Indledende bemærkninger

Mine elskede brødre og søstre, på vegne af Kirkens medlemmer over hele verden udtrykker jeg vores inderlige medfølelse til vore katolske naboer og venner i denne sorgens tid. Pave Johannes Paul II har arbejdet utrætteligt for at fremme kristendommen, at lette de fattiges byrde og at tale for moralske værdier og menneskelig værdighed uden frygt. Han vil i høj grad blive savnet, især af de mange, som har fulgt hans ledelse.

Mine kære brødre og søstre, jeg synes, at det er passende at indlede denne konference ved, at jeg med nogle få ord aflægger beretning om vores forvaltning de sidste 10 år.

Den 12. marts 1995 blev vi indsat i det høje og hellige ansvar som præsidentskab.

Ved den efterfølgende konference fremsatte jeg denne udtalelse:

»Nu, mine brødre og søstre, tiden er kommet for os til at stå lidt mere ranke, at løfte vores blik og udvide vores forstand i en større forståelse af den storslåede, tusindårige mission for denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Dette er tiden til at være stærk. Det er en tid til at bevæge sig fremad uden tøven og med fuldt kendskab til omfanget og betydningen af vores mission. Det er tid til at gøre det, der er ret, uanset følgerne. Det er en tid, hvor vi bør overholde befalingerne. Det er en tid til at række ud med venlighed og kærlighed til dem, der vandrer i mørke og smerte. Det er en tid til at være hensynsfulde og gode, anstændige og høflige mod hinanden i alle vore forhold. Med andre ord – til at blive mere kristuslignende« (»Dette er mesterens værk«, Stjernen, juli 1995, s. 72).

I må bedømme, hvor langt vi er kommet med at opfylde den invitation, der lød for 10 år siden.

Det sidste årti har været en vidunderlig periode i Kirkens historie. Der er sket en bemærkelsesværdig opblomstring af værket. Der er opnået mange meningsfulde præstationer.

Dette fremstød er ikke alene Det Første Præsidentskabs, De Tolvs Kvorums, De Halvfjerds eller Det Præsiderende Biskopråds værk. Det er resultatet af tro, bønner, stor indsats og hengiven tjeneste fra hvert eneste medlem af et stavspræsidentskab eller højråd, hver eneste biskopråd og kvorumspræsidentskab, hvert eneste hjælpeorganisationspræsidentskab, hvert eneste trofast og aktivt medlem af denne kirke overalt i verden.

Til hver eneste af jer, hvor I end er, udtrykker jeg mit hjertes følelser og takker jer for jeres store og hengivne indsats. I er vidunderlige mennesker.

Det majestætiske og vidunderlige Jesu Kristi evangelium, gengivet ved profeten Joseph Smith, stråler i dag med fornyet glans.

Når vi står her på toppen af disse år og ser tilbage, må vi aldrig føle os arrogante eller stolte, men vi kan være ydmygt taknemlig for det, der er opnået på en række områder.

Kirken er for eksempel vokset i hele verden, indtil vores medlemstal uden for Nordamerika overstiger det i Nordamerika. Vi er blevet en stor international familie spredt i 160 lande.

På disse sidste ti år er der dannet over 500 nye stave og over 4.000 nye menigheder. Tre millioner nye medlemmer er føjet til.

Indskrivningen i vores uddannelsessystem er fordoblet, vokset med omkring 200.000. For det meste er vore unge stærkere og mere trofaste.

Den selvsupplerende uddannelsesfond er blevet oprettet. Vi begyndte med intet andet end håb og tro. I dag får næsten 18.000 unge hjælp. De bor i 27 forskellige lande. De får uddannelse og river sig løs af fattigdommens sump, hvor de og deres forfædre har boet i generationer. Deres færdigheder udvikles, og deres indtægt mangedobles.

Vi har fået flere templer. I 1995 var der 47. I dag er der 119, og yderligere tre skal indvies i år.

Mormons Bog kunne fås på 87 sprog i 1995. I dag kan den fås på 106 sprog.

Enoghalvtreds millioner eksemplarer af Mormons Bog er blevet uddelt i de sidste 10 år.

Vi har helt bogstaveligt opført tusindvis af bygninger over hele jorden. De er af en bedre standard og mere velegnet til vore behov end de, der blev bygget tidligere.

Desuden har vi opført denne forbløffende sal, hvorfra vi taler i dag, det enestående og smukke Konferencecenter her i Salt Lake City.

Og foruden alt dette og meget mere har vi rakt ud over hele jorden for at hjælpe personer i nød, hvor de end er. I de sidste 10 år har vi bidraget med kontanter og varer for hundredvis af millioner af dollars i humanitær hjælp til personer, der ikke tilhører vores tro.

Vi har rejst i hele verden og vidnet om dette, den Almægtiges værk. I de samme år har jeg personligt rejst halvanden million kilometer og besøgt ca. 70 lande. Min kære hustru rejste med mig indtil for et år siden, hvor hun gik bort den 6. april. Det har været ensomt siden da.

Men vores håb for fremtiden er stort, og vores tro er stærk.

Vi ved, at vi knap har ridset i overfladen af det, der skal ske i årene forude.

Jeg er nu næsten 95 år. Jeg har aldrig drømt om, at jeg skulle leve så længe. Mit liv minder mig om et skilt, der med en rusten krampe hang fra et ramponeret pigtrådshegn i Texas. Der stod:

Jeg håber, at jeg må opleve privilegiet at være sammen med jer, mine kære venner og medarbejder, så længe som Herren tillader det. Og jeg håber, at den indsats må være acceptabel.

Vores grundvold er Herren Jesu Kristi evangelium. Det hellige præstedømmes myndighed er her, gengivet under hænderne af dem, som modtog det direkte fra vor Herre. Tæppet er trukket bort, og himlens Gud og hans elskede Søn har talt til drengen, profeten Joseph ved indledningen til denne sidste og endelige uddeling.

Vores byrde ved at gå fremad er kolossal. Men vore muligheder er storslåede.

Jeg gentager nu det, jeg sagde for ti år siden, lad os »stå lidt mere ranke … løfte vores blik og udvide vores forstand i en større forståelse af den storslåede, tusindårige mission for denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«

Dette, mine brødre og søstre, er min opfordring til jer denne formiddag. Jeg sender min kærlighed, min velsignelse og min tak, nu hvor vi indleder denne storslåede konference. Må Herrens Ånd lede alt det, der skal ske. Det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi hellige navn. Amen.