2005
Tiende – en befaling selv for de nødlidende
Maj 2005


Tiende – en befaling selv for de nødlidende

Oprigtige ofre har fra begyndelsen været et kendetegn på de trofaste.

I Charles Dickins tidsløse klassiker, Et Juleeventyr, håber Bob Cratchit, at han kan tilbringe juledag med sin familie. »Hvis det er belejligt min herre,« spørger han sin arbejdsgiver Mr. Scrooge.

»›Det er ikke belejligt,‹ sagde Scrooge, ›og det er ikke retfærdigt. Hvis jeg trak dig i løn for det, så ville du føle dig misbrugt‹ …

›Og alligevel,‹ siger Scrooge, ›så synes du ikke, at jeg bliver misbrugt, når jeg betaler dig en dags løn for at have fri.‹

Kontormanden bemærkede, at det kun var en gang om året.

›Det er en dårlig undskyldning for at tømme en mands lommer hver 25. december!‹ sagde Scrooge.«1

For Scrooge – som det er med alle selviske eller »naturlige« mennesker – er ofre aldrig belejligt.

Det naturlige menneske har en tendens til kun at tænke på sig selv – ikke blot at tænke på sig selv først, men vil sjældent, om nogensinde, placere nogen anden på andenpladsen, heller ikke Gud. For det naturlige menneske falder det ikke naturligt at ofre. Han har en umættelig appetit efter mere. Hans såkaldte behov synes altid at løbe fra hans indtægt, så at have »nok« er altid uopnåeligt, ligesom det var for gnieren Scrooge.

Fordi det naturlige menneske har det med at hamstre eller fortære alting, har Herren i sin visdom befalet Israel fordum at ofre, ikke den sidste og dårligste i flokken, men den førstefødte – ikke markens rester, men førstegrøden (se 5 Mos 26:2; Mosiah 2:3; Moses 5:5). Oprigtige ofre har fra begyndelsen været et kendetegn på de trofaste.

Blandt dem, der ikke ofrer, er der to ekstremer: Den ene er det rige, forslugne menneske, der ikke vil, og den anden er det fattige, nødlidende menneske, der ikke mener, at han kan. Men hvordan kan man bede et menneske, der sulter, om at spise mindre? Findes der en fattigdom stor, at man ikke kan kræve ofre, eller en familie så hårdt ramt, at betaling af tiende bør ophøre at være et krav?

Herren underviser ofte ved hjælp af ekstreme omstændigheder for at illustrere et princip. Historien om enken i Sarepta er et eksempel på ekstrem fattigdom, som blev brugt til at undervise i lærdommen om, at nåden ikke kan virke uden ofre ligeså lidt som den kan virke uden retfærdighed. Faktum er, at den sande målestok for ofre ikke så meget er, hvad man ofrer, som hvad man ofrer for at give (se Mark 12:43). Troen bliver ikke prøvet lige så meget, når skabet er fyldt, som når det er tomt. I disse afgørende øjeblikke skaber krisen ikke ens karakter – den afslører den. Krisen er prøven.

Enken fra Sarepta levede på profeten Elias’ tid, ved hvis ord Herren forårsagede en tørke i landet i tre og et halvt år (se Luk 4:25). Hungersnøden var så alvorlig, at mange var ved at dø. Det er denne situation, vi finder enken i.

Herren siger til profeten Elias: »Gå nu til Sarepta … Jeg har givet en enke der befaling om at sørge for dig« (1 Kong 17:9). Det er interessant, at profeten Elias ikke bliver befalet at tage til Sarepta, førend enken og hendes søn er på dødens rand. Det er på dette ekstreme tidspunkt – når hun er ved at sulte ihjel – at hendes tro bliver prøvet.

Da han kommer ind i byen, ser han hende samle brænde.

»Han kaldte på hende og sagde: ›Hent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke.‹

Da hun gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: ›Tag også et brød med til mig!‹

Hun svarede: ›Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø‹« (vers 10–12).

En håndfuld mel kan ikke være særlig meget, måske kun nok til en person, hvilket gør profeten Elias’ svar interessant. Hør: »Men Elias sagde til hende: ›Du skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig« (vers 13, fremhævelse tilføjet).

Lyder det ikke selvisk, ikke blot at bede om det første stykke, men muligvis også det eneste stykke? Lærte vore forældre os ikke at lade andre mennesker få først, og især en gentleman bør lade en dame få først, og især en sultende enke? Hendes valg – spiser hun, eller ofrer hun sit sidste måltid og fremskynder døden? Måske kan hun ofre sin egen mad, men kan hun ofre den mad, som hendes sultende søn skal have?

Profeten Elias forstod den lærdom om, at velsignelser kommer efter, at vores tro er blevet prøvet (se Ether 12:6; L&P 132:5). Han var ikke selvisk. Elias var der som Herrens tjener for at give, ikke for at tage. Og historien fortsætter:

»Men bag først [førstegrøden] et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn.

For dette siger Herren, Israels Gud: Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden.‹

Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid.

Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias« (vers 13-16; fremhævelse tilføjet).

En af grundene til, at Herren illustrerer lærdomme ved hjælp af de mest ekstreme omstændigheder, er for at komme undskyldninger til livs. Hvis Herren forventer, at selv den fattigste enke skal betale sin lille del, hvad betyder det for alle de andre, som ikke synes, at det er belejligt eller let at ofre?

Ingen biskop, ingen missionær bør nogensinde tøve eller mangle troen til at undervise de fattige i tiendeloven. Følelsen af, at ›de har ikke råd til at gøre det‹, skal udskiftes med: ›De har ikke råd til ikke at gøre det.‹

En af de første ting, som en biskop skal gøre for at hjælpe de nødlidenden, er at bede dem om at betale deres tiende. Ligesom med enken gælder det, at hvis en nødlidende familie har valget mellem er at betale deres tiende eller spise, bør de betale deres tiende. Biskoppen kan hjælpe dem med mad og grundlæggende fornødenheder, indtil de bliver selvhjulpne.

I oktober 1998 ødelagde orkanen Mitch store dele af Mellemamerika. Præsident Gordon B. Hinckley var meget bekymret for ofrene for denne katastrofe, hvoraf mange havde mistet alt – mad, tøj og husholdningsartikler. Han besøgte de hellige i byerne San Pedro Sula og Tegucigalpa i Honduras og Managua i Nicaragua. Og som de ord som den kærlige profet Elias sagde til den sultende enke, så var denne nutidsprofets budskab det samme i hver by – at ofre og være lydig over for tiendeloven.

Men hvordan kan man bede nogen, der er så fattig, om at ofre? Præsident Hinckley vidste, at de sendinger med mad og tøj, som de modtog, ville hjælpe dem med at overleve krisen, men hans bekymring og kærlighed til dem gik videre end det. Hvor vigtig humanitær hjælp end er, så vidste han, at den vigtigste hjælp kommer fra Gud, ikke fra mennesker. Profeten ønskede at hjælpe dem med at åbne himlens vinduer som lovet af Herren i Malakias’ Bog (se Mal 3:10; Mosiah 2:24).

Præsident Hinckley lærte dem, at hvis de ville betale deres tiende, ville de altid have mad på bordet, de ville altid have tøj at tage på, og de ville altid have tag over deres hoved.

Når man spiser et måltid, er det meget lettere at dække op til en mere ved begyndelsen af måltidet, end det er at finde mad frem til en, der kommer, når måltidet er ovre, og maden er blevet serveret. Er det på samme måde egentlig ikke nemmere at give Herren de førstefødte eller førstegrøden, end det er at håbe på, at der er tilstrækkeligt med »rester« til ham? Som grundlæggeren af vores fest, bør han så ikke være en æresgæst, den første, der bliver budt?

Min elskede mor, Evelyn Robbins, lærte mig om tiendeloven, da jeg var fire år gammel. Hun gav mig en tom plasteræske, en i blik og med et låg, der klikkede. Hun lærte mig at have mine tiende småmønter i den og så tage dem med til biskoppen. Jeg er evigt taknemmelig for hende, for den æske og for de velsignelser, der er kommet ved at betale tiende.

I Et Juleeventyr ændrede Mr. Scrooge sig – han var ikke den mand, som han havde været. På samme måde er det med omvendelsens evangelium. Hvis Ånden tilskynder os til mere fuldt at adlyde offerloven i vores tilværelse, beder jeg til, at vi må foretage denne ændring i dag.

Jeg er så taknemmelig for Frelseren, der var det fuldkomne eksempel på lydighed ved offer – som ofrede »sig selv som et sonoffer for synd«, og med Lehis ord blev »førstegrøden af det, som tilhører Gud« (2 Nephi 2:7, 9; fremhævelse tilføjet). Jeg bærer vidnesbyrd om ham og om disse, hans lærdomme, i Jesu Kristi navn. Amen.

Note

  1. The Annotated Christmas Carol, red. Michael Patrick Hearn, 1976, s. 69; fremhævelse tilføjet.