Frugterne af det første syn

For kun seks måneder siden opretholdt I, trofaste medlemmer af Jesu Kristi Kirke, mig som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Den kaldelse kom som en stor overraskelse for mange, men især for mine børnebørn, som sagde: »Men han er vores Opa! Han er en ganske almindelig person. Han legede med os, og han plejede at klippe vores hår!«

Efter oktoberkonferencen talte min hustru og jeg med vore børn i telefonen, og et af vore børnebørn sagde: »Når vi nu var så langt fra dig og ikke kunne være sammen med dig i Salt Lake City, så kunne du i det mindste have vinket til os, da du talte.« Vi har ikke set vore børn eller børnebørn siden, så jeg vinker i dag i håbet om at gøre et barnebarn glad. Jeg vinker også til alle jer dejlige medlemmer, hvis bønner og kærlighed er så vigtig, og som min hustru og jeg påskønner.

Da jeg voksede op i Tyskland, kom jeg i kirke under mange forskellige forhold og omstændigheder – i ydmyge baglokaler, i imponerende villaer og i meget moderne, funktionelle kirkebygninger. Alle disse bygninger havde en vigtig ting til fælles: Guds ånd var til stede, Frelserens kærlighed var mærkbar, når vi samledes som en gren eller menighed.

Kirkebygningen i Zwickau havde et gammelt blæseorgel. Hver søndag blev en ung mand udpeget til at trække op og ned i det kraftige håndtag på blæsebælgen, så orglet kunne spille. Selv før jeg fik Det Aronske Præstedømme, fik jeg af og til det store privilegium at hjælpe med denne vigtige opgave.

Mens forsamlingen sang vore elskede salmer om genoprettelsen, pumpede jeg af hele min styrke, så orglet havde luft nok. Organistens øjne viste utvetydigt, om jeg gjorde det godt nok, eller om jeg skulle pumpe hurtigere. Jeg følte mig altid beæret over vigtigheden af denne opgave og den tillid, som organisten viste mig. Det var en dejlig følelse af have udført noget, at have et ansvar og være en del af dette store værk.

Der var yderligere en fordel ved denne opgave, den, der betjente blæsebælgen sad på et sæde med en dejlig udsigt til et glasmaleri, som forskønnede den forreste del af kirkesalen. Glasmaleriet forestillede det første syn, med Joseph Smith knælende i den hellige lund med blikket rettet mod himlen og mod en søjle af lys.

Når forsamlingen sang, ja, selv under talerne og vidnesbyrdene, som medlemmerne gav, så jeg ofte på denne afbildning af et meget helligt øjeblik i verdenshistorien. For mit indre så jeg Joseph modtage kundskab, vidnesbyrd og guddommelig instruktion, eftersom han blev et velsignet redskab i vor himmelske Faders hånd.

Jeg følte en særlig ånd, når jeg så på vinduet med det smukke billede af en troende ung mand i en hellig lund, som traf en modig beslutning om at bede oprigtigt til vor himmelske Fader, som lyttede og kærligt besvarede ham.

Her var jeg, en ung mand i efterkrigstidens Tyskland, der boede i en by i ruiner tusinder af kilometer fra Palmyra i Nordamerika og mere end et hundrede år, efter at begivenheden fandt sted. Ved Helligåndens universelle magt følte jeg i mit hjerte og sind, at det var sandt, at Joseph Smith så Gud og Jesus Kristus og hørte deres stemmer. Guds ånd beroligede min sjæl i denne unge alder med en vished om virkeligheden af dette hellige øjeblik, som resulterede i påbegyndelsen af en verdensomspændende bevægelse, som var bestemt til at »rulle frem, til den opfylder hele jorden« (L&P 65:2). Jeg troede dengang på Joseph Smiths vidnesbyrd om den herlige oplevelse i den hellige lund, og jeg ved det nu. Gud har talt til menneskeheden igen!

Når jeg ser tilbage, er jeg taknemmelig for alle de venner, som i min ungdom hjalp mig med at få et vidnesbyrd om Jesu Kristi genoprettede kirke. I begyndelsen udviste jeg tro på deres vidnesbyrd, og siden modtog jeg Helligåndens guddommelige vidnesbyrd i mit sind og i mit hjerte. Jeg regner Joseph Smith blandt dem, hvis vidnesbyrd hjalp mig med at udvikle mit eget vidnesbyrd om Frelseren. Før jeg anerkendte Helligåndens belærende vidnesbyrd til mig om, at Joseph Smith var Guds profet, følte jeg i mit unge hjerte, at han var Guds ven og derfor helt naturligt også min ven. Jeg vidste, at jeg kunne stole på Joseph Smith.

Skrifterne belærer os om, at Åndens gaver bliver givet til dem, som beder til Gud, som elsker ham og holder hans befalinger (L&P 46:9). »Thi alle har ikke fået hver gave; for der er mange gaver, og enhver har fået en gave gennem Guds ånd.

Nogle har fået en gave og andre en anden, så alle kan få gavn deraf« (L&P 46:11-12).

Jeg ved i dag, at mit tidlige vidnesbyrd nød stor gavn af Joseph Smiths vidnesbyrd og mange venner i kirken, som det »gennem den Helligånd [var] givet at vide, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synders skyld« (L&P 46:13). Deres gode eksempel, omsorgsfulde kærlighed og hjælpende hænder velsignede mig med at modtage en anden af Åndens særlige gaver, som er beskrevet i skriften, eftersom jeg higede efter større lys og sandhed: »Andre gives det at tro på deres ord, så de også kunne få det evige liv, dersom de forbliver trofaste« (L&P 46:14). Hvilken vidunderlig og herlig gave det er!

Når vi oprigtigt ydmyger os, vil vi blive velsignet med den gave at have »håb om det, der ikke ses, men som er sandt« (se Alma 32:21). Når vi øver os på de ord, som skriften og de levende profeter giver os – selvom vi kun har et ønske om at tro, og ikke sætter os op imod Herrens ånd – vil vores sjæl blive forstørret, og vores forståelse blive oplyst (se Alma 32:26-28).

Frelseren selv forklarede tydeligt dette nåderige princip for hele verden i sin store forbøn ikke alene for apostlene, men for alle de hellige – ja, endog for os i dag uanset, hvor vi bor. Han sagde:

»Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,

at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig« (Joh 17:20-21; fremhævelse tilføjet).

Det er således, at Joseph Smiths første syn velsigner os som personer, som familier og i sidste instans som menneskehed – vi kommer til tro på Jesus Kristus ved profeten Joseph Smiths vidnesbyrd. Profeter og apostle har gennem menneskehedens historie haft guddommelige tilkendegivelser, som svarer til Josephs. Moses så Gud ansigt til ansigt og lærte, at han var Guds søn »i [den] Enbårnes lignelse« (se Moses 1:1-6). Apostlen Paulus vidnede om, at den opstandne Kristus viste sig for ham på vejen mod Damaskus og gjorde Paulus til en af sine store missionærer (se ApG 26:9-23). Da den magtfulde kong Agrippa hørte Paulus vidne om sit himmelske syn under retssagen i Cæsarea, indrømmede Agrippa: »Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen« (ApG 26:28).

Og der var mange andre tidligere profeter, som også bar kraftfulde vidnesbyrd om Kristus. Alle disse tilkendegivelser, gamle og nye, leder dem, som tror, til den guddommelige kilde af retfærdighed og håb – til Gud, vor himmelske Fader og til hans Søn, Jesus Kristus.

Gud talte til Joseph Smith med det formål at velsigne alle Guds børn med sin nåde og kærlighed, selv i tider med usikkerhed og utryghed, med krige og rygter om krige, med naturkatastrofer og menneskelige tragedier. Frelseren sagde: »Se, min barmhjertigheds arm er udrakt imod jer, og hver den, der vil komme, ham vil jeg modtage« (3 Nephi 9:14). Og alle, der tager imod den invitation, vil blive »ført … ind til [hans] evige lys, ja, til evig salighed« (Alma 26:15).

Ved vores tro på profeten Joseph Smiths personlige vidnesbyrd og virkeligheden af det første syn, samt ved studium og inderlig bøn, kan vi blive velsignet med en fast tro på verdens Frelser, som talte til Joseph på »en herlig, klar morgen, tidligt om foråret 1820« (JS-H 1:14).

Tro på Jesus Kristus og et vidnesbyrd om ham og hans evige forsoning er ikke blot en læresætning med stor teologisk værdi. En sådan tro er en universel gave – herlig for alle kulturer på denne jord uafhængig af sprog, race, farve, nationalitet eller socioøkonomiske omstændigheder. Fornuftens kraft kan bruges til at forstå denne gave, men de, som mærker dens indflydelse stærkest, er dem, der er villige til at acceptere de velsignelser, som kommer fra en ren livsførelse ved at følge stien for oprigtig omvendelse og ved at efterleve Guds befalinger.

Mit hjerte fyldes med taknemmelighed for profeten Joseph Smith, når vi erindrer og ærer ham. Han var en god, ærlig, ydmyg, intelligent og modig ung mand med et hjerte af guld og en urokkelig tro på Gud. Han var retskaffen. Som svar på hans ydmyge bøn åbnede himlene sig atter. Joseph Smith havde virkelig set et syn. Han vidste det, og han vidste, at Gud vidste det, og han kunne ikke fornægte det (se JS-H 1:25).

Ved hans indsats og offer har jeg nu en dyb forståelse af vor himmelske Fader og hans Søn, vor Forløser og Frelser, Jesus Kristus, og jeg kan føle Helligåndens kraft og kender til vor himmelske Faders plan for os, hans børn. For mig er dette i sandhed frugterne af det første syn.

Jeg er taknemmelig for tidligt i mit liv at være velsignet med en enkel tro på, at Joseph Smith var Guds profet, at han så Gud og hans Søn, Jesus Kristus, i et syn. Han oversatte Mormons Bog ved Guds gave og kraft. Det vidnesbyrd er blevet bekræftet for mig igen og igen.

Som en af de mindste blandt jer, men i mit kald som en af Jesu Kristi apostle, vidner jeg om, at han virkelig lever, at han er Messias. Jeg har et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus – menneskehedens Frelser og Forløser. Jeg modtog denne viden ved Guds Ånds ubeskrivelige fred og magt. Mit hjertes og sinds attrå er at være ren og trofast i at tjene ham nu og for evigt.

Om dette vidner jeg i Jesu Kristi navn. Amen.