Er jeg blevet virkelig tilgivet?

For en del år siden flyttede søster Nattress og jeg til Idaho, hvor vi åbnede en ny virksomhed. Det var lange dage og aftener på kontoret. Heldigvis boede vi tæt på. Hver uge kom Shawna og vores tre døtre – som alle var under 6 år – til kontoret for at spise frokost sammen med mig.

På en sådan dag efter vores familiefrokost bemærkede jeg, at vores femårige datter, Michelle, havde efterladt en personlig besked til mig skrevet på en Post-it og sat på min telefon.

Der stod ganske enkelt: »Far, husk at elske mig. Kærligst, Michelle.« Det var en kraftfuld påmindelse til en ung far om det, der betyder mest.

Brødre og søstre, jeg vidner om, at vor himmelske Fader altid husker os, og at han elsker os fuldkomment. Mit spørgsmål er dette: Husker vi ham? Og elsker vi ham?

For mange år siden tjente jeg som lokal kirkeleder. En af vores unge mænd, Danny, var helt fremragende på enhver måde. Han var lydig, venlig, god, og han havde et stort hjerte. Desværre begyndte han, da han var færdig med high school, at være sammen med de forkerte. Han begyndte at bruge narkotika, specifikt metamfetamin, og gled hurtigt ned af en rutsjebane af afhængighed og selvødelæggelse. Snart var hans udseende fuldstændig forandret. Man kunne knap genkende ham. Den største forandring var i hans øjne – lyset i hans øjne var helt forsvundet. Flere gange prøvede jeg at række ud til ham, men uden held. Han var ikke interesseret.

Det var svært at se denne fantastiske unge mand lide og leve et liv, som slet ikke var ham! Han havde potentiale til så meget mere.

Så en dag begyndte hans mirakel.

Han overværede et nadvermøde, hvor hans lillebror bar sit vidnesbyrd forud for sin afrejse som missionær. Under mødet følte Danny noget, som han ikke havde følt meget længe. Han mærkede Herrens kærlighed. Han fik langt om længe håb.

Selvom Danny havde et ønske, var det svært at forandre sig. Hans afhængighed og den ledsagende skyld var næsten mere, end han kunne bære.

En eftermiddag, hvor jeg var ude for at slå græs, kom Danny uanmeldt i sin bil. Han led forfærdeligt. Jeg slukkede for græsslåmaskinen, og vi satte os i skyggen fra verandaen. Her åbnede han op om følelserne i sit hjerte. Han ønskede virkelig at komme tilbage. Men det var ufatteligt svært at vende sig bort fra sin afhængighed og livsstil. Desuden følte han sig så skyldig, så skamfuld over at være faldet så dybt. Han spurgte: »Kan jeg virkelig blive tilgivet? Er der virkelig en vej tilbage?«

Da han havde fortalt om alle sine bekymringer, læste vi sammen Alma kapitel 36:

»Ja, jeg erindrede alle mine synder og misgerninger …

Ja … selve tanken om at komme ind i min Guds nærhed martrede min sjæl med uudsigelig rædsel« (v. 13-14).

Efter de vers sagde Danny: »Det er nøjagtig sådan, at jeg har det!«

Vi fortsatte:

»Mens jeg blev revet op ved erindringen om mine mange synder, se, da erindrede jeg også at have hørt min far profetere for folket angående en Jesus Kristus, Guds Søn, som skulle komme for at sone for verdens synder …

Og åh, hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke« (v. 17, 20).

Mens vi læste disse skriftsteder, begyndte tårerne at løbe. Almas glæde var den glæde, han havde ledt efter!

Vi drøftede, at Alma havde været ufattelig slem. Men da han havde omvendt sig, så han sig aldrig tilbage. Han blev en trofast Jesu Kristi discipel. Han blev profet! Danny gjorde store øjne. »En profet?« sagde han.

Jeg svarede blot: »Ja, en profet. Ikke for at lægge pres på dig!«

Vi talte om, at selv om hans synder slet ikke nåede op til Almas niveau, så gælder det samme løfte om fuldstændig tilgivelse for alle – på grund af og gennem Jesu Kristi uendelige forsoning.

Danny forstod det nu. Han vidste, hvad han måtte gøre: Han måtte begynde sin rejse ved at udvise tillid til Herren og tilgive sig selv!

Dannys store forandring i hjertet var intet mindre end et mirakel. Med tiden forandredes hans ansigtsudtryk, og lyset i hans øjne kom tilbage. Han blev tempelværdig! Han var endelig tilbage!

Flere måneder senere spurgte jeg Danny, om han ville indsende en missionæransøgning. Hans reaktion var en blanding af chok og ærefrygt.

Han sagde: »Jeg vil elske at tjene på mission, men du ved, hvor jeg har været, og hvad jeg har gjort! Jeg troede, at jeg var diskvalificeret.«

Jeg svarede: »Måske har du ret. Men der er intet, som forhindrer os i at sende en ansøgning. Hvis du er undskyldt, så vil du i det mindste vide, at du har udtrykt et oprigtigt ønske om at tjene Herren.« Hans øjne lyste. Han var begejstret ved tanken. For ham var det helt usandsynligt, men han var villig til at tage chancen.

Til hans forbløffelse skete et mirakel mere nogle uger senere. Danny modtog en kaldelse til at tjene på en fuldtidsmission.

Nogle måneder efter Dannys ankomst til missionsmarken blev jeg ringet op. Missionspræsidenten sagde ganske enkelt: »Hvem er denne unge mand? Han er den mest fantastiske missionær, jeg nogensinde har set!« Denne præsident havde nemlig modtaget en moderne Alma den Yngre.

To år senere kom Danny hjem værdigt afløst. Han havde tjent Herren af hele sit hjerte, kraft, sind og styrke.

Efter hans missionsrapport til et nadvermøde gik jeg hjem, hvorefter det bankede på døren. Der stod Danny med tårefyldte øjne. Han sagde: »Kan vi tale lidt sammen?« Vi gik uden for til det samme sted ved verandaen.

Han sagde: »Præsident, tror du, at jeg er blevet virkelig tilgivet?«

Nu græd jeg også med ham. Foran mig stod en hengiven Jesu Kristi discipel, som havde givet alt for at undervise om og vidne om Frelseren. Han var selve billedet på den helbredende og styrkende kraft i Frelserens forsoning.

Jeg sagde: »Danny! Har du set dig i spejlet? Har du set dine øjne? De er fulde af lys, og du stråler med Herrens Ånd. Selvfølgelig er du blevet tilgivet! Du er fantastisk! Nu skal du blot videre med dit liv. Se dig ikke tilbage! Se fremad med tro til den næste ordinance.«

Dannys mirakel fortsætter i dag. Han blev gift i templet og fortsatte sin uddannelse, hvor han fik en kandidatgrad. Han tjener fortsat Herren med ære og værdighed i sine kaldelser. Men af større vigtighed, så er han blevet en fantastisk ægtemand og en trofast far. Han er en trofast Jesu Kristi discipel.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Uden [Frelserens] uendelige forsoning vil hele menneskeheden være uigenkaldelig fortabt.«¹ Danny var ikke fortabt, og det er vi heller ikke for Herren. Han står ved døren for at opløfte os, for at styrke os og for at tilgive os. Han husker altid at elske os.

En ufattelig demonstration af Frelserens kærlighed til Guds børn er nedskrevet i Mormons Bog: »Da Jesus havde talt således, kastede han igen blikket omkring på mængden og så, at de var rørt til tårer og så vedholdende på ham, som om de ville bede ham om at blive lidt længere hos sig« (3 Ne 17:5).

Frelseren havde allerede tilbragt en hel dag med at betjene folket. Desuden havde han flere opgaver – han skulle besøge de andre får; han skulle gå til sin Fader.

Trods disse forpligtelser forstod han, at folket ønskede, at han blev hos dem lidt længere. Frelserens hjerte var fyldt med barmhjertighed, og et af de største mirakler i verdenshistorien skete:

Han blev.

Han velsignede dem.

Han betjente deres børn, den ene efter den anden.

Han bad for dem; han græd med dem.

Og han helbredte dem. (Se 3 Ne 17).

Hans løfte gælder for evigt: Han vil helbrede os.

Til dem, som har forladt pagtsstien, så vid, at der er altid håb, der er altid helbredelse, og der er altid en vej tilbage.

Hans evige budskab om håb er den helbredende balsam for alle, som lever i en urolig verden. Frelseren sagde: »Jeg er vejen og sandheden og livet« (Joh 14:6).

Brødre og søstre, lad os huske at søge ham, at elske ham og altid at erindre ham.

Jeg vidner om, at Gud lever, og at han elsker os. Jeg vidner endvidere om, at Jesus Kristus er verdens Frelser og Forløser. Han er den store helbreder. Jeg ved, at min Forløser lever! I Jesu Kristi navn. Amen.