Jeres patriarkalske velsignelse – Inspireret vejledning fra vor himmelske Fader

Jeg blev opdraget af vidunderlige forældre, som elskede og trofast underviste os, deres børn, i evangeliet. Desværre kæmpede mine elskede forældre i mange år i deres ægteskab. Jeg var et primarybarn, da jeg fik at vide, at de sikkert skulle skilles en dag, og mine søskende og jeg måtte så vælge, hvilken forælder vi skulle bo hos. Derfor oplevede jeg i årevis en betydelig ængstelse; men en gave fra min himmelske Fader bidrog i sidste ende til at ændre alt for mig – min patriarkalske velsignelse.

Som 11-årig blev jeg mere og mere bekymret for mine forældres forhold og ønskede inderligt min patriarkalske velsignelse. Jeg vidste, at min himmelske Fader kendte mig fuldkomment og kendte mine særlige omstændigheder. Og jeg vidste også, at jeg ville få vejledning fra ham. Umiddelbart efter min 12 års-fødselsdag modtog jeg min patriarkalske velsignelse. Det er mere end et halvt århundrede siden, men jeg husker tydeligt detaljerne omkring denne hellige oplevelse.

Heldigvis har vi inspireret vejledning vedrørende patriarkalske velsignelser i Kirkens Håndbog:

»Ethvert værdigt, døbt medlem har ret til at modtage en patriarkalsk velsignelse, der giver inspireret vejledning fra vor himmelske Fader.«

Medlemmet bør have »tilstrækkelig modenhed til at forstå velsignelsens betydning og hellige natur« samt »bør forstå evangeliets grundlæggende lærdomme«.

»Ideelt set bør medlemmet være ung nok til, at mange vigtige beslutninger i livet stadig ligger forude … Præstedømmeledere bør ikke sætte en minimumsalder for, hvornår et medlem kan modtage en patriarkalsk velsignelse …

Hver patriarkalsk velsignelse er hellig, fortrolig og personlig …

En person, som modtager en patriarkalsk velsignelse, bør værdsætte dens ord, grunde over dem og leve op til at være værdig til at modtage de lovede velsignelser i dette liv og i evigheden.«¹

Vores elskede præsident Russell M. Nelson har gentagne gange belært om vigtigheden af en patriarkalsk velsignelse,² at den giver hver modtager »en erklæring om ens slægtskab tilbage til Abraham, Isak og Jakob«,³ og at hver velsignelse »er personlig hellig skrift for jer«.⁴

Min patriarkalske velsignelse var yderst vigtig for mig, da jeg var ung af flere årsager. For det første hjalp min patriarkalske velsignelse mig gennem Helligåndens kraft til at forstå min sande evige identitet – hvem jeg virkelig var, og hvem jeg kunne blive. Den hjalp mig til at forstå, som præsident Nelson har belært om, at jeg var »Guds søn«, et »pagtens barn« og en »Jesu Kristi discipel«.⁵ Jeg vidste, at jeg var kendt og elsket af min himmelske Fader og min Frelser, og at de var personligt involveret i mit liv. Det hjalp mig til at ønske at komme dem nærmere og at øge min tro på og tillid til dem.

En kær ven, som blev medlem af Kirken som ung voksen, fortalte: »Da patriarken lagde sine hænder på mit hoved og sagde mit navn, ændrede alt sig … ikke bare dengang, men i resten af mit liv. Jeg følte straks, at jeg – gennem den kraft, hvormed han talte – allerede var kendt inderligt og dybfølt. De ord, han udtalte, gennemtrængte hele mit væsen. Jeg vidste, at vor himmelske Fader kendte mig, indeni og udenpå«.

At vide, hvem jeg virkelig var, hjalp mig til at forstå og ønske at gøre det, som Gud forventede af mig.⁶

Det fik mig til at studere de pagter, jeg havde indgået, samt de lovede velsignelser i Guds pagt med Abraham.⁷ Det gav mig et evigt perspektiv, som inspirerede mig til at overholde mine pagter mere omhyggeligt.

Jeg studerede min patriarkalske velsignelse hyppigt, og som ung ofte dagligt, hvilket hjalp mig til at føle Helligåndens trøstende og vejledende indflydelse, som hjalp mig til at mindske min ængstelse, når jeg fulgte hans tilskyndelser. Dette øgede mit ønske om aktivt at tiltrække lys, sandhed og Helligånden ved at studere skrifterne og bede dagligt og at prøve mere flittigt at studere og følge Guds profeters og apostles belæringer. Min patriarkalske velsignelse hjalp mig også til at ønske at følge min himmelske Faders vilje mere, og dette fokus hjalp mig til at opleve stor glæde på trods af mine personlige omstændigheder.⁸

Jeg fik åndelig styrke, hver gang jeg studerede min patriarkalske velsignelse. Da mine forældre endelig blev skilt, var min patriarkalske velsignelse for mig, som præsident Thomas S. Monson udtrykte det, blevet »en dyrebar og uvurderlig personlig skat«, ja, endog »en personlig Liahona«.

Men misforstå mig nu ikke. Jeg var ikke fuldkommen. Jeg begik alle mulige fejl. Min evige partner kan bekræfte, at jeg stadig gør. Men min patriarkalske velsignelse hjalp mig og får mig stadig til at ønske at gøre det bedre og at blive bedre.¹⁰ Når jeg ofte studerede min patriarkalske velsignelse, øgede det min vilje til at modstå fristelser. Den hjalp mig med at få lyst og mod til at omvende mig, og omvendelsen blev i stigende grad en glædelig proces.

Det var vigtigt for mig at modtage min patriarkalske velsignelse, mens jeg var ung, og mens mit vidnesbyrd stadig var under udvikling. Og jeg er mine forældre og min biskop for evigt taknemmelig for, at de forstod, at mit ønske viste, at jeg var klar.

Da jeg var 12 år, var verden langt mindre forvirrende og distraherende end den verden, vi oplever i dag. Præsident Nelson har beskrevet vor tid som »en yderst kompliceret tid i verdenshistorien«, en verden, der er »syndefuld« og »selvcentreret«.¹¹ Heldigvis er vores unge i dag meget mere modne, end jeg var som 12-årig, og de har ligeledes vigtige beslutninger, som de skal træffe, mens de er unge! De har også brug for at vide, hvem de virkelig er, og at Gud elsker dem og er fuldstændigt opmærksom på dem!

Ikke alle vil ønske at få deres patriarkalske velsignelse på samme tid, som jeg gjorde. Men jeg beder til, at de medlemmer, der endnu ikke har modtaget deres patriarkalske velsignelse, i bøn vil søge at finde ud af, hvornår de er klar. Jeg lover, at hvis I forbereder jer åndeligt, vil jeres oplevelse, ligesom min, være hellig for jer. Jeg beder også til, at de, der allerede har modtaget deres patriarkalske velsignelse, vil studere den og værdsætte den. At værdsætte min patriarkalske velsignelse, mens jeg var ung, velsignede mig med mod, når jeg var modløs, trøst, når jeg var bekymret, fred, når jeg følte mig ængstelig, håb, når jeg følte mig uden håb, og glæde, når jeg havde mest brug for det. Min patriarkalske velsignelse bidrog til at øge min tro og tillid til min himmelske Fader og min Frelser. Den styrkede også min kærlighed til dem – og gør den stadig.¹²

Jeg vidner om, at patriarkalske velsignelser virkelig giver inspireret vejledning fra vor himmelske Fader. Jeg vidner om den faktiske realitet, af vor Fader i himlen og hans Søn – vor Frelser Jesus Kristus – som kender os, elsker os og ønsker at velsigne os. Jeg ved også med vished, at præsident Russell M. Nelson er Guds profet på jorden i dag. I Jesu Kristi navn. Amen.