Tro er svaret

I begyndelsen af 1950’erne var USA i krig på den koreanske halvø. På grund af værnepligten på den tid kunne unge mænd ikke tjene som missionærer, men skulle i stedet gå ind i militæret. Med denne viden meldte jeg mig til hærens reserveofficersuddannelse, mens jeg gik på universitetet. Mit mål var at blive officer ligesom min ældste bror. Men da jeg i juleferien var hjemme på besøg, kaldte min biskop derhjemme, Vern Freeman, mig ind på sit kontor. Han fortalte mig, at en ung kirkeleder, der hed bror Gordon B. Hinckley, havde lavet en aftale med den amerikanske regering, der gjorde det muligt for hver af Kirkens menigheder i USA at kalde en ung mand til at tjene på mission. Denne unge mand ville få udsat sin værnepligt, mens han var på mission.

Biskop Freeman sagde, at han havde bedt om det, og han følte, at han skulle anbefale mig til at være den fra vores menighed, der tjente som fuldtidsmissionær. Jeg fortalte ham, at jeg allerede havde lavet andre planer – jeg havde meldt mig til hærens reserveofficersuddannelse og forventede at blive officer! Min biskop mindede mig venligt om, at han var blevet tilskyndet til at anbefale mig til at tjene en mission på lige dette tidspunkt. Han sagde: »Gå hjem og tal med dine forældre, og kom tilbage i aften med dit svar.«

Jeg gik hjem og fortalte min far og mor, hvad der var sket. De sagde, at biskoppen var inspireret, og at jeg med glæde skulle tage imod Herrens opfordring til at tjene. Min mor kunne se, hvor skuffet jeg var over udsigten til ikke at blive officer nu. Hun citerede dette:

»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.

Anerkend ham på alle måder, så vil han jævne dine stier.«¹

Den aften tog jeg tilbage til biskoppens kontor og tog imod hans invitation. Han fortalte mig, at jeg skulle tage hen til hvervekontoret og fortælle dem om min beslutning.

Da jeg gjorde det, fik jeg til min overraskelse følgende at vide af damen, der var formand for hvervekontoret: »Hvis du accepterer en missionskaldelse, så vil du modtage din indkaldelse til hæren, før du kan melde dig til hærens reserve igen. Du vil så tjene som menig soldat, ikke som officer.«

Trods denne uventede ændring var min mission vidunderlig. Den ændrede mit livs kurs, som den gør for dem, der tjener. Men som jeg havde fået at vide, så sendte regeringen mig en indkaldelse til den amerikanske hær en måned, før jeg var færdig med min mission.

Efter træningsforløbet og militærpolitiskolen blev jeg sendt til en militærbase for at arbejde i militærpolitiet. En nat fik jeg en opgave, der ville vare hele natten, hvor jeg skulle eskortere en konvoj af fanger fra en lejr til en anden.

I løbet af natten stoppede konvojen halvvejs for at holde pause. Den øverstbefalende officer sagde, at vi skulle gå ind i restauranten og drikke noget kaffe, så vi kunne holde os vågne resten af natten. Han lagde straks mærke til, at jeg undslog mig. Han sagde: »Soldat, du skal drikke noget kaffe, så du kan holde dig vågen på resten af denne tur. Jeg vil ikke have, at nogen fanger flygter eller laver problemer på min vagt.«

Jeg sagde: »Sir, med al respekt, jeg gør det ikke. Jeg er mormon, og jeg drikker ikke kaffe.«

Han kunne ikke lide mit svar, og han bad mig endnu engang om at drikke kaffen.

Igen afslog jeg høfligt. Jeg satte mig bagest i bussen med mit våben fremme og en bøn i mit hjerte om, at jeg måtte kunne holde mig vågen og ikke ville få brug for det. Turen sluttede uden begivenheder.

Nogle få dage senere inviterede den øverstbefalende officer mig ind på sit kontor til et personligt interview. Han fortalte mig, at selvom han havde været bange for, at jeg ikke ville kunne holde mig vågen på turen den nat, så satte han pris på, at jeg havde stået ved mine overbevisninger. Og derpå sagde han til min forbløffelse, at hans assistent skulle forflyttes, og han havde anbefalet mig som sin nye assistent!

I det meste af de næste to år havde mange muligheder for at have ledelsesmæssige opgaver. Det endte med, at de positive oplevelser, som jeg havde i løbet af min militærtjeneste, var mere, end jeg havde drømt om.

Fra denne enkle historie – og mange flere fra mit liv – har jeg lært, at tro og lydighed er svarene på vores bekymringer, sorg og lidelser. Tro på Herren Jesus Kristus er i sandhed den kraft, der kan forandre vores liv og føre os til frelse.

Hvordan kan vi få denne tro? Ved vore handlinger. Vi må »gå og gøre det, som Herren har befalet,«² ligesom Nephi rådede os. Vi må stole på Herren af hele vores hjerte, som min mor så kærligt belærte mig. Mange gange finder vi med taknemmelighed, at når vi udøver tro for at udføre Herrens vilje, så bliver vi rigt velsignet for vores lydighed.

Nogle gange oplever vi dog, at selv når vi gør vores bedste for at tjene Herren, så lider vi stadig. I kender måske nogen, der står over for store udfordringer; tænk på en forælder, hvis barn bliver sygt, som alle beder og faster for med hele deres hjerte og sjæl, men som til sidst dør. Eller den missionær, der bringer ofre for at tage på mission, og så udvikler en forfærdelig sygdom, der gør, at han eller hun bliver invalid eller har kroniske smerter. Eller den kvinde, der lever så trofast og lydigt, som det er muligt for hende, men som aldrig kan få de børn, som hun ønsker. Eller den hustru, der gør sit bedste for at skabe et godt hjem for hendes familie og opdrage sine børn, men hvis mand forlader hende. Skrifterne har mange eksempler på folk, der blev frelst efter at have udvist stor tro, såsom Shadrak, Meshak og Abed-Nego i ovnen med den flammende ild. Men skrifterne har også mange eksempler på hengivne mennesker, der ikke oplevede guddommelig indblanding under en krise. Abinadi blev brændt på bålet, Johannes Døber blev halshugget, Alma og Amuleks tilhængere blev kastet i flammerne. At gøre det rigtige betyder ikke, at alting altid vil gå godt. Det, som man skal huske på, er, at tro og lydighed stadig er svarene – selv når tingene går galt, måske især når tingene går galt.

Husk på, at Herren har lovet, at han vil hjælpe os, når vi står over for modgang. Han er særligt barmhjertig over for dem, der lider. Det var ham, der sagde: »Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.«³

Som en del af forsoningen led vor Frelser alt. Han kender til fysisk og følelsesmæssigt smerte. Han kender til sorgen ved at miste og blive forrådt. Men han viste os, at til syvende og sidst så er kærlighed, tålmodighed, ydmyghed og lydighed vejen til sand fred og lykke. Jesus sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.« Men derpå, for at advare os mod at søge mere end blot jordisk bekvemmelighed, tilføjede Jesus: »Jeg giver jer ikke, som verden giver.«⁴ Verden ser fred som fraværet af konflikt eller smerte, men Jesus giver os fred trods vores lidelse. Hans liv var ikke fri for konflikt eller smerte, men det var fri for frygt og fuld af mening. Apostlen Peter skrev: »Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud …

for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor:

han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.«⁵

Vi, der har accepteret Jesus Kristus som vor Frelser, må stole fuldt på Kristi fortjeneste. Når vi har gjort det, som vi kan, så vil han frelse os. Når vi med mod udøver vores tro, og når vi går fremad og stoler på Kristi fortjeneste, så vil han velsigne os og lede os i alle vore bestræbelser. Han vil styrke os og give os fred i vore trængsler. »For vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.«⁶ Jeg beder om, at hver af os kan blive bedre til at stole på Herren og øge vores tro på ham.

Og nu, brødre og søstre, nu hvor jeg er ved at slutte, vil jeg gerne berøre et andet emne. I de seneste år er jeg blevet velsignet ved at være tæt på præsident Hinckley, og jeg vil minde jer om, at præsident Hinckley ikke blot er en levende profet, men også en levende seer. Han ser ting, som andre ikke ser. Han har dømmekraftens gave, han er optimist og realist. Jeg ønsker at udtrykke min taknemmelighed over for Herren, fordi han har bevaret præsident Hinckley og har ladet ham og hans ædle rådgivere lede Kirken i de sidste ti år. Gennem præsident Hinckleys guddommelige ledelse, har Kirken modtaget mange vidtrækkende velsignelser, hvoraf mange ikke er åbenbare. Jeg vil kraftigt opmuntre hver af jer til at være mere omhyggelige med at følge hans råd og vejledning, for i sandhed: »En seer har Herren oprejst for sit folk.«⁷

Jesus er Kristus. Joseph er genoprettelsens profet. Præsident Gordon B. Hinckley er vores levende profet. I Jesu Kristi navn. Amen.