Husk, hvad der betyder mest

Når vi i denne weekend mindes Frelserens indtog i Jerusalem, kort tid inden hans sonoffer, husker jeg hans håbefulde og trøstende ord: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.«¹

Jeg elsker ham. Jeg tror på ham. Jeg vidner om, at han er opstandelsen og livet.

Dette vidnesbyrd har trøstet og styrket mig i de fire og et halvt år, der er gået, siden min hustru, Barbara, gik bort. Jeg savner hende.

Jeg har ofte reflekteret over vores evige ægteskab og liv sammen.

Jeg har tidligere fortalt om, hvordan jeg første gang mødte Barbara, og hvordan den oplevelse lærte mig at »følge op«, som jeg havde lært på min mission. Jeg måtte oppe mig for at følge op med hende, efter vi først var mødtes, for hun var smuk og populær, og hendes kalender var fyldt med sociale aftaler. Jeg blev hurtigt betaget af hende, fordi hun var så omgængelig og venlig. Jeg beundrede hendes godhed. Jeg følte, at vi hørte sammen. Så enkelt var det i mit sind.

Barbara og jeg datede, og vores forhold begyndte at udvikle sig, men hun var ikke sikker på, om det var rigtigt for hende at gifte sig med mig.

Det var ikke nok, at jeg vidste det; Barbara måtte selv vide det. Jeg vidste, at hvis vi fastede og bad sammen om sagen, ville Barbara modtage en bekræftelse fra himlen.

Vi tog en weekend uden at date, så vi kunne faste og bede hver for sig for at få et svar. Heldigvis for mig, fik hun den samme bekræftelse, som jeg gjorde. Resten er, som man siger, historie.

Da Barbara døde, sørgede vores børn for, at nogle af de ting, som Barbara ønskede, at de huskede, kom på hendes gravsten. En af de livslektier er, at »det, der betyder mest, er det, der varer længst«.

I dag vil jeg fra mit hjerte dele nogle få af mine følelser og tanker om det, der betyder mest.

For det første, et forhold til vor himmelske Fader og hans Søn, Herren Jesus Kristus, er det vigtigste. Dette forhold betyder mest nu og i evigheden.

For det andet er familieforhold blandt de ting, der betyder mest.

I min tid som kirkeleder har jeg besøgt mange enkeltpersoner og familier, der var blevet ramt af ødelæggende naturkatastrofer. Mange havde mistet deres hjem, de var sultne og bange. De havde brug for lægehjælp, mad og ly.

De havde også brug for deres familie.

Jeg ved, at nogle af dem måske ikke har oplevet velsignelserne ved en nær familie, så jeg medregner slægt, venner og tilmed menighedsfamilier som »familie«. Disse relationer er afgørende for et godt følelsesmæssigt og fysisk helbred.

Disse relationer kan også byde på kærlighed, glæde, lykke og tilhørsforhold.

Det er et valg at passe og pleje disse vigtige forhold. Et valg om at være en del af en familie kræver forpligtelse, kærlighed, tålmodighed, samtaleevner og tilgivelse.² Der kan være tidspunkter, hvor vi og et andet menneske ser forskelligt på nogle ting, men det kan vi godt uden at skændes. Hverken når man er kærester eller i et ægteskab, forelsker vi os eller holder op med at elske, som om vi blot var brikker i et spil. Vi vælger at elske og støtte hinanden. Vi gør det samme i andre familierelationer og med venner, der er som familie for os.

I familieproklamationen står der: »Den guddommelige plan for lykke gør det muligt for familiebånd at fortsætte på den anden side af graven. Hellige ordinancer og pagter, der er tilgængelige i hellige templer, gør det muligt for enkeltpersoner at vende tilbage til Guds nærhed og for familier at være forenet for evigt.«³

En anden vigtig ting er at følge Åndens tilskyndelser i vores vigtigste forhold og i vores bestræbelser på at elske vores næste som os selv, både i vores private og offentlige opgaver. Jeg lærte denne lektie tidligt i livet, da jeg tjente som biskop.

Sent en kold snevinteraften, gik jeg fra mit kontor, da jeg fik en stærk tilskyndelse til at besøge en ældre enke i vores menighed. Jeg kiggede på mit ur – det viste 22.00. Jeg ræsonnerede, at det var for sent at aflægge sådant et besøg. Og desuden sneede det. Jeg besluttede at besøge den kære søster som det første næste morgen, frem for at forstyrre hende så sent. Jeg kørte hjem og gik i seng, men jeg lå og vendte og drejede mig hele natten, for Ånden prikkede til mig.

Tidligt næste morgen kørte jeg lige hen til enkens hjem. Hendes datter åbnede døren og sagde med tårer i øjnene: »Biskop, tak for du kommer. Min mor døde for to timer siden« – jeg blev helt knust. Jeg vil aldrig glemme den følelse i mit hjerte. Jeg græd. Var der nogen, der i større grad havde fortjent, at biskoppen holdt hende i hånden, trøstede og måske gav hende en sidste velsignelse, end denne kære enke? Jeg gik glip af den mulighed, fordi jeg bortforklarede den stærke tilskyndelse fra Ånden.⁴

Brødre og søstre, unge mænd og kvinder og børn i Primary, jeg vidner om, at det at følge Åndens tilskyndelser er noget af det, der betyder mest i alle vores relationer.

Endelig vidner jeg på denne palmesøndag om, at det at blive omvendt til Herren, bære vidnesbyrd om ham og tjene ham også er blandt det, der betyder mest.

Tro på Jesus Kristus er grundlaget for vores vidnesbyrd. Et vidnesbyrd er et sandhedsvidne eller en bekræftelse af evig sandhed, der gives til kende i menneskers hjerte og sjæl ved Helligånden. Et vidnesbyrd om Jesus Kristus, der stammer fra og styrkes af Ånden ændrer liv – det ændrer selve måden, vi tænker og lever på. Et vidnesbyrd vender os til vor himmelske Fader og hans guddommelige Søn.

Alma sagde:

»Se, jeg vidner for jer om, at jeg ved, at det, hvorom jeg har talt, er sandt. Og hvordan tror I, at jeg kender til dets sandhed?

Se, jeg siger jer, det er blevet kundgjort for mig ved Guds hellige Ånd. Se, jeg har fastet og bedt i mange dage, for at jeg selv kunne vide dette. Og se, jeg ved selv, at det er sandt, for Gud Herren har tilkendegivet det for mig ved sin hellige Ånd.«⁵

Det er ikke nok alene at have et vidnesbyrd. I takt med at vi omvender os mere til Jesus Kristus, vil vi naturligt ønske at vidne om ham – hans godhed, kærlighed og venlighed.

Ved vores vidnesbyrdsmøder på fastesøndage hører vi ofte vendinger som »jeg er taknemmelig for« og »jeg elsker« mere, end vi hører udsagn som »jeg ved« og »jeg tror«.

Jeg opfordrer jer til at bære jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus oftere. Bær vidnesbyrd om det I ved og tror, og hvad I føler, ikke blot hvad I er taknemmelige for. Bær vidnesbyrd om jeres egne erfaringer med at lære Frelseren at kende og elske ham, om at efterleve hans lærdomme og om hans forløsende kraft og det, den åbner for i jeres liv. Når I bærer vidnesbyrd om det, I ved, tror og føler, vil Helligånden bekræfte sandheden af det for dem, der lytter oprigtigt til jeres vidnesbyrd. Det vil de gøre, fordi de har set, hvordan I er blevet en af Jesu Kristi fredelige tilhængere. De vil se, hvad det betyder at være hans discipel. De vil også føle noget, som de måske ikke har følt før. Et rent vidnesbyrd kommer af et ændret hjerte, og det kan viderebringes ved Helligåndens kraft ind i hjertet hos andre, som er åbne for at modtage det.

De, som føler noget, som følge af jeres vidnesbyrd, beder så måske Herren i bøn om at bekræfte sandheden af jeres vidnesbyrd. Så vil de vide det for sig selv.

Brødre og søstre, jeg vidner for jer om, at jeg ved, at Jesus Kristus er verdens Frelser og Forløser. Han lever. Han er Guds opstandne Søn, og dette er hans kirke, som ledes af hans profeter og apostle. Jeg beder om, at når jeg en dag skal videre til den næste verden, at jeg da gør det med et brændende og klart vidnesbyrd.

I min tjenestegerning har jeg lært, at det, der betyder mest, er vores forhold til vor himmelske Fader og hans elskede Søn, vores familie, og vores næste og at tillade Herrens Ånd at vejlede os i disse relationer, så vi kan vidne om det, der betyder mest og varer længst. I Jesu Kristi navn. Amen.