2005
Han kalder dig ved navn
Maj 2005


Han kalder dig ved navn

I har måske ikke hørt Herren kalde jer ved navn, men han kender hver eneste af jer, og han kender jeres navne.

Det var på »en herlig, klar morgen tidligt om foråret i 1820,« at den 14-årige Joseph Smith gik ud i skoven og knælede ned i bøn og »så to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over [ham] i luften.« Han fortalte: »Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede Søn. Hør ham!«1 Kan I forestille jer, hvordan en 14-årig dreng må have følt det ved at se Gud Faderen og hans søn, Jesus Kristus, og høre vor himmelske Fader kalde ham ved navn?

Da jeg besøgte den hellige lund, prøvede jeg at forestille mig, hvordan det måtte have været at være Joseph Smith. I de stille øjeblikke hviskede ånden til mit bankende hjerte, at jeg stod på hellig grund, og at alt, hvad profeten Joseph Smith havde sagt, var sandt. Så kom den stærke erkendelse af, at vi alle er begunstiget af hans tro, mod og standhaftige ønske om at adlyde Gud. Han havde modtaget et svar på sin ydmyge bøn. Han havde set Faderen og hans elskede søn. Dér i den lille skov vidste jeg, at vor Himmelske Fader ikke kun kendte Joseph Smith ved navn, men også kender hver af os ved navn. Og ligesom Joseph Smith havde en vigtig rolle at spille i dette store og forunderlige værk, har vi også en vigtig rolle at spille i disse sidste dage.

Vidste du, at vor himmelske Fader kender dig personligt – ved navn? Skrifterne belærer os om, at dette er sandt. Da Enos gik ud i skoven for at bede, optegnede han: »Og en røst kom til mig og sagde: Enos, dine synder er dig tilgivet, og du skal blive velsignet.«2 Moses ikke kun bad, men talte også direkte med Gud, og Gud sagde til Moses: »Jeg har et værk for dig, Moses, min søn.«3 Herren kendte Jakobs navn og ændrede det til Israel for mere nøjagtigt at afspejle hans mission på jorden.4 På samme måde ændrede han Paulus’, Abrahams og Saras navne. I Lære og Pagter, afsnit 25, bliver Emma Smith givet en velsignelse til styrke og vejledning i sit liv. Herren indleder denne velsignelse med at sige:»Hør Herrens, din Guds røst, medens jeg taler til dig, Emma Smith, min datter.«5

I har måske ikke hørt Herren kalde jer ved navn, men han kender hver eneste af jer, og han kender jeres navne. Ældste Neal A. Maxwell sagde: »Jeg vidner om, at Gud har kendt jer enkeltvis, … meget, meget længe (se L&P 93:23). Han har elsket jer meget, meget længe. Han kender ikke blot navnene på alle stjernerne (se Sl 147:4; Es 40:26), han kender jeres navne og alle jeres sorger og glæder!«6

Hvordan kan I vide, at jeres navn og behov er kendt af vor himmelske Fader? Ældste Robert D. Hales sagde: »Vend jer til skrifterne. Knæl ned i bøn. Bed i tro. Lyt til Helligånden … Efterlev evangeliet med tålmodighed og vedholdenhed.«7

Det er det, Joseph gjorde. Hans vidnesbyrd hjælper os alle med at vide, at vi er kendt og elsket af vor himmelske Fader. Vi er i sandhed døtre af en himmelsk Fader, som elsker os.8 Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Ingen af os er skattet eller værdsat mindre af Gud end en anden … Han elsker os hver især – med usikkerheder, bekymringer, selvværd og alt … Han opmuntrer alle løberne, råber, at væddeløbet er imod synd, ikke imod de andre.«9

Da Joseph Smith først havde modtaget denne viden, blev hans liv ikke lettere. Rent faktisk blev han konfronteret med et enormt pres fra jævnaldrende og voksne. Joseph Smiths historie giver os alle et vigtigt mønster til efterlevelse. Vi kan anvende hans belæringer, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre, når vi bliver mødt med pres fra jævnaldrende, når vi føler os omringet af fristelser, eller føler os uværdige eller ensomme. Vi kan bede! Vi kan påkalde Gud i hans hellige søns Jesu Kristi navn og søge trøst, råd og vejledning. Har du nogen sinde haft et problem og ikke vidst dine levende råd? Joseph sagde: Mit sind var stemt »til alvorlige betragtninger og fyldtes med stor uro … Jeg sagde ofte til mig selv: Hvad kan man gøre?«10

Hvordan modtog han trøst og vejledning? Han granskede skrifterne og overvejede dens løfter og »kom til den beslutning at ›bede om at få … fra Gud.‹«11 Svaret, han modtog den smukke forårsdag, ændrede hans liv og retning. Han vidste. Han modtog et vidnesbyrd om Gud og Jesus Kristus, og hans vidnesbyrd gjorde ham i stand til at efterleve evangeliet med tålmod og standhaftighed. Han var uafskrækket af pres fra jævnaldrende og forfølgelsen, for som han med egne ord sagde: »Jeg havde virkelig set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke nægte det.«12 Han kunne stå fast på grund af sit vidnesbyrd. Og det kan I også.

Hvis I nogensinde føler tyngden af gruppepres, så bed, bed i tro og lyt til Helligånden. Og efterlev evangeliet. Joseph erkendte blankt sine ufuldkommenheder og svagheder. Han bad – igen. Som svar på hans bøn modtog han besøg af englen Moroni. Joseph berettede: »Han kaldte mig ved navn« og sagde »at Gud havde et værk for mig at udføre.«13

Når vi beder, vil Herren vejlede og forberede os på at gøre vores del. En sommer, hvor jeg turnerede i Europa med BYU International Folk Dancers, lærte jeg en vigtig lektie. Jeg var syg og mismodig. Jeg ønskede at give op og tage hjem. Vi var i Skotland for at vise vores show for medlemmer, undersøgere og missionærer. Vi tog hen til missionshjemmet for at bede en bøn. Da jeg trådte ind, stirrede jeg på en sten i forhaven. Indgraveret på denne sten stod der: »Det, som du er, vær fuldt og helt, og ikke stykkevis og delt.« Budskabet gik lige i hjertet på mig. Jeg følte, at den sten talte til mig. Den ændrede mig. Jeg vidste i det øjeblik, at jeg havde min del at gøre, ikke kun på danseturneen, men livet igennem, og det var meget vigtigt at gøre min del helt.14

Hvad forventer Herren, at vi skal gøre? Han forventer, at vi gør vores del i den sidste tid forud for hans komme. Han forventer, at vi viser os værdige til at vende tilbage og leve sammen med ham. Han forventer, at vi bliver ligesom ham. Følg Josephs eksempel. Jeg holder meget af ordene i salmen, koret lige sang: »… uforsagt han dog vedbliver at anråbe Gud i bøn.«15 At være uforsagt betyder urokkelig i hensigt, standhaftig og modig. Joseph beskrev sig selv som en »urostifter« i modstanderens rige. Han sagde: »Det synes, som om Satan … vidste, at jeg var bestemt til at ryste og true hans rige.«16 Jeg har skrevet i margen af mine skrifter: »Vær en urostifter!« Stol på din himmelske Faders omsorg.

Hver eneste af os har en vigtig rolle at spille, hvis vi vil følge Joseph Smiths eksempel. Herren rustede Joseph Smith til hans guddommelige mission. Han vil ruste dig til din. Han vil endda sende sine hellige engle for at undervise dig. Udfordringen er: Vil du være på et sted, hvor engle kan komme? Vil du være stille nok til at høre? Vil du være uforsagt og have tillid?

Vi lever i en tid, hvor evangeliet er gengivet til jorden i sin fylde gennem Herrens profet, Joseph Smith. Vi lever i en tid, hvor vi har Mormons Bog til at vejlede os. Vi lever i en tid, hvor vi har levende profeter, præstedømmets magt på jorden og beseglingens kraft til at binde familier sammen for evigt i hellige templer. Det er i sandhed dage, »som man aldrig kan glemme«!17

Det er min bøn, at hver enkelt af os må være fast i troen, at vi må følge det eksempel, som Joseph Smith viste os for at opnå et vidnesbyrd. Jeg beder også for, at hver af os værdigt vil repræsentere Frelseren, når vi påtager os hans navn. Han har lovet: »For ligesom den nye himmel og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå for mit ansigt … sådan skal … jeres navn bestå.«18

Mit vidnesbyrd om Jesu Kristi genoprettede evangelium har tjent som vejledning og anker i mit liv. Jeg er taknemmelig for at stå foran jer i dag og siger af hele mit hjerte: »Hav tak for profeten, du sendte.«19 Jeg er så taknemmelig for en 14-årig ung mands renhed, som bad om et svar på hans spørgsmål og derefter forblev tro mod den viden, han modtog.

Hver af jer har en rolle at spille i dette store og forunderlige værk. Frelseren vil hjælpe jer. Han vil lede jer ved hånden.20 Han kender jer ved navn. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. JS-H 1:14, 17; fremhævelse tilføjet.

  2. Enos 1:5; fremhævelse tilføjet.

  3. Moses 1:6; fremhævelse tilføjet.

  4. Se Bible Dictionary, »Israel«, s. 708.

  5. L&P 25:1; fremhævelse tilføjet.

  6. »At erindre, hvor barmhjertig Herren har været«, Liahona, maj 2004, s. 46.

  7. »Modtag et vidnesbyrd om Jesu Kristi gengivne evangelium«, Liahona, nov. 2003, s. 31.

  8. Se Unge Pigers tema.

  9. »Den anden fortabte søn«, Liahona, juli 2002, s. 72.

  10. JS-H 1:8, 10.

  11. JS-H 1:13.

  12. JS-H 1:25.

  13. JS-H 1:33; fremhævelse tilføjet.

  14. Præsident David O. McKay blev inspireret af den samme sten, da han var på mission i Skotland. Stenen blev senere købt og placeret i forhaven til missionshjemmet i Skotland, så den kunne være en kilde til inspiration for missionærerne. Den er nu på Kirkens museum for historie og kunst i Salt Lake City i Utah.

  15. »Joseph Smiths første bøn«, Salmer og sange, nr. 18.

  16. JS-H 1:20.

  17. JS-H 1:71, note.

  18. Es 66:22.

  19. Salmer og sange, nr. 13.

  20. Se L&P 112;10; Abraham 1:18.