Vores tydeligste kendetegn

For næsten 70 år siden, da præsident David O. McKay tjente som rådgiver til Kirkens Første Præsidentskab, stillede han dette spørgsmål ved en generalkonference: »Hvis I i dette øjeblik blev bedt om hver især at sige med én sætning, hvad der er Kirkens tydeligste kendetegn, hvad ville jeres svar så være?«

»Mit svar,« sagde han, »ville være … guddommelig myndighed ved direkte åbenbaring.«¹

Den guddommelige myndighed er selvfølgelig det hellige præstedømme.

Præsident Gordon B. Hinckley har tilføjet sit vidnesbyrd, da han sagde: »[Præstedømmet] er en overdragelse af guddommelig myndighed forskellig fra alle andre magter og bemyndigelser på denne jord … Det er den eneste magt på jorden, der rækker videre end dødens slør … Uden den ville der kun være en kirke af navn, [en kirke] uden myndighed til at administrer de ting, der hører Gud til.«²

For blot fire uger siden sagde præsident James E. Faust til et foredrag for studerende på BYU: »[Præstedømmet] igangsætter og leder al Kirkens virksomhed. Uden præstedømmets nøgler og myndighed ville der ikke være nogen kirke.«³

Jeg begynder i aften med disse tre korte citater (til hvilke utallige andre kunne tilføjes) for eftertrykkeligt at understrege ét enkelt punkt: At Guds præstedømme med dets nøgler, dets ordinancer, dets guddommelige herkomst og evne til at »binde i himlen, hvad der er bundet på jorden« er lige så absolut nødvendigt for Guds sande kirke, som det er enestående for den, og at uden det ville der ikke være nogen Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

I dette år, hvor vi mindes og fejrer 200-årsdagen for profeten Joseph Smiths fødsel og 175-års dagen for organiseringen af Kirken, ønsker jeg at tilføje mit vidnesbyrd om – og udtrykke min evige taknemmelighed for – gengivelsen af det hellige præstedømme, dette hellige privilegium, denne ophøjede gave og den rolle, det spiller i vores liv på begge sider af sløret.

Præstedømmets afgørende rolle i at forbinde tid og evighed blev tydeliggjort af Frelseren, da han organiserede sin kirke under sit jordiske virke. Til sin seniorapostel Peter sagde han: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«⁴ Seks dage senere bragte han Peter, Jakob og Johannes til et bjerg, hvor han forvandledes i herlighed foran dem. Derpå viste profeterne fra tidligere uddelinger, deriblandt i hvert fald Moses og profeten Elias,⁵ sig også i herlighed og overdrog de forskellige nøgler og magter, som de hver især besad.

Desværre ville disse apostle snart blive dræbt eller på anden måde taget fra jorden, og deres præstedømmenøgler blev taget med dem, hvilket medførte mere end 1.400 års mangel på præstedømme og fravær af guddommelig myndighed blandt menneskets børn. Men en del at det nutidige mirakel og den storslåede historie, vi fejrer i aften, er genkomsten af de samme himmelske budbringere i vore dage og gengivelsen af den samme myndighed til velsignelse for hele menneskeheden.

I maj 1829, mens Joseph Smith oversatte Mormons Bog, stødte han på en henvisning til dåb. Han talte om spørgsmålet med sin skriver, Oliver Cowdery, og de bad indtrængende til Herren om dette. Oliver skrev: »Vores sjæl var hengivet til kraftig bøn – for at vide, hvordan vi kunne modtage dåbens og Helligåndens velsignelser … Vi søgte flittigt efter … det hellige præstedømmes myndighed og magten til at fungere i det samme.«⁶

Som svar på denne »kraftige bøn« kom Johannes Døber og gengav det Aronske Præstedømmes nøgler og magt, som vore unge mænd, der lytter i dag, er blevet givet. Få uger senere vendte Peter, Jakob og Johannes tilbage for at gengive det Melkisedekske Præstedømmes nøgler og magt, deriblandt apostlenes nøgler. Da et tempel var bygget, til hvilket andre himmelske budbringere kunne komme, udfoldede der sig den 3. april 1836 et nutidigt sidestykke til det tidligere Forklarelsens Bjerg, en del af det, som præsident Hinckley engang kaldte »Kirtland-strømmen« af åbenbaringer, i hvilken Frelseren selv og igen Moses, profeten Elias og Elias viste sig i herlighed for profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery og overdrog nøgler og myndighed fra hver deres uddelinger til disse mænd. Besøget afsluttedes med denne vældige erklæring: »Derfor er denne uddelings nøgler overgivet i jeres hænder.«⁷

Det er ikke noget under, at profeten Joseph i vores tros præcise og sigende trosartikler medtog: »Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og håndspålæggelse af sådanne, som har myndighed dertil, for at prædike evangeliet og tjene i dets forordninger.«⁸ At handle med guddommelig myndighed kræver tydeligvis mere end en social kontrakt. Det kan ikke frembringes ved teologisk uddannelse eller fuldmagt fra en menighed. Nej, i Guds bemyndigede arbejde skal der være kraft større end den, der allerede besiddes af folk på kirkebænkene eller på gaderne eller på præsteseminaret – en kendsgerning, som mange oprigtige religiøst søgende vidste og åbent erkendte i generationer op til genoprettelsen.

Det er sandt, at nogle få dengang ikke ønskede, at deres præst hævdede at have særlig myndighed til at udføre sakramenter, men de fleste længtes efter et præstedømme, godkendt af Gud, og var frustrerede med hensyn til, hvor de kunne finde noget sådant.⁹ I den ånd skulle gengivelsen af præstedømmet ved åbenbaring til Joseph Smith have lettet århundreders kvaler for dem, der følte, hvad den berømte Charles Wesley havde modet til at sige. Idet han kirkeligt brød med sin mere berømte bror Johns beslutning om at ordinere uden myndighed, skrev Charles med et smil:

Som svar på dette udfordrende spørgsmål kan vi i den genoprettede Jesu Kristi Kirke følge præstedømmets myndighedslinje, udøvet af den nyeste diakon i menigheden, biskoppen, som præsiderer over ham, og profeten, som præsiderer over os alle. Denne linje går i en ubrudt kæde tilbage til himmelske budbringere, der kom til selveste Guds Søn med denne enestående gave fra himlen.

Og, åh, hvor har vi brug for dets velsignelser – som kirke, som enkeltpersoner og som familier i Kirken. Blot et eksempel.

Jeg talte tidligere om Kirtland-perioden i Kirkens historie. Årene 1836 og 1837 var svære, da den unge kirke stod over for økonomiske, politiske og interne problemer som aldrig før. Midt i denne belastning fik Joseph Smith den bemærkelsesværdige profetiske tilskyndelse til at sende nogle af sine dygtigste mænd (i sidste instans hele De Tolv Apostles Kvorum) udenlands på missioner. Det var et dristigt, inspireret træk, et der i sidste ende ville redde Kirken fra de problemer den dengang stod overfor, men som til at begynde med pålagde de hellige store byrder, pinefuld for dem, der tog af sted og måske endnu mere pinefuldt for dem, der blev hjemme.

Jeg citerer ældste Robert B. Thompson:

»Dagen, hvor ældsterne skulle af sted til England, var oprindet. Jeg [standsede ved] bror [Heber C.] Kimballs hus for at få at vide, hvornår han ville begynde [sin rejse], da jeg regnede med at ledsage ham 3-400 km, for jeg havde til hensigt at virke i Canada en tid.

Da døren stod på klem, gik jeg ind og var forbløffet over det, jeg så. Jeg ville have trukket mig tilbage, da jeg følte, at jeg trængte mig på, men jeg var som naglet til stedet. Faderen udøste sin sjæl til … [Gud i bøn], han der bekymrer sig for spurvene og giver ravnene føde, når de skriger efter det, at han ville sørge for hans hustrus og børns behov i hans fravær. Derefter, som patriarkerne og i kraft af sit embede, lagde han hænderne på deres hoveder, og gav dem en faders velsignelse … og betroede dem i Guds varetægt og beskyttelse, mens han skulle forkynde evangeliet i et fremmed land. Mens han således var optaget [af at give disse velsignelser] overdøvedes hans stemme nærmest af gråden fra dem omkring [ham], som [forsøgte, unge som de var, at være stærke, men havde meget svært ved det]. … Han fortsatte, men hans hjerte var for påvirket til at gøre det regelmæssigt … Han var nødsaget til at stoppe af og til, mens … store tårer trillede ned ad hans kinder, et tegn på, hvad han følte i sit hjerte. Mit hjerte var ikke tappert nok til at lade være,« sagde bror Thompson. »Uagtet mig selv græd jeg og blandede mine tårer med deres. Samtidig følte jeg mig taknemmelig for, at jeg havde haft det privilegium at overvære et sådant skue.«¹¹

Denne scene har udspillet sig på den ene eller den anden måde hundrede, tusinder af gange i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, en frygt, et behov – et råb, en fare, en sygdom, en ulykke, et dødsfald. Jeg har deltaget i sådanne øjeblikke. Jeg har set Guds kraft åbenbare sig i mit hjem og i mit virke. Jeg har set ondt irettesat og elementerne behersket. Jeg ved, hvad det vil sige at flytte problemer så store som bjerge og overvinde forhindringer, der synes lige så svære som at dele Det Røde Hav. Jeg ved, hvad det vil sige, når dødens engel »gå[r] forbi dem«.¹² At have modtaget myndigheden og have udøvet kraften i »det hellige præstedømme efter Guds Søns orden«¹³ er så stor en velsignelse for mig og min familie, som jeg nogensinde kunne drømme om i denne verden. Og at det til syvende og sidst betyder, at præstedømmet med dagligdags ord – er uforligneligt, uendeligt og en konstant kilde til velsignelser.

Med taknemmelighed for sådanne velsignelser stemmer jeg med jer og et kor af de levende og døde i at synge i dette erindringens år, »Priser profeten, som skued’ Jehova!«¹⁴ – og som skuede Adam, Gabriel, Moses og Moroni, profeten Elias, Elias, Peter, Jakob og Johannes, Johannes Døber og mange andre.¹⁵ I sandhed har »Jesus … salvet den herlige seer«.¹⁶ Må vi, unge og gamle, drenge og mænd, fædre og sønner, værdsætte det præstedømme, som blev gengivet gennem ham, præstedømmets nøgler og ordinancer ved hvilke gudsfrygtens kraft kan åbenbare sig, og uden hvilke det ikke kan åbenbare sig.¹⁷ Jeg vidner om gengivelsen af præstedømmet og den sande Guds Kirkes uundværlige »kendetegn«, som det altid har været. I hans navn, hvis præstedømme det er, Herren Jesus Kristus. Amen.