En glædesrøst!

»Se, hvad hører vi i det evangelium, som vi har modtaget? En glædesrøst! En barmhjertighedsrøst fra himlen og en sandhedsrøst fra jorden … en glædesrøst for de levende og de døde, glædelige tidender om stor fryd.«¹

Brødre og søstre, det er nærmest umuligt at høre disse ord fra profeten Joseph Smith uden at smile stort.

Josephs glædesudbrud indfanger virkelig den komplette og majestætiske glæde, som findes i Guds, vor himmelske Faders store plan for lykke, for som vi er blevet forsikret om, er »menneskene … til for at kunne nyde glæde.«²

Vi råbte alle af glæde³ i forudtilværelsen, da vi hørte Guds plan for lykke, og vi jubler stadig af glæde her, når vi lever ifølge hans plan. Men hvad var konteksten helt præcist for denne glædesfyldte erklæring fra profeten? Hvad vakte så dybe og inderlige følelser?

Profeten Joseph Smith havde undervist om dåb for de døde. Det var sandelig en herlig åbenbaring, der blev modtaget med stor glæde. Da Kirkens medlemmer først hørte om, at de kunne blive døbt for deres afdøde familiemedlemmer, blev de ellevilde. Wilford Woodruff sagde: »I det øjeblik jeg hørte om det, fyldtes min sjæl af glæde!«⁴

Dåb for vores kære afdøde var ikke den eneste sandhed, som Herren skulle åbenbare og genoprette. Der var et hav af andre gaver eller begavelser, som Gud var ivrig efter at skænke sine sønner og døtre.

Disse andre gaver omfattede præstedømmemyndighed, pagter og ordinancer, ægteskaber, der ville vare evigt, besegling af børn til deres forældre i Guds familie og i sidste ende velsignelsen ved at vende hjem til Gud, vores himmelske Fader og hans søn, Jesus Kristus. Alle disse velsignelser blev gjort mulige gennem Jesu Kristi forsoning.

Eftersom Gud anså disse for at være blandt hans højeste og helligste velsignelser,⁵ gav han instruks om, at der skulle opføres hellige bygninger, hvori han kunne overdrage sine børn disse dyrebare gaver.⁶ Disse bygninger skulle være hans hjem på jorden. Disse bygninger skulle være templer, hvor det, der blev beseglet eller bundet på jorden i hans navn og ved hans ord og med hans myndighed, ville blive bundet i himlen.⁷

Som medlemmer af Kirken i dag kan nogle af os finde det let at tage disse herlige evige sandheder for givet. De er blevet så naturlige for os. Undertiden er det nyttigt, at vi ser dem igennem de øjne, der lærer om dem for første gang. Det blev tydeligt for mig ved en oplevelse for nylig.

Sidste år, lige inden genindvielsen af templet i Tokyo i Japan, kom der mange gæster igennem templet, som ikke var af samme tro som os. På en rundvisning var der en eftertænksom leder fra en anden tro. Vi underviste vores gæst om vor himmelske Faders plan for lykke, om Jesu Kristi fremtrædende rolle i denne plan og læren om, at familier kan forenes for evigt gennem beseglingsordinancen.

Da rundvisningen var forbi, spurgte jeg vores ven, hvad han syntes. Med henvisning til sammenknytningen af familier – tidligere, nuværende og kommende – svarede denne gode mand i al oprigtighed: »Forstår dine trosfæller virkelig, hvor dyb denne lære er?« Han tilføjede: »Dette kan meget vel være den eneste lærdom, der kan forene denne splittede verden.«

Sikke en markant observation. Denne mand blev ikke blot betaget af templets udsøgte håndværk, men snarere af den fantastiske og vidtgående lære om, at familier er forenet og knyttet til vor himmelske Fader og Jesus Kristus for evigt.⁸

Det bør derfor ikke overraske os, når nogle, som ikke deler vores tro, anerkender storslåetheden i det, der sker i templet. Det, der kan blive almindeligt eller rutinepræget for os, bliver sommetider set i al sin pragt og storhed af dem, der hører om det eller oplever det for allerførste gang.

Selvom der var templer i fordums tid, har det at bygge templer siden genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium tog sin spæde begyndelse, været en af alle profeters højeste prioriteter lige siden profeten Joseph Smith. Det er let at forstå hvorfor.

Da profeten Joseph belærte om dåb for de døde, åbenbarede han en anden stor sandhed. Han sagde: »Lad mig forvisse jer om, at disse er principper angående de døde og de levende, som man ikke kan tage let på, hvad angår vor frelse. For deres frelse er nødvendig og afgørende for vor frelse … for de kan ikke blive gjort fuldkomne uden os – ej heller kan vi blive fuldkomne uden vore døde.«⁹

Som vi kan se bliver behovet for templer og det arbejde, der udføres deri for både de levende og de døde, meget tydeligt.

Modstanderen er på dupperne. Hans magt er truet af de ordinancer og pagter, der udføres og indgås i templer, og han gør alt, han kan, for at sætte en stopper for arbejdet. Hvorfor? Fordi han ved, hvilken kraft der kommer af dette hellige arbejde. Når hvert nyt tempel indvies, udvides Jesu Kristi frelsende kraft over hele verden for at modvirke modstanderens indsats og for at forløse os, når vi kommer til ham. Efterhånden som templer og pagtsholdere vokser i antal, bliver modstanderen svagere.

I Kirkens første tid var der nogle, der blev bekymrede, når et nyt tempel blev bekendtgjort, for som de sagde: »Vi er aldrig begyndt at bygge et tempel, uden at helvedes klokker begyndte at ringe.« Dertil svarede Brigham Young tappert: »Jeg ønsker at høre dem ringe igen.«¹⁰

I dette jordeliv vil vi aldrig kunne undslippe kampen, men vi kan få magt over fjenden. Den kraft og styrke kommer fra Jesus Kristus, når vi indgår og holder hellige tempelpagter.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Tiden er inde til, at de, der ikke adlyder Herren, vil blive udskilt fra dem, der gør. Vores tryghed ligger i at fortsætte med at være værdige til at træde ind i hans hellige hus.«¹¹

Dette er nogle af de velsignelser, som Herren har lovet os gennem sin profet:

Har I brug for mirakler? Vores profet har sagt: »Jeg lover jer, at Herren vil frembringe de mirakler, han ved, I har brug for, når I yder ofre for at tjene og tilbede i hans templer.«¹²

Har I brug for Frelseren Jesu Kristi helbredende og styrkende kraft? Præsident Russell M. Nelson har forsikret os om, at: »Alt, der undervises om i templet … øger vores forståelse af Jesus Kristus. Derpå skænker han os, når vi holder vores pagter, sin helbredende, styrkende kraft. Og hvor vi dog har brug for hans kraft i de kommende tider.«¹³

På den første palmesøndag, hvor Jesus Kristus i triumf red ind i Jerusalem, var der en skare af hans disciple, der frydede sig og priste Gud med høj røst. De råbte: »Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!«¹⁴

Det kunne ikke passe bedre den palmesøndag i 1836, hvor templet i Kirtland blev indviet. Ved den lejlighed frydede Jesu Kristi disciple sig også. I indvielsesbønnen ytrede profeten Joseph Smith disse lovord:

»O, Herre, Gud, Almægtige, hør … og svar os fra himlen … hvor du sidder på din trone i herlighed, ære, magt, pragt[ og] kraft …

Hjælp os ved din Ånds kraft, så vi kan blande vore stemmer med de skinnende, strålende serafer, som omgiver din trone, med lovprisninger og synge: Hosianna til Gud og Lammet!

Og lad disse … dine hellige råbe højt af glæde.«¹⁵

Brødre og søstre, lad os som Jesu Kristi disciple denne palmesøndag også prise vores hellige Gud og glæde os over hans godhed mod os. »Se, hvad hører vi i det evangelium, som vi har modtaget?« I sandhed »en glædesrøst!«¹⁶

Jeg vidner om, at I vil føle mere og mere glæde, når I træder ind i Herrens hellige templer. Jeg vidner om, at I vil opleve den glæde, han har for jer, i Jesu Kristi navn, amen.