2010
Få det til at ske
April 2010


Få det til at ske

Det er, hvad disse unge kvinder fra Indien siger, eftersom deres enkle tjenesteprojekt skabte begejstring for familieaften i hele deres gren.

De unge kvinder fra Chennai 2. Gren i Chennai Distrikt i Indien ville gerne tilskynde grenens medlemmer til at holde familieaften. Det varede ikke længe, før de fandt på en enkel, men praktisk idé. De fremstillede familieaftenshjul: Et skema med en drejeskive, så man kan holde styr på, hvem, der skal bede bøn, undervise og forberede en »godbid«.

Papirshjulene var enkle, men farverige. De blev samlet under en aktivitet for Unge Piger i kirkebygningen en aften. Og hver af dem blev udsmykket med billeder af den familie, som det var tiltænkt. To af de unge piger, Sushmitha Santhosh Kumar på 15 og hendes søster Sujeetha på 14 blev især begejstrede, da de hørte, at de og deres familie som nye medlemmer af Kirken skulle have det første hjul.

»Efter GUF tog vi som gruppe hen til deres lejlighed og overrakte hjulet til deres far,« siger Daisy Daniel på 16. »Hele familien virkede glade.« Familien havde allerede talt om familieaften med fuldtidsmissionærerne, og hjulet gav dem et yderligere incitament til at følge op på det, de havde lært.

De unge piger fremstillede hjul nok til at give til alle primarybørnenes familier i grenen. Så fremstillede de flere hjul, som fuldtidsmissionærerne kunne give til nye medlemmer.

»Mange af os i grenen er nye medlemmer, og vi er ikke vant til at holde familieaften,« siger Daisy. »Men jeg har et vidnesbyrd om, at familieaften kan hjælpe børn og forældre med at trække på samme hammel, og jeg håber, at når disse familier ser familieaftenshjulet, så tænker de: »Godt, vores kirkemedlemmer elsker os, og de har givet os denne påmindelse, så lad os holde familieaften.« Hun forudser, at familieaften snart bliver en ugentlig tilbagevendende begivenhed for mange i grenen.

En god tjeneste fører en anden med sig

Familieaftenshjul er blot et af flere tjenesteprojekter, som disse unge kvinder har udført. For at sørge for, at en enke i grenen ikke skulle føle sig ensom, udsmykkede de unge piger en kurv og fyldte den med mange korte, glade håndskrevne noter. »Der er ikke nogen, der kan tage sig af hende,« siger Daisy. »Så vi ville minde hende om, at grenens medlemmer tænker på hende.« De unge piger afleverede personligt kurven og forklarede, at hun skulle læse en note hver dag, så hun kunne få noget at smile ad.

Kurven med små noter gav inspiration til noget andet. De unge piger besluttede at skrive takkebreve til hinanden.»Hver af os skriver et smukt brev til hver af de andre,« forklarer Monisha Kalai Selvam på 13.

Længe leve familieaften!

Ved hjælp af disse og andre aktiviteter lærer de unge piger i Chennai 2. Gren, at selv enkle tjenestegerninger kan bringe folk tættere på Frelseren. Det kan sagtens være, at grenens medlemmer længe vil huske familieaftenshjulene, fordi så mange af dem fik et og allerede anvender det. Men skulle hjulene blot være en midlertidig påmindelse, så er det også i orden.

»Enhver kan fremstille deres eget hjul eller oversigt eller bare sætte sig med blyant og papir og udarbejde en plan,« siger Daisy. »Vi ved bare, at det er vigtigt for alle at holde familieaften, og vi ville gerne være med til at få det til at ske.«

Foto: Richard M. Romney.

Karthikeyan

Meganathan

Daniel

Bharath Raj