Generalkonference
Jesus Kristus er forældres styrke
Aprilkonferencen 2023


Jesus Kristus er forældres styrke

Hjælp jeres børn til at opbygge tro på Jesus Kristus, at elske hans evangelium og hans kirke og at forberede sig til et helt liv med retfærdige valg.

Engang var der en far, som skulle til et biskoprådsmøde en aften. Hans fireårige datter stillede sig foran ham i nattøj med et eksemplar af Historier fra Mormons Bog.

»Hvorfor skal du til et møde?« spurgte hun.

»Fordi jeg er rådgiver i biskoprådet,« svarede han.

»Men du er min far!« protesterede hans datter.

Han knælede ned foran hende. »Skat,« sagde han, »jeg ved godt, at du vil have, at jeg læser for dig og hjælper dig med at falde i søvn, men i aften skal jeg hjælpe biskoppen.«

Hans datter svarede: »Har biskoppen ikke en far, der kan hjælpe ham med at falde i søvn?«

Vi er for evigt taknemlige for de utallige medlemmer, som tjener trofast i Jesu Kristi Kirke hver dag. Jeres offer er virkelig helligt.

Men ligesom denne pige syntes at forstå, så er der noget lige så helligt – noget uerstatteligt – ved en forælder, der viser omsorg for et barn. Det afspejler himlens mønster.1 Vor Fader i himlen, vores guddommelige forælder, fryder sig helt sikkert, når hans børn bliver undervist af og vist omsorg af deres forældre på jorden.2

Forældre, tak for alt, hvad I gør, for at opdrage jeres børn. Og børn, tak for alt, hvad I gør for at opdrage jeres forældre, for som alle forældre ved, lærer vi ofte lige så meget af vores børn om tro, håb og kærlighed, som de lærer af os!3

Forældre har en hellig pligt

Har I nogensinde tænkt over den utrolige risiko, vor Fader i himlen løber, hver gang han sender et barn til jorden? De er hans åndelige sønner og døtre. De har ubegrænset potentiale. Deres skæbne er at blive herliggjorte væsener fulde af godhed, nåde og sandhed. Og alligevel kommer de til jorden fuldstændig hjælpeløse, knap nok i stand til at gøre andet end at råbe om hjælp. Mindet om deres tid i Guds nærhed er tilsløret, sammen med kundskaben om, hvem de virkelig er, og hvem de kan blive. De danner deres forståelse af livet, kærlighed, Gud og hans plan baseret på det, de observerer hos mennesker omkring sig – især deres forældre, som helt ærligt stadig selv forsøger at regne det hele ud.

Billede
Nyfødt spædbarn

Gud har givet forældre »en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at … overholde Guds befalinger.«4

Det er tilstrækkeligt til at holde selv de bedste forældre vågne om natten.

Mit budskab til alle forældre er dette:

Herren elsker jer.

Han er med jer.

Han står ved jeres side.

Han er jeres styrke til at vejlede jeres børn til at træffe retfærdige valg.

Accepter dette privilegium og ansvar med mod og glæde. Lad være med at uddelegere denne kilde til himmelske velsignelser til nogen anden. Inden for rammerne af evangeliske værdier og principper er det jer, der må vejlede jeres barn i detaljerne for daglige valg. Hjælp jeres børn til at opbygge tro på Jesus Kristus, at elske hans evangelium og hans kirke og at forberede sig til et helt liv med retfærdige valg. Det er faktisk Guds plan for forældre.

Satan vil modsætte jer, distrahere jer, prøve at gøre jer modløse.

Men ethvert barn har modtaget Kristi lys som en direkte forbindelse til himlen. Og Frelseren vil hjælpe jer, vejlede jer og opmuntre jer. Søg hans hjælp. Spørg Herren!

Billede
Herren Jesus Kristus

Ligesom Jesus Kristus er de unges styrke, så er Jesus Kristus også forældres styrke.

Han forstørrer kærlighed

Nogle gange undrer vi os måske over, om en anden kan være bedre egnet til at vejlede og undervise vores børn. Men uanset hvor utilstrækkelig I måtte føle jer, har I noget, der helt enestående kvalificerer jer: Jeres kærlighed til jeres barn.

En forælders kærlighed til et barn er en af de stærkeste kræfter i universet. Det er en af de få ting på denne jord, som virkelig kan være evig.

Nuvel, måske føler I, at jeres forhold til jeres barn ikke er helt ideelt. Det er her, at Frelserens kraft kommer i spil. Han helbredte de syge, og han kan hele forhold. Han mangedobler brød og fisk, og han kan mangedoble kærligheden og glæden i jeres hjem.

Jeres kærlighed til jeres børn skaber et rigt miljø for at undervise i sandhed og opbygge tro. Gør jeres hjem til et bønnens, lærdommens og troens hus, et hus med gode oplevelser, et tilhørssted, et Guds hus.5 Og »bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af [hans] kærlighed, som han har skænket alle … [sin] Søns, Jesu Kristi … tilhængere«.6

Han forstørrer en lille og enkel indsats

En anden styrke, I har som forældre, er muligheden for daglig og vedvarende påvirkning. Jævnaldrende, lærere og influencere på medierne kommer og går. Men I kan være den mest konstante og stabile påvirkning i jeres barns liv.

Jeres indsats kan virke beskeden i sammenligning med de høje røster, jeres børn hører i verden. Til tider kan det måske føles som om, at I ikke udretter meget. Men husk, at »Herren ved små midler kan frembringe store ting«.7 En hjemmeaften, en evangelisk samtale eller et godt eksempel ændrer måske ikke et barns liv på et øjeblik, mere end en dråbe regn får en plante til straks at vokse. Men konsistensen af små og enkle ting, dag efter dag, nærer jeres børn langt bedre end en oversvømmelse i ny og næ.8

Det er Herrens måde. Han taler til jer og til jeres barn med en stille, sagte røst, ikke en tordenrøst.9 Han helbredte ikke Na’aman ved noget »svært«, men ved ganske enkelt, at han blev vasket gentagne gange.10 Israels børn nød et festmåltid med vagtler i ørkenen, men det, der holdt dem i live, var det beskedne og enkle mirakel med manna – deres daglige brød.11

Brødre og søstre, dagligt brød bliver bedst bagt og serveret i hjemmet. Tro og vidnesbyrd bliver bedst skabt på normale og naturlige måder, en bid ad gangen, i små og enkle øjeblikke, i en konstant strøm af hverdagsliv.12

Ethvert øjeblik er et undervisningsøjeblik. Hvert eneste ord og handling kan være en retningslinje for at træffe valg.13

I ser måske ikke den umiddelbare virkning af jeres indsats. Men giv ikke op. »Alt må ske til sin tid,« har Herren sagt. »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk.«14 Hvilket værk kan være større end at hjælpe Guds dyrebare børn med at lære, hvem de virkelig er, og opbygge deres tro på Jesus Kristus, hans evangelium og hans kirke? Jesus Kristus vil velsigne og styrke jeres konsistente indsats.

Han giver åbenbaring

En anden virkningsfuld måde, hvorpå Herren støtter forældre på, er gennem gaven personlig åbenbaring. Gud er ivrig efter at udgyde sin Ånd til at vejlede forældre.

Når I er bønsomme og opmærksomme på Ånden, vil han advare jer mod skjulte farer.15 Han vil åbenbare jeres børns gaver, deres styrker og deres unævnte bekymringer.16 Gud vil hjælpe jer til at se jeres børn, som han ser dem – forbi deres ydre udseende og ind i deres hjerte.17

Med Guds hjælp kan I lære at kende jeres børn på en ren og himmelsk måde. Jeg inviterer jer til at tage imod Guds tilbud om at vejlede jeres familie gennem personlig åbenbaring. Søg hans vejledning i jeres bønner.18

En mægtig forandring

Den måske vigtigste hjælp, som Jesus Kristus tilbyder forældre, er en »mægtig forandring« i hjertet.19 Det er et mirakel, som hver eneste af os har brug for.

Forestil jer et øjeblik denne situation: I er i kirke og lytter til en tale om familier. Taleren beskriver et fuldkomment hjem og en endnu mere fuldkommen familie. Mand og hustru skændes aldrig. Børnene holder kun pause fra at læse i deres skrifter, når det er tid til at lave lektier. Og i baggrunden kan man høre sangen »Elsker hverandre«.20 Før taleren når til det punkt, hvor alle med glæde deltager i rengøringen af badeværelset, tænker I allerede: »Min familie er håbløs.«

Kære brødre og søstre, slap af! Hver eneste i forsamlingen tænker det samme! Det er et faktum, at alle forældre bekymrer sig om ikke at være gode nok.

Heldigvis er der en guddommelig kilde til hjælp for forældre: Det er Jesus Kristus. Han er kilden til den mægtige forandring i hjertet.

Når I åbner jeres hjerte for Frelseren og hans lære, vil han vise jer jeres svagheder. Hvis I stoler på Jesus Kristus med et ydmygt hjerte, vil han gøre jeres svagheder til jeres styrke.21 Han er miraklernes Gud.

Betyder det, at I og jeres familie bliver et idealbillede? Nej. Men I vil blive bedre. Gennem Frelserens nåde vil I lidt efter lidt udvikle flere af de egenskaber, som forældre har brug for: Kærlighed til Gud og hans børn, tålmodighed, uselviskhed, tro på Kristus og mod til at træffe retfærdige valg.

Jesus Kristus tilbyder støtte gennem sin kirke

Vores indsats for at opbygge tro på Jesus Kristus er centreret om hjemmet og fokuseret på den enkelte. Og den er kirkestøttet. Foruden at bidrage med de hellige skrifter og profeternes ord tilbyder Frelserens kirke mange ressourcer til at hjælpe forældre og børn med at træffe retfærdige valg.

Billede
Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg
  • Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg giver os ikke en liste med, hvad man bør eller ikke bør. Den underviser i evige sandheder og bidrager til at træffe valg baseret på Jesu Kristi liv og lære. Læs den med jeres børn. Lad dem tale om den. Hjælp dem til at få disse evige og guddommelige sandheder til at vejlede deres valg.22

  • FSY-stævner er en anden vidunderlig ressource. Jeg håber, at hver eneste af de unge vil deltage. Jeg opfordrer unge voksne til at deltage i disse stævner som mentorer og vejledere. Jeg opfordrer forældre til at bygge på det åndelige momentum, som deres unge bringer med hjem fra FSY-stævner.

  • Børn og unge i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har lærere, vejledere og mentorer. Ofte kommer I ind i en af de unges tilværelse på et afgørende tidspunkt for at opbygge og støtte tro og vidnesbyrd. Nogle af jer er enlige voksne. Nogle af jer har aldrig selv fået børn. Jeres glædesfyldte tjeneste for Guds børn er hellig i Guds øjne.23

Opgiv aldrig miraklet

Mine kære venner, mine kære brødre og søstre, at opbygge tro i et barn svarer lidt til at hjælpe en blomst med at vokse. Man kan ikke rykke i stilken for at gøre den højere. Man kan ikke lirke knoppen op for at få den til at blomstre tidligere. Og man kan ikke forsømme blomsten og forvente, at den vokser og blomstrer spontant.

Det I kan og må gøre for den opvoksende generation, er at sørge for den rige og nærende muld med konstant adgang til himmelsk vand. Fjern ukrudtet og alt andet, der kan blokere for det himmelske sollys. Skab de bedst mulige betingelser for vækst. Tillad tålmodigt den opvoksende generation at træffe inspirerede valg, og lad Gud udvirke sine mirakler. Resultatet vil blive smukkere, mere overvældende og mere glædesfyldt end noget, I kunne opnå på egen hånd.

I vor himmelske Faders plan er det hensigten, at familieforhold skal vare for evigt. Derfor må I som forældre aldrig give op, selv om I ikke er stolte over, hvordan det er gået tidligere.

Med Jesus Kristus, Mesterhelbrederen og Frelseren, kan der altid komme en ny begyndelse; han giver altid håb.

Jesus Kristus er familiers styrke.

Jesus Kristus er de unges styrke.

Jesus Kristus er forældres styrke.

Jeg vidner om dette i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. »Medfødt i næsten alle forældre findes ønsket om at undervise sine børn om moralske dyder. Det er en del af miraklet i vor himmelske Faders plan. Han ønsker, at hans børn kommer til jorden og følger det evige familiemønster, der findes i himlen. Familien er den grundlæggende organisatoriske enhed i de evige riger, og derfor ønsker han, at den også skal være en grundlæggende enhed på jorden. Selvom jordiske familier langt fra er fuldkomne, giver de Guds børn den bedste chance for at blive budt velkommen til verden med den eneste kærlighed på jorden, der kommer tæt på det, vi følte i himlen – forældrekærlighed. Familien er også den bedste måde at bevare og videregive moralske dyder og sande principper på, der med størst sandsynlighed fører os tilbage til Guds nærhed« (Henry B. Eyring, »Indsamling af Guds slægt«, Liahona, maj 2017, s. 20).

  2. Vi ved selvfølgelig godt, at Guds vilje ikke altid sker på jorden som i himlen (se Matt 6:10). Forældres rolle på jorden blegner bestemt i sammenligning med Guds ideal. Det ser han afgjort. Han må græde over al den sorg og smerte, vi ser i familieforhold. Og alligevel har han ikke opgivet familien. Og det vil han ikke, for Gud har en storslået plan for sine børns evige skæbne. Og midtpunktet i den plan er familien.

  3. Se Matt 18:1-5; Mosi 3:19.

  4. »Familien: En proklamation til verden«, ChurchofJesusChrist.org; se også L&P 68:25-28.

  5. Se »Læring i hjemmet er baseret på forhold«, Undervisning på Frelserens måde: Til alle, der underviser i hjemmet og i Kirken, 2022, s. 30-31; se også L&P 109:8.

  6. Moro 7:48.

  7. 1 Ne 16:29; se også Alma 37:6-7.

  8. Se »Læring i hjemmet består af en lille, enkel og konsekvent indsats«, Undervisning på Frelserens måde, s. 31. Præsident David O. McKay sagde: »Vi må ikke tro, at blot fordi nogle ting virker små og ubetydelige, så er de ikke vigtige. Livet består trods alt af små ting. Vores liv, vores fysiske legeme, holdes i live af små hjerteslag. Hvis det lille hjerte hører op med at slå, ophører livet i denne verden. Den store sol er en vældig kraft i universet, men vi modtager velsignelserne ved dens stråler, fordi de når os som små solstråler, som tilsammen fylder hele verden med sollys. Den mørke nat bliver behagelig ved det svage lys fra det, der synes at være små stjerner, og således består det sande kristne liv af små kristuslignende gerninger, der udføres i denne time, dette minut, i hjemmet« (Kirkens præsidenters lærdomme: David O. McKay, 2003, s. 221).

  9. Se Hel 5:30.

  10. Se 2 Kong 5:9-14.

  11. Se 2 Mos 16.

  12. Se »Forbered jeres børn til at leve hele livet på Guds pagtssti«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2023, tillæg (kun digitalt).

  13. Se »Læring i hjemmet kan være planlagt, men også spontan«, Undervisning på Frelserens måde, s. 31; 1 Pet 3:15.

  14. L&P 64:32-33.

  15. Se Matt 2:13.

  16. Se Alma 40:1; 41:1; 42:1.

  17. Se 1 Sam 16:7.

  18. Se 1 Ne 15:8.

  19. Alma 5:13.

  20. Se »Elsker hverandre«, Salmer og sange, nr. 199.

  21. Se Eter 12:27.

  22. »I forbindelse med børn ligger ansvaret for moralsk vejledning hos forældrene. De kender det enkelte barns sind, forståelse og intelligens. Forældre tilbringer et helt liv med at søge at oprette og bevare god kommunikation med hver af deres børn. De er i den bedste position til at træffe de afgørende beslutninger med hensyn til deres børns velfærd og trivsel« (James E. Faust, »Det i loven, der vejer tungere: Ret, barmhjertighed og troskab«, Stjernen, jan. 1998, s. 58).

  23. To andre ressourcer er værd at nævne: Den digitale udgave af dette års Kom og følg mig indeholder en ny del med titlen »Forbered jeres børn til at leve hele livet på Guds pagtssti«. Der er enkle, hjemmecentrerede forslag til at hjælpe børn med at forberede sig til dåb og andre pagter og ordinancer. Og den nyligt reviderede Undervisning på Frelserens måde har et afsnit med titlen »Hjem og familie«, som beskriver, hvordan principperne for kristuslignende undervisning kan anvendes i hjemmet (se s. 30-31).