Bevar pagtsfolkets røst i den opvoksende slægt

Et af de mest rørende øjeblikke i Mormons Bog er den opstandne Frelsers besøg hos folket ved templet i landet Overflod. Efter en dag med undervisning, helbredelse og opbygning af tro ledte Jesus folks opmærksomhed mod den opvoksende slægt: »Han befalede dem, at deres små børn skulle bringes frem.«¹ Han bad for dem og velsignede dem en efter en. Oplevelsen var så bevægende, at Frelseren selv græd flere gange.

Da talte Jesus til folkemængden og sagde:

»Se jeres små.

Og da de så op … så [de] himlene åbne, og de så engle stige ned fra himlen,« og de betjente deres børn.²

Jeg har ofte tænkt over den oplevelse. Den må have rørt hver eneste persons hjerte dybt! De så Frelseren. De mærkede ham. De kendte ham. Han underviste dem. Han velsignede dem. Og han elskede dem. Det er ikke mærkeligt, at disse børn efter denne hellige oplevelse voksede op og var med til at etablere et samfund med fred, velstand og kristuslignende kærlighed, som varede i generationer.³

Ville det ikke være vidunderligt, hvis vores børn kunne få oplevelser som den med Jesus Kristus – noget, der kunne knytte deres hjerte til ham! Han indbyder os, ligesom han indbød disse forældre i Mormons Bog, til at bringe vores små til ham. Vi kan hjælpe dem med at lære deres Frelser og Forløser at kende, sådan som disse børn gjorde. Vi kan vise dem, hvordan man finder Frelseren i skrifterne og bygger sin grundvold på ham.⁴

For nylig belærte en god ven mig om noget, jeg ikke havde lagt mærke til før i lignelsen om den kloge mand, som byggede sit hus på klippegrund. I henhold til beretningen i Lukas gravede den kloge mand »dybt ned«, da han byggede husets sokkel på klippen.⁵ Det var ikke et overfladisk eller enkelt foretagende – det krævede en indsats!

For at bygge vores liv på vor Forløsers, Jesu Kristi, klippe, må vi grave dybt. Vi fjerner alt, der er som sandet eller overflødigt i vores tilværelse. Vi bliver ved med at grave, indtil vi finder ham. Og vi lærer vores børn at knytte sig til ham gennem hellige ordinancer og pagter, så når modgangens storme og oversvømmelser kommer, som de bestemt vil, har de kun beskeden virkning på dem, »på grund af den klippe, som [de] er bygget på«.⁶

Den form for styrke kommer ikke af sig selv. Den bliver ikke videregivet til den næste generation som en åndelig arv. Enhver må grave dybt for at finde klippen.

Vi lærer den lektie af en anden beretning i Mormons Bog. Da kong Benjamin holdt sin sidste tale til sit folk, samledes de som familier for at høre hans ord.⁷ Kong Benjamin bar et stærkt vidnesbyrd om Jesus Kristus, og folket blev dybt bevæget af hans vidnesbyrd. De erklærede:.

Ånden »har bevirket en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte …

Og vi er villige til at indgå en pagt med vor Gud om at gøre hans vilje … alle resten af vore dage«.⁸

Man kunne forvente, at små børn med så dybt omvendte forældre med tiden ville blive omvendt og selv indgå pagter. Og dog, af grunde, der ikke er nævnt i optegnelsen, fængede pagten, som forældrene indgik, ikke hos nogle af deres børn. Flere år senere »var [der] mange af den opvoksende slægt, som ikke kunne forstå kong Benjamins ord, eftersom de var små børn på det tidspunkt, da han talte til sit folk; og de troede ikke på deres fædres overlevering.

De troede ikke på det, der var blevet sagt angående de dødes opstandelse, ej heller troede de på Kristi komme …

Og de ville ikke lade sig døbe; ej heller ville de slutte sig til kirken. Og de var et udskilt folk, hvad deres tro angik«.⁹

Hvor tankevækkende! For den opvoksende slægt er »deres fædres overlevering« ikke nok til selv at få tro på Jesus Kristus. De er nødt til selv at have tro på Kristus. Hvordan kan vi som Guds pagtsfolk plante et ønske i vores børns hjerte om at indgå og holde pagter med ham?

Vi kan begynde med at følge Nefis eksempel: »Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.«¹⁰ Nefis ord indebærer en konstant og varig indsats for at undervise vores børn om Kristus. Vi kan sikre, at pagtsfolkets røst ikke er tavs i den opvoksende slægts ører, og at Jesus ikke kun er et søndagsemne.¹¹

Pagtsfolkets røst findes i vores egne vidnesbyrds ord. Den findes i de levende profeters ord. Og den er bevaret med stor styrke i skrifterne. Det er der, at vores børn vil lære Jesus at kende og finde svar på deres spørgsmål. Det er der, at de selv vil lære Kristi lære at kende. Det er der, at de vil finde håb. Det vil forberede dem på et helt livs søgen efter sandhed og til at leve på pagtsstien.

Jeg elsker dette råd fra præsident Russell M. Nelson:

»Hvor kan vi gå hen for at høre ham?

Vi kan gå til skrifterne. De lærer os om Jesus Kristus og hans evangelium, hans forsonings storhed og vor Faders store plan for lykke og forløsning. Daglig fordybelse i Guds ord er afgørende for åndelig overlevelse, særligt i disse dage med øget kaos. Når vi mætter os med Kristi ord dagligt, vil Kristi ord fortælle os, hvordan vi skal reagere på vanskeligheder, som vi aldrig troede, vi ville møde.«¹²

Hvad vil det så sige at mætte sig med Kristi ord og høre ham? Nuvel, det vil sige at gøre det, der virker bedst for jer! Det kan være at samles med jeres familie for at tale om det, Helligånden lærte jer i jeres studium af skriften ved hjælp af Kom og følg mig. Det kan være at samles hver dag med jeres børn for at læse nogle få vers fra skrifterne og derefter se efter muligheder for at tale om, hvad I har lært, når I tilbringer tid sammen. Find blot ud af, hvad der virker for jer og jeres familie, prøv derpå at gøre det lidt bedre hver dag.

Overvej dette indblik fra Undervisning på Frelserens måde: »En enkelt hjemmeaften, studium af skriften eller en samtale om evangeliet virker måske ikke som om, at den udretter så meget. Men akkumulationen af små, enkle anstrengelser, der gentages regelmæssigt over tid, kan være stærkere og mere opbyggende end en lejlighedsvis monumental lektion eller skelsættende lektion … Så giv ikke op, og vær ikke bekymret for at skulle opnå noget stort hver gang. Bare vær vedholdende i [jeres] indsats.«¹³

Et af vores helligste ansvar er at hjælpe vores børn til en inderlig og specifik viden om, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, deres personlige Frelser og Forløser, som står som overhoved for sin kirke. Vi kan ikke tillade, at vores pagtsrøst bliver dæmpet eller stilnet, når det gælder ham.

I føler jer måske lidt utilstrækkelige i denne rolle, men I bør aldrig føle jer alene. Menighedsråd er for eksempel bemyndiget til at oprette lærerrådsmøder for forældre. Ved sådanne kvartalsmøder kan forældre samles for at lære af hinandens erfaringer, drøfte, hvordan de styrker deres familie, og lære nøgleprincipper om kristuslignende undervisning. Dette møde bør afholdes i den anden time ved Kirkens møder.¹⁴ Det bliver ledt af et medlem af menigheden, der er udvalgt af biskoppen, følger formatet fra et normalt lærerrådsmøde og bruger Undervisning på Frelserens måde som den primære ressource.¹⁵ Biskopper, hvis jeres menighed for tiden ikke afholder lærerrådsmøder for forældre, så samarbejd med jeres søndagsskolepræsident og menighedsrådet for at organisere jer.¹⁶

Mine kære venner i Kristus, I gør det meget bedre, end I tror. Fortsæt det gode arbejde. Jeres børn ser jer, og de lytter og lærer. Når I underviser dem, vil I se deres sande væsen som Guds elskede sønner og døtre. De glemmer måske Frelseren i en tid, men jeg lover jer, at han vil aldrig glemme dem! De øjeblikke, hvor Helligånden taler til dem, vil blive siddende i deres hjerte og sind. Og en dag vil jeres børn gentage Enoshs vidnesbyrd: Jeg ved, at mine forældre er retfærdige »for de oplærte mig i Herrens tugt og formaning – og velsignet være Guds navn for det.«¹⁷

Lad os tage imod Frelserens invitation og føre vores børn til ham. Når vi gør det, vil de se ham. De vil mærke ham. De vil kende ham. Han vil undervise dem. Han vil velsigne dem. Og hvor vil han dog elske dem. Og åh, hvor jeg dog elsker ham. I hans hellige navn, Jesus Kristus. Amen.