Den ufuldkomne høst

Som dreng lærte jeg at elske de dramatiske skift i årstiderne i den sydvestlige del af staten Montana, hvor jeg voksede op. Min yndlingsårstid var efteråret – tiden, hvor der skulle høstes. Vores familie håbede og bad for, at vores hårde arbejde gennem flere måneder måtte blive belønnet med en god høst. Mine forældre bekymrede sig om vejret, dyrenes sundhed, afgrødernes sundhed og meget andet, som de havde meget lidt kontrol over.

Efterhånden som jeg voksede op, blev jeg mere opmærksom på, hvor meget disse ting betød. Vores underhold og levefod afhang af høsten. Min far lærte mig om de redskaber, vi brugte til at høste korn. Jeg så på, når han kørte maskineriet ud på marken, høstede en lille smule korn for at tjekke bag mejetærskeren, at så meget korn som muligt landede i den store beholder i stedet for at blive smidt ud med avnerne. Han gentog denne øvelse flere gange, hvor han justerede maskinen for hver gang. Jeg løb ved siden af og rodede lidt i avnerne sammen med ham, og lod som om jeg vidste, hvad jeg gjorde.

Da han var tilfreds med de justeringer, han havde foretaget, fandt jeg nogle af kernerne liggende på jorden og overrakte ham dem med et kritisk ansigtsudtryk. Jeg vil ikke glemme, hvad min far sagde til mig: »Det er godt nok og det bedste, denne maskine kan gøre.« Jeg var ikke helt tilfreds med hans forklaring og gav mig til at overveje de ufuldkommenheder, der var forbundet med høsten.

Kort tid efter, da vejret blev koldt om aftenen, så jeg tusindvis af svaner, gæs og ænder, der var på træk, slå sig ned på marken og forsyne sig på deres lange rejse mod syd. De spiste det korn, der var til overs, fra vores ufuldkomne høst. Gud havde gjort den fuldkommen. Og ikke en eneste kerne gik til spilde.

Det er ofte en fristelse i vores verden og selv i kulturen i Kirken at være besat af perfektion. Sociale medier, urealistiske forventninger og tit vores egen selvkritik skaber en følelse af utilstrækkelighed – af at vi ikke er gode nok og aldrig bliver det. Nogle misforstår endda Frelserens opfordring: »Vær I da fuldkomne.«¹

Husk, at perfektionisme ikke er det samme som at blive fuldkommengjort i Kristus.² Perfektionisme kræver en umulig og selvindført standard, der sammenligner os med andre. Den fører til skyld og angst og kan forårsage, at vi trækker os og isolerer os selv.

At blive fuldkommengjort i Kristus er en anden sag. Det er den proces – hvorved vi, kærligt vejledt af Helligånden – bliver mere som Frelseren. Standarderne er fastsat af en kærlig og alvidende Fader i himlen og er klart definerede i de pagter, vi inviteres til at modtage. Det letter os for den byrde, der kommer af skyld og utilstrækkelighed, og fremhæver altid, hvem vi er i Guds øjne. Mens denne proces opløfter os og skubber os fremad mod at blive bedre, måles vi på vores personlige hengivenhed overfor Gud, som vi viser i vores bestræbelser på at følge ham i tro. Når vi accepterer Frelserens invitation til at komme til ham, indser vi snart, at vores bedste er godt nok, og at en kærlig Frelsers nåde vil udfylde resten på måder, vi ikke kan forestille os.

Vi ser, at dette princip blev praktiseret, da Frelseren brødfødte de fem tusind.

»Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: ›Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?‹ …

Filip svarede ham: ›Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.‹

En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham:

›Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?‹«³

Har I nogensinde tænkt over, hvad Frelseren må have følt omkring denne unge dreng, der med et barns tro tilbød, hvad han må have vidst, på ingen måde var tilstrækkeligt i den situation, de stod i?

»Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have.

Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: ›Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.‹«⁴

Frelseren fuldkommengjorde det ydmyge offer.

Kort tid efter denne oplevelse sendte Jesus sine disciple forud på en båd. De befandt sig snart efter på en stormende sø midt om natten. De blev bange, da de så en spøgelsesagtig skikkelse komme gående mod dem på vandet.

»Og straks talte Jesus til dem og sagde: ›Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!‹

Men Peter sagde til ham: ›Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.‹

Han sagde: ›Kom!‹ Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus.

Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: ›Herre, frels mig!‹

Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: ›Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?‹«⁵

Brødre og søstre, det var formentlig ikke slutningen på den samtale. Jeg tror, at da Peter gik arm i arm tilbage til båden sammen med Frelseren, mens han var drivvåd og måske følte sig en smule tåbelig, har Frelseren nok sagt noget lig: »Åh, Peter, frygt ikke og være ikke bekymret. Hvis du kunne se dig selv, som jeg ser dig, ville din tvivl forsvinde og din tro tiltage. Jeg elsker dig, kære Peter, og du hoppede ud af båden. Dit offer er acceptabelt, og selvom du snublede, vil jeg altid være der til at løfte dig op fra dybet, og dit offer vil blive fuldkommengjort«.

Ældste Dieter F. Uchtdorf har sagt:

»Jeg tror, at Frelseren Jesus Kristus ønsker, at I ser, føler og ved, at han er jeres styrke. At der med hans hjælp ikke er nogen grænser for, hvad I kan opnå. At jeres potentiale er ubegrænset. Han ønsker, at I ser jer selv, som han ser jer. Og det er meget anderledes end den måde, verden ser jer på …

Han giver de trætte kraft; og dem, der føler sig magtesløse, øget styrke«.⁶

Vi må huske, at hvad end vores bedste, omend ufuldkomne, offer måtte være, kan Frelseren fuldkommengøre det. Lige meget hvor ubetydelige vores bestræbelser måtte synes, må vi aldrig undervurdere Frelserens kraft. Et enkelt venligt ord, et kort men oprigtigt omsorgsbesøg eller en primarylektion, der gives på en kærlig måde kan med Frelserens hjælp give trøst, blødgøre hjerter og forandre evige liv. Vores klodsede bestræbelser kan føre til mirakler, og i den proces kan vi deltage i en perfekt høst.

Ofte havner vi i situationer, hvor vi må strække os. Måske føler vi os ikke klar til opgaven. Måske ser vi på dem, vi tjener sammen med, og føler, at vi aldrig vil være gode nok. Brødre og søstre, hvis I har det på den måde, så se på de ekstraordinære mænd og kvinder bag mig, som jeg tjener med.

Jeg føler jeres smerte.

Dog har jeg lært, at ligesom perfektionisme ikke er det samme som at blive fuldkommengjort i Kristus, er sammenligning af os selv med andre ikke det samme som efterligning. Når vi sammenligner os selv med andre, kan det kun føre til to resultater. Enten ser vi os selv som bedre end andre og bliver fordømmende og kritiske overfor dem, eller også begynder vi at se os selv som mindreværdige i forhold til andre og bliver derfor ængstelige, selvkritiske og modløse. Det at sammenligne sig selv med andre er sjældent produktivt, det opløfter os ikke og det er nogle gange decideret deprimerende. Faktisk kan sådan nogle sammenligninger være åndeligt destruktive og forhindre os i at modtage den åndelige hjælp, vi har brug for. På den anden side kan det at efterligne dem, vi respekterer, og som udviser kristuslignende egenskaber, være lærerigt og opløftende og kan hjælpe os med at blive bedre Jesu Kristi disciple.

Frelseren gav os en model, vi kan følge, da han efterlignede sin Fader. Han belærte sin discipel Fillip: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?«⁷

Derefter sagde han: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør«.⁸

Uanset hvor ubetydelige vores bestræbelser må virke, vil Frelseren bruge os til at udføre sit værk, hvis vi er oprigtige. Hvis vi blot gør det bedste, vi kan, og stoler på, at han vil gøre resten, kan vi blive en del af de mirakler, der omgiver os.

Ældste Dale G. Renlund har sagt: »I behøver ikke at være perfekte, men vi har brug for jer, fordi alle, der er villige, kan gøre noget.«⁹

Og præsident Nelson har sagt: »Herren elsker, når vi gør en indsats.«¹⁰

Frelseren står klar til at acceptere vores ydmyge offer og til at fuldkommengøre det gennem sin nåde. Med Kristus er der ingen ufuldkommen høst. Vi må have modet til at tro, at hans nåde er der for os – at han vil hjælpe os, redde os op af dybet, når vi synker, og fuldkommengøre vores mindre-end-fuldkomne bestræbelser.

I lignelsen om sædemanden beskriver Frelseren de frø, der plantes i god jord. Nogle giver hundredfold igen, nogle tres og andre tredive. Alle er vi en del af hans fuldkomne høst.¹¹

Moroni inviterede alle: »Kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham … og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus.«¹²

Brødre og søstre, jeg vidner om, at Kristus har kraften til at fuldkommengøre selv vores mest ydmyge offer. Lad os gøre vores bedste og i tro bidrage med det, vi kan, og lægge vores ufuldkomne offer for hans fødder. I hans navn, han som er den fuldkomne høsts herre, ja, i Jesu Kristi navn. Amen.