Hjerter knyttet sammen

Mit budskab er henvendt til dem, som er omvendt til Kirken. Flere end halvdelen af Kirkens medlemmer i dag, har valgt at blive døbt efter deres ottende år. Så I er ikke en undtagelse i Kirken. Jeg ønsker at fortælle jer, hvor meget Herren elsker jer og stoler på jer. Og endnu mere ønsker jeg at fortælle, hvor meget han regner med jer.

I følte, i det mindste i nogen udstrækning, hans kærlighed, da I blev døbt. For år tilbage førte jeg en ung mand på 20 år i dåbens vande. Min kammerat og jeg havde undervist ham i evangeliet. Han var den første i sin familie, der hørte budskabet om det genoprettede evangelium. Han bad om at blive døbt. Åndens vidnesbyrd havde givet ham ønsket om at følge Frelserens eksempel, han, som blev døbt af Johannes Døber, selvom han var uden synd.

Da jeg hjalp denne unge mand op af dåbens vande, overraskede han mig ved slå sine arme om min hals, og med tårer løbende ned ad ansigtet hviskede han i mit øre: »Jeg er ren, jeg er ren.« Den samme unge mand sagde til mig, efter at vi havde lagt vore hænder på hans hoved og overdraget ham Helligånden med Det Melkisedekske Præstedømme myndighed: »Da du udtalte de ord, følte jeg noget, der ligesom en ild løb fra min isse og hele vejen gennem min krop til mine fødder.«

Jeres oplevelse har været unik for jer, men I har følt storheden i den velsignelse I fik. Siden har I følt virkeligheden af de løfter, som er givet til jer, og de løfter som I har givet. I har mærket den renselse, som kom med dåben pga. Jesu Kristi forsoning. Og I har mærket forandringen i hjertet, da Helligånden blev jeres følgesvend. Jeres ønsker er begyndt at ændre sig.

Når nogen fortæller mig, at han eller hun er omvendt til Kirken, spørger jeg: »Er der andre i din familie, som har accepteret evangeliet?« Når svaret er ja, følger der en spændende beskrivelse af et lykkeligt mirakel i forældres, søskendes eller bedsteforældres liv. Der er glæde i at vide, at nogen i hans eller hendes familie deler velsignelsen og glæden. Når svaret er: »Nej, indtil videre er jeg det eneste medlem,« taler han eller hun næsten altid om deres forældre og siger noget i retning af: »Nej, ikke endnu. Men jeg prøver stadig.« Og man ved bare ud fra deres stemme, at den nyomvendte aldrig vil holde op med at prøve, aldrig.

Herren vidste, at I ville have sådanne følelser, da han tillod jer at modtage de pagter, som velsigner jer. Han vidste, at I ville føle et stærkt ønske om at dele de velsignelser, der kommer fra Kirken, med jeres familie. Han vidste, hvordan dette ønske ville vokse endnu mere, når I kom til kundskab om den glæde, der er i de løfter, han giver os i de hellige templer. De, der kvalificerer sig, lader han indgå pagter med sig. Vi lover at adlyde hans befalinger. Og han lover os, at vi kan leve med ham i herlighed med vores familie for evigt i den kommende verden, dersom vi er trofaste.

I sin inderlige kærlighed vidste han, at I ville have et ønske om at blive bundet til jeres forældre og deres forældre for evigt. I har måske, som jeg, haft en bedstefar, som altid syntes at sætte pris på mine besøg. Jeg troede, at jeg var hans foretrukne barnebarn, indtil mine fætre og kusiner fortalte mig, at de havde det på samme måde. Han er væk nu. Alle mine bedsteforældre og deres forfædre er døde. Mange af jeres forfædre døde uden nogensinde at få muligheden for at acceptere evangeliet og modtage de velsignelser og løfter, som I har modtaget. Herren er retfærdig og han er kærlig. Så han har beredt en vej for os til at få opfyldt vores hjertes ønske om at give vores forfædre alle de velsignelser, han har givet os.

Den plan, som gør det muligt, har været på plads fra begyndelsen. For længe siden afgav Herren løfter til sine børn. Den sidste bog i Det Gamle Testamente er profeten Malakias’ Bog. Og de sidste ord er et dejligt løfte og en streng formaning:

»Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.

Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.«¹

Nogle er disse ord er det altafgørende at forstå. Herrens store og frygtelige dag er verdens ende. Jahve, Messias, vil komme i herlighed. De onde vil alle blive tilintetgjort. Vi lever i de sidste dage. Tiden til at gøre det, vi har lovet, kunne udløbe for os.

Det er vigtigt at vide, hvorfor Herren har lovet at sende profeten Elias. Elias var en stor profet, som havde fået stor myndighed af Gud. Han besad den største myndighed, Gud kan give sine børn, han havde beseglingsmagten, magten til at det, der bindes på jorden, er bundet i himlen. Gud gav den til apostlen Peter. Og Herren holdt sit løfte om sende profeten Elias. Profeten Elias besøgte profeten Joseph Smith den 3. april, 1836, lige efter indvielsen af templet i Kirtland, det første tempel, som blev opført efter genoprettelsen af evangeliet. Joseph beskrev det hellige øjeblik:

»[Der] åbnede … sig for os et andet stort og herligt syn, thi Elias, profeten, som blev optaget til himlen uden at smage døden, stod foran os og sagde:

Se, tiden er tilfulde kommet, om hvilken der blev talt gennem Malakias’ mund, vidnende, at han (Elias) skulle blive sendt, før Herrens store og frygtelige dag kommer,

for at vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes til fædrene, at han ikke skal komme og slå hele jorden med band.

Derfor er denne uddelings nøgler overgivet i jeres hænder, og herigennem kan I vide, at Herrens store og frygtelige dag er nær, ja, står for døren.«²

Da I kom ind i Kirken, følte I jeres hjerte blive vendt til jeres familie, både dem, der lever her og dem, som er i åndeverdenen. Herren har også givet et andet syn, der kan hjælpe jer med at vide, hvad I skal gøre med disse følelser.

Efter Joseph Smith, kaldte Herren andre profeter til at lede sin kirke. En af dem var Joseph F. Smith. Han havde et syn om det, der skete i åndeverdenen, da Frelseren kom dertil i tiden mellem hans død og opstandelse.³ Præsident Smith så glæden hos ånderne, da de fik at vide, at Frelseren havde løst dødens bånd, og at de på grund af hans forsoning ville blive forløst. Og han så Frelseren udpege sine tjenere blandt ånderne til at forkynde hans evangelium til alle ånder, og give dem muligheden for at vælge de pagter og velsignelser, som er givet til jer, og som I ønsker for jeres forfædre. Alle skal have den mulighed.

Præsident Smith så også de ledere, som Frelseren kaldte til at bringe evangeliet ud til vor himmelske Faders børn i åndeverdenen. Han gav navnene på nogle af dem Adam, Eva, Noa, Abraham, Ezekiel, Elias, profeter, som vi kender fra Mormons Bog, og nogle fra de sidste dage deriblandt Joseph Smith, Brigham Young, John Taylor og Wilford Woodruff. Forestil jer den myndighed disse missionærer havde til at undervise i evangeliet og berøre jeres forfædres hjerte. Det er ikke overraskende, at Wilford Woodruff, mens han levede sagde, at han troede, at det kun var få, om nogen overhovedet af de sidste dages helliges forfædre i åndeverdenen, som ville vælge at forkaste frelsens budskab, når de hørte det.⁴

Mange af jeres afdøde forfædre har modtaget et vidnesbyrd om, at missionærernes budskab er sandt. Da I modtog det vidnesbyrd, kunne I bede missionærerne om dåb. Men det kan de ikke i åndeverdenen. De ordinancer, som I påskønner, tilbydes kun her på jorden. Nogen i denne verden er nødt til at tage til et helligt tempel, og indgå pagter på vegne af en person i åndeverdenen. Det er derfor, vi er forpligtede til at finde navnene på vore forfædre og sikre, at de af os bliver tilbudt det, som de ikke kan modtage dér uden vores hjælp.

At vide det, vender ikke alene mit hjerte til mine forfædre, men også til de missionærer, som underviser dem. Jeg vil møde de missionærer i åndeverdenen, og det vil I også. Tænk på en trofast missionær, som står med dem, han har elsket og undervist, som er dine forfædre. Forestil jer smilet på missionærens ansigt, når du går hen til ham og dine forfædre, som han har omvendt, men ikke kunne døbe eller få beseglet til familien, indtil I kom til undsætning. Jeg kender ikke til etiketten på et sådant sted, men jeg forestiller mig arme, som lægges om halsen på jer og tårer af taknemmelighed.

Dersom I kan forestille jer smilet hos missionæren og jeres forfædre, forestil jer så Frelseren, når I møder ham. I skal have den samtale. Han betalte prisen for jeres og alle vor himmelske Faders åndelige børns synder. Han er Jahve. Han sendte profeten Elias. Han overdrog præstedømmets magt til at besegle og velsigne på grund af fuldkommen kærlighed. Og han stolede på jer, ved at lade jer høre evangeliet, mens I lever, og giver jer denne mulighed for at acceptere forpligtelsen til at tilbyde det til jeres forfædre, som ikke fik denne uvurderlige mulighed. Tænk på hans taknemmelighed over for dem, som betaler prisen i handling og tro for at finde navnene på deres forfædre, og som elsker dem og ham nok til at tilbyde dem evigt liv med familien, den største af alle Guds gaver. Han tilbød dem et uendeligt offer. Han elsker og påskønner dem, som betaler den nødvendige pris, for at deres forfædre kan vælge hans tilbud om evigt liv.

Eftersom jeres hjerte allerede er vendt, synes prisen måske ikke så høj. I begynder med at gøre de enkle ting. Skriv det ned, som I allerede ved om jeres slægt. I har brug for at nedskrive navne på forældre og deres forældre med datoerne for deres fødsel, død eller ægteskab. Når I kan gøre det, vil I også ønske at nedskrive stederne. Noget af dette ved I allerede. Men I kan også spørge slægtninge. De har måske endda fødsels-, døds- eller vielsesattester. Tag kopier og sæt dem i orden. Når I hører beretninger om deres liv, så skriv det ned og gem det. I samler ikke kun navne. De, som I aldrig mødte her i livet, bliver jeres venner, som I elsker. Jeres hjerte vil blive knyttet til deres for evigt.

I kan begynde med at søge i de seneste generationer og gå tilbage i tid. Derved vil I finde mange forfædre, som har brug for jeres hjælp. Nogen i jeres egen menighed i Kirken er kaldet til at hjælpe jer med at forberede disse navne til templet. Der kan de tilbydes de pagter, som vil udfri dem fra deres åndelige fængsler, og binde dem til familien – jeres familie – for evigt.

Jeres muligheder, og de forpligtelser de giver, er bemærkelsesværdige i hele verdens historie. Der er flere templer på jorden, end der nogensinde har været. Flere mennesker over hele jorden har følt profeten Elias’ ånd bevæge dem til at optegne identiteten af og fakta om deres forfædres liv. Der er flere ressourcer til rådighed for at søge jeres forfædre, end der tidligere har været i verdens historie. Herren har udøst viden om, hvordan man gør sådan information tilgængelig over hele verden ved hjælp af teknologi, som for bare få år siden syntes som et mirakel.

Med sådanne muligheder følger der større forpligtelse til at bevare vor tillid til Herren. Af enhver, som har fået meget, skal der kræves meget.⁵ Efter at I finder de første generationer, bliver vejen vanskeligere. Prisen bliver højere. Når I går tilbage i tiden, bliver optegnelserne mere sparsomme. Når andre i jeres familie søger efter deres forfædre, vil I opdage, at den slægtning, I finder, allerede har fået tilbudt templets fulde velsignelser. Så får I et svært og vigtigt valg at træffe. I vil blive fristet til at holde inde og overlade det hårde arbejde med at lede til nogen, som ved mere, eller lade det ligge til et senere tidspunkt i jeres liv. Men I vil også føle, at det trækker i jer for at gå videre med arbejdet, hvor hårdt det end måtte være.

Når I bestemmer jer, så husk på, at de navne, som er svære at finde, er virkelige personer, hvem I skylder jeres liv på jorden, og som I vil møde igen i åndeverdenen. Da I blev døbt, så jeres forfædre ned til jer med håb. Efter måske at have ventet i århundreder glædede de sig over at se en af deres efterkommere indgå en pagt om at finde dem og tilbyde dem forløsning. Når I mødes, vil I i deres øjne se enten taknemmelighed eller forfærdelig skuffelse. Deres hjerte er knyttet til jeres. Deres håb er i jeres hænder. I vil have mere end jeres egen styrke, når I vælger at arbejde for at finde dem.

For nogle nætter siden havde jeg en drøm. Jeg så et hvidt stykke papir med et navn på, som jeg ikke kendte, og en dato, som jeg kun delvist kunne læse. Jeg stod op og gik hen til mine familieoptegnelser. Det sidste navn på papiret var fra en slægtslinje, som kom ind i min mors slægt for 300 år siden på et sted, som kaldtes Eaton Bray. Der er en, som længes efter en lang tids venten. Jeg har stadig ikke fundet den person. Men jeg er endnu en gang blevet forsikret om, at en kærlig Gud sender hjælp som svar på bøn i dette hellige arbejde med at forløse vore familier, hvilket er hans gerning og herlighed, og til hvilket vi har forpligtet vores hjerte. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.