Ét i Kristus

Som præsident Dallin H. Oaks har nævnt, så er det i dag palmesøndag, indledningen på den stille uge, der markerer Herrens indtog i Jerusalem, hans lidelse i Getsemane og hans død på korset blot få dage senere samt hans glorværdige opstandelse påskesøndag. Lad os beslutte, at vi aldrig glemmer, hvad Kristus udholdt for at forløse os.¹ Og lad os aldrig miste den overvældende glæde, vi atter engang vil føle ved påsken, når vi tænker over hans sejr over graven og den gave, som universel opstandelse er.

Aftenen inden de prøvelser og korsets plager, der ventede forude for ham, nød Jesus et påskemåltid med sine apostle. Mod slutningen af det sidste måltid, tryglede Jesus sin Fader med disse ord i sin ypperstepræstelige bøn: »Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«²

Derefter udvidede Frelseren også kærligt sin bøn til at omfatte alle troende:

»Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,

at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os.«³

At blive ét er et gennemgående tema i Jesu Kristi evangelium og Guds omgang med sine børn. Angående Zions by i Enoks dage, siges det, at »de var af ét hjerte og ét sind«.⁴ Om de tidlige hellige i Jesu Kristi Kirke på hans tid siger Det Nye Testamente: »Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind.«⁵

I vores uddeling har Herren påmindet os således: »Jeg siger jer: Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«⁶ Blandt de årsager, som Herren anførte for, at de hellige i Missouri ikke lykkedes med at grundlægge et Zion, var, at de »ikke [var] forenede i overensstemmelse med den enighed, som kræves af det celestiale riges lov«.⁷

Hvor Gud hersker i alle hjerter og sind, beskrives folket som at være »ét, Kristi børn«.⁸

Da den opstandne Frelser viste sig for det fordums folk i Mormons Bog, bemærkede han med misbilligelse, at der tidligere havde været splid blandt folket om dåb og andre anliggender. Han bød dem:

»Og der skal ikke være nogen mundhuggerier blandt jer, som der hidtil har været; ej heller skal der være mundhuggerier blandt jer angående detaljerne i min lære, som der hidtil har været.

For sandelig, sandelig siger jeg til jer: Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.«⁹

Hvordan kan man i vores ekstremt splittede verden opnå harmoni, især i Kirken, hvor vi formodes at have »én Herre, én tro, én dåb?«¹⁰ Paulus giver os nøglen:

»Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.«¹¹

Vi er for forskellige og til tider for fjendtligt indstillede til at være i stand til at finde sammen som ét på noget andet grundlag eller i noget andet navn. Kun i og ved Jesus Kristus kan vi i sandhed blive ét.

At blive ét i Kristus sker en for en – vi begynder hver især med os selv. Vi består alle af kød og ånd, og vi ligger sommetider i krig med os selv. Som Paulus udtrykte det:

»For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov.

Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.«¹²

Jesus var også et væsen af kød og ånd. Han blev prøvet, han forstår, han kan hjælpe os med at opnå harmoni i os selv.¹³ Derfor stræber vi, ved at trække på Kristi lys og nåde, efter at give vores ånd – og Helligånden – herredømme over det fysiske. Og når vi kommer til kort, har Kristus gennem sin forsoning givet os omvendelsens gave og muligheden for at prøve igen.

Hvis vi individuelt »iklæder os Kristus«, kan vi sammen håbe på at blive ét, og som Paulus sagde: »Kristi legeme.«¹⁴ At iklæde sig Kristus omfatter bestemt at gøre hans »største og … første bud«¹⁵ til vores største og første forsæt, og hvis vi elsker Gud, vil vi holde hans bud.¹⁶

Samhørighed med vores brødre og søstre i Kristi legeme vokser, når vi giver agt på det andet bud, der er uløseligt knyttet til det første – at elske andre som os selv.¹⁷ Og jeg formoder, at en endnu mere fuldkommen samhørighed blandt os kunne opnås, hvis vi fulgte Frelserens højere og helligere udtryk for dette andet bud – nemlig ikke blot at elske hinanden, som vi elsker os selv, men som han har elsket os.¹⁸ Alt i alt betyder det, at »enhver stræber efter at tilgodese sin næste og gøre alt alene med Guds ære for øje«.¹⁹

Præsident Marion G. Romney, tidligere rådgiver i Det Første Præsidentskab sagde, da han forklarede, hvordan varig fred og harmoni opnås:

»Hvis et enkelt menneske, som følger Satan, udelukkende udøver kødets gerninger, så er han i kamp med sig selv. Hvis to mennesker følger Satan, så er de hver især i kamp med sig selv og i strid med hinanden. Hvis mange mennesker følger Satan, så vil et helt samfund fyldes med stress og strid. Hvis regenter i forskellige lande følger Satan, så vil striden blive verdensomspændende.«

Præsident Romney fortsatte: »Ligesom kødets gerninger har universel virkning, så har evangeliets fred det også. Hvis en mand efterlever evangeliet, har han fred med sig selv. Hvis to mænd efterlever det, vil de hver især have fred med sig selv og fred med hinanden. Hvis alle indbyggere efterlever det, så vil der være fred i hele landet. Hvis der er tilstrækkelig mange lande, som nyder Åndens frugter til at lede i verden, da – og først da – vil vi ikke længere kunne høre krigstrommer … (Se Alfred Lord Tennyson, »Locksley Hall«, The Complete Poetical Works of Tennyson, red. W.J. Rolfe, Boston, Houghton–Mifflin Co., 1898, s. 93, linje 27-28).«²⁰

Når vi iklæder os Kristus, bliver det muligt enten at løse eller lægge forskelle, uoverensstemmelser og skænderier til side. Vi finder et ret dramatisk eksempel på at overvinde splid i vores kirkes historie. Ældste Brigham Henry Roberts (bedre kendt som B.H. Roberts) blev født i England i 1857, han tjente som medlem af De Halvfjerds’ Første Råd – det er det, vi i dag omtaler som De Halvfjerds’ Præsidium. Ældste Roberts var en dygtig og utrættelig fortaler for det gengivne evangelium og for Kirken i nogle af dens sværeste tider.

I 1895 kom ældste Roberts’ tjeneste i Kirken dog i fare på grund af splid. B. H. Roberts var blevet udpeget som repræsentant til den forsamling, der udfærdigede en forfatning for Utah, da de blev en stat. Bagefter besluttede han sig for at blive kandidat til den amerikanske kongres, men han underrettede ikke Det Første Præsidentskab eller søgte deres tilladelse. Præsident Joseph F. Smith, der var rådgiver i Det Første Præsidentskab, kritiserede B.H. Roberts for den fejl ved et præstedømmemøde til en generalkonference. Ældste Roberts blev ikke valgt ind, og han følte, at valgnederlaget i høj grad skyldtes præsident Smiths udtalelser. Han var kritisk over for Kirkens ledere i nogle politiske taler og interviews. Han trak sig fra aktiv tjeneste i Kirken. Under et længerevarende møde i templet i Salt Lake City med medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd, fortsatte B.H. Roberts hårdnakket med at retfærdiggøre sig selv. Senere gav »præsident Wilford Woodruff ældste Roberts tre uger til at genoverveje sin stilling. Hvis han stadig ikke ville omvende sig, ville de afløse ham fra De Halvfjerds«.²¹

Under et efterfølgende privat møde mellem apostlene Heber J. Grant og Francis Lyman var B.H. Roberts til at begynde med ubøjelig, men kærlighed og Helligånden sejrede i sidste ende. Tårer vældede op i hans øjne. De to apostle var i stand til give svar på visse ting, som ældste Roberts havde opfattet som fornærmelser og angreb, der var gået ham på. Og de forlod ham med en indtrængende opfordring til forsoning. Næste morgen sendte ældste Roberts, efter en lang bøn, besked til ældste Grant og ældste Lyman om, at han var beredt til at blive forliget med sine brødre.²²

Da ældste Roberts senere mødtes med Det Første Præsidentskab, sagde han: »Jeg gik til Herren og modtog gennem hans Ånd lys og vejledning til at underkaste mig Guds myndighed.«²³ Motiveret af sin kærlighed til Gud forblev B.H. Roberts en trofast og dygtig leder i Kirken resten af sit liv.²⁴

I dette eksempel kan vi også se, at sammenhold ikke bare betyder at være enige om, at alle bare passer sit eller går sine egne veje. Vi kan ikke blive som én, medmindre vi bøjer af mod vores fælles sag. Det vil med B.H. Roberts’ ord sige, at vi underkaster os Guds myndighed. Vi udgør forskellige dele på Kristi legeme, vi udfylder forskellige funktioner på forskellige tider – øret, øjet, hovedet, hånden, fødderne – og er alligevel en del af det samme legeme.²⁵ Derfor er vores mål, at »der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne [må] være enige og have omsorg for hinanden«.²⁶

Samhørighed betyder ikke at være ens, men den fordrer harmoni. Vi kan godt lade vores hjerter være knyttet sammen i kærlighed, være ét i tro og lære og stadig holde med forskellige hold, være uenige om forskellige politiske anliggender, diskutere mål og den rette måde at nå dem på og et hav af sådanne ting. Men vi kan aldrig være uenige eller kappes i vrede mod hinanden. Frelseren sagde:

»For sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.

Se, det er ikke min lære at ophidse menneskers hjerte til vrede, den ene mod den anden, men det er min lære, at sådant skal afskaffes.«²⁷

For et år siden opfordrede præsident Russell M. Nelson os indtrængende med disse ord: »Ingen af os kan styre nationers eller andres handlinger, ikke engang medlemmer af vores egen familie. Men vi kan kontrollere os selv. Min opfordring i dag, kære brødre og søstre, er at sætte en stopper for konflikter, der raser i jeres hjerte, jeres hjem og jeres liv. Begrav enhver tilbøjelighed til at skade andre – uanset om disse tilbøjeligheder måtte skyldes temperament, en skarp tunge eller en vrede mod nogen, der har såret jer. Frelseren bad os om at vende den anden kind til (se 3 Ne 12:39), elske vores fjender og bede for dem, der ondsindet udnytter os (se 3 Ne 12:44).«²⁸

Jeg gentager, at det kun er i og ved vores personlige loyalitet mod Jesus Kristus og kærlighed til ham, at vi kan gøre os håb om at blive ét – ét med os selv, ét derhjemme, ét i Kirken, senere ét i Zion og frem for alt, ét med Faderen, Sønnen og Helligånden.

Jeg vender tilbage til begivenhederne i den stille uge og vor Forløsers ultimative triumf. Jesu Kristi opstandelse bærer vidnesbyrd om hans guddommelighed og om, at han har overvundet alt. Hans opstandelse bærer vidnesbyrd om, at vi, hvis vi er bundet til ham gennem pagt, også kan overvinde alt og blive ét. Hans opstandelse bærer vidnesbyrd om, at gennem ham blev udødelighed og evigt liv realiteter.

Denne formiddag bærer jeg vidnesbyrd om hans bogstavelige opstandelse og alt, som den indebærer, i Jesu Kristi navn. Amen.