Find personlig fred

Mine kære brødre og søstre, vi er blevet velsignet af inspireret undervisning og smuk musik, som har rørt os ved dette første møde af generalkonferencen. Vi takker jer for jeres deltagelse og for jeres tro.

I dag vil jeg tale om, hvad jeg har lært om miraklet ved at finde personlig fred, uanset hvad vores omstændigheder er. Frelseren ved, at alle vor himmelske Faders børn higer efter fred, og han sagde, at han kunne give os den. I husker Jesu Kristi ord, der er nedskrevet i Johannesevangeliet: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«¹

Hvad han mener med fred, og hvordan han kan give den, afsløres af omstændighederne hos dem, som hørte ham udtale disse ord. Lyt til beretningen i Johannesevangeliet om kulminationen på Kristi tjenestegerning. Ondskabens voldsomme kræfter haglede ned over ham, og snart skulle de ramme hans disciple.

Her er Frelserens ord:

»›Elsker I mig, så hold mine bud;

Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid:

sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.

Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.

Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.

Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.

Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.‹

Judas, ikke Iskariot, sagde til ham: ›Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?‹

Jesus svarede ham: ›Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer.

Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!‹«²

Jeg har lært mindst fem sandheder af det, Frelseren underviste om her.

For det første skænkes fredens gave, efter vi har tro til at holde hans bud. For de, som er pagtsmedlemmer af Herrens kirke, er lydighed det, vi allerede har lovet at udvise.

For det andet vil Helligånden komme og blive hos os. Herren siger, at når vi forbliver trofaste, vil Helligånden dvæle i os. Det er løftet i nadverbønnerne, at Ånden vil være vores ledsager, og at vi i vores hjerte og sind vil mærke hans trøst.

For det tredje lover Frelseren, at når vi holder vores pagter, kan vi føle Faderens og Sønnens kærlighed til hinanden og til os. Vi kan føle deres nærhed i vores liv på jorden, ligesom vi vil, når vi velsignes med at være hos dem for evigt.

For det fjerde kræver det at holde Herrens bud mere end lydighed. Vi bliver bedt om at elske Gud af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke.³

De, som ikke elsker ham, holder ikke hans bud. Og derfor vil de ikke få fredens gave i dette liv og i den kommende verden.

For det femte er det klart, at Herren elsker os nok til at betale prisen for vores synder, så vi – gennem vores tro på ham og vores omvendelse og gennem virkningen af hans forsoning – kan få fredens gave, som »overgår al forstand«,⁴ i dette liv og hos ham for evigt.

Nogle iblandt os, måske mange, føler ikke den fred, som Herren lovede. I har måske bedt om personlig fred og åndelig trøst. Alligevel føler I måske, at himlen er tavs i forhold til jeres bøn om fred.

Der er en fjende af jeres sjæl, som ikke ønsker, at I og dem, I elsker, finder fred. Han kan ikke nyde den. Han arbejder på at hindre jer i blot at ønske at finde den fred, som Frelseren og vor himmelske Fader ønsker, at I har.

Satans indsats med at så had og strid overalt omkring os synes at være tiltagende. Vi ser tegn på, at det sker blandt nationer og i byer, i nabolag, på de elektroniske medier og over hele verden.

Og dog er der grund til optimisme: Den er, at Kristi lys bliver lagt i hvert eneste nyfødte barn. Med den universelle gave kommer der en sans for, hvad der er ret, et ønske om at elske og blive elsket. Der er en medfødt sans for retfærdighed og sandhed i hvert eneste Guds barn, når han eller hun ankommer til livet på jorden.

Vores optimisme omkring personlig fred hos disse børn ligger hos de mennesker, som tager sig af dem. Hvis de, som opdrager dem og tjener dem, har arbejdet på at modtage fredens gave fra Frelseren, vil de ved personligt eksempel og personlig indsats fremme barnets tro, så de kan være værdige til at modtage den himmelske gave af fred.

Dette lover skrifterne: »Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den.«⁵ Det vil kræve, at den, der har til opgave at stå for barnets pasning og næring, er værdig til at have fredens gave.

Desværre har alle følt smerten, når børn, som er opdraget af retfærdige forældre – nogle gange en enlig forælder – efter et helt liv med tro og fred vælger at følge sorgens sti.

Selv når denne sorg opleves, hviler min optimisme på en anden gave fra Herren. Den er, at han oprejser mange fredsstiftere blandt sine betroede disciple. De har følt freden og Guds kærlighed. De har Helligånden i deres hjerte, og Herren kan vejlede dem til at række ud til de vildfarne får.

Jeg har set det hele mit liv og i hele verden. I har også set det. Det kan til tider, når I bliver ledt til at redde nogen, virke tilfældigt.

Engang spurgte jeg helt enkelt en person, jeg mødte på en rejse: »Vil du fortælle mig lidt om din familie?« I løbet af samtalen bad jeg om at se et billede af hendes voksne datter, som vaklede. Jeg blev overvældet af godheden i ansigtet hos pigen på billedet. Jeg følte mig tilskyndet til at spørge, om jeg måtte få hendes e-mailadresse. Datteren var på det tidspunkt fortabt og spekulerede på, om Gud havde noget budskab til hende. Det havde han. Det var dette: »Herren elsker dig. Det har han altid gjort. Herren ønsker, at du vender tilbage. Dine lovede velsignelser gælder stadig.«

Medlemmer over hele Kirken har følt Herrens gave med personlig fred. Han opmuntrer alle til at hjælpe andre med at få muligheder for at komme til ham og være værdig til selv at få den selvsamme fred. De vil så til gengæld vælge at søge inspiration til at vide, hvordan de kan videregive den gave til andre.

Den opvoksende generation vil blive dem, der nærer den efterfølgende generation. Den mangedoblede virkning vil skabe et mirakel. Det vil sprede sig og over tid vokse, og Herrens rige på jorden vil blive forberedt og rede til at hilse ham med hosiannaråb. Der vil blive fred på jord.

Jeg bærer mit sikre vidnesbyrd om, at Frelseren lever, og at han leder denne kirke. Jeg har følt hans kærlighed i mit liv og hans kærlighed til og bekymring for alle vor himmelske Faders børn. Frelserens opfordring til at komme til ham er et tilbud om fred.

Præsident Russell M. Nelson er Guds levende profet for hele jorden. Han har sagt: »Jeg giver jer min personlige forsikring om, at uanset verdens tilstand og jeres personlige situation, kan I møde fremtiden med optimisme og glæde.«⁶

Jeg elsker jer. Jeres store tro og kærlighed når ud til andre mennesker og tillader Herren at forandre hjerter og således opnå et ønske om at tilbyde andre fredens gave, som overgår al forstand.

Jeg beder om, at I må finde fred, hjælpe mange andre til at finde den og videregive den. Der vil komme tusinde vidunderlige år med fred, når Herren kommer igen. Det vidner jeg med glæde om og i Jesu Kristi navn. Amen.