næsten tre måneder med katalogisering af indholdet af forkammeret åbnede de det forseglede gravkammer i februar 1923 – for 100 år siden. Det var det mest berømte arkæologiske fund i det 20. århundrede.

I løbet af de år, hvor Carter og Carnarvon havde søgt uden resultat, havde de overset det, der bogstavelig talt lå under deres fødder. Profeten Jakob i Mormons Bog talte omtrent femhundrede år før Frelserens fødsel om at tage noget for givet eller undervurdere det, der ligger lige for, og kaldte det at se »forbi målet«. Jakob forudså, at folket i Jerusalem ikke ville genkende den lovede Messias, når han kom. Jakob profeterede, at de ville være et »folk, [der] foragtede de tydelige ord … og søgte efter det, som de ikke kunne forstå. Derfor, på grund af deres blindhed, hvilken blindhed skyldtes, at de så forbi målet, [måtte] de nødvendigvis falde«.⁵ Med andre ord ville de snuble.

Jakobs forudsigelse viste sig at være præcis. Under Jesu jordiske tjenestegerning så mange forbi målet, forbi ham. De så forbi verdens Frelser. I stedet for at anerkende hans rolle i opfyldelsen af vor himmelske Faders plan fordømte og korsfæstede de ham. De ledte efter og ventede på, at en anden skulle bringe dem frelse.

Vi kan ligesom folket i Jerusalem og som Carter og Carnarvon også være tilbøjelige til at se forbi målet. Vi er nødt til at være på vagt over for denne tendens, så vi ikke går glip af Jesus Kristus i vores liv og ikke anerkender de mange velsignelser, han tilbyder os. Vi har brug for ham. Vi bliver rådet til helt at forlade os »på hans fortjenester, han der er mægtig til at frelse«.⁶

Han er vores mål. Hvis vi fejlagtigt forestiller os, at der er et behov for noget udover det, han tilbyder, så fornægter eller mindsker vi den rækkevidde og kraft, han kan have i vores liv. Han har gjort krav på retten til barmhjertighed og udstrækker den barmhjertighed til os.⁷ Han er den ultimative »kilde, [til hvem vi bør] se hen for at få forladelse for [vore] synder«.⁸ Han er vores talsmand hos Faderen og er forkæmper for det, som Faderen hele tiden har ønsket, nemlig at vi skal vende tilbage til ham som arvinger i hans rige. Vi må, som profeten Alma sagde det, »[kaste] blikket omkring og [begynde] at tro på Guds Søn, at han vil komme for at forløse sit folk, og at han skal lide og dø for at sone for [vore] synder, og at han skal opstå igen fra de døde, hvilket skal tilvejebringe opstandelsen«.⁹ Jesus Kristus er vores skat.

Frelseren har givet os mange måder, hvorpå vi bevidst kan fokusere på ham, herunder den daglige mulighed for at omvende os. Sommetider undervurderer vi, hvor stor denne givne velsignelse er. Da jeg var otte år gammel, blev jeg døbt af min far. Bagefter holdt jeg ham i hånden, da vi skulle krydse en travl gade. Jeg var ikke opmærksom og trådte ud over kantstenen, idet en stor lastbil kom susende forbi. Min far hev mig tilbage, væk fra gaden og ind på kantstenen. Havde han ikke gjort det, var jeg blevet ramt af lastbilen. Da jeg kendte min egen uartige natur, tænkte jeg: »Måske ville det have været bedre for mig at blive dræbt af lastbilen, for jeg kommer aldrig til at være så ren, som jeg er lige nu efter min dåb.«

Som otteårig antog jeg fejlagtigt, at dåbens vand vaskede synder væk. Sådan var det ikke. I årene siden min dåb har jeg lært, at synder bliver renset ved Jesu Kristi kraft gennem hans sonoffer, når vi indgår og holder dåbspagten.¹⁰ Derefter kan vi gennem omvendelsens gave forblive rene. Jeg har også lært, at nadveren udgør en stærk dydig regelmæssighed i vores liv, hvilket gør os i stand til at opnå forladelse for vores synder.¹¹

Ligesom den skat, der var under Carters og Carnarvons fødder, er nadverens dyrebare velsignelser tilgængelige for os, hver gang vi deltager i et nadvermøde. Vi bliver lovet, at Helligånden vil være vores konstante ledsager, hvis vi deltager i nadveren med samme tilgang, som en nyomvendt har til dåb og bekræftelse, nemlig at have et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd og være fast besluttet på at leve op til dåbspagten. Helligånden velsigner os med sin helliggørende kraft, så vi uge efter uge altid kan opnå forladelse for vores synder.¹²

Vores åndelige fundament styrkes gennem omvendelse og ved samvittighedsfuldt at forberede os til nadveren og værdigt tage del i den. Kun med et robust åndeligt fundament kan vi håndtere den metaforiske regn, vind og oversvømmelse, der konfronterer os i vores liv.¹³ Vores åndelige fundament svækkes derimod, når vi frivilligt springer nadvermødet over, eller når vi ikke fokuserer på Frelseren under nadveren. Vi kan utilsigtet komme til at trække os »bort fra Herrens Ånd, så den ikke får plads i [os] til at lede [os] på visdommens stier, så [vi] kan blive velsignet, have fremgang og blive bevaret«.¹⁴

Når vi har Helligånden hos os, vil vi blive inspireret og vejledt til at indgå og holde andre pagter, såsom dem vi indgår i templet. Det vil styrke vores forhold til Gud.¹⁵ I har måske bemærket, at mange nye templer er blevet bekendtgjort i de senere år, hvilket bringer templet tættere på medlemmer.¹⁶ Paradoksalt nok, kan det være lettere for os at blive mere overfladiske omkring tempelbesøg, når templer bliver mere tilgængelige. Når templer er langt borte, planlægger vi vores tid og ressourcer til at rejse til templet for at tilbede der. Vi prioriterer disse rejser.

Med et tempel tæt på kan det være let at lade små ting komme i vejen for at tage dertil og sige til os selv: »Jeg tager bare derhen en anden gang.« At bo tæt på et tempel medfører større fleksibilitet i at planlægge tid i templet, men den fleksibilitet kan gøre det lettere at tage templet for givet. Når vi gør det, »går vi glip af målet«, og undervurderer muligheden for at komme Frelseren nærmere i hans hellige hus. Vores forpligtelse til at deltage bør være mindst lige så stærk, når templet er i nærheden, som når det er langt væk.

Efter Carter og Carnarvon havde udgravet andre steder i Kongernes Dal i deres søgen efter Tutankhamons grav, indså de deres forglemmelse. Vi behøver ikke at arbejde uden held, ligesom de gjorde for en tid, for at finde vores skat. Vi behøver heller ikke at søge råd fra eksotiske kilder, prise kildens nyskabelse og tænke, at sådan vejledning vil være mere oplyst end det, vi kan modtage fra en ydmyg Guds profet.

Som der står i Det Gamle Testamente, da Na’aman søgte en kur mod sin spedalskhed, blev han indigneret over at blive bedt om at dyppe sig syv gange i en almindelig flod i nærheden. Men han blev overtalt til at følge profeten Elisas råd i stedet for at stole på sine egne forudindtagede forestillinger om, hvordan miraklet skulle ske. Som følge deraf blev Na’aman helbredt.¹⁷ Når vi stoler på Guds profet på jorden i dag og handler på hans råd, vil vi finde lykke, og vi kan også blive helbredt. Vi behøver ikke at lede videre.

Brødre og søstre, jeg opfordrer jer til at huske og altid fokusere på Jesus Kristus. Han er vor Frelser og Forløser, »målet«, som vi bør se hen til, og vores største skat. Når I kommer til ham, vil I blive belønnet med styrke til at møde livets udfordringer, med mod til at gøre det rette og med evnen til at opfylde jeres mission her på jorden. Påskøn vores mulighed for at omvende os, privilegiet af at nyde nadveren, velsignelsen ved at indgå og holde tempelpagter, glæden ved at tilbede i templet og ved at have en levende profet.

Jeg bærer mit højtidelige og sikre vidnesbyrd om, at Gud, den evige Fader, er vor himmelske Fader, og at han lever; Jesus er Kristus, han er vores venlige, vise himmelske Ven,¹⁸ og dette er hans genoprettede kirke. Tak for jeres tro og trofasthed. Jeg beder om, at I vil blive velsignet, nyde fremgang og blive bevaret. I Jesu Kristi navn. Amen.