Et tempel til Kona

Leroy Alip lyttede opmærksomt, da han blev indsat som medlem af stavens højråd på den store ø Hawaii. I velsignelsen fik bror Alip at vide, at han ville være på øen, når der blev bygget et tempel dér, og at han ville tjene i det tempel. Det var i 1984, og det eneste tempel i Hawaii lå på øen Oahu langt væk med enten båd eller fly.

Præstedømmevelsignelsen fyldte bror Alip med energi. »Jeg tror, at når man får en velsignelse, så har man et ansvar for at gøre alt, hvad man kan, for at opfylde den velsignelse,« siger han. Så han og hans hustru Rose besluttede at besøge templet på Oahu en gang om måneden.

Det var ikke let. Det kostede 1.500 kr. at komme dertil, mange penge for et ægtepar, der lige klarede sig for bror Alips løn fra det offentlige kontor, hvor han arbejdede. Den eneste måde at klare rejser på var at dykke ned i deres opsparing. Det gjorde de med glæde.

Efter et år havde de ikke flere penge. »Men vores hjerte var i templet,« fortæller bror Alip. »Vi ønskede at blive ved med at komme. Så vi bad om hjælp.«

Kort efter fik bror Alip et uventet tilbud om at supplere sin indkomst ved at levere post for et lokalt firma. For dette arbejde tidligt om morgenen blev han betalt næsten 3.500 kr. om måneden. Det var mere end tilstrækkeligt til fortsat at besøge templet, så bror og søster Alip blev tilskyndet til at lægge overskuddet i deres eget særlige tempelfond.

I juni 1986 blev årsagen til den tilskyndelse klar for dem: De boede nu i Kona Stav i Hawaii, og de kunne tage en række kvinder fra staven med til templet, som var værdige, men ikke havde været i stand til at modtage deres egen begavelse. Så hver måned tog bror og søster Alip en søster med sig til Oahu. Hver gang kom søsteren tilbage og bar vidnesbyrd om den åndelige styrke og glæde, som hun følte ved at udføre tempelordinancer for sig selv og for andre. Snart bredte tempeltjenestens ånd sig i hele staven, og flere medlemmer begyndte at søge efter muligheder for at besøge templet.

Gennem bror Alips kontakter i transportsektoren var han i stand til at få rabat på flybilletter, buskørsel og overnatninger for alle i staven, som ønskede at komme med. I 1994 var der over 100 medlemmer af Kona Stav, som tog turen hver måned til templet i Laie i Hawaii. Bror Alip griner. Han mindes: »Tempelpræsidenten sagde i sjov, at de hellige fra Kona sled tæpperne, fordi der var så mange af dem i templet.«

I 1997 bekendtgjorde præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) en ny udvikling for tempelbyggeri. Ved at bygge mindre templer kunne man bygge flere templer. De helliges trofasthed på den store ø blev belønnet seks måneder senere, da præsident Hinckley bekendtgjorde et tempel i Kona. Da templet blev indviet i 2000, blev bror Alip kaldet som andenrådgiver i tempelpræsidentskabet. I dag er han gået på pension, men er fuldt optaget i Herrens værk, hvor han leder de medarbejdere, som så smukt holder grunden omkring templet i Kona i Hawaii.

Bror og søster Alip er taknemlige for de måder, hvorpå vor himmelske Fader har velsignet dem, så de har det, de behøver, for fortsat at kunne hjælpe andre. Da de kom til Kona første gang, fortæller bror Alip, »havde vi intet sted at bo, bortset fra et lille skur oppe i bakkerne, der var bygget til arbejdere i en kaffeplantage.« De boede der i mange måneder, indtil de kunne leje en lille hytte.

Mange år senere havde de en tilstrækkelig opsparing og indtægt til at overveje at få en bedre bolig, men intet af det, de så på, føltes rigtigt for dem. En dag, mens bror Alip arbejdede på tempelgrunden i Kona, kom en ældre søster forbi. Hun græd. Bror Alip ryster på hovedet. »Hun var blevet sat på gaden og havde intet sted at bo. Af en eller anden grund fortalte jeg hende, at hun skulle besøge sine børnebørn, og når hun kom tilbage, kunne hun flytte ind hos os.« Problemet var bare, at familien Alips hus kun var stort nok til bror og søster Alip. Så de begyndte at bede – og ledte intenst efter måder at opnå den velsignelse, som de søgte.

Kort efter bad en ejendomsmægler dem overveje et toetagers hus med seks soveværelser. Det var lige sagen, men de regnede med, at huset kostede mere, end de havde råd til. Modstræbende sagde de nej tak til tilbuddet.

Men en udvej åbnede sig. Nogle få uger senere blev prisen sænket, og familien Alip fandt ud af, at de havde tilstrækkelig kreditværdighed til at købe huset. Således havde den nødlidende søster et sted at bo hos bror og søster Alip, da hun vendte hjem til Kona, og tre af deres egne børn, som selv havde problemer, fandt også i huset et hjem til deres familie.

»Herren har sørget godt for os,« siger bror Alip. »Når vi viser, at vi er villige til at ofre vores tid, talenter og midler for ham, så oversvømmer han os med sin inderlige barmhjertighed.«