Mere end en helt

Fra 1856 til 1860 trak tusindvis af sidste dages hellige pionerer deres ejendele i håndkærrer over 1.600 kilometer, mens de rejste til Salt Lake-dalen. For 167 år siden, den 4. oktober 1856, blev præsident Brigham Young overrasket over at opdage, at to håndkærrekompagnier, der blev ledt af Edward Martin og James Willie, stadig var hundredvis af kilometer fra Salt Lake City, hvor vinteren nærmede sig hastigt.¹ Næste dag, ikke langt herfra, hvor vi er samlet i dag, stillede præsident Young sig op foran de hellige og erklærede: »Mange af vores brødre og søstre er ude på prærien med håndkærrer, og de er nødt til at blive bragt hertil … Drag ud og hent de mennesker, der nu befinder sig på prærien.«²

Bare to dage senere tog de første redningspatruljer afsted for at finde håndkærrekompagnierne.

Et medlem af Willie-kompagniet beskrev den desperate situation, der herskede før redningspatruljerne nåede frem. Han skrev: »Lige som alt syntes at være tabt, og der tilsyneladende var meget lidt at leve for … besvarede Gud vores bønner som et lyn fra en klar himmel. Et redningshold med mad og forsyninger … kom til syne … Hvor vi dog takkede Gud for vores redning.«³

Disse redningspatruljer var helte for pionererne, fordi de satte deres eget liv på spil under de ekstreme vejrforhold for at bringe så mange som muligt sikkert hjem. Efraim Hanks var en sådan helt.

I midten af oktober, og før han var klar over den knibe, håndkærrekompagnierne befandt sig i, vendte Hanks tilbage til sit hjem i Salt Lake City efter en rejse, hvor han midt om natten blev vækket af en stemme, der sagde: »Håndkærrekompagnierne er i problemer, og der er brug for dig. Vil du tage ud og hjælpe dem?«

Med det spørgsmål i tankerne skyndte han sig tilbage til Salt Lake City. Og da han hørte præsident Heber C. Kimballs anmodning, tog Hanks alene afsted den næste dag for at deltage i redningsarbejdet. Han rejste hurtigt og overhalede andre redningsfolk på vejen, og da han nåede Martin-kompagniet, mindedes Hanks: »Det syn, der mødte mig, da jeg gik ind i deres lejr kan aldrig slettes fra min hukommelse … og det var nok til at røre selv det hårdeste hjerte.«⁴

Efraim Hanks tilbragte dage med at tage fra telt til telt og velsigne de syge. Han fortalte, at »i rigtig mange tilfælde, når vi velsignede de syge og uddrev sygdommene i Herren Jesu Kristi navn, rejste de lidende sig med det samme og blev helbredt næsten øjeblikkeligt«.⁵ Ephraim Hanks vil altid være en helt for pionererne i disse håndkærrekompagnier.

På samme måde som den bemærkelsesværdige redning, er begivenheder, der påvirker os eller endda historiens gang, ofte et resultat af beslutninger og bedrifter fra individuelle mænd og kvinder – store kunstnere, videnskabsfolk, forretningsledere og politikere. Disse ekstraordinære personer bliver ofte hædret som helte med monumenter og mindesmærker bygget for at mindes deres bedrifter.

Da jeg var en lille dreng, var sportsfolk mine første helte. Mine tidligste minder omhandler at samle på baseballkort med billeder af og statistikker på baseballspillere fra Major League. »Heltedyrkelse« hos børn kan være sjovt og uskyldigt, for eksempel, når børn klæder sig ud som deres yndlingshelte til fastelavn eller halloween. Selvom vi beundrer og respekterer mange talentfulde og bemærkelsesværdige mænd og kvinder for deres evner og bidrag, kan den grad hvormed de hædres, hvis det overdrives, sammenlignes med, at Israels børn tilbeder en guldkalv i Sinajs ørken.

Som voksne kan det, der i barndommen var uskyldig morskab, blive en anstødssten, når »heltetilbedelse« af politikere, bloggere, influencere, sportsfolk eller musikere får os til at se »forbi målet«⁶ og tabe det virkeligt essentielle af syne.

For israelitterne var udfordringen ikke det guld, de tog med sig på rejsen til det forjættede land, men hvad de tillod, at guldet blev for dem: En afgud, der så blev en genstand for tilbedelse, der stjal deres opmærksomhed fra Jahve, som havde delt Det Røde Hav og udfriet dem fra fangenskab. Deres fokus på kalven påvirkede deres evne til at tilbede den sande Gud.⁷

Helten – vores helt, nu og for altid – er Jesus Kristus, og alt andet eller alle andre, der distraherer os fra hans lærdomme, som de findes i skrifterne og de levende profeters ord, kan påvirke vores fremgang på pagtsstien negativt. Længe før skabelsen af denne verden så vi hen til Jesus Kristus, da det blev klart, at den plan, som vor himmelske Fader foreslog, som omfattede vores mulighed for at udvikle os og blive som ham, blev udfordret.

Jesus Kristus var ikke kun lederen i forsvaret af vor himmelske Faders plan, men han skulle også spille den mest altafgørende rolle i udførelsen af den plan. Han svarede Faderen og meldte sig frivilligt til at tilbyde sig selv »som løsesum for alle«,⁸ for at betale en gæld, som vi alle ville pådrage os gennem synd, men som vi ikke selv kunne betale.

Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »[Jesus Kristus] har gjort alt, der er vigtigt for vores rejse i jordelivet mod den skæbne, der er beskrevet i vor himmelske Faders plan.«⁹

Da Frelseren i Getsemane stod over for så overvældende en opgave, sagde han tappert: »Dog ske ikke min vilje, men din«, og han fortsatte og påtog sig de samlede smerter, sygdomme og lidelser for synder, der var og ville blive begået af alle dem, der nogensinde ville leve.¹⁰ I fuldkommen lydighed og forpligtelse fuldendte Jesus Kristus den allerhelligste heltegerning i hele skabelsen, som kulminerede med hans herlige opstandelse.

Ved vores seneste generalkonference påmindede præsident Russell M. Nelson os: »Uanset hvilket spørgsmål eller problem I har, findes svaret altid i Jesu Kristi liv og lærdomme. Lær mere om hans forsoning, hans kærlighed, hans nåde, hans lære og hans gengivne evangelium med helbredelse og udvikling. Vend jer til ham! Følg ham!«¹¹ Og jeg vil tilføje: »Vælg ham.«

I vores komplekse verden kan det være fristende at henvende sig til samfundets helte i et forsøg på at give livet klarhed, når det kan virke forvirrende eller overvældende. Vi køber det tøj, de promoverer, vi omfavner den politik, de går ind for, og vi følger deres forslag, der bliver delt på de sociale medier. Det kan være godt som en midlertidig adspredelse, men vi må være på vagt over for, at denne form for heltedyrkelse ikke bliver vores guldkalv. At vælge den rigtige helt har evige konsekvenser.

Da vores familie ankom til Spanien for at begynde vores virke som missionsledere, fandt vi et indrammet citat af ældste Neal A. Maxwell, der har relevans for de helte, vi vælger at følge. Han sagde: »Hvis du ikke har valgt Guds rige først, gør det i sidste ende ingen forskel, hvad du har valgt i stedet for.«¹² Brødre og søstre, det er ved at vælge Jesus Kristus, kongernes konge, at vi vælger Guds rige. Ethvert andet valg er det samme som at vælge en arm af kød eller en guldkalv og vil i sidste ende svigte os.

I Det Gamle Testamente i Daniels Bog, læser vi beretningen om Shadrak, Meshak og Abed-Nego, som klart vidste, hvilken helt de ville vælge … og det var ikke nogen af kong Nebukadnesars guder. De erklærede med sikkerhed:

»Vores Gud, som vi dyrker … kan redde os ud af ovnen med flammende ild …

Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.«¹³

Apostlen Paulus sagde: »Der er jo så mange guder,«¹⁴ og må jeg tilføje mange såkaldte helte, som vi tilskyndes til at bøje os for, at tilbede, at omfavne. Men som Daniels tre venner vidste, er der kun én, der med garanti holder, hvad han lover – for det har han allerede gjort og det vil han altid gøre.

På vores rejse tilbage til Guds nærhed, til vores forjættede land, er det ikke politikeren, musikeren, sportsmanden eller bloggeren, der udgør problemet, men rettere det, at vi tillader, at de bliver de primære genstande for vores opmærksomhed og fokus, i stedet for vor Frelser og Forløser.

Vi vælger ham, Jesus Kristus, når vi vælger at ære hans dag, omend vi er hjemme eller er ude at rejse. Vi vælger ham, når vi vælger hans ord gennem skrifterne og de levende profeters lærdomme. Vi vælger ham, når vi vælger at have en tempelanbefaling og lever værdigt til at benytte den. Vi vælger ham, når vi stifter fred og nægter at være stridbare, »især når vi har forskellige meninger.«¹⁵

Ingen leder har nogensinde udvist mere mod, ingen humanist har vist mere venlighed, ingen læge har helbredt flere sygdomme, og ingen kunstner har været mere kreativ end Jesus Kristus.

I en verden af helte med monumenter og museer, der er helliget de jordiske mænds og kvinders bedrifter, er der en, der står over alle andre. Jeg vidner om, at Jesus Kristus ikke blot er vores helt. Han er vores Herre og Konge, hele menneskehedens Frelser og Forløser. I Jesu Kristi navn. Amen.