Sig aldrig nej til en mulighed for at vidne om Kristus

Det er i dag fem år siden, vi løftede vores hånd for at opretholde vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – Herrens talerør til denne bemærkelsesværdige tid med vækst og åbenbaring. Gennem ham har vi modtaget utallige opfordringer og er blevet lovet storslåede velsignelser, hvis vi fokuserer på vor Frelser, Jesus Kristus.

Da jeg i 2011 tjente sammen med min mand som missionsledere i det smukke Curitiba i Brasilien, ringede min telefon under et møde. Da jeg skyndte mig at slå lyden fra, bemærkede jeg, at det var min far, der ringede. Jeg forlod hurtigt mødet for at svare: »Hej far!«

Uventet blev hans stemme helt følelsesladet: »Hej Bonnie. Der er noget, jeg må fortælle dig. Jeg er blevet diagnosticeret med ALS.«

Jeg blev helt forvirret: »Vent! Hvad er ALS?

Far var allerede i gang med at forklare: »Mit sind vil forblive opmærksomt, mens min krop langsomt vil lukke ned.«

Jeg følte, at hele min verden ændrede sig, da jeg begyndte at kæmpe med følgerne af denne foruroligende nyhed. Men på den uforglemmelige dag var det hans sidste sætning, der optog en permanent plads i mit hjerte. Min kære far sagde indtrængende: »Bonnie, sig aldrig nej til en mulighed for at vidne om Kristus.«

Jeg har tænkt over min fars råd og bedt om det. Jeg har ofte spurgt mig selv, om jeg fuldt ud ved, hvad det vil sige aldrig at sige nej til en mulighed for at vidne om Jesus Kristus.

Som jer har jeg lejlighedsvist stået den første søndag i måneden og båret vidnesbyrd om Kristus. Mange gange har jeg vidnet om evangeliske sandheder som en del af en lektion. Jeg har som missionær frimodigt undervist i sandhed og erklæret Kristi guddommelighed.

Alligevel føltes denne opfordring mere personlig! Det virkede som om, at han sagde: »Bonnie, lad ikke verden overvælde dig! Forbliv tro mod dine pagter med Frelseren. Søg efter at opleve hans velsignelser hver dag, og vær ved Helligånden i stand til at vidne om hans kraft og tilstedeværelse i dit liv!«

Vi lever i en falden verden med forstyrrelser, der drager vores øjne og hjerte nedad i stedet for mod himlen. Ligesom nefitterne i 3 Nefi 11 har vi brug for Jesus Kristus. Kan I forestille jer, at I er der blandt folk, der havde oplevet så stort kaos og ødelæggelse? Hvordan ville det være at høre Herrens personlige invitation:

»Rejs jer, og kom hen til mig, så I kan stikke jeres hænder i min side, og så I også kan føle naglemærkerne i mine hænder og i mine fødder, så I kan vide, at jeg er … hele jordens Gud og er blevet slået ihjel for verdens synder.

Og … mængden kom frem … en efter en … og med deres egne øjne så [de] og med deres egne hænder følte [de] og med vished vidste [de] … og [erfarede] for sig selv.«¹

Disse nefitter gik ivrigt frem for at stikke deres hænder i hans side og føle naglemærkerne i hans hænder og fødder, så de selv kunne se, at dette var Kristus. På samme måde havde mange trofaste mennesker, som vi har læst om i Det Nye Testamente i år, ivrigt ventet på Kristi komme. De forlod så deres marker, arbejdsborde og middagsborde og fulgte ham, trængtes om ham og satte sig sammen med ham. Er vi lige så ivrige efter selv at se som skarerne i skrifterne? Er de velsignelser, vi søger, mindre nødvendige end deres?

Da Kristus fysisk besøgte nefitterne i deres tempel, var hans invitation ikke at stå på afstand og se på ham, men at røre ham for selv at mærke virkeligheden af menneskehedens Frelser. Hvordan kan vi komme tæt nok på til at få et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus? Det kan være en del af det, min far prøvede at lære mig. Selvom vi ikke kan nyde den samme fysiske nærhed som dem, der vandrede med Kristus under hans jordiske tjenestegerning, kan vi gennem Helligånden opleve hans kraft hver dag! Lige så meget, som vi har brug for!

De unge kvinder rundt om i verden har lært mig så meget om at søge Kristus og få et dagligt, personligt vidnesbyrd om ham. Lad mig dele visdom fra to af dem:

Livvy har set generalkonference hele sit liv. Faktisk har hendes familie tradition for at se alle fem møder sammen i deres hjem. Tidligere havde konferencen for Livvy betydet, at tegne kruseduller eller en lejlighedsvis, utilsigtet lur. Men den seneste oktoberkonference var anderledes. Den blev personlig.

Denne gang besluttede Livvy sig for at være en aktiv modtager. Hun slog notifikationer fra på sin telefon og tog noter af Åndens indtryk. Hun blev forbløffet, da hun følte specifikke ting, Gud ønskede, at hun skulle høre og gøre. Denne beslutning gjorde en forskel i hendes liv næsten med det samme.

Kun nogle dage senere inviterede hendes venner hende til at se en upassende film. Hun siger: »Jeg følte konferencens ord og ånd vende tilbage til mit hjerte, og jeg hørte mig selv afslå deres invitation.« Hun havde også mod til at bære sit vidnesbyrd om Frelseren i sin menighed.

Efter disse begivenheder sagde hun: »Det forbløffende er, at da jeg hørte mig selv bære vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, følte jeg Helligånden bekræfte det for mig igen.«

Livvy smuttede ikke som en sten hen over overfladen af konferenceweekenden; hun dykkede ned med sind og ånd og fandt Frelseren der.

Og så er der Maddy. Da Maddys familie holdt op med at komme i kirke, var hun forvirret og usikker på, hvad hun skulle gøre. Hun indså, at noget afgørende manglede. Så som 13-årig begyndte Maddy at komme alene i kirke. Selvom det sommetider var svært og ubehageligt at være alene, vidste hun, at hun kunne finde Frelseren i kirken, og hun ønskede at være der, hvor han er. Hun siger: »I kirken følte min sjæl, at den var hjemme.«

Maddy holdt fast i det faktum, at hendes familie var blevet beseglet for al evighed. Hun begyndte at tage sine yngre brødre med sig i kirke og studere skrifterne med dem derhjemme. Med tiden begyndte hendes mor at komme med dem. Maddy fortalte sin mor om sit ønske om at tage på mission og spurgte, om hendes mor kunne blive klar til at tage i templet sammen med hende.

I dag er Maddy på missionærskolen. Hun tjener. Hun vidner om Kristus. Hendes eksempel var med til at føre begge hendes forældre tilbage til templet og tilbage til Kristus.

Når vi ligesom Livvy og Maddy vælger at søge Kristus, vil Ånden vidne om ham i mange forskellige situationer. Disse vidner fra Ånden finder sted, når vi faster, beder, venter og fortsætter fremad. Vores nærhed til Kristus vokser ved at tilbede ofte i templet, omvende os dagligt, studere skrifterne, komme i kirke og gå til seminar, tænke over vores patriarkalske velsignelse, værdigt modtage ordinancer og ære hellige pagter. Alt dette indbyder Ånden til at oplyse vores sind, og det giver os yderligere fred og beskyttelse. Men ærer vi dem som hellige muligheder for at bære vidnesbyrd om Kristus?

Jeg har været i templet mange gange, men når jeg tilbeder i Herrens hus, forandrer det mig. Sommetider er jeg sulten, når jeg faster, men andre gange tager jeg for mig af Ånden med et formål. Jeg har sommetider mumlet bønner, der er ensformige og rutineprægede, men jeg har også kommet ivrig efter at modtage råd fra Herren gennem bøn.

Der er kraft at finde, hvis vi i mindre grad gør disse hellige vaner til en tjekliste og mere til et vidne. Processen vil ske gradvist, men vil vokse med daglig, aktiv deltagelse og meningsfulde oplevelser med Kristus. Når vi konsekvent handler på hans lære, får vi et vidnesbyrd om ham; vi opbygger et forhold til ham og vor himmelske Fader. Vi stræber efter at blive som dem.

Modstanderen skaber så megen støj, at det kan være svært at høre Herrens røst. Vores verden, vores udfordringer, vores situationer vil ikke blive mere stille, men vi kan og må hungre og tørste efter det, der hører Kristus til, for at »høre ham« med tydelighed.² Vi ønsker at skabe muskelhukommelse om at være discipel og bære vidnesbyrd, hvilket vil bringe vores tillid til vor Frelser i fokus hver dag.

Min far har været borte i over 11 år nu, men hans ord lever i mig. »Bonnie, sig aldrig nej til en mulighed for at vidne om Kristus.« Jeg opfordrer jer til sammen med mig at tage imod hans opfordring. Se efter Kristus overalt – jeg lover, at han er der!³ Sand glæde hviler på vores villighed til at komme Kristus nærmere og selv se.

Vi ved, at i de sidste dage skal »hvert knæ bøje sig og hver tunge bekende«, at Jesus er Kristus.⁴ Jeg beder om, at dette vidne vil blive en normal og naturlig oplevelse for os nu – at vi vil benytte enhver mulighed for med glæde at vidne: Jesus Kristus lever!

Åh, hvor jeg dog elsker ham. Hvor er vi taknemlige for hans altomfattende forsoning, som har muliggjort »evigt liv og gjorde udødelighed til en realitet for [os] alle.« Jeg bærer vidnesbyrd om vor Frelsers godhed og store herlighed, i hans hellige navn, ja, i Jesu Kristi navn. Amen.