Gode tidender fra Cumorah

Da jeg besøgte Joseph Smiths genopførte, lille og ydmyge bjælkehytte, følte jeg, at jeg stod på et helligt sted. Jeg var på det sted, hvor englen Moroni første gang viste sig for Joseph Smith for at indvarsle dette store og vidunderlige værk, genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium. Mens jeg har tænkt på, hvordan disse to store profeters tilværelse har været sammenflettet – Moroni, den sidste profet i sin tid, og Joseph, den første profet i vores uddeling – har jeg fundet mange »ligheder«. Idet jeg bærer vidnesbyrd om dette store og forunderlige værk, så lad mig fortælle jer om nogle af disse »ligheder«.

Da Joseph første gang så Moroni, var han kun 17, den samme alder som mange af jer unge piger. Vi kender det præcise tidspunkt og sted. Det var om natten den 21. september 1823, i et soveværelse ovenpå, mens fem af hans brødre sov. Joseph bad om, at han »kunne vide, hvorledes [hans] stilling og [hans] forhold var til [Gud]« (JS-H 1:29). Joseph følte sig utilstrækkelig og uværdig over for Gud. Han sagde, at han ikke havde været »skyldig i store og grove synder«, men havde begået »tåbelige fejlgreb, der viste ungdommens svaghed« (JS-H 1:28), så han bad for at blive beroliget. Jeg kan forholde mig til den unge Josephs følelser, som jeg ved, at mange af jer kan. Hvor ofte har hver enkelt af os ikke knælet ned med sådanne følelser af utilstrækkelighed og behov for guddommelig bekræftelse?

Som et svar på Josephs angergivne og trofaste bøn viste Moroni, et himmelsk sendebud, sig for ham. Joseph skrev: »Han kaldte mig ved navn og sagde … at Gud havde et værk for mig at udføre« (JS-H 1:33). Joseph undrede sig »meget over det, som var blevet fortalt [ham] af dette usædvanlige sendebud« (JS-H 1:44).

Vi kan også modtage åndelig bekræftelse som svar på vores bønner. Vi kan modtage et vidnesbyrd om, at vores Fader i himlen kender os ved navn, og at han har en jordisk mission, som hver af os skal opfylde.

Englen Moroni viste sig den aften to gange mere for Joseph, og så igen på marken og på bakkeskråningen den følgende dag, og derpå hvert år de næste fire år på, hvad vi nu kalder, Cumorah-højen. Den første dag gentog Moroni det samme budskab igen og igen. Kan I sammenligne det med noget, som I har oplevet? Mine børn driller mig nogle gange med, at jeg fortæller dem det samme igen og igen. Vær ikke for hårde mod jeres forældre og ledere, når vi gentager os selv. Herren lod Moroni undervise en ung profet ved gentagelse. Gentagelse lader evangeliske principper rodfæste sig i vores tanker og hjerte.

Med disse regelmæssige besøg fra englen udviklede der sig et vidunder- ligt bånd mellem den fordums profet, der forseglede pladerne, og den nutids profet, der var udvalgt til atter at bringe dem frem i lyset. Jeg tror også, at vi i vores hjerte skal nære en kærlighed til profeterne, både fordums og nutids. Hvor er det passende, at en statue, der forestiller englen Moroni, er øverst på de fleste af vore nutids templer. Disse tjener som en påmindelse om, at Moroni er »en hellig engel, der for med budskab fra Gud selv til faldne slægt på jord« (Salmer og sange, nr. 6), som vores kor vil synge om i aften.

Joseph Smith lærte så meget af Moroni. I den bjælkehyttes sikkerhed og hellighed, hvor Moroni viste sig, fortalte Joseph meget af det, som han havde lært, med sin modtagelige familie. Hans mor sagde:

»Fra den tid af blev Joseph ved med at modtage instrukser fra Herren, og vi blev ved med at samle børnene hver eneste aften for at lytte, mens han fortalte os om det … Jeg vil antage, at vores familie på den måde tog sig anderledes ud end nogen anden familie på denne jord – alle sad i en rundkreds … og lyttede opmærksom til en dreng på 18 år« (The Revised and Enhanced History of Joseph Smith by His Mother, redigeret af Scot Facer Proctor og Maurine Jensen Proctor, 1996, s. 111).

Som et resultat af disse daglige familieaftener, fortalte Lucy Mack Smith, at dette var en tid med kærlighed, lykke og fred i deres hjem. Joseph var et godt eksempel for os på, hvordan man kan styrke hjem og familie. Han holdt ikke sit vidnesbyrd og sine åndelige oplevelser for sig selv, men delte dem ofte med sine forældre og søskende. Vi kan gøre det samme i vores hjem.

Familien Smith havde brug for at stå sammen, fordi forfølgelserne udefra mod Joseph og familien var vedvarende. Måske var det Moronis lærdomme og eksempel, der hjalp profeten Joseph med at lære, hvordan man står som et vidne i en ugudelig verden. Moroni levede i en sådan verden, som han forudså ville eksistere i nutiden – »en dag, da der vil findes … mord og røveri, løgn og bedrageri, hor og vederstyggeligheder af enhver art« (Mormon 8:31).

Moroni kendte også selv til ensomhed og modløshed. Efter det store og forfærdelige slag mellem nephiterne og lamaniterne, hvor hele hans folk var blevet slået ihjel, sørger han: »Jeg er alene tilbage. Min fader er faldet i slaget sammen med alle mine slægtninge, og jeg har ingen venner og har ingen steder at gå hen; og hvor længe Herren vil lade mig leve, ved jeg ikke« (Moroni 8:5). Kan du fornemme Moronis ensomhed og modløshed?

Jeg ved, at mange af os til tider også føler, at vi er alene og uden venner i en ugudelig verden. Mange af os føler, at vi ikke har nogen »steder at gå hen«, når vi står over for vore prøvelser. Men I og jeg kan ikke blot overleve, men sejre, som Moroni gjorde, i vore bestræbelser på at stå for sandhed i svære tider. Hvad gjorde han, da han ensom stod i en fjendtlig verden? Han var lydig mod sin fars anvisninger og færdiggjorde optegnelsen på guldpladerne. Han lærte profeternes optegnelser at kende. Men mest af alt kæmpede han sig vej ud af sin modløshed ved at holde fast i Herrens løfter for fremtiden. Han holdt fast i de pagter, som Gud havde indgået med Israels hus for at velsigne dem for evigt.

Moroni udøvede tro på fremtidige generationers lovede velsignelser. Ældste Jeffrey R. Holland forklarede, at de fordums profeters, inklusiv Moronis, begejstrede forventning skyldes, at de havde set vor tid i syner. De så stærke, pagtsholdende, unge mennesker, ligesom jer, som ville udføre Herrens værk i denne sidste uddeling. Ældste Holland sagde: »De fordums ledere, kunne blive ved med at stræbe fremad … ikke fordi de vidste, at det ville lykkes for dem, men fordi de vidste, at det ville lykkes for jer … en pragtfuld forsamling af unge [piger] som jer … i en urokkelig bestræbelse på at se evangeliet vinde og sejre« (»Terror, triumf og bryllupsfest«, CES foredrag, 12. sep. 2004, se www.ldsces.org). Vi har det store ansvar for at opfylde Moronis »glædestrålende forventning«.

Vi, der tilhører Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er bundet til Herren af pagter. Han har sagt: »Jeg [vil] … ikke glemme dig … i mine hænder har jeg tegnet dig« (Es 49:15-16; se også 1 Nephi 21:15-16).

Pagternes kraft til at binde og styrke vores liv blev for nyligt meget virkelig for mig, da vores nære venner oplevede et tragisk tab i deres familie. Da Catherine og Kimball Herrod og deres fire børn i alderen ni måneder til syv år, kørte hjem fra en familiemiddag hos bedsteforældrene, rev et dobbelthjul på en meget stor lastbil på den modsatte side af motorvejen sig pludselig løs og fløj hen over midterrabatten og ramte førersiden på familiens bil. Kimball, føreren, ægtemanden og faderen var alvorligt såret og bevidstløs. Catherine fik på en eller anden måde kørt bilen ud i nødsporet og fik fat på hjælp. Mens hun så ambulancefolkene arbejde på hendes mand og to ældste børn, sad hun i en politibil med sine to mindste børn på skødet og bad højt: »Himmelske Fader, vi ved, at du har magt til at helbrede Kimball, hvis det er din vilje, men hvis det ikke er, så har vi tro på, at du på en eller anden måde vil støtte os igennem dette.« Kimball blev fløjet til hospitalet, men han nåede ikke frem i live.

Da børnene var blevet behandlet for deres sår, skrammer og andre mindre skader, udskrevet fra hospitalet og lå hjemme i deres seng, vendte Catherine tilbage til hospitalet for her på jorden at sige et sidste farvel til sin mand. Hvor svært det end var, så sagde hun til sine forældre, der var sammen med hende: »Jeg ved, at Kimball og jeg er beseglet på grund af vores tempelpagter, og vi vil være sammen igen en dag.« I den mest forfærdelige prøvelse for en ung mor blev hun støttet af sine pagter.

Ved begravelsen blev vi mindet om pagters kraft til at støtte os i tider med fortvivlelse og sorg. Da forsamlingen sang afslutningssalmen, kunne vi tydeligt høre Taylor, den 5-årige søn, der højt sang med på »Vores familie kan være sammen for evigt« (Salmer og sange, nr. 194). Det var vidunderligt for forsamlingen at vide, at et barn var blevet belært om beseglingspagterne, der vil binde ham til hans far og mor.

Vi blev også belært om pagters kraft i en tale, som Catherines far holdt. Han citerede et skriftsted fra den dyrebare optegnelse, som Moroni havde forseglet, og som blev bragt frem af profeten Joseph, for at minde os om, at evangeliet lover os en klippe, ikke en paraply, i stormene og hvirvelvindene:

»Ihukom, ihukom, at det er på vor Forløsers klippe, på Kristus, Guds søn, I må bygge jeres grundvold, så at når djævelen sender sine mægtige vinde … at det da ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens … afgrund på grund af klippen, som I er bygget på, hvilken er en sikker grundvold« (Helaman 5:12).

Den indre styrke, som familien udviste, kommer fra kundskaben om, at de for evigt er knyttet til hinanden som en familie, og de er knyttet til vor himmelske Fader og kan ikke adskilles fra ham.

Ligesom Moroni, Joseph Smith og Catherine og Kimball, kan vi også sejrrige stå på den anden side af prøvelser, ugudelighed og forfølgelser. Præstedømmets pagter binder os for evigt til vor jordiske og himmelske familier og beriger os med retfærdighed og kraft.

Hvor er jeg taknemmelig for at leve i denne storslåede og vidunderlige tid, hvor evangeliet er blevet genoprettet! Jeg bærer mit vidnesbyrd om og taknemmelighed for de to store profeter, Moroni og Joseph Smith, der mødtes i det soveværelse, og derefter arbejdede sammen for at frembringe Mormons Bog. Lad mig afslutte ved at gentage profeten Josephs glade udbrud om det gengivne evangelium:

»Hvad hører vi nu i det evangelium, som vi har modtaget? En glædens røst! …

Gode tidender fra Cumorah! Moroni, en engel fra himlen, forkynder profetiernes opfyldelse – fremkomsten af en bog …

Brødre [og søstre], skal vi ikke gå fremad for denne store sag? … Lad jeres hjerter fryde sig og være glade …

Lad os derfor som en kirke, som et folk … bære et offer for Herren i retfærdighed« (L&P 128:19, 20, 22, 24).

Jeg ved, at dette er Jesu Kristi Kirke. Må hver af os lade evangeliet bundfælde sig dybt i vores sjæl, så vi elsker og tjener Gud med vores ganske hjerte. I Jesu Kristi navn. Amen.