Uforanderlige sandheder i skiftende tider

Mine kære brødre og søstre, både jer, som jeg kan se, og jer, som er forsamlet over hele verden, jeg beder om jeres bønner og tro i den opgave og det privilegium, det er at tale til jer.

Jeg begynder med at udtrykke ros til alle jer. I denne udfordrende verden er Kirkens ungdom den bedste nogen sinde. Vore medlemmers tro, tjeneste og gerninger er prisværdige. Vi er et bønsomt og troende folk, som altid stræber efter at være anstændige og ærlige. Vi tager os af hinanden. Vi forsøger at vise kærlighed til vor næste.

For at vi imidlertid ikke skal blive for selvtilfredse, vil jeg citere fra 2 Nephi i Mormons Bog:

»På den dag skal [djævelen] … berolige og neddysse [dem] i vellystig sikkerhed, så at de vil sige: Alt er vel i Zion, ja, Zion trives, alt er vel; og således bedrager djævelen deres sjæle.«¹

Nogen har sagt, at vores selvtilfredsheds træ har mange grene, og at hvert forår bliver flere knopper til blomster.

Vi har ikke råd til at være selvtilfredse. Vi lever i farefulde tider; tegnene ses rundt omkring os. Vi er fuldt ud klar over den negative påvirkning i vores samfund, som sniger sig ind på traditionelle familier. Til tider viser fjernsyn og film verdslige og umoralske helte og heltinder og forsøger at sætte skuespillere og skuespillerinder op som rollemodeller, skønt deres liv er alt andet end eksemplariske. Hvorfor skulle vi følge en blind vejleder? Radioen larmer ud med megen nedrakkende musik med vulgære tekster, farlige indbydelser og beskrivelser af næsten enhver form for ondskab, man kan forestille sig.

Vi, som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, skal modstå de farer, som omgiver os og vore familier. Som en hjælp til denne beslutning tilbyder jeg flere forslag, såvel som nogle eksempler fra mit eget liv.

Jeg vil begynde med familieaften. Vi har ikke råd til at forsømme dette himmelsk inspirerede program. Det kan bringe åndelig vækst til hvert medlem af familien og hjælpe ham eller hende til at modstå de fristelser, som findes overalt. De lektier, som læres i hjemmet, er dem, som varer længst. Præsident Gordon B. Hinckley og hans forgængere har udtalt: »Hjemmet er basis for et retskaffent liv, og der er ikke noget andet, som kan tage dets plads eller udfylde dets afgørende funktioner.«²

Dr. Glenn J. Doman, kendt forfatter og lægelig ekspert, skrev: »Det nyfødte barn er nærmest en nøjagtig kopi af en tom … computer, skønt overlegen i forhold til en sådan computer på næsten alle tænkelige måder … Hvad man anbringer i barnets [sind] i de første otte år af dets liv, bliver sandsynligvis dér … Hvis man indpoder fejlinformationer i dets [sind] i denne periode, er det ekstremt vanskeligt at fjerne dem igen.« Dr. Doman tilføjede, at den mest modtagelige alder i menneskets liv er omkring de to eller tre år.³

Jeg kan godt lide denne tanke: »Dit sind er som et skab, og du fylder hylderne op.« Lad os sikre os, at vore skabshylder, og vore familiemedlemmers skabshylder, er fyldt op med det, som giver sikkerhed til vores sjæl og gør os i stand til at vende tilbage til vor Fader i himlen. Sådanne hylder kan meget vel fyldes med evangelisk lærdom, tro, bøn, kærlighed, tjeneste, lydighed, eksempel og venlighed.

Nu vil jeg tale om emnet gæld. Dette er en tid med lån, en tid, hvor adskillige kreditkorttilbud lander i vores postkasser hver uge. De tilbyder almindeligvis en meget lav rente, som gælder i en kort tidsperiode; men, hvad man sædvanligvis ikke indser, er, at efter denne periodes udløb, øges renten dramatisk. Jeg vil gerne læse en udtalelse af præsident J. Reuben Clark jun., som for mange år siden var medlem af Det Første Præsidentskab. Sandheden i den er tidløs. Han sagde:

»Det er en regel i vores økonomiske tilværelse i hele verden, at man skal betale renter af lånte penge …

Renter sover aldrig, de bliver ikke syge eller dør, de bliver ikke indlagt på hospitalet, de arbejder om søndagen og i ferier, de tager aldrig ferie, de går ikke på besøg eller rejser væk, de har ingen glæde, de har aldrig fri fra arbejde eller bliver fyret, de arbejder aldrig på nedsat tid … Har man først stiftet gæld, er renterne ens ledsager hvert minut af dagen og natten. Man kan ikke undgå dem eller slippe for dem, man kan ikke afvise dem, de giver ikke efter for hverken bønner, krav eller ordrer, og når som helst man kommer i vejen for dem, krydser deres vej eller undlader at efterkomme deres krav, knuser de én.«⁴

Brødre og søstre, jeg forfærdes ved nogle af de reklamer, jeg ser og hører, som reklamerer for belåning af friværdien i huset. Sagt enkelt er det en ekstra pant i huset. Reklamerne for sådanne lån forsøger at friste os til at låne mere for at have mere. Det, som aldrig nævnes, er det faktum, at hvis man bliver ude af stand til at betale dette »ekstra« huslån, er man i fare for at miste sit hus.

Undgå den filosofi og undskyldning at gårsdagens luksus er blevet en nødvendighed i dag. De er ikke nødvendigheder, medmindre vi selv gør dem til det. Mange af vore unge par i dag ønsker at begynde med flere biler og den slags hjem, som mor og fra har arbejdet et helt liv for at få. Derfor sætter de sig i langsigtet gæld baseret på to lønninger. Måske for sent finder de ud af, at der sker ændringer, kvinder får børn, sygdom rammer nogle familier, arbejde mistes, naturkatastrofer og andre situationer opstår, og man kan ikke længere betale det lån, som er grundlagt på to lønninger.

Det er nødvendigt for os at sætte tæring efter næring.

Jeg har følt mig tilskyndet til at tale til mødre, til fædre, til sønner og til døtre.

Jeg vil gerne sige til hver eneste mor og hver eneste far – vær gode til at lytte. Kommunikation er så vigtig i dag i vores hurtige verden. Tag jer tid til at lytte. Og til jer børn, tal til jeres mor og til jeres far. Det er måske svært at forstå, men jeres forældre har oplevet mange af de samme udfordringer, som I står overfor i dag. Ofte ser de den større sammenhæng tydeligere, end I kan. De beder for jer hver dag og er berettigede til inspiration fra vor himmelske Fader til at give jer råd og vejledning.

Mødre, del jeres pligter i hjemmet. Det er ofte lettere at gøre alting selv, end det er at overtale jeres børn til at hjælpe, men det er nødvendigt for dem at lære betydningen af at gøre deres del.

Fædre, jeg råder jer til at vise kærlighed og venlighed mod jeres hustru. Hav tålmodighed med jeres børn. Forkæl dem ikke i overmål, for de skal lære at klare sig i verden.

Jeg vil opmuntre jer til at stå til rådighed for jeres børn. Jeg har hørt, at ingen mand, når døden nærmede sig, har sagt, at han ville ønske, at han havde tilbragt mere tid på kontoret.

Jeg elsker følgende eksempel, som er taget fra en artikel med titlen »En dag på stranden« af Arthur Gordon. Han sagde:

»Da jeg var omkring tretten og min bror ti, havde far lovet at tage os med i cirkus. Men ved frokosttid kom der et telefonopkald: Noget vigtigt på arbejdet krævede hans tilstedeværelse inde i byen. Vi forberedte os på skuffelsen. Så hørte vi ham sige i telefonen: ›Nej, jeg kan ikke komme. Det bliver nødt til at vente.‹

Da vi kom tilbage til bordet, smilede mor og sagde: ›Du ved godt, at cirkus bliver ved med at komme tilbage.‹

›Det ved jeg,‹ sagde far. ›Men det gør barndommen ikke.‹«⁵

Mine brødre og søstre, tiden sammen med jeres børn er flygtig. Udsæt ikke at være sammen med dem nu. Der var en, som sagde det på en anden måde: Lev kun for i morgen, og du får masser af tomme i går’er i dag.⁶

Forældre, hjælp jeres børn med at sætte mål vedrørende skole og karriere. Hjælp jeres sønner med at lære manérer og respekt for kvinder og børn.

Præsident Hinckley sagde: »Sådan som vi oplærer en ny generation, vil verden være om nogle få år. Hvis I bekymrer jer om fremtiden, så se på opdragelsen af jeres børn.«⁷

Apostlen Paulus’ udtalelse til sin elskede Timotheus kan meget vel anvendes: »Vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.«⁸

Forældre, lev jeres liv på en sådan måde, at jeres børn vil se jer som et eksempel, der er værd at følge.

Jeg formaner alle familier: Søg jeres arv. Det er vigtigt så vidt muligt at kende dem, som gik forud for os. Vi opdager noget om os selv, når vi lærer om vore forfædre.

Jeg husker som dreng, at jeg hørte om mine Miller-forfædres oplevelser. I foråret 1848 sluttede mine tip-oldeforældre, Charles Steward Miller og Mary McGowan Miller sig til Kirken i deres fædreland, Skotland, forlod deres hjem i Rutherglen og rejste tværs over Atlanten. De nåede havnen i New Orleans og rejste op ad Mississippifloden til St. Louis i Missouri sammen med en gruppe hellige og ankom der i 1849. Et af deres 11 børn, Margaret, blev min oldemor.

Da familien ankom til St. Louis med planer om at tjene tilstrækkelig med penge til at kunne rejse til Salt Lake-dalen, ramte en kolera-epidemi området. Familien Miller blev hårdt ramt: I et tidsrum på to uger døde mor, far og to af deres sønner. Min oldemor, Margaret Miller, var 13 år gammel på det tidspunkt.

På grund af alle dødsfaldene i området var der ingen kister at få – til nogen som helst pris. De ældre overlevende drenge skilte familiens oksefold ad for at lave kister til de familiemedlemmer, som var gået bort.

De ni forældreløse Miller-børn, som var tilbage, og ægtemanden til en af de ældste døtre forlod St. Louis i foråret 1850 med fire okser og én vogn, og ankom endelig til Salt Lake-dalen samme år.

Jeg står i dyb taknemmelighedsgæld til disse og andre ædle forfædre, som elskede evangeliet, og som elskede Herren så højt, at de var villige til at ofre alt, hvad de havde, også deres liv, for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hvor er jeg taknemmelig for tempelordinancerne, som binder os sammen i al evighed.

Jeg understreger, hvor vigtigt det arbejde, vi gør i Herrens tempel for vore afdøde slægtninge, er.

For blot to måneder siden i dag, samledes medlemmerne af min familie i templet i Salt Lake City for at udføre beseglinger for nogle af vore afdøde forfædre. Det var en af de mest åndelige oplevelser, vores familie har haft sammen, og den øger den kærlighed, vi har til hinanden, og vores forpligtelse til at leve værdigt til vores arv.

For år tilbage, da vores yngste søn, Clark, gik i en religionsklasse på Brigham Young University, spurgte underviseren ham under en lektion: »Clark, hvilket eksempel på livet sammen med din far husker du bedst?«

Underviseren skrev senere til mig og fortalte mig om det svar, som Clark havde givet klassen. Clark sagde: »Da jeg var diakon i Det Aronske Præstedømme, tog min far og jeg på fasanjagt i nærheden af Malad i Idaho. Det var mandag – den sidste dag i fasansæsonen. Vi gik gennem talrige marker i søgen efter fasaner, men så kun nogle få, og dem ramte vi ved siden af. Så sagde far til mig: ›Clark, lad os aflade vore geværer og lægge dem hér i grøften. Så knæler vi ned og beder.‹ Jeg troede, at far ville bede om flere fasaner, men jeg tog fejl. Han forklarede mig, at ældste Richard L. Evans fra De Tolv Apostles Kvorum var alvorligt syg, og at klokken 12 denne mandag skulle medlemmerne af De Tolvs Kvorum – uanset hvor de var på dette tidspunkt – knæle ned og på dén måde forene sig i inderlig bøn i tro for ældste Evans. Vi tog vore kasketter af, vi knælede, og vi bad.«

Jeg kan godt huske hændelsen, men jeg drømte ikke om, at en søn betragtede mig, lærte noget og opbyggede sit eget vidnesbyrd.

Flere år senere havde vi en ung avisdreng, som ikke altid afleverede avisen på den måde, det var meningen. I stedet for at lægge avisen på verandaen, kastede han den nogle gange ved et uheld ind i buskene eller endog tæt på vejen. Nogle af kunderne på hans rute besluttede sig for at klage. En dag kom en delegation til vores hus og bad min hustru, Frances, om at underskrive klagen. Hun afslog, idet hun sagde: »Hvorfor? Han er bare en lille dreng, og aviserne er så tunge for ham. Jeg kunne ikke finde på at kritisere ham, for han gør sit bedste.« Klagen var dog underskrevet af mange af de andre på ruten og blev sendt til drengens tilsynsførende.

Ikke så mange dage senere kom jeg hjem fra arbejde og fandt Frances i tårer. Da hun endelig var i stand til at tale, fortalte hun mig, at hun lige havde fået at vide, at den lille avisdrengs lig var blevet fundet i hans garage, hvor han havde taget sit eget liv. Tilsyneladende havde kritikken været for meget for ham at bære. Hvor var vi taknemmelige for, at vi ikke havde tilsluttet os kritikken. Det har altid været en levende lektie om betydningen af ikke at dømme og at behandle alle med venlighed.

Frelseren bør være vores eksempel. Som der står skrevet om ham, gik han frem »i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«⁹ Han »færdedes overalt og gjorde vel … for Gud var med ham.«¹⁰

Husk på, at Guds visdom ofte virker som dårskab for mennesker, men den vigtigste erfaring, vi kan gøre os i jordelivet, er, at når Gud taler og et menneske adlyder, så er det menneske altid på rette spor.

Må vi følge Fredsfyrsten, som bogstavelig talt viste os vejen, vi skal følge – for ved at gøre det, vil vi overleve disse farefulde tider. Hans guddommelige plan kan frelse os fra de farer, der omgiver os på alle sider. Hans eksempel viser vejen. Når han mødte fristelse, undgik han den. Da han blev tilbudt verden, afslog han den. Da han blev bedt om at give sit liv, gav han det.

Nu er tiden. Dette er stedet. Må vi følge ham, beder jeg i Jesu Kristi navn. Amen.