En levende profet til de sidste dage

Da jeg var dreng, elskede jeg lørdag, fordi alt, jeg foretog mig på den dag, virkede som et eventyr. Men uanset hvad jeg gjorde, skete det altid efter det vigtigste af alt – at se tegneserier i fjernsynet. En sådan lørdag morgen, da jeg stod ved fjernsynet og zappede mellem kanalerne, opdagede jeg, at den tegneserie, jeg forventede at finde, var blevet erstattet af en transmission fra generalkonferencen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Mens jeg så på fjernsynet og sørgede over, at der ikke var nogen tegneserie, så jeg en hvidhåret mand i jakkesæt og slips, der sad i en pæn stol.

Der var noget anderledes ved ham, så jeg spurgte min ældste bror: »Hvem er det?«

Han sagde: »Det er præsident David O. McKay; han er profet.«

Jeg kan huske, at jeg følte et eller andet og på en eller anden måde vidste, at han var profet. Men fordi jeg var en tegneserie-begejstret ung dreng, skiftede jeg kanal. Men jeg har aldrig glemt det, jeg følte i det korte, uventede øjeblik med åbenbaring. Med hensyn til profeter tager det nogle gange kun et øjeblik at vide det.¹

Det ændrer alt at vide gennem åbenbaring, at der er en levende profet på jorden.² Det gør en uinteresseret i diskussionen om, hvornår en profet taler som profet, eller om man nogensinde er retfærdiggjort i selektiv afvisning af profetiske råd.³ En sådan åbenbaret kundskab opfordrer en til at stole på en levende profets råd, selvom vi ikke helt forstår det.⁴ Når alt kommer til alt, har en fuldkommen og kærlig Fader i himlen valgt mønstret med at åbenbare sandhed til sine børn gennem en profet, en der aldrig søgte efter sådan en hellig kaldelse, og som ikke har brug for vores hjælp til at være opmærksom på sine egne ufuldkommenheder.⁵ En profet er en, som Gud personligt har forberedt, kaldet, irettesat, inspireret, revset, helliggjort og opretholdt.⁶ Det er derfor, at vi aldrig er åndeligt i fare ved at følge profetiske råd.

Hvad enten vi kan lide det eller ej, så blev vi alle på en eller anden måde udvalgt i den førjordiske tilværelse til at blive født i disse sidste dage. Der er to realiteter forbundet med de sidste dage. Den første realitet er, at Kristi Kirke vil blive genoprettet på jorden. Den anden realitet er, at det vil blive virkeligt udfordrende. Skrifterne åbenbarer, at der i de sidste dage vil blive sendt »et stort uvejr med hagl ned for at ødelægge jordens afgrøder«,⁷ plager,⁸ »krige og rygter om krige, og hele jorden skal være i oprør … og ugudelighed være fremherskende«.⁹

Da jeg var barn, skræmte disse profetier om de sidste dage mig og fik mig til at bede om, at det andet komme ikke ville komme i min livstid – med en vis succes indtil videre kan jeg tilføje. Men nu beder jeg om det modsatte, selvom de profeterede udfordringer er garanteret,¹⁰ for når Kristus vender tilbage for at regere, vil alle hans skabninger »bo trygt«.¹¹

De nuværende forhold i verden har fået nogle til at gå i panik. Som Guds pagtsbørn behøver vi ikke at jage efter dette eller hint for at vide, hvordan vi navigerer gennem disse svære tider. Vi behøver ikke at frygte.¹² Den lære og de principper, vi må følge for at overleve åndeligt og holde ud fysisk, findes i en levende profets ord.¹³ Det er derfor, præsident M. Russell Ballard har erklæret, at »det ikke er en ringe ting … at have en Guds profet i vores midte«.¹⁴

Præsident Russell M. Nelson har vidnet om, at »det mønster, som Gud for længst har etableret for at undervise sine børn igennem profeter, forvisser os om, at han vil velsigne hver profet, og han vil velsigne dem, der følger profetiske råd«.¹⁵ Så nøglen er at følge den levende profet.¹⁶ Brødre og søstre, i modsætning til gamle tegneseriebøger og veteranbiler bliver profetiske lærdomme ikke mere værdifulde med alderen. Det er derfor, vi ikke bør forsøge at bruge tidligere profeters ord til at afvise de levende profeters lærdomme.¹⁷

Jeg elsker de lignelser, som Jesus Kristus brugte til at undervise om evangeliske principper. Denne formiddag vil jeg gerne fortælle jer en slags lignelse fra det virkelige liv.

En dag gik jeg ind i cafeteriet ved Kirkens hovedsæde for at spise frokost. Da jeg havde fået en bakke med mad, gik jeg ind i spiseområdet og bemærkede et bord, hvor alle tre medlemmer af Det Første Præsidentskab sad, og der stod en tom stol. Min usikkerhed fik mig til at tage en hurtig omvej væk fra det bord, og så hørte jeg vores profets stemme, præsident Russell M. Nelson, sige: »Allen, der er en tom stol lige her. Kom og sæt dig sammen med os.« Og det gjorde jeg så.

Hen mod slutningen af frokosten blev jeg overrasket over at høre en høj knasende lyd, og da jeg så op, så jeg, at præsident Nelson havde rejst sin plastikflaske lige op og derpå trykket den flad og sat låget på igen.

Præsident Dallin H. Oaks stillede så det spørgsmål, jeg gerne ville stille: »Præsident Nelson, hvorfor har du trykket din plastikflaske flad?«

Han svarede: »Det gør det lettere for dem, der håndterer de genanvendelige materialer, fordi den ikke fylder så meget i genbrugsbeholderen.«

Mens jeg grundede over det svar, hørte jeg den samme knasende lyd igen. Jeg kiggede til højre, og så, at præsident Oaks havde trykket sin plastikflaske flad ligesom præsident Nelson. Så hørte jeg noget larm til venstre for mig, og præsident Henry B. Eyring trykkede sin plastikflaske flad, dog havde han en anden strategi til at gøre det, hvor flasken lå vandret, hvilket krævede en større indsats end med flasken oprejst. Præsident Nelson lagde mærke til dette og viste ham venligt teknikken med flasken oprejst for lettere at gøre flasken flad.

På det tidspunkt lænede jeg mig over til præsident Oaks og spurgte stille: »Er det et nyt krav til genbrug i cafeteriet at trykke ens plastikflaske flad?«

Præsident Oaks svarede med et smil: »Tja, Allen, du må følge profeten.«

Jeg er sikker på, at præsident Nelson ikke erklærede en ny lære om genbrug i cafeteriet den dag. Men vi kan lære af præsident Oaks’ og præsident Eyrings prompte respons¹⁸ på præsident Nelsons eksempel og præsident Nelsons omhyggelighed med at undervise de involverede i en bedre måde at gøre tingene på.¹⁹

For nogle år siden kom ældste Neal A. Maxwell med nogle observationer og råd, der er profetiske i forhold til vore dage:

»I de kommende måneder og år vil begivenhederne sandsynligvis kræve, at hvert medlem beslutter sig for, om han [eller hun] vil følge Det Første Præsidentskab eller ej. Medlemmerne vil finde det sværere at tøve i længere tid mellem to meninger …

Lad os efterlade en optegnelse, så valgene er klare og lade andre gøre, som de vil med de profetiske råd …

Jesus sagde, at når figentræernes blade spirer frem, er ›sommeren … nær‹ … Idet vi således er advaret om, at sommeren er over os, lad os da ikke klage over varmen!«²⁰

Den opvoksende generation vokser op i en tid, hvor der er flere figenblade, og der er mere varme. Denne realitet pålægger den allerede opvoksede generation et tungere ansvar, især når det gælder at følge profetiske råd. Når forældre ignorerer den levende profets råd, mister de ikke alene selv de lovede velsignelser, men endnu mere tragisk lærer de deres børn, at det, en profet siger, er ubetydeligt, eller at profetiske råd kan til- eller fravælges som en slags buffet uden bekymring for den deraf følgende åndelige fejlernæring.

Ældste Richard L. Evans sagde engang: »Nogle forældre tror fejlagtigt, at de kan slappe lidt af, hvad angår opførsel og ensretning … slække lidt på det grundlæggende, uden at det påvirker deres familie eller deres families fremtid. Men hvis en forælder kommer lidt ud af kurs, er det sandsynligt, at børnene vil komme endnu længere ud af kurs.«²¹

Som en generation, der har et helligt ansvar for at forberede den opvoksende generation på dens profeterede rolle i de sidste dage,²² en rolle, der skal udføres i en tid, hvor modstanderens indflydelse er på sit højdepunkt,²³ må vi ikke være en kilde til forvirring om vigtigheden af at følge profetiske råd. Det er netop de råd, der vil tillade den opvoksende generation at se »fjenden, mens han endnu [er] langt borte; og så [kan de gøre sig] rede« til at modstå fjendens angreb.²⁴ Vores tilsyneladende små afvigelser, stille forsømmelse eller hviskende kritik som svar på profetiske råd kan resultere i, at vi går faretruende nær kanten af pagtsstien; men når modstanderen forstørrer disse handlinger i den opvoksende generations liv, kan de påvirke dem til helt at forlade stien. Et sådant resultat er en generationsregning, der er for høj.²⁵

Nogle af jer føler måske, at I er kommet til kort i jeres bestræbelser på at følge præsident Russell M. Nelsons råd. Hvis det er tilfældet, så omvend jer, begynd igen at følge Guds udvalgte profets råd. Læg distraherende barnlige tegneserier til side og stol på Herrens salvede. Fryd jer, fordi der atter »er en profet i Israel«.²⁶

Selv hvis I er usikre, vidner jeg om, at vi kan modstå varmen i de sidste dage og tilmed trives i dem. Vi er de hellige i de sidste dage, og dette er herlige dage. Vi var ivrige efter at komme til jorden på dette tidspunkt, idet vi havde tillid til, at vi ikke ville blive efterladt til at snuble, når vi står over for modstanderens stadigt mørkere og mere forvirrende tåger,²⁷ men at vi kunne søge råd og vejledning fra den, der er bemyndiget til at sige til os og hele verden: »Dette siger Gud Herren.«²⁸ I det hellige navn på den profet, som Gud oprejste, Israels Hellige,²⁹ ja, Jesus Kristus. Amen.