Kender vi nogen større gave: Kristuslignende venner

For få uger siden deltog min mand og jeg i en tempelsession. Da vi trådte ind, blev vi hilst af en tempeltjener, en kær ven fra vores menighed. Den hilsen indledte en bemærkelsesværdig oplevelse for os. Vi mødte og blev betjent af flere mennesker vi kendte end normalt, venner fra menigheder, vi tidligere har tilhørt, venner fra lokalsamfundet og mænd og kvinder, som vi havde tjent med i forskellige kaldelser. Den sidste person jeg traf, var en ung kvinde, som jeg ikke genkendte. Hun var yndig, og da hun begyndte at tale, huskede jeg straks: Robin, en af de unge piger i laurbærpigeklassen, da jeg første gang var præsidentinde for Unge Piger. Da vi talte og udvekslede minder og livserfaringer, fortalte hun, hvor meget den tid havde betydet for hende. Jeg havde det på samme måde.

Jeg forlod templet bevæget over den megen venlighed og bevidst om, hvor vigtige venner er og har været for mig livet igennem. Herren har rørt min ånd igen og igen og ofte mere end det, han har gjort det gennem en ven.

I denne måned er det 38 år siden, at Dean og jeg som nygifte tog til New Mexico for at besøge mine forældre. Mens vi var der, tog min far os en dag med på en tur i bjergene i den nordlige del af staten. Om eftermiddagen fandt vi en bil, som var havnet i grøftekanten med et fladt dæk. Føreren fortalte min far, at hans reservehjul også var fladt, og at han havde brug for at køre med ind til den nærmeste by for at få dækket lavet. Min far, som så mandens familie i bilen, sagde til ham: »Du vil aldrig kunne nå frem og tilbage fra byen, før det bliver mørkt. Men hør, du bruger samme hjulstørrelse som mig. Tag mit reservehjul og giv mig det tilbage, næste gang du kommer til Albuquerque.«

Den fremmede blev overvældet af dette og sagde: »Men du kender mig jo ikke engang.«

Typisk for min far, svarede han: »Du er en ærlig mand, er du ikke? Du giver mig hjulet tilbage.«

Få uger senere spurgte jeg min far om reservehjulet. Han fortalte mig, at det var kommet tilbage.

Min far, som snart nærmer sig de 90, lever stadig på samme måde. De fleste mennesker på hans alder får maden bragt ud, men min far bringer mad ud til de »ældre«. Han sidder ofte ved sengen hos en syg eller døende ven. Han tager ud med sin kædesav for at hjælpe Rotary-klubben med deres årlige oprydningsprojekt. Når jeg tænker på min fars liv og handlinger, mindes jeg præsident Boyd K. Packers tanke: Han »er aktiv i evangeliet« (»De gyldne år«, Liahona, maj 2003, s. 82). Hans liv berører, som salmen siger, andres liv og ved berøringen bliver alle velsignede (se »Each Life That Touches Ours for Good«, Hymns, nr. 293). Min far har forstand på venskab.

Som hjælpeforeningspræsidentskab hører vi af og til kvinder sige, at de ikke kan mærke Herrens kærlighed. Men de ville måske mærke mere til hans kærlighed, hvis de så efter hans hånd i de ting, som dem, der holder af dem, gør. Det kan være et medlem af deres gren eller menighed, en nabo eller endda en fremmed, som beriger dem og tydeliggør Kristi kærlighed. Ældste Henry B. Eyring lærte os: »I er kaldet til at repræsentere Frelseren. Når I vidner, bliver jeres røst hans røst. Når I løfter, bliver jeres hænder hans hænder« (»Lev op til din kaldelse«, Liahona, nov. 2002, s. 76). Hvis vi kan løfte andre i Kristi navn, kan vi bestemt også selv blive løftet.

En hjemmelærer, jeg kender, besøgte trofast en ældre enke hver måned. Mere end bare at besøge hende ordnede han hver vinter denne søsters aircondition-anlæg og kontrollerede filtret på hendes fyr. Var det Guds kærlighed eller hjemmelærerens kærlighed? Svaret er selvfølgelig begge dele.

Jeg har været velsignet hele mit liv med kristuslignende venner, lige fra min ungdoms venner til de mange mennesker, som har velsignet min familie i alle de menigheder, vi har tilhørt. Deres tro og engagement over for Jesu Kristi evangelium, deres tjeneste, deres kloge og milde vejledning har beriget vores liv. Nogle af mine venner er meget forskellige fra mig. Vi er uenige om ting. Vi irriterer også hinanden. Men venskab kan rumme forskelligheder, det kan endda omfatte dem. Jeg elsker at besøge stave med en bred sammensætning af baggrund, alder og etnisk oprindelse.

Jeg oplever lige nu en særlig dimension af søsterfællesskab og venskab i min kaldelse med søstrene Parkin og Pingree og andre kvinder i hjælpeorganisationerne. De er gode kvinder. Hvor jeg dog elsker dem. Efter tre år sammen kender mine kære søstre i præsidentskabet mig godt. De kender til min tro og mit vidnesbyrd, men de kender også til min usikkerhed og bekymring. De ved, at jeg er træt efter en lang rundrejse og ikke er mit bedste jeg. Men jeg mærker deres kærlighed og tålmodighed, og jeg ved, at de tænker det bedste om mig. Deres vidnesbyrd og bønner skærmer mig. Deres latter lyser min dag op. Vi er i enhver forstand søstre.

Jeg har haft lignende oplevelser med min egen familie. En af mine yngre søstre har kæmpet med kræft i de sidste måneder. Vi bor ikke tæt på hinanden, men telefonen bringer hende nærmere. Vi har udvekslet kærlighed, bønner, minder og vidnesbyrd, mens hun er gået gennem denne svære tid. Mine søstre er skattede venner. Tillige er mine brødre, min kære mand, mine børn og mine børnebørn (uanset hvor støjende disse børnebørn er).

I genoprettelsens første tid samledes nye medlemmer for at opbygge Zion. Zion var både et sted og en hensigt – en ånd. Vi samles ikke længere på samme måde. Vores grene og menigheder er nu vores Zion. Men de har kun Zions ånd, når medlemmerne holder af hinanden. Vi hører desværre nogle gange om kvinder og mænd, som er blevet sårede af og fremmedgjorte over for andre kirkemedlemmer. Dersom du er på den ene side af dette dilemma – krænkeren eller den der er blevet krænket, så søg tilgivelse; se på din del af skylden. Husk på Kristi formaning til os: »Vær et, og dersom I ikke er et, er I ikke mine« (L&P 38:27).

Jeg havde for nylig muligheden for at tale med en kvinde, som spurgte mig om Joseph Smith. Hun var helt klart skeptisk over for hans kaldelse og mission. Mens jeg talte med hende, huskede jeg Herrens ord til Oliver Cowdery: »Stå min tjener Joseph trolig bi« (L&P 6:18). Jeg håber, at det kan siges om mig, at jeg den dag og alle dage i mit liv, »stod Joseph bi«. Jeg ønsker at være hans ven.

Joseph Smith var selv en god ven for mange. Han sagde: »Venskab er et af de store fundamentale principper i ›mormonismen‹ [det er skabt] til at revolutionere og kultivere verden og få krige og stridigheder til at ophøre og få folk til at blive venner og brødre« (Joseph Smiths lærdomme, s. 380).

Og dog vidste han, at venskab var mere end en abstraktion. En dag opdagede han, at en brors hus var brændt ned af fjender. Da Kirkens medlemmer sagde, at det var synd for ham, tog profeten nogle penge op af sin lomme og sagde: »Jeg synes, at det er for fem dollars synd for denne bror. Hvor synd synes I, at det er [for ham]?« (i Hyrum L. Andrus og Helen Mae Andrus, saml., They Knew the Prophet, s. 150).

Føler vi det samme for venskab, som profeten Joseph gjorde? Får vi omsat vore gode følelser til praktisk hjælp? Gud kender til sine børns behov, og han arbejder ofte gennem os og tilskynder os til at hjælpe hinanden. Når vi reagerer på sådanne tilskyndelser, træder vi på hellig grund, for vi får muligheden for at virke som Guds agent, som svar på en bøn.

Søskende, hvis vi er venner af profeten Joseph, er vi også venner med Frelseren. Lever vi et liv, som erklærer »hengivenhed for Frelserens navn«? (se Hymns, nr. 293). Det gjorde Joseph og i år, hvor vi fejrer den mand, som ledte os ind i denne tidernes fyldes uddeling, bør vi ikke kun huske hans venskab med mennesker, men også hans venskab og hengivenhed til Herren. Profeten sagde: »Jeg vil prøve at være tilfreds med min lod, velvidende at Gud er min ven. I ham skal jeg finde trøst« (The Personal Writings of Joseph Smith, saml. Dean C. Jessee, [1984] s. 239; stavemåde og tegnsætning standardiseret).

Det burde være åbenbart for enhver af os, at vores inderligste venskab bør være med vor himmelske Fader og hans søn Jesus Kristus. Frelseren har kærligt sagt til os: »Jeg vil kalde jer mine venner, thi I er mine venner« (L&P 93:45). Han største ønske for os, hans søskende, er at føre os tilbage til vor Fader. Og vejen ligger åben for os: Vi skal i den udstrækning, vi kan, udvikle de kvaliteter og egenskaber, som Kristus har. Adlyd hans befalinger, udfør hans værk og gør hans vilje.

Når jeg tænker tilbage på den dag, hvor jeg blev modtaget i templet af så mange, jeg elsker, kan jeg godt lidt at forestille mig den dag, hvor hver dag kan være velsignet på samme måde. Jeg mærkede en kærlighed, der syntes som et glimt af Kristi rene kærlighed – barmhjertigheden som bør fylde vores hjerte. Jeg forestiller mig menigheder og grene, hvor venner, i alle aldre og omstændigheder, står sammen og former deres liv efter Jesu Kristi lærdomme.

Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer om, at Kristus lever. Jeg takker for ham. Jeg beder til, at jeg altid vil være hans ven og dermed ligeledes være jeres ven. I Jesu Kristi navn. Amen.