For jeres efterkommeres skyld
Vær ikke det svage led i den smukke kæde af tro, som I har påbegyndt eller har modtaget som arv. Vær det stærke led.
For nogle år siden, da jeg tjente i området Sydamerika Nordvest og boede i Peru, havde jeg en smuk oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer.
Den fandt sted, da jeg var på vej hjem efter en travl weekend med opgaver. Da jeg endelig var kommet gennem lufthavnens paskontrol, fandt jeg en venlig taxichauffør fra vores sædvanlige taxiselskab ventende på mig. Han førte mig hen til sin bil, og jeg satte mig på bagsædet klar til at slappe af og nyde en stille tur hjem. Efter at have kørt nogle kilometer fik chaufføren en opringning fra sin chef, som fortalte ham, at jeg havde taget den forkerte taxi. En anden bil var reserveret til mig, og chefen bad ham om at køre mig tilbage til lufthavnen, hvis jeg gerne ville bytte bil. Jeg fortalte ham, at det ikke var nødvendigt, og at vi kunne køre videre. Efter et par minutters stilhed så han på mig i bakspejlet og spurgte: »Du er mormon, er du ikke?«
Tja, efter det spørgsmål vidste jeg, at mit stille øjeblik var forbi. Jeg kunne ikke modstå at udforske, hvor hans spørgsmål ville føre os hen.
Jeg lærte, at han hed Omar, hans hustrus navn var Maria Teresa, og de havde to børn – Carolina på 14 og Rodrigo på 10. Omar havde været medlem af Kirken, siden han var barn. Hans familie var aktiv, men på et tidspunkt holdt hans forældre op med at gå i kirke. Omar blev fuldstændig inaktiv, da han var 15. Nu var han 40 år gammel.
I det øjeblik forstod jeg, at jeg ikke havde taget den forkerte taxi. Det var ikke en tilfældighed! Jeg fortalte ham, hvem jeg var, og at jeg var i hans taxi, fordi Herren kaldte ham tilbage til sin fold.
Derefter talte vi om den tid, hvor han og hans familie var aktive medlemmer af Kirken. Han havde gode minder om oplevelser til hjemmeaften og nogle primarysange. Så sang han sagte et par ord fra »Jeg er Guds kære barn«.1
Jeg fik hans adresse, telefonnummer, som jeg fik tilladelse til at dele med hans biskop. Jeg sagde til ham, at jeg ville finde ud af at være der på hans første søndag tilbage i kirken. Vi afsluttede vores tur fra lufthavnen til mit hjem og vores lille rejse til hans fortid, og så gik vi hver til sit.
Nogle uger senere ringede hans biskop til mig og fortalte, at Omar planlagde at gå i kirke på en bestemt søndag. Jeg sagde til ham, at jeg ville være der. Den søndag var Omar der sammen med sin søn. Hans hustru og datter var endnu ikke interesseret. Nogle måneder senere ringede hans biskop til mig igen. Denne gang for at fortælle mig, at Omar skulle døbe sin hustru og sine to børn, og han indbød mig til at være til stede. Her er et billede af den søndag, hvor de blev bekræftet som medlemmer af Kirken.
Den søndag fortalte jeg Omar og hans familie, at hvis de var klar om et år, ville det være en ære for mig at udføre deres besegling i templet i Lima i Peru. Her er et billede af den mindeværdige dag for os alle, der blev taget et år senere.
Hvorfor fortæller jeg jer om denne oplevelse? Jeg gør det af to årsager.
For det første for at tale til de gode medlemmer, der af en eller anden grund er faldet fra Jesu Kristi gengivne evangelium. For det andet for også at tale til de medlemmer, som lytter med i dag, som måske ikke er lige så trofaste over for deres pagter, som de burde være. I begge tilfælde påvirkes generationer ude i fremtiden, og velsignelser og løfter, som er reserveret til deres efterkommere, står på spil.
Lad os begynde med det første scenarie: Gode medlemmer, som har forladt pagtsstien, som det skete med min peruvianske ven Omar. Da jeg spurgte ham, hvorfor han besluttede at komme tilbage, sagde han, at det var, fordi han og hans hustru følte, at deres børn ville blive lykkeligere med Jesu Kristi evangelium i deres liv. Han følte, at det var tid til at komme tilbage til Kirken for deres børns skyld.
Det er så trist, når vi møder mindre aktive medlemmer af Kirken eller ikke-medlemmer, som engang havde evangeliet i deres familie og mistede det på grund af deres forældres eller bedsteforældres beslutning om at holde en pause fra Kirken. Den beslutning kan påvirke deres efterkommere for evigt!
Deres børn og børnebørn er blevet hindret i at have Jesu Kristi evangeliums beskyttelse og velsignelser i deres liv. Og endnu mere hjerteskærende er det, at de har mistet de løfter om en evig familie, som de engang havde. Én persons beslutning kan påvirke en hel kæde af efterkommere. En arv af tro er blevet mistet.
Men vi ved, at alt, der er ødelagt, kan blive helet gennem Jesus Kristus. Prøv derfor at tænke over præsident Russell M. Nelsons invitation: »Hvis I er trådt væk fra stien, så vil jeg indbyde jer med alt mit hjertes håb om at komme tilbage. Hvad end jeres bekymringer er, hvad end jeres udfordringer er, så er der et sted for jer her, i Herrens Kirke. I og endnu ufødte generationer vil blive velsignet af jeres handling om nu at vende tilbage til pagtens sti.«2
Lad os nu tale om det andet scenarium: Medlemmer, der lytter med i dag, som måske ikke er så trofaste, som de burde være. Ligesom gårsdagens beslutninger påvirker dagens realiteter, vil dagens beslutninger påvirke vores fremtid og vores families fremtid.
Præsident Dallin H. Oaks har sagt:
»Jesu Kristi gengivne evangelium opfordrer os til at tænke over fremtiden. Det underviser om gode forslag til fremtiden, der kan vejlede vores handlinger i dag.
I modsætning til det kender vi alle folk, der kun tænker på nuet: Brug det i dag, nyd det i dag, og tænk ikke på fremtiden …
Når vi træffer aktuelle beslutninger, bør vi altid spørge: ›Hvor vil det føre hen?‹«3 Vil vores beslutninger i dag føre os mod glæde nu og i evigheden, eller vil de føre os mod sorg og tårer?
Nogle tænker måske: »Vi behøver ikke gå i kirke hver søndag« eller »Vi vil betale tiende, når det går lidt bedre« eller »Jeg vil ikke støtte kirkeledere i dette emne.«
Og de siger: »Vi ved, at Kirken er sand, og vi vil aldrig forlade Jesu Kristi evangelium.«
Personer med sådanne tanker forstår ikke, hvilken negativ virkning denne »lunkne« form for medlemskab har på deres liv og på deres efterkommeres liv. Forældrene forbliver måske aktive, men risikoen for at miste deres børn er høj – i dette liv og i evigheden.
Om dem, som ikke vil arve celestial herlighed med deres familie, har Herren sagt: »Disse er dem, som ikke er tapre i vidnesbyrdet om Jesus; derfor får de ikke kronen over vor Guds rige.«4 Er det det, vi ønsker for os selv og vores børn? Burde vi ikke være mere tapre og mindre lunkne for vores egen og vores efterkommeres skyld?
Præsident M. Russell Ballard har også talt om en lignende bekymring:
»For nogle er Kristi invitation til at tro og forblive tro stadig svær … Nogle disciple kæmper med at forstå en bestemt retningslinje eller lærdom. Andre har betænkeligheder ved noget i vores historie eller i nuværende og tidligere medlemmers og lederes ufuldkommenhed …
Beslutningen om ›ikke længere at følges‹ med Kirkens medlemmer og Herrens udvalgte ledere vil få en langvarig virkning, som ikke altid kan ses med det samme.«5
Hvilken trist arv at give videre – og af hvilken grund? Uanset hvad det er, er det ikke tilstrækkeligt at ignorere den negative åndelige virkning, det vil skabe for kommende generationer.
Mine kære brødre og søstre, hvis I befinder jer i en af disse to situationer, som jeg har nævnt i min tale, så overvej på ny jeres handlinger. I ved, at der er en plan for os i dette liv. I ved, at familier kan blive evige. Hvorfor risikere jeres? Vær ikke det svage led i den smukke kæde af tro, som I har påbegyndt eller har modtaget som arv. Vær det stærke led. Det er jeres tur til at være det, og Herren kan hjælpe jer.
Fra mit hjertes inderste opfordrer jeg jer til at tænke over det, til at se fremad og vurdere, »hvor det vil føre hen« og om nødvendigt at være tapre nok til at rette på jeres kurs for jeres efterkommeres skyld. I Jesu Kristi navn. Amen.