Herren Jesus Kristus lærer os at vise omsorg

Herren Jesus Kristus sagde:

»Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene …

ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.«¹

I den græske oversættelse af dette skriftsted betyder ordet for god også »smuk« og »storslået«. Derfor ønsker jeg i dag at tale om den gode Hyrde, den smukke Hyrde, den storslåede Hyrde, ja, Jesus Kristus.

I Det Nye Testamente bliver han kaldt den »store hyrde«,² »hyrden over alle hyrder«,³ og vores sjæls »hyrde og tilsynsmand«.⁴

I Det Gamle Testamente skrev Esajas, at »som hyrden vogter han sin hjord.«⁵

I Mormons Bog kaldes han »den gode hyrde«⁶ og »den store og sande hyrde«.⁷

I Lære og Pagter erklærer han: »Derfor er jeg midt iblandt jer, og jeg er den gode hyrde.«⁸

I vore dage har præsident Russell M. Nelson erklæret: »Den gode hyrde sørger kærligt for alle sine får, og vi skal bistå ham i denne vigtige gerning. Det er vores privilegium at bringe hans kærlighed, iblandet vores egen, ud til vores venner og naboer – at vogte, pleje og nære dem – sådan som Frelseren ønsker.«⁹

Præsident Nelson har i nyere tid sagt: »Et kendetegn for Herrens sande og levende kirke vil altid være en organiseret og styret indsats for at drage omsorg for den enkelte af Guds børn og deres familie. Eftersom det er hans kirke, vil vi som hans tjenere drage omsorg for den enkelte, akkurat som han gjorde. Vi vil drage omsorg i hans navn, med hans magt og myndighed og med hans kærlige venlighed.«¹⁰

Da farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem«,¹¹ svarede han ved at fortælle tre smukke beretninger, som vi kender som lignelsen om det mistede får, lignelsen om den tabte mønt og lignelsen om den fortabte søn.

Det er interessant at bemærke, at da Lukas, som skrev evangeliet, præsenterer de tre beretninger, bruger han ordet lignelse i ental, ikke i flertal.¹² Det ser ud til, at Herren underviser os om en enkelt lektie med tre beretninger – beretninger, som præsenterer forskellige tal: 100 får, 10 mønter og 2 sønner.

Men det afgørende tal i hver af disse beretninger er tallet et. Og en lektie vi kan lære af det antal er, at I måske nok er underhyrde for 100 ældster og vordende ældster i jeres ældsternes kvorum, eller vejleder for 10 unge kvinder eller lærer for 2 primarybørn, men I kan altid, altid betjene dem, vise omsorg for dem og elske dem individuelt, en for en. Man siger aldrig: »Sikke et tosset får«, »Jeg havde faktisk ikke brug for den mønt« eller »Sikken oprørsk søn«. Hvis I og jeg medbringer »Kristi rene kærlighed«,¹³ efterlader vi som manden i beretningen om det mistede får »de nioghalvfems … og går ud efter det, [vi] har mistet, indtil [vi] finder det«.¹⁴ Eller som kvinden i beretningen om den tabte mønt »tænder [vi da] ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til [vi] finder den«.¹⁵ Hvis vi medbringer »Kristi rene kærlighed«, vil vi følge eksemplet fra faderen i beretningen om den fortabte søn, som, mens sønnen »endnu var langt borte, så … ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham«.¹⁶

Kan vi mærke den påtrængende nødvendighed i hjertet hos den mand, der kun havde mistet et får? Eller det presserende i hjertet hos kvinden, der kun havde tabt en mønt? Eller den uudsigelige kærlighed og barmhjertighed i hjertet hos den fortabte søns far?

Min hustru, Maria Isabel, og jeg tjente i Centralamerika, hvor vi boede i Guatemala City. Der fik jeg mulighed for at møde Julia, et trofast medlem af Kirken. Jeg fik en tilskyndelse til at spørge hende om hendes familie. Hendes mor var død af kræft i 2011. Hendes far havde været en trofast leder i sin stav, tjent som biskop og som rådgiver til sin stavspræsident i flere år. Han var en sand medhyrde for Herren. Julia fortalte mig om hans utrættelige indsats for at besøge andre, vise omsorg og tjene. Han frydede sig virkelig ved at nære og passe Herrens dyrebare får. Han blev gift igen og forblev aktiv i Kirken.

Nogle år efter gennemgik han en skilsmisse, og nu måtte han atter gå alene i kirke. Han følte sig utilpas og følte også, at nogle mennesker var meget kritiske over for ham på grund af hans skilsmisse. Han holdt op med at gå i kirke, da en negativitet fyldte hans hjerte.

Julia roste ivrigt denne vidunderlige medhyrde, som var hårdtarbejdende, kærlig og barmhjertig. Jeg erindrer tydeligt den følelse af påtrængende nødvendighed, som kom til mig, da hun beskrev ham. Jeg ønskede at gøre noget for den mand, en mand, som havde gjort så meget for så mange i alle disse år.

Hun gav mig hans mobilnummer, og jeg begyndte at ringe til ham i håb om at få lov til at mødes med ham personligt. Efter flere uger og rigtig mange opringninger uden held tog han en dag endelig telefonen.

Jeg fortalte ham, at jeg havde mødt Julia, hans datter, og at jeg var dybt rørt over, hvordan han havde tjent, udvist omsorg og elsket Herrens dyrebare får i så mange år. Han havde ikke forventet en sådan kommentar. Jeg fortalte ham, at jeg virkelig gerne ville tale med ham øje til øje og ansigt til ansigt. Han spurgte mig, hvad mit formål var med at foreslå et sådant møde. Jeg svarede: »Jeg ønsker virkelig at møde faderen til en så vidunderlig kvinde.« I nogle få sekunder var der tavshed i telefonen – nogle få sekunder, der for mig virkede som en evighed. Så sagde han blot: »Hvornår og hvor?«

Den dag, jeg mødte ham, opfordrede jeg ham til at fortælle mig om nogle af hans oplevelser med at besøge, udvise omsorg for og tjene Herrens dyrebare får. Da han fortalte nogle rørende beretninger, bemærkede jeg, at tonen i hans stemme og den samme ånd, som han havde følt så mange gange som medhyrde, kom tilbage. Nu fyldtes hans øjne med tårer. Jeg vidste, at det var det rette øjeblik for mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg bad i mit sind: »Fader, hjælp mig.«

Pludselig hørte jeg mig selv sige: »Bror Florian, som Herrens tjener undskylder jeg for, at vi ikke var der for dig. Kan du tilgive os. Giv os en chance mere for at vise dig, at vi elsker dig. At vi har brug for dig. At du er vigtig for os.«

Den følgende søndag var han tilbage. Han havde en lang samtale med sin biskop og forblev aktiv. Nogle måneder senere gik han bort – men han var kommet tilbage. Han kom tilbage. Jeg vidner om, at vi med vor Frelsers hjælp kan elske hans dyrebare får og vise omsorg for dem, som han ville. Og således bragte Herren Jesus Kristus endnu et dyrebart får tilbage i sin fold i Guatemala City. Og han lærte mig en lektie om omsorg, som jeg aldrig vil glemme. I den gode Hyrdes, den smukke Hyrdes, den storslåede Hyrdes navn, ja, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.