En stille, sagte stemme og et bankende hjerte

I 1995 blev jeg indbudt til at holde velkomsttalen og komme med nogle indledende bemærkninger ved en videnskabelig konference om børneernæring i Salt Lake City. Til stede var 96 videnskabsmænd fra 24 lande. Mens jeg kiggede ud over publikum under min tale, bemærkede jeg de mange nationer, der var repræsenteret, hvilket man kunne se på deltagernes påklædning, deres hudfarve, sprog og andre særkender.

Tre eller fire måneder senere deltog jeg i en stavskonference på USA’s østkyst. Mens jeg sad på forhøjningen og ventede på, at præstedømmelederskabsmødet skulle begynde, kom en afrikansk mand ind i salen og satte sig ned. Han virkede bekendt, men jeg kunne ikke helt huske, hvor jeg havde set ham før. Jeg lænede mig over mod stavspræsidenten og spurgte ham, hvem manden var. Stavspræsidenten svarede: »Han er ikke medlem af Kirken. Han er en besøgende professor fra Afrika, der underviser ved et anerkendt universitet i nærheden. For nogle få måneder siden deltog han i en eller anden videnskabelig konference i Salt Lake City. Han fik en folder om Kirken, som fik ham til at læse alt, hvad han kunne finde om Kirken. Han deltager nu i alle mulige møder.« Halvt i spøg tilføjede stavspræsidenten: »Det skulle ikke undre mig, om han også deltager i hjælpeforeningsmøderne.«

Efter præstedømmelederskabsmødet præsenterede jeg mig atter for den besøgende professor. Han bekræftede sin begejstring for denne nyopdagede sandheds kilde. Han forklarede, at hans familie, der stadig var i Afrika, studerede med missionærerne og ville slutte sig til ham i Amerika om cirka fire uger, hvor de så alle ville blive døbt sammen.

Efter mødet lørdag aften skyndte denne mand sig op på podiet, og idet han bankede sig på brystet, erklærede han begejstret: »Mit hjerte banker sådan. Jeg kan knap rumme det i min krop. Jeg ved ikke, om jeg kan vente i fire uger, indtil min familie bliver døbt.« Jeg foreslog, at han beroligede sig hjerte og ventede på sin kone og børn, så de alle kunne blive døbt sammen.

Da profeten Elias flygtede fra den ugudelige fønikiske prinsesse Jezabel for at redde sit liv, ledte Herren ham til et højt bjerg, hvor han havde en meget usædvanlig oplevelse. Da Elias stod på bjerget foran Herren, mærkede han »en voldsom og kraftig storm … men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen« (1 Kong 19:11-12).

Engang imellem bliver jeg spurgt af mennesker, der ikke deler vores tro, hvorfor vores Kirke vokser så hurtigt, både i medlemstal og aktivitet, mens andre kirker melder om nedgang i begge. Svaret på det spørgsmål er ganske enkelt en stille, sagte stemme og derpå et bankende hjerte. I denne travle, forvirrede og larmende verden er det ikke som en storm, det er ikke som en ild, det er ikke som et jordskælv; men det er en stille, sagte susen eller stemme, der er meget nem at kende, og den forårsager et bankende hjerte. Det er en stille, indre ild, der bekræfter, at dette er Jesu Kristi genoprettede evangelium med alle dets lærdomme, dets præstedømme og pagter, som var gået tabt i de mange århundreder med mørke og forvirring. Ja, det er en stille, sagte stemme og et bankende hjerte, der vidner om genoprettelsens mirakel.

Det er den stille, sagte stemme og et bankende hjerte, der motiverer millioner af medlemmer til at efterligne Jesu tilværelse i ord, handling og tjeneste. Det er den stille, sagte stemme og bankende hjerte, der motiverer tusindvis af pensionerede ægtepar til at tjene en mission, sædvanligvis i 18 måneder eller længere. De lægger livets bekvemmeligheder til side for at drage ud i verden og tjene andre for egen regning, og med hvad nogen vil mene, er en betydelig opofrelse, idet de ofte tjener i afsidesliggende dele af verden, hvor et varmt bad og en behagelig seng er en luksus, der kun findes i deres minder.

Det er den stille, sagte stemme og et bankende hjerte, der får hundredtusinder af unge mænd og kvinder til at forlade lovende karrierer, udskyde deres uddannelse (nogle gange forlader de sportsstipendier og lignende) eller udsætte romantiske forhold for, for egen regning, at tjene Herren og fortælle om genoprettelsen af evangeliet. Det er en stille, sagte stemme og et bankende hjerte, der giver unge mennesker ønsket og modet til at stå for renhed, ærlighed og principper, endog på bekostning af nogle gange at blive latterliggjort og afvist. Det er en stille, sagte stemme og et bankende hjerte, der motiverer os til med glæde at holde Guds befalinger og hjælpe dem, der er dårligere stillet. Ja, der er kraft i en stille, sagte stemme og et bankende hjerte.

Alma havde sin egen måde at spørge til vore hjerters åndelige tilstand. Han spørger: »Er I blevet født åndeligt af Gud?« Og derpå: »Er hans billede prentet i jeres bevidsthed? Har I oplevet denne store forandring i hjertet?« (Alma 5:14; fremhævelse tilføjet). Med andre ord, banker jeres hjerte med et vidnesbyrd om Jesus Kristus?

Må jeg fortælle jer om blot tre af de mange ting, der får mit hjerte til at banke? For det første så banker ved hjerte med kundskaben om, at Jesus Kristus er min personlige Frelser, og at hans kærlighed til mig var stor nok til, at han led smerter, som man ikke kan forestille sig, og endog døden. Mit hjerte banker, når jeg sidder alene i dybe tanker og indser, at jeg kan blive renset og forløst ved Jesu Kristi blod. Mit hjerte banker, når jeg tænker på den pris, der blev betalt – den lidelse, som han gennemgik, for at spare mig for en lignende personlig lidelse for mine synder og overtrædelser.

For det andet banker mit hjerte med kundskaben om, at en ung dreng, kun 14 år gammel, gik ud i en skov, og som svar på en simpel og ydmyg bøn åbnede himlene sig, Gud og Kristus viste sig, og engle steg ned. Og derved blev Jesu Kristi evangelium gengivet i sin fylde med dets præstedømme, pagter og lærdommenes renhed. Mit hjerte banker, når jeg tænker på, hvad denne unge profet udholdt for at frembringe det genoprettede evangeliums fylde. Mens himmelske engle steg ned, var også Satans engle på arbejde. Forfølgelser begyndte, og ligesom profeterne fordum endte også Joseph som martyr. Gennem alle hans prøvelser og forfølgelser forblev den unge profet trofast og målrettet.

På grund af profeten Joseph Smith forstår jeg bedre storheden i Kristi forsoning. På grund af profeten Joseph forstår jeg bedre betydningen af Getsemane have – et sted, der rummede stor lidelse, fordi Kristus påtog sig vores personlige lidelse ikke alene for vore synder, men også for vore smerter, svagheder, prøvelser og tragedier. Jeg forstår hans sidste og store offers uendelige og evige natur. Jeg forstår bedre den kærlighed, som vor Frelser var et eksempel på ved hans sidste forløsende handling. På grund af Joseph Smith er min kærlighed og taknemmelighed for Frelseren blevet større, og min tilbedelse er mere meningsfuld. Blandt de mange salmer i vores sangbog, som W. W. Phelps har skrevet, er den kendte sang med ordene »Priser profeten, som skued’ Jehova!« (»Priser profeten«, Salmer og sange, nr. 17). Mit hjerte banker, når jeg synger den sang.

Ja, fordi vi med entusiasme og kraft synger »Priser profeten, som skued’ Jehova!«, synger vi om Frelseren med endnu mere ærbødighed, følelse og taknemmelighed med ordene: »O, hvilken kærlighed, at han til jord kom ned og døden for mig led. O hvilken kærlighed, himmelsk kærlighed!« (»O, se hvilken kærlighed«, Salmer og sange, nr. 114). Mit hjerte banker på grund af den viden, som profeten Joseph har bragt mig om den personlige virkning af min Frelsers forsoning.

For det tredje så banker mit hjerte, når jeg studerer og overvejer de hellige skrifter i Mormons Bog, der komplementerer Bibelen og vidner om Jesu Kristi guddommelighed som Guds søn, verdens Frelser og Forløser. På grund af denne hellige pendant til Bibelen er min forståelse af Kristi lærdomme blevet større; derved er mange af de ubesvarede spørgsmål i Bibelen fyldestgørende forklaret. Mormons Bog er et håndgribeligt bevis på, at Joseph er en Guds profet, Kristus viste sig virkelig for ham, og evangeliet er blevet genoprettet i dets renhed og dets fylde.

Mit hjerte banker, blot jeg tænker på det mirakel, at Mormons Bog eksisterer – det hårde arbejde med at gravere på metalpladerne, det omhyggelige opsyn gennem århundreder af Guds udvalgte og den mirakuløse oversættelse. Den passer i sandhed på definitionen af hellig skrift. På grund af Guds majestætiske kærlighed til os, har han givet os dette bevis, som vi kan røre ved, som vi kan læse, som vi kan studere, og som vi endog kan udfordre. Men vigtigst af alt, så elsker Gud mig nok til, at han vil give mig og enhver anden, der oprigtigt søger, en personlig åbenbaring om sandheden af Mormons Bog – det håndgribelige bevis på genoprettelsen og på, at Joseph Smith var en sand profet.

Om denne hellige viden vidner profeten Alma fra Mormons Bog:

»Tror I ikke, at jeg selv kender disse ting? Jeg vidner for jer, at jeg ved, at de ting, jeg har talt om, er sandfærdige. Og hvordan tror I, at jeg ved dette med sikkerhed?

Jeg siger jer, de er kundgjort for mig ved Guds hellige ånd. Jeg har fastet og bedt i mange dage, så jeg selv kunne vide disse ting. Og nu ved jeg for mig selv, at de er sandfærdige, thi Gud Herren har åbenbaret dem til mig ved sin Helligånd; og det er åbenbaringens ånd, som er i mig« (Alma 5:45-46).

Som Alma fordum, kan hver af os, medlemmer og oprigtige undersøgere, vide med sikkerhed, at disse ting er sande. Det er vores store privilegium at vide. Det er mere end et privilegium. Det er vores ansvar at vide. Det er et enormt tab ikke at vide, når man er givet et sådant privilegium. Herren har sagt: »Bank, så skal der gives jer« (Matt 7:7). Profeten Jakob fra Mormons Bog siger: »[kom] af hele hjertet« (Jakobs Bog 6:5). Vi behøver ikke være afhængig af vores intelligens eller vores fysiske sanser. Vi studerer, vi beder, og ligesom Alma fordum så kan vi endog faste, og så kommer den stille, sagte stemme og et bankende hjerte. Forestil jer en personlig åbenbaring fra Gud, at disse ting er sande. Bare tanken om det, får mit hjerte til at banke. I Jesu Kristi navn. Amen.