Generalkonference
En levende profet til de sidste dage
Aprilkonferencen 2023


En levende profet til de sidste dage

Vor Fader i himlen har valgt mønsteret for åbenbaring af sandhed for sine børn gennem en profet.

Da jeg var dreng, elskede jeg lørdag, fordi alt, jeg foretog mig på den dag, virkede som et eventyr. Men uanset hvad jeg gjorde, skete det altid efter det vigtigste af alt – at se tegneserier i fjernsynet. En sådan lørdag morgen, da jeg stod ved fjernsynet og zappede mellem kanalerne, opdagede jeg, at den tegneserie, jeg forventede at finde, var blevet erstattet af en transmission fra generalkonferencen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Mens jeg så på fjernsynet og sørgede over, at der ikke var nogen tegneserie, så jeg en hvidhåret mand i jakkesæt og slips, der sad i en pæn stol.

Der var noget anderledes ved ham, så jeg spurgte min ældste bror: »Hvem er det?«

Han sagde: »Det er præsident David O. McKay; han er profet.«

Jeg kan huske, at jeg følte et eller andet og på en eller anden måde vidste, at han var profet. Men fordi jeg var en tegneserie-begejstret ung dreng, skiftede jeg kanal. Men jeg har aldrig glemt det, jeg følte i det korte, uventede øjeblik med åbenbaring. Med hensyn til profeter tager det nogle gange kun et øjeblik at vide det.1

Det ændrer alt at vide gennem åbenbaring, at der er en levende profet på jorden.2 Det gør en uinteresseret i diskussionen om, hvornår en profet taler som profet, eller om man nogensinde er retfærdiggjort i selektiv afvisning af profetiske råd.3 En sådan åbenbaret kundskab opfordrer en til at stole på en levende profets råd, selvom vi ikke helt forstår det.4 Når alt kommer til alt, har en fuldkommen og kærlig Fader i himlen valgt mønstret med at åbenbare sandhed til sine børn gennem en profet, en der aldrig søgte efter sådan en hellig kaldelse, og som ikke har brug for vores hjælp til at være opmærksom på sine egne ufuldkommenheder.5 En profet er en, som Gud personligt har forberedt, kaldet, irettesat, inspireret, revset, helliggjort og opretholdt.6 Det er derfor, at vi aldrig er åndeligt i fare ved at følge profetiske råd.

Hvad enten vi kan lide det eller ej, så blev vi alle på en eller anden måde udvalgt i den førjordiske tilværelse til at blive født i disse sidste dage. Der er to realiteter forbundet med de sidste dage. Den første realitet er, at Kristi Kirke vil blive genoprettet på jorden. Den anden realitet er, at det vil blive virkeligt udfordrende. Skrifterne åbenbarer, at der i de sidste dage vil blive sendt »et stort uvejr med hagl ned for at ødelægge jordens afgrøder«,7 plager,8 »krige og rygter om krige, og hele jorden skal være i oprør … og ugudelighed være fremherskende«.9

Da jeg var barn, skræmte disse profetier om de sidste dage mig og fik mig til at bede om, at det andet komme ikke ville komme i min livstid – med en vis succes indtil videre kan jeg tilføje. Men nu beder jeg om det modsatte, selvom de profeterede udfordringer er garanteret,10 for når Kristus vender tilbage for at regere, vil alle hans skabninger »bo trygt«.11

De nuværende forhold i verden har fået nogle til at gå i panik. Som Guds pagtsbørn behøver vi ikke at jage efter dette eller hint for at vide, hvordan vi navigerer gennem disse svære tider. Vi behøver ikke at frygte.12 Den lære og de principper, vi må følge for at overleve åndeligt og holde ud fysisk, findes i en levende profets ord.13 Det er derfor, præsident M. Russell Ballard har erklæret, at »det ikke er en ringe ting … at have en Guds profet i vores midte«.14

Præsident Russell M. Nelson har vidnet om, at »det mønster, som Gud for længst har etableret for at undervise sine børn igennem profeter, forvisser os om, at han vil velsigne hver profet, og han vil velsigne dem, der følger profetiske råd«.15 Så nøglen er at følge den levende profet.16 Brødre og søstre, i modsætning til gamle tegneseriebøger og veteranbiler bliver profetiske lærdomme ikke mere værdifulde med alderen. Det er derfor, vi ikke bør forsøge at bruge tidligere profeters ord til at afvise de levende profeters lærdomme.17

Jeg elsker de lignelser, som Jesus Kristus brugte til at undervise om evangeliske principper. Denne formiddag vil jeg gerne fortælle jer en slags lignelse fra det virkelige liv.

En dag gik jeg ind i cafeteriet ved Kirkens hovedsæde for at spise frokost. Da jeg havde fået en bakke med mad, gik jeg ind i spiseområdet og bemærkede et bord, hvor alle tre medlemmer af Det Første Præsidentskab sad, og der stod en tom stol. Min usikkerhed fik mig til at tage en hurtig omvej væk fra det bord, og så hørte jeg vores profets stemme, præsident Russell M. Nelson, sige: »Allen, der er en tom stol lige her. Kom og sæt dig sammen med os.« Og det gjorde jeg så.

Hen mod slutningen af frokosten blev jeg overrasket over at høre en høj knasende lyd, og da jeg så op, så jeg, at præsident Nelson havde rejst sin plastikflaske lige op og derpå trykket den flad og sat låget på igen.

Præsident Dallin H. Oaks stillede så det spørgsmål, jeg gerne ville stille: »Præsident Nelson, hvorfor har du trykket din plastikflaske flad?«

Han svarede: »Det gør det lettere for dem, der håndterer de genanvendelige materialer, fordi den ikke fylder så meget i genbrugsbeholderen.«

Mens jeg grundede over det svar, hørte jeg den samme knasende lyd igen. Jeg kiggede til højre, og så, at præsident Oaks havde trykket sin plastikflaske flad ligesom præsident Nelson. Så hørte jeg noget larm til venstre for mig, og præsident Henry B. Eyring trykkede sin plastikflaske flad, dog havde han en anden strategi til at gøre det, hvor flasken lå vandret, hvilket krævede en større indsats end med flasken oprejst. Præsident Nelson lagde mærke til dette og viste ham venligt teknikken med flasken oprejst for lettere at gøre flasken flad.

På det tidspunkt lænede jeg mig over til præsident Oaks og spurgte stille: »Er det et nyt krav til genbrug i cafeteriet at trykke ens plastikflaske flad?«

Præsident Oaks svarede med et smil: »Tja, Allen, du må følge profeten.«

Jeg er sikker på, at præsident Nelson ikke erklærede en ny lære om genbrug i cafeteriet den dag. Men vi kan lære af præsident Oaks’ og præsident Eyrings prompte respons18 på præsident Nelsons eksempel og præsident Nelsons omhyggelighed med at undervise de involverede i en bedre måde at gøre tingene på.19

For nogle år siden kom ældste Neal A. Maxwell med nogle observationer og råd, der er profetiske i forhold til vore dage:

»I de kommende måneder og år vil begivenhederne sandsynligvis kræve, at hvert medlem beslutter sig for, om han [eller hun] vil følge Det Første Præsidentskab eller ej. Medlemmerne vil finde det sværere at tøve i længere tid mellem to meninger …

Lad os efterlade en optegnelse, så valgene er klare og lade andre gøre, som de vil med de profetiske råd …

Jesus sagde, at når figentræernes blade spirer frem, er ›sommeren … nær‹ … Idet vi således er advaret om, at sommeren er over os, lad os da ikke klage over varmen!«20

Den opvoksende generation vokser op i en tid, hvor der er flere figenblade, og der er mere varme. Denne realitet pålægger den allerede opvoksede generation et tungere ansvar, især når det gælder at følge profetiske råd. Når forældre ignorerer den levende profets råd, mister de ikke alene selv de lovede velsignelser, men endnu mere tragisk lærer de deres børn, at det, en profet siger, er ubetydeligt, eller at profetiske råd kan til- eller fravælges som en slags buffet uden bekymring for den deraf følgende åndelige fejlernæring.

Ældste Richard L. Evans sagde engang: »Nogle forældre tror fejlagtigt, at de kan slappe lidt af, hvad angår opførsel og ensretning … slække lidt på det grundlæggende, uden at det påvirker deres familie eller deres families fremtid. Men hvis en forælder kommer lidt ud af kurs, er det sandsynligt, at børnene vil komme endnu længere ud af kurs.«21

Som en generation, der har et helligt ansvar for at forberede den opvoksende generation på dens profeterede rolle i de sidste dage,22 en rolle, der skal udføres i en tid, hvor modstanderens indflydelse er på sit højdepunkt,23 må vi ikke være en kilde til forvirring om vigtigheden af at følge profetiske råd. Det er netop de råd, der vil tillade den opvoksende generation at se »fjenden, mens han endnu [er] langt borte; og så [kan de gøre sig] rede« til at modstå fjendens angreb.24 Vores tilsyneladende små afvigelser, stille forsømmelse eller hviskende kritik som svar på profetiske råd kan resultere i, at vi går faretruende nær kanten af pagtsstien; men når modstanderen forstørrer disse handlinger i den opvoksende generations liv, kan de påvirke dem til helt at forlade stien. Et sådant resultat er en generationsregning, der er for høj.25

Nogle af jer føler måske, at I er kommet til kort i jeres bestræbelser på at følge præsident Russell M. Nelsons råd. Hvis det er tilfældet, så omvend jer, begynd igen at følge Guds udvalgte profets råd. Læg distraherende barnlige tegneserier til side og stol på Herrens salvede. Fryd jer, fordi der atter »er en profet i Israel«.26

Selv hvis I er usikre, vidner jeg om, at vi kan modstå varmen i de sidste dage og tilmed trives i dem. Vi er de hellige i de sidste dage, og dette er herlige dage. Vi var ivrige efter at komme til jorden på dette tidspunkt, idet vi havde tillid til, at vi ikke ville blive efterladt til at snuble, når vi står over for modstanderens stadigt mørkere og mere forvirrende tåger,27 men at vi kunne søge råd og vejledning fra den, der er bemyndiget til at sige til os og hele verden: »Dette siger Gud Herren.«28 I det hellige navn på den profet, som Gud oprejste, Israels Hellige,29 ja, Jesus Kristus. Amen.

Noter

  1. Præsident Russell M. Nelson opfordrede for nylig de studerende på Brigham Young University til at få den samme personlige åbenbaring: »Spørg jeres himmelske Fader, om vi virkelig er Herrens apostle og profeter. Spørg, om vi har modtaget åbenbaring om dette og andre sager« (»The Love and Laws of God«, foredrag på Brigham Young University, 17. sep. 2019, speeches.byu.edu). Se også Neil L. Andersen, »Guds profet«, Liahona, maj 2018, s. 26: »Vi har som sidste dages hellige det privilegium at modtage et personligt vidnesbyrd om, at præsident Nelsons kald kommer fra Gud.« Historien om Almas omvendelse ved at lytte til profeten Abinadi giver yderligere bevis på, at åbenbaring angående en profet er tilgængelig for os alle (se Mosi 13:5; 17:2).

  2. »Vi har enten en profet eller også har vi ikke, og har vi en profet, så har vi alting« (Gordon B. Hinckley, »We Thank Thee, O God, for a Prophet«, Ensign, jan. 1974, s. 122).

  3. »De begyndte at miste troen på profetiens ånd og åbenbarelsens ånd; og Guds straffedomme stirrede dem i ansigtet« (Hel 4:23, se også L&P 11:25). »Vi synger og har hele tiden gjort det: ›Hav tak for profeten, du sendte, o Herre på denne vor dag.‹ Der er mange, som … tilføjer et efterskrift og siger: ›Men kun, når han vejleder os til at gøre det, som vi selv har lyst til og ønsker‹« (Kirkens præsidenters lærdomme: Heber J. Grant, 2002, s. 77).

  4. »Af og til vil vi modtage vejledning, som vi ikke kan forstå eller som ikke synes at gælde os, selv når vi bønsomt har overvejet det. Lad være med at forkaste vejledningen, men læg jer den på sinde. Hvis nogen, I stolede på, gav jer en håndfuld sand med løftet om, at det indeholdt guld, ville I gøre klogt i at beholde det i hånden et stykke tid, mens I forsigtigt rystede det. Hver gang jeg har gjort det med vejledning fra en profet, er guldstøvet begyndt at dukke op efter et stykke tid, og jeg har været taknemlig« (Henry B. Eyring, »Find tryghed i at følge råd«, Stjernen, juli 1997, s. 25, se også 3 Ne 1:13; L&P 1:14).

  5. Se 2 Ne 4:17-18. »Fordøm mig ikke på grund af min ufuldkommenhed, ej heller min far på grund af hans ufuldkommenhed … men giv hellere Gud tak for, at han har tilkendegivet vore ufuldkommenheder for jer, så I kan lære at være mere vise, end vi har været« (Morm 9:31).

  6. Se L&P 3:6-8; se også L&P 93:47.

  7. L&P 29:16.

  8. Se L&P 84:97; se også L&P 87:6.

  9. L&P 45:26, 27.

  10. Se L&P 1:38.

  11. Hos 2:20. »For jeg vil åbenbare mig fra himlen med magt og stor herlighed sammen med alle dens hærskarer og bo hos menneskene i retfærdighed på jorden et tusind år, og de ugudelige skal ikke bestå« (L&P 29:11).

  12. Se 1 Ne 22:16-17; se også L&P 59:23.

  13. »For se, de har forkastet profeternes ord. Hvis min far derfor var blevet boende i landet, efter at han var blevet befalet at flygte ud af landet, se, da ville han også omkomme« (1 Ne 3:18; se også 2 Ne 26:3; L&P 90:5).

  14. M. Russell Ballard, »Thi I skal tage imod hans ord«, Liahona, juli 2001, s. 80.

  15. Se Russell M. Nelson, »Bed, søg, bank på«, Liahona, nov. 2009, s. 82. »Ingen kan blive lykkeligere end ved at adlyde den levende profets råd« (The Teachings of Lorenzo Snow, red. Clyde J. Williams, 1996, s. 86).

  16. »Hold øje med dem, der præsiderer i Kirken i dag eller i morgen, og lev jeres liv efter deres eksempel frem for at dvæle ved, hvordan fordums profeter kan have set ud, tænkt eller talt« (The Teachings of Harold B. Lee, 1996, s. 525).

  17. Præsident Spencer W. Kimball bemærkede engang, at »de, der pynter de døde profeters grave, begynder nu ved at stene de levende« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 462). »De vigtigste ord, vi kan høre, grunde over og følge, er dem, der åbenbares gennem vores levende profet« (Ronald A. Rasband, »Det, der rører sig i min sjæl«, Liahona, nov. 2021, s. 40).

  18. »Når vi lytter til Herrens råd, som de kommer til udtryk gennem ordene fra Kirkens præsident, så bør vores svar være positivt og uden tøven« (M. Russell Ballard, »Thi I skal tage imod hans ord«, Liahona, juli 2001, s. 80).

  19. »Jesu Kristi Kirke er altid blevet ledt af levende profeter og apostle. Selv om Herrens tjenere er dødelige og underlagt menneskelige ufuldkommenheder, er de inspirerede til at hjælpe os til at undgå hindringer, der er åndeligt livstruende, og til at hjælpe os til at komme sikkert gennem jordelivet til vores endelige, sidste, himmelske bestemmelsessted« (M. Russell Ballard, »Gud står ved roret«, Liahona, nov. 2015, s. 24).

  20. Neal A. Maxwell, »A More Determined Discipleship«, Ensign, feb. 1979, s. 69, 70.

  21. Richard L. Evans, »Foundations of a Happy Home«, i Conference Report, okt. 1964, s. 135-136.

  22. Se L&P 123:11; se også Robert D. Hales, »Vores pligt mod Gud: Forældres og lederes mission for den opvoksende slægt«, Liahona, maj 2010, s. 95-98.

  23. Se L&P 52:14.

  24. L&P 101:54.

  25. Se Mosi 26:1-4.

  26. 2 Kong 5:8.

  27. I skal »give agt på alle de ord og befalinger, som han giver jer, efterhånden som han modtager dem … For ved at gøre dette … [vil] Gud Herren … sprede mørkets magter foran jer og få himlene til at ryste til jeres gavn og sit navns ære« (L&P 21:4, 6). »Ingen, der nogensinde har fulgt lærdommene eller taget imod råd eller vejledning fra den, der står som Herrens repræsentant, er nogensinde faret vild« (Doctrines of Salvation: Sermons and Writings of Joseph Fielding Smith, red. Bruce R. McConkie, 1998, s. 243).

  28. Ez 3:27. »For hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund« (L&P 21:5-5).

  29. Se 1 Ne 22:20-21; se også 3 Ne 20:23.