Spil om penge

Mine kære brødre, vi har haft et vidunderligt møde. Jeg vil gerne støtte alt, der er blevet sagt, og efterlade min velsignelse hos jer.

Først ønsker jeg at sige nogle ord om de mænd, som vi denne eftermiddag har opretholdt som medlemmer af De Halvfjerds’ Kvorummer.

Jeg er overbevist om, at der bogstaveligt talt er hundredvis af brødre, der er værdige og i stand til at tjene som Kirkens generalautoriteter. Vi ser dem overalt. De, der blev opretholdt i dag, er blevet valgt til at varetage bestemte ansvar. I de fleste tilfælde indebærer det ofre, som de villigt yder.

Blandt de opretholdte, som I har bemærket, er min 63-årige søn. Jeg ønsker at gøre det klart, at jeg ikke forfremmede ham. Det blev gjort af andre, hvis ret det var at gøre det. Jeg er ekstremt opmærksom på spørgsmålet om nepotisme. Som en advokat ville sige det, så erklærede jeg mig for inhabil og deltog ikke. Jeg mener imidlertid, at han er værdig og på enhver måde kvalificeret. For det første havde han en vidunderlig mor. Jeg ville ønske, at jeg kunne anbefale hans far.

Jeg nævner blot dette på grund af min opmærksomhed på spørgsmålet om nepotisme. Vær venlig ikke at bruge hans slægtskab med mig imod ham. Han kan ikke gøre for det.

Nuvel, lad os komme videre til det emne, som jeg ønsker at tage op i aften. Jeg gør det som svar på et stort antal forespørgsler om, at jeg siger noget angående Kirkens holdning til en praksis, der er blevet mere almindelig blandt os, og især blandt vore unge. Det er spørgsmålet om spil om penge i forskellige afskygninger.

Historien forlyder, at Calvin Coolidge, engang USA’s præsident og kendt som en mand af få ord, en søndag kom hjem fra kirke. Hans hustru spurgte ham, hvad præsten havde talt om. Han svarede: »Synd«. »Hvad sagde han?« spurgte hun. »Han var imod det,« var hans svar.

Jeg tror, jeg kan besvare spørgsmålet angående forskellige former for spil om penge lige så kort. Vi er imod det.

Spil om penge findes stort set alle vegne i større og større grad. Folk spiller poker. De sætter penge på hestevæddeløb og hundevæddeløb. De spiller roulette og på spilleautomater. De mødes for at spille på barer, beværtninger og kasinoer og alt for ofte i deres egne hjem. Mange kan ikke lade være. Det er vanedannende. I mange tilfælde fører det til andre nedbrydende vaner og skikke.

Og så mange af dem, der bliver optagede af det, har ikke de penge, det kræver. I mange tilfælde berøver det hustruer og børn deres økonomiske tryghed.

Spillet poker, som det kaldes, er blevet det sidste nye på universiteter og endda gymnasier.

Jeg læser for jer fra en artikel fra New York Times News Service:

»For Michael Sandberg begyndte det for nogle år siden med spil om småpenge blandt venner.

Men sidste efterår, siger han, blev det kilde til en sekscifret indtægt og et alternativ til jurastudiet.

Sandberg, 22, deler hovedsageligt sin tid mellem Princeton, hvor han læser på sidste år med politik som hovedfag, og Atlantic City, hvor han spiller poker med store indsatser…

Sandberg er et yderliggående eksempel på den bølge af spil, man oplever på landets universiteter. Sandberg kalder det en eksplosion ansporet af pokermesterskaber på tv og en hastig vækst af internetsider, der udbyder pokerspil online.

Eksperter siger, at beviserne for spils popularitet på læreanstalterne er svære at overse. I december, for eksempel, afholdt en forening af kvindelige studerende ved Colombia University deres første pokerturnering for 80 spillere med et 10 dollars indskud, et minimumbeløb krævet for at deltage, mens North Carolina University afholdt dets første turnering, en konkurrence for 175 spillere, i oktober. Begge spil var fyldte og havde ventelister. På Pennsylvania University bekendtgøres private spil hver aften via en universitets-emailliste« (Jonathan Cheng, »Poker Is Major College Craze«, i Deseret Morning News, 14. mar. 2005, s. A2).

Det samme sker lige her i Utah.

En mor skriver følgende til mig:

»Min 19-årige søn spiller poker på internettet, og folk på internettet [virker] ligeglade med, om man er myndig eller ej. Det eneste, man skal, er at have en bankkonto med penge på. Han har spillet regelmæssigt i næsten et år nu. Han havde et job, som han sagde op, fordi han er så afhængig af internettet og af at spille poker for penge lige nu. Han deltager i pokerturneringer hele tiden, og hvis han vinder, er det de penge, han bruger til at købe det, han har brug for. Det eneste han laver, er at sidde og spille på internettet.«

Jeg har ladet mig fortælle, at Utah og Hawaii nu er de eneste to stater i USA, der ikke har lovliggjort alle former for lotteri og spil. Fra de breve, jeg har modtaget fra medlemmer af Kirken, er det tydeligt, at nogle af vore unge mennesker starter med at spille poker. De får smag for at få noget for ingenting, og de rejser uden for staten til steder, hvor de kan spille lovligt.

En brevskriver skriver til mig: »Jeg ser dette onde snige sig ind hos så mange på det seneste. Det er alle vegne på TV. TV-stationen ESPN har et program, hvor kendte mennesker deltager i en pokerturnering, samt nationale pokermesterskaber.«

Hun fortsætter: »En af vores venner opfordrede min mand til at tilmelde sig det lokale pokermesterskab mod betaling. Hans ven sagde: ›Det er ikke hasard. Dine penge kommer bare med i en stor pulje, og den, der så vinder, får puljen.‹«

Er det hasard? Selvfølgelig er det det. Hasard er kort og godt en metode, der tager penge og ikke tilbyder et rimeligt udbytte i form af varer eller tjenester.

Vi har nu statslotterier i meget stort antal. Engang forbød loven dem. Nu anvendes de som et middel til at opnå statsindtægter.

For omkring tyve år siden sagde jeg til en konference: »Lotterifeberen nåede for nyligt et højdepunkt, da staten New York offentliggjorde, at de tre vindende sedler vil dele $41 millioner. Folk stod i kø for at købe lotterisedler. En vinderseddel var købt af 21 fabriksarbejdere, 778 vandt andenpræmien, og 113.000 modtog et symbolsk beløb. Det lyder måske meget godt.

Men der var også 35.998.956 tabere, som hver især havde betalt for en chance for at vinde, og som intet modtog« (Stjernen, oktoberkonferencen 1985, s. 41).

Nogle amerikanske stater har pålagt kasinoer svære skatter som en kilde til statsindtægter. Firmaet, der udbyder spillet, skal også have sit overskud. Dertil kommer indehaveren af den vindende lotteriseddel. Alle andre, som har købt lotterisedler efterlades tomhændede.

Jeg er så taknemmelig for, at Herren, da han grundlagde sin kirke, gav os tiendeloven. Jeg talte engang med en embedsmand i en kirke, der så vidt jeg forstår, er afhængig af spillet bingo som en betydelig del af dens indkomst. Jeg sagde til denne mand: »Har I nogensinde overvejet at finansiere jeres kirke med tiende?« Han svarede, »Ja, og hvor ville jeg ønske, at vi kunne følge den fremgangsmåde i stedet for at spille bingo. Men jeg forventer ikke en sådan forandring i min levetid.«

Man har åbnet kasinoer på indianerreservater for at sikre en indkomst for dem, der ejer dem. Få vinder, men mange taber. Sådan må det nødvendigvis være, hvis nogen vinder og kasinoet skal have dets fortjeneste.

En af vores unge mænd sagde for nyligt: »Betal $5 for at se en film i biografen; betal $5 for at spille poker – det er det samme.«

Det er ikke det samme. I det ene tilfælde får du noget, som du betaler for; i det andet tilfælde er der kun én, der får gevinsten, og de andre efterlades tomhændede.

Erfaringen viser, at pokerspil kan føre til besættelse af at spille om penge.

Fra denne kirkes tidlige dage er spil blevet fordømt.

Så langt tilbage som i 1842 beskriver Joseph Smith forholdene, da de hellige boede i Missouri. Han sagde: »Vi foretog store indkøb af land, vore gårde frembragte overflod, og vi kunne glæde os over fred og lykke i vores familie og i hele vores nabolag. Men da vi ikke kunne tilslutte os vore naboer … i deres natlige druk, deres manglende overholdelse af sabbatsdagen, hestevæddeløb og hasardspil, begyndte de først at spotte os, så forfølge os og til sidst samledes en organiseret pøbelhob og nedbrændte vore huse, mange af vore brødre dyppede de i tjære, rullede dem i fjer og piskede dem, og slutteligt, i modstrid med loven, drev de dem bort fra deres boliger« (Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bind, 1965-1975, 1:139).

Brigham Young sagde i oktober 1844 dette angående Nauvoo: »Vi ønsker at afskaffe alle spiritusforretninger, spillehuse og andre forargelige steder eller aktiviteter i vores by og ikke tolerere nogen form for umådeholdenhed eller umoralitet i vores midte« (i Messages of the First Presidency, 1:242).

Kirkens præsidenter og rådgivere i præsidentskabet har gentagne gange talt angående dette onde. George Q. Cannon, rådgiver til tre af Kirkens præsidenter, sagde: »Der er mange onder i denne verden, som unge mennesker må beskyttes imod. En af disse er hasard. Der er forskellige afskygninger af dette onde, men de er alle dårlige, og man bør ikke hengive sig til dem« (Gospel Truth: Discourses and Writings of President George Q. Cannon, udv. Jerreld L. Newquist, 2 bind, 1974, 2:223).

Præsident Joseph F. Smith sagde: »Kirken billiger ikke hasard, men fordømmer det kraftigt som moralsk forkert og kategoriserer også med det chancespil og lotteri af alle slags – og er alvorligt imod at nogen af dens medlemmer beskæftiger sig dermed« (»Editor’s Table«, Improvement Era, aug. 1908, s. 807).

Præsident Heber J. Grant tilrådede: »Kirken har været og er uændret imod spil om penge af enhver art. Den er imod enhver form for chancespil, beskæftigelse eller såkaldt erhverv, der tager penge fra den person, som måske er besat af det, uden at give noget igen for den modtagne værdi. Den er imod alle metoder, hvis tendens er at … nedbryde eller svække den høje moralske standard, som Kirkens medlemmer og vores samfund i det store hele altid har fastholdt.« (i Messages of the First Presidency, 5:245).

Præsident Spencer W. Kimball sagde: »Fra begyndelsen er vi blevet rådet mod hasardspil af enhver art. Ethvert menneske nedbrydes og ødelægges, hvad enten han vinder eller taber, når han får noget for intet, noget uden anstrengelse, noget uden at betale den fulde pris« (»Hvorfor kalder I mig Herre, Herre, og gør ikke som jeg siger?« Stjernen, aug. 1975, s. 34).

Ældste Dallin H. Oaks, som er blandt os i aften, holdt i 1987 en mesterlig tale om emnet på det, der dengang var Ricks College. Den hed »Hasard – Moralsk forkasteligt og politisk uklogt« (se Ensign, juni 1987, s. 69-75).

Til disse erklæringer angående Kirkens holdning føjer jeg min egen. Udøvelse af et chancespil kan ligne harmløs sjov. Men der knytter sig en intensitet til det, der rent faktisk kan ses i spillernes ansigter. Og i alt for mange tilfælde kan denne tilbøjelighed, der synes uskyldig, føre til en egentlig afhængighed. Kirken har været og er nu imod denne skik. Hvis du aldrig har været involveret i pokerspil eller andre former for spil om penge, så begynd ikke. Hvis du er involveret, så slut nu, mens du stadig kan.

Der er bedre måder at tilbringe ens tid på. Der er bedre beskæftigelser, der kan optage ens interesser og energi. Der er så meget vidunderligt læsestof tilgængeligt. Det er usandsynligt, at vi nogensinde får for meget af det. Der er musik at lære og at nyde. Der er muligheden for blot at have det sjovt sammen, at danse, at tage på vandretur, at cykle eller andre måder, hvorpå drenge og piger sammen kan nyde hinandens selskab på gavnlig vis.

Jeg har læst en ny bog, nyligt udgivet af Oxford University Press, som har opnået stor opmærksomhed iblandt os. Den indeholder en undersøgelse foretaget af medlemmer af lærerstaben på North Carolina University på Chapel Hill. Den omhandler amerikanske teenageres religiøse og åndelige liv. De, der udførte undersøgelsen, adspurgte unge mennesker med forskellig tro og traditioner. (Se Christian Smith og Melinda Lundquist Denton, Soul Searching: The Religious and Spiritual Lives of American Teenagers, 2005).

De kom frem til den konklusion, at vores SDH unge ved mere om deres tro, er mere engagerede i den, og følger dens lærdomme angående opførsel mere konsekvent end deres jævnaldrende.

En af forskerne sagde: »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kræver meget af deres teenagere, og … for det meste får de det« (i Elaine Jarvik, »LDS Teens Rank Tops in Living Their Faith«, Deseret News, 15. marts 2005, s. A3).

Det blev anset for mest sandsynligt, at vores unge har den samme religiøse tro som deres forældre, at de deltager i kirkemøder ugentligt for at dele deres tro med andre, at de deltager i faste eller en anden form for selvfornægtelse, og at de har mindre tvivl angående deres religiøse tro.

De, der kommenterer undersøgelsen, taler om, hvorledes vores unge står tidligt op om morgenen for at deltage i seminar. »Det er svært at stå så tidligt op,« siger en seminarelev. »Men der er velsignelser forbundet med at gøre det. Det er en vidunderlig måde at begynde dagen på.«

Forskerne peger på, at ikke alle vores unge er perfekte, men at de i det store hele udmærker sig på den mest bemærkelsesværdige måde. Jeg kan tilføje, at der ikke er tid til at spille poker for disse gymnasieelever.

Mine kære unge venner, som jeg taler til i aften, I betyder så meget for mig. I er så yderst vigtige. Som medlemmer af denne kirke, og som præstedømmebærere har I så stort et ansvar. Spild endelig ikke jeres tid eller talenter på en formålsløs beskæftigelse. Hvis I gør det, vil det svække jeres evne til at gøre de ting, der betyder noget. Jeg tror, det vil svække jeres fornuft angående jeres studier. Det vil skuffe jeres forældre, og som årene går og I ser tilbage, vil I også være skuffede over jer selv.

Præstedømmet, som I bærer som unge mænd, medfører retten til engles betjening. Dette følgeskab, vil jeg hævde, er uforligneligt med svaghed over for chancespil.

»Vælg kun ret, når du skal til at vælge« (»Vælg kun ret«, Salmer og sange, nr. 155).

Jeg beder ydmygt om, at himlens velsignelser må hvile på jer, mens jeg efterlader jer mit vidnesbyrd om dette værk og min kærlighed til alle, som tager del i det. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.