Bare bliv ved – med tro

Ældste George A. Smith var apostel og modtog et råd fra profeten Joseph Smith i en vanskelig tid: »Han fortalte mig, at jeg aldrig skulle miste modet, uanset hvilke vanskeligheder jeg befandt mig i. Hvis jeg sank ned i det dybeste hul i Nova Scotia, og alle Rocky Mountains bjerge var stablet ovenpå mig, måtte jeg ikke blive modløs, men holde ud, udøve tro og forblive ved godt mod, og så ville jeg komme ud på toppen af bjerget til sidst.«¹

Hvordan kunne profeten Joseph sige det – og til en, der led? Fordi han vidste, at det var sandt. Han oplevede det selv. Joseph oplevede gentagne gange alvorlige vanskeligheder i sit liv. Men idet han udøvede tro på Jesus Kristus og hans forsoning og bare blev ved, overvandt han tilsyneladende uoverkommelige forhindringer.²

I dag vil jeg gerne forny Josephs bøn om ikke at lade modløshed overvælde os, når vi står over for skuffelser, smertefulde oplevelser, vores egne utilstrækkeligheder eller andre udfordringer.

Med modløshed mener jeg ikke de mere invaliderende udfordringer så som klinisk depression, angstlidelser eller andre sygdomme, der kræver særskilt behandling.³ Jeg taler om ganske almindelig modløshed, der følger med i livets op- og nedture.

Jeg bliver inspireret af mine helte, der bare bliver ved – med tro – uanset hvad.⁴ I Mormons Bog læser vi om Zoram, Labans tjener. Da Nefi fik fat i bronzepladerne, stod Zoram over for valget om at følge Nefi og hans brødre ud i ørkenen eller muligvis miste livet.

Sikke et valg! Zorams umiddelbare tanke var at løbe væk, men Nefi holdt ham tilbage og aflagde en ed på, at hvis han tog med dem, ville han være fri og få en plads sammen med deres familie. Zoram tog mod til sig og rejste med dem.⁵

Zoram led mange trængsler i sit nye liv, men alligevel trængte han sig frem i tro. Vi har ingen indikation af, at Zoram holdt fast i sin fortid eller nærede vrede mod Gud eller andre.⁶ Han var en sand ven af en profet, Nefi, og han og hans efterkommere levede i frihed og fremgang i det forjættede land. Det, der havde været en stor forhindring på Zorams vej, førte i sidste ende til rige velsignelser på grund af hans trofasthed og villighed til bare at blive ved – med tro.⁷

For nylig lyttede jeg til en modig søster, der fortalte, hvordan hun holdt ud gennem sine vanskeligheder.⁸ Hun havde nogle udfordringer, og en søndag sad hun i Hjælpeforeningen og lyttede til en lærer, som hun syntes levede et perfekt liv – helt anderledes end hendes eget. Hun var træt og modløs. Hun følte ikke, at hun kunne leve op til det hele – eller overhovedet høre til – så hun rejste sig og gik og havde tænkt sig aldrig at vende tilbage til kirken igen. Mens hun gik ud til sin bil, fik hun en tydelig tilskyndelse: »Gå ind i kirkesalen og lyt til taleren til nadvermødet.« Hun satte spørgsmålstegn ved tilskyndelsen, men følte den igen stærkt, så hun gik ind til mødet.

Budskabet var lige det, hun havde brug for. Hun følte Ånden. Hun vidste, at Herren ønskede, at hun blev hos ham, var hans discipel og kom i kirke, så det gjorde hun.

Ved I, hvad hun var taknemmelig for? At hun ikke gav op. Hun blev bare ved – med tro på Jesus Kristus, selv når det var udfordrende, og hun og hendes familie bliver rigt velsignet, idet hun trænger sig fremad.

Himlens og jordens Gud vil hjælpe os til at overvinde modløshed og alle de forhindringer, vi møder, hvis vi ser hen til ham, følger Helligåndens tilskyndelser,⁹ og bare bliver ved – med tro.

Heldigvis kan Herren, når vi er svage og magtesløse, styrke vores tro. Han kan forøge vores kapacitet ud over vores egen. Jeg har oplevet det. For mere end 20 år siden blev jeg uventet kaldet som områdehalvfjerdser, og jeg følte mig meget utilstrækkelig. Efter mine oplæringsopgaver skulle jeg præsidere ved min første stavskonference.¹⁰ Stavspræsidenten og jeg planlagde omhyggeligt hver detalje. Kort tid før konferencen ringede præsident Boyd K. Packer, den daværende fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, for at se, om han kunne ledsage mig. Jeg blev overrasket og sagde selvfølgelig ja. Jeg spurgte, hvordan han ville have, at det skulle forløbe, siden han skulle præsidere. Han foreslog, at vi droppede planerne og forberedte os på at følge Ånden. Heldigvis havde jeg stadig 10 dage til at studere, bede og forberede mig.

Med en åben dagsorden sad vi på forhøjningen 20 minutter inden lederskabsmødet begyndte. Jeg lænede mig over mod stavspræsidenten og hviskede: »Det er en vidunderlig stav.«

Præsident Packer gav mig blidt en albue og sagde: »Ingen snak.«

Jeg holdt op med at tale og kom i tanke om hans generalkonferencetale »Ærbødighed indbyder til åbenbaring«.¹¹ Jeg bemærkede, at præsident Packer skrev skriftstedshenvisninger ned. Ånden bekræftede for mig, at han modtog indtryk for mødet. Min læringsoplevelse var lige begyndt.

Præsident Packer talte det første kvarter og understregede vigtigheden af at lede alle møder, som man blev vejledt til af Helligånden.¹² Han sagde så: »Vi vil nu høre fra ældste Cook.«

På vej til talerstolen spurgte jeg, hvor lang tid han gerne ville have, at jeg talte, og om der var et emne, han gerne ville have, at jeg talte om. Han sagde: »Tal i et kvarter og sig det, du føler dig inspireret til at sige.« Jeg talte i cirka 14 minutter og delte alt, hvad jeg havde i tankerne.

Præsident Packer rejste sig igen og talte i yderligere et kvarter. Han delte dette skriftsted:

»Udtal de tanker, som jeg vil indgive jer i hjertet, så skal I ikke blive beskæmmet for mennesker.

For det skal blive givet jer i samme stund, ja, i samme øjeblik, hvad I skal sige.«¹³

Så sagde han: »Vi vil nu høre fra ældste Cook.«

Jeg var chokeret. Jeg havde aldrig overvejet muligheden for, at jeg ville blive bedt om at tale to gange ved ét møde. Jeg havde ikke noget klar at sige. Jeg bad inderligt og stolede på Herrens hjælp, og jeg blev på en eller anden måde velsignet med en tanke, et skriftsted, og jeg var i stand til at tale i yderligere et kvarter. Jeg satte mig helt udmattet ned.

Præsident Packer talte igen i et kvarter om at følge Ånden og delte Paulus’ lærdomme om, at vi ikke skulle tale »ord, som menneskelig visdom har lært os, men … ord, som Ånden har lært os«.¹⁴ Som I kan forestille jer, blev jeg overvældet, da han for tredje gang blev tilskyndet til at sige: »Vi vil nu høre fra ældste Cook.«

Jeg var tom. Jeg havde intet. Jeg vidste, at det var tid til at udøve mere tro. Langsomt begav jeg mig hen til talerstolen, mens jeg bønfaldt Gud om hjælp. Da jeg trådte frem til mikrofonen, velsignede Herren mig på mirakuløs vis til at kunne komme med endnu et budskab på 15 minutter.¹⁵

Mødet sluttede endelig, men jeg indså hurtigt, at aftenmødet begyndte om en time. Åh nej! Ligesom Zoram ønskede jeg oprigtigt at løbe væk, men ligesom Nefi fangede ham, vidste jeg, at præsident Packer ville fange mig. Aftenmødet fulgte det samme mønster. Jeg talte tre gange til. Den næste dag under hovedmødet talte jeg en gang.

Efter konferencen sagde præsident Packer kærligt: »Lad os gøre det igen en dag.« Jeg elsker præsident Boyd K. Packer og påskønner alt det, jeg lærte.

Ved I, hvad jeg er taknemmelig for? At jeg ikke gav op – eller gjorde modstand. Hvis jeg havde givet efter for mit desperate ønske om at flygte fra de møder, ville jeg være gået glip af en mulighed for at øge min tro og modtage en rig udgydelse af kærlighed og støtte fra min himmelske Fader. Jeg lærte om hans barmhjertighed, den mirakuløse muliggørende kraft ved Jesus Kristus og hans forsoning samt Helligåndens mægtige indflydelse. På trods af min svaghed,¹⁶ lærte jeg, at jeg kan tjene; jeg kan bidrage, når Herren er ved min side, hvis jeg bare bliver ved – med tro.

Uanset størrelsen, omfanget eller alvoren af de udfordringer, vi møder i livet, har vi alle tidspunkter, hvor vi har lyst til at holde op, gå væk, flygte eller muligvis give op. Men udøvelse af tro på vor Frelser, Jesus Kristus, hjælper os til at overvinde modløshed, uanset hvilke forhindringer vi møder.

Akkurat som Frelseren fuldendte det værk, han fik til opgave at udføre, har han kraften til at hjælpe os til at færdiggøre det værk, vi er blevet givet.¹⁷ Vi kan blive velsignet med at kunne bevæge os fremad på pagtsstien, uanset hvor ujævn den bliver, og en dag modtage evigt liv.¹⁸

Som profeten Joseph Smith sagde: »Stå fast, I Guds hellige, hold ud lidt endnu, og livets storm vil være forbi, og så bliver I belønnet af den Gud, hvis tjenere I er.«¹⁹ I Jesu Kristi navn. Amen.