2005
Venlighedens dyd
Maj 2005


Venlighedens dyd

Venlighed er kernen i et celestialt liv. Venligt er, hvordan kristuslignende personer behandler hinanden.

For mange år siden, da jeg blev kaldet som biskop, havde jeg et ønske om, at biskoprådet besøgte alle dem, som var mindre aktive i Kirken for at se, om der var noget, vi kunne gøre for at bringe evangeliets velsignelser ind i deres liv.

En dag besøgte vi en mand i 50’erne, som var en dygtig mekaniker. Han fortalte mig, at han sidst havde været i kirke, da han var dreng. Der var sket noget den dag. Han havde teet sig i klassen og været mere larmende end han burde, og læreren var blevet vred og havde hevet ham ud af klassen og bedt ham om ikke at komme tilbage.

Det gjorde han heller ikke.

Det var bemærkelsesværdigt for mig, at et uvenligt ord, udtalt for mere end fire årtier siden, kunne have en så markant indflydelse. Men det havde det. Og som konsekvens var denne mand aldrig vendt tilbage til kirken. Ej heller hans hustru eller børn.

Jeg undskyldte over for ham og udtrykte min beklagelse over, at han var blevet behandlet på den måde. Jeg fortalte ham, hvor uheldigt det var, at et uvenligt ord, udtalt i hast og for så længe siden, havde den konsekvens at udelukke ham og hans familie fra velsignelserne ved at deltage i Kirkens aktiviteter.

»Efter 40 år,« sagde jeg, »er det på tide, at Kirken gør det godt igen.«

Det gjorde jeg mit bedste for. Jeg forsikrede ham om, at han var velkommen, og at der var brug for ham. Jeg blev glad, da denne mand og hans familie kom tilbage til Kirken og blev stærke og trofaste medlemmer. Denne gode bror blev i særdeleshed en effektiv hjemmelærer, fordi han forstod, hvordan noget så småt som et uvenligt ord kunne have konsekvenser, som varer livet igennem og måske længere.

Venlighed er kernen i storhed og en grundlæggende egenskab blandt de fineste mænd og kvinder, jeg har kendt. Venlighed er en nøgle, som åbner døre og skaber venner. Det blødgør hjertet og danner relationer, som kan vare livet ud.

Venlige ord opløfter ikke blot vores sjæl i det øjeblik, de udtales, men de kan blive hos os i mange år. Da jeg gik på universitetet, lykønskede en syv år ældre mand mig en dag med min indsats i en fodboldkamp. Han roste mig ikke blot for min indsats i kampen, men han havde bemærket, at jeg havde været en god holdspiller. Selvom denne samtale fandt sted for mere end 60 år siden, og selvom det er højst usandsynligt at personen, som gav komplimentet, kan huske samtalen, husker jeg stadig de venlige ord til mig den dag fra Gordon B. Hinckley, som senere skulle blive Kirkens præsident.

Egenskaber som betænksomhed og venlighed er uløseligt forbundet med præsident Hinckley. Da min far døde i 1963, var præsident Hinckley den første, som kom hjem til os. Jeg vil aldrig glemme hans venlighed. Han gav min mor en velsignelse og lovede hende blandt andet, at hun havde meget at se frem til, og at livet ville blive godt for hende. Disse ord indgød trøst hos min mor og hos mig, og jeg vil aldrig glemme hans venlighed.

Venlighed er kernen i et celestialt liv. Venligt er, hvordan kristuslignende personer behandler hinanden. Venlighed bør gennemsyre alle vore ord og handlinger på arbejdet, i skolen, i Kirken og især i vore hjem.

Jesus, vor Frelser, var indbegrebet af venlighed og medfølelse. Han helbredte de syge. Han brugte meget af sin tid i tjeneste for den enkelte og de mange. Han talte medfølende med kvinden fra Samaria, som de fleste så ned på. Han sagde til sine disciple, at de små børn skulle komme til ham. Han var venlig over for alle, som havde syndet, og fordømte kun synden og ikke synderen. Han tillod venligt tusinder af nephiter at komme frem og mærke naglemærkerne i hans hænder og fødder. Den største af hans venlige handlinger skal dog findes i hans forsonende offer, som frier os alle fra dødens bånd og fra syndens konsekvenser på betingelse af omvendelse.

Profeten Joseph Smith udviste venlighed til alle i sit liv, gammel som ung. Et barn, som nød godt af profetens venlighed erindrede:

»Min storebror og jeg gik i skole i nærheden af den bygning, der blev kaldt Josephs landhandel. Det havde regnet dagen før, og jorden var meget mudret, især langs gaden. Min bror Wallace og jeg sad begge fast i mudderet [med vore fødder] og kunne ikke komme fri, og barnlige som vi var, begyndte vi at græde, for vi troede, at det var ude med os. Men da jeg så op, fik jeg øje på børnevennen, profeten Joseph Smith, som kom hen imod os. Han løftede os hurtigt op på fast og tør grund. Så bøjede han sig ned og fjernede mudderet fra vores små, plørede sko, tog sit lommetørklæde frem og tørrede vore tårefyldte ansigter. Han gav os nogle venlige og opmuntrende ord med på vejen og sendte os glade af sted til skole.«1

Der er ingen erstatning for venlighed i hjemmet. Den lektie lærte jeg af min far. Han lyttede altid til min mors råd. Og det betød, at han blev en bedre, klogere og venligere mand.

Jeg har forsøgt at følge min fars eksempel og lytte til min hustrus holdning. Jeg påskønner hendes mening. Når min hustru fx indleder en sætning med ordene: »Jeg skulle mene, at du …« hører jeg straks efter og begynder at gruble over ting, jeg kunne have gjort forkert. Ofte har jeg, tit før min hustru har færdiggjort sætningen, allerede i mit sind planlagt en storartet undskyldning.

Min hustru er i sandhed et forbillede på venlighed, mildhed og barmhjertighed. Og hendes indsigt, råd og støtte har været uvurderlige for mig. På grund af hende er også jeg blevet en bedre, klogere og venligere person.

Det, du siger, stemmen du bruger, og vreden eller roen i dine ord er noget, som bemærkes af dine børn og af andre. De ser og lærer af både de venlige og de uvenlige ting, vi siger eller gør. Intet viser vores sande jeg bedre, end hvordan vi behandler hinanden i hjemmet.

Jeg tænker ofte på, hvorfor nogen mener, at de skal være kritiske over for andre. Det går i blodet på dem, tror jeg, og det bliver så naturligt for dem, at de ofte ikke selv tænker over det. De kritiserer alt og alle – måden søster Jones dirigerer på, måden hvorpå bror Smith underviser eller passer sin have.

Selvom vi ikke mener, at vi skader nogen med vore kritiske bemærkninger, har de ofte konsekvenser. Jeg bliver mindet om drengen, som overrakte en tiendekuvert til sin biskop og sagde, at den var til ham. Biskoppen brugte situationen til en belæring og fortalte, at drengen skulle angive på sedlen, hvorvidt det var til tiende, fasteoffer eller noget andet. Drengen insisterede på, at pengene var til biskoppen selv. Da biskoppen spurgte hvorfor, svarede drengen: »Fordi min far siger, at du er en af de fattigste biskopper, vi nogensinde har haft.«

Kirken er ikke et sted, hvor fuldkomne mennesker samles for at sige fuldkomne ting, tænke fuldkomne tanker og have fuldkomne følelser. Kirken er et sted, hvor ufuldkomne mennesker samles for at få mod og støtte samt tjene hinanden, efterhånden som vi kæmper os videre på vores rejse tilbage til vor himmelske Fader.

Vi vil alle vælge forskellige veje gennem dette liv. Alle går fremad med forskellige hastigheder. Fristelser, der volder din bror problemer, er måske overhovedet ikke et problem for dig. Stærke sider, som du besidder, synes måske umulige for andre.

Se aldrig ned på dem, som er mindre fuldkomne end dig. Bliv ikke oprevet, fordi nogen ikke kan sy så godt som dig, ikke kan kaste så godt som dig, eller ikke stråler som dig.

Vi er alle sammen børn af vor himmelske Fader. Vi er alle her med det samme formål; at lære at elske ham af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke og at elske vores næste som os selv.2

En måde, du kan måle dit værd i Guds rige på, er ved at spørge dig selv: »Hvor god er jeg til at hjælpe andre med at nå deres potentiale? Støtter jeg andre i Kirken, eller kritiserer jeg dem?«

Hvis du kritiserer andre, svækker du Kirken. Hvis du opbygger andre, opbygger du Guds rige. Ligesom vor himmelske Fader er venlig, bør vi også være venlige over for hinanden.

Ældste James E. Talmage, en mand som huskes for sine lærdomme, udviste stor venlighed mod en nabofamilie i nød. Han kendte dem overhovedet ikke. Som ung far, før han blev apostel, blev han opmærksom på stor lidelse i et nabohjem, hvor en stor familie var ramt af den frygtede sygdom difteri. Han tog sig ikke af, at de ikke var medlemmer af Kirken, men hans venlighed og barmhjertighed fik ham til at handle. Hjælpeforeningen prøvede desperat at finde nogen, der ville hjælpe, men ingen ville pga. sygdommens smitsomme natur.

Da James ankom fandt han et lille barn, som allerede var dødt, og to andre i voldsomme smerter af sygdommen. Han gik straks i gang, gjorde rent i det rodede hus, gjorde den lille krop klar til begravelse, ordnede og sørgede for de andre syge børn og brugte hele dagen på det. Da han kom tilbage næste morgen, så han, at endnu et af børnene var død i løbet af natten. Et tredje barn led stadig forfærdeligt. Han skrev i sin dagbog: »Hun klyngede sig om min hals, hostede ofte [bakterier] på mit ansigt og tøj … alligevel kunne jeg ikke sætte hende fra mig. I den halve time, umiddelbart før hendes død, gik jeg op og ned ad gulvet med den lille skabning i mine arme. Hun døde i smerte 10 minutter over 10.« De tre børn var alle døde inden for 24 timer. Derefter hjalp han familien med forberedelserne til begravelsen og talte til begravelsen.3 Alt dette gjorde han for en fremmed familie. Hvilket stort eksempel på kristuslignende venlighed!

Når vi er fyldt med venlighed, er vi ikke fordømmende. Frelseren lærte os: »Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse.«4 Han lærte os også: »For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«5

»Men«, spørger du, »hvad så hvis folk er grove?«

Elsk dem.

»Og hvis de er ubehagelige?«

Elsk dem.

»Men hvis de fornærmer mig? Så må jeg da gøre noget?«

Elsk dem.

»Vildfarne?«

Svaret er det samme. Vær venlig. Elsk dem.

Hvorfor? I skriften belærer Judas: »Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler.«6

Hvem kan sige, hvor langtrækkende indflydelse vi kan have, hvis vi bare er venlige?

Søskende, Jesu Kristi evangelium overskrider dødeligheden. Vores arbejde her er kun en skygge af større og uforlignelige ting, som skal komme.

Himlene åbnede sig for profeten Joseph Smith. Han så den levende Gud og hans Søn, Jesus Kristus.

I vore dage er der en profet på jorden, Gordon B. Hinckley, som giver vejledning til vores tid.

Ligesom vor himmelske Fader elsker os, bør vi også elske hans børn.

Må vi være forbilleder på venlighed. Må vi altid leve op til Frelserens ord: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«7 Om disse sandheder vidner jeg i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. Margarette McIntire Burgess, i Juvenile Instructor, 15. jan. 1892, s. 66-67.

  2. Se Mark 12:30-31.

  3. Se John R. Talmage, The Talmage Story: Life of James E. Talmage – Educator, Scientist, Apostle, 1972, s. 112-114.

  4. Luk 6:37.

  5. Matt 7:2.

  6. Jud 1:22.

  7. Joh 13:35.