2010
Spørgsmål og svar
April 2010


Spørgsmål og svar

»Hvordan kan jeg have rene tanker, når jeg ser så megen usømmelighed omkring mig?«

Det kan synes, som om man ikke kan gå nogen steder i dag uden at se mennesker, som er usømmeligt klædt, hvad enten det er i hverdagen eller i medierne. Du kan måske ikke altid styre dine omgivelser, men du kan styre dine tanker.

Hvis du ser en, som er udfordrende klædt, kan du hurtigt kigge væk eller fjerne dig fra situationen. Hvis en uren tanke dukker op i dit sind, så vælg ikke at dvæle ved den, men skub den ud med rene tanker. »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal … Helligånden … være din stadige ledsager« (L&P 121:45-46). Rene tanker gør dig gladere og lader dig have Åndens indflydelse hos dig.

Gør det til en vane at have rene tanker. Prøv at omgås folk, der klæder sig sømmeligt og undgå situationer, hvor du kan se folk, der er usømmeligt klædt. Bed din himmelske Fader om hjælp. Lær salmer eller skriftsteder udenad, så du har noget godt at tænke på, når du bliver fristet. Læs regelmæssigt i skrifterne og kom i templet, hvis det er muligt. Så har du noget positivt at tænke på, hvis du ser en, som er usømmeligt klædt.

Vi er ikke af verden

Vi bør huske på, at vi er i verden, men ikke af verden. Vi er særlige sønner og døtre af vor elskede himmelske Fader. Af den grund frister den onde os mere, men vi må være stærkere end fristelsen. Verdslige mennesker klæder sig udfordrende, fordi de ikke ved, at legemet er et helligt tempel. Men det ved sidste dages hellige. Derfor skal vi stræbe efter at holde os dydige og rene. Hvis dårlige tanker trænger sig ind i vores sind, bør vi straks søge vor himmelske Faders hjælp i bøn, for ingen kan hjælpe os bedre end han.

Dayana H., 19 år, São Paulo i Brasilien

Bed dine venner om hjælp

Som den eneste sidste dages hellige i sjette klasse på min skole, er jeg udsat for vulgært sprog, umoral og gruppepres. Men ved skoleårets begyndelse forklarede jeg mine venner, hvad mine standarder er, og at jeg holder fast ved dem. I løbet af skoleåret har de lært mine kirkestandarder at kende. Dine venner hjælper dig, hvis du forklarer dine værdier og standarder for dem. Mine venners indstilling, påklædning og sprog har forandret sig til det bedre. Jeg har erfaret, at hvis de virkelig er ens venner, så hjælper de en med at tænke rene tanker og hjælper en med at holde sig på den lige og snævre sti.

Celia N., 12 år, Virginia i USA

Bøn virker

Jeg opdagede, at når jeg kæmpede for at have rene tanker, var bønnen mit bedste redskab til at holde sindet rent og lade Åndens indflydelse være med mig overalt. Jeg beder hver morgen til min himmelske Fader om hjælp til at have rene tanker og modtage vejledning i løbet af dagen, og om aftenen takker jeg ham, fordi han hjalp mig med at få et bedre forhold til ham og holde mig langt væk fra usømmelighed og holde mine standarder. En bøn hver morgen og aften kan hjælpe dig med at indbyde Ånden til at være med dig, når du møder verdslig modgang. »I skal være standhaftige og urokkelige, altid rige på gode gerninger« (Mosi 5:15).

Gunnar R., 16 år, Wisconsin i USA

Vi er templer

Lad være med at kritisere folk omkring dig, hvis de klæder sig udfordrende, for du skal have gode tanker. Vær et eksempel for dem ved at vise, at du følger kirkens standarder. Og hjælp folk ved at elske dem og fortælle dem, at vor himmelske Fader elsker dem og ønsker, at de skal være moralsk rene i tanker og handling. Renhed er vigtig for vores frelse, for vi er Guds templer.

Maricris B., 19 år, Quezon City i Filippinerne

Efterlev evangeliets lærdomme

Jeg ved, at vi kan have rene tanker, hvis vi studerer skriften og anvender dens lærdomme i praksis. Når vi anvender de værdier, vi lærer i Kirken, i praksis, når vi læser Til styrke for de unge, og når vi går i templet, kan vi have rene tanker.

Jossi O., 16 år, Antioquia i Colombia

Sindet er en scene

I Forkynd mit evangelium er der et afsnit, som omtaler dyd. Der står, at vores sind er som en teaterscene. Kun en person kan optræde på scenen ad gangen. Når vi tænker rene, dydige tanker, er vores sind fokuseret på disse tanker, og så kan scenen ikke erobres af uværdige tanker. Dyd er en af Jesu Kristi egenskaber, som vi er blevet befalet at udvikle. I kirken lærer vi, at vi altid skal tænke på noget rent, men når noget urent frister os, kan vi synge vores yndlingssalme eller tænke på vores yndlingsskriftsted. Den bedste hjælp findes i 2 Ne 32:9: »Bed altid og bliv ikke træt.«

Ældste McEachron, 21 år, João Pessoa-missionen i Brasilien

Betragt andre som Guds børn

Du styrer, hvordan du reagerer på det, du ser. Bare fordi noget er der, behøver du ikke at give det plads på dit sinds scene. Du vælger dine tanker; vælg at holde dem rene. Undgå så vidt muligt at se det, der er upassende, og klæd dig altid passende. Betragt så dem, du kommer i kontakt med, som Guds børn, de har et guddommeligt potentiale og er elsket af vor himmelske Fader. Når jeg betragter andre som Guds børn, er det svært at blive andet end bedrøvet, når jeg ser udfordrende påklædning.

Amy S., 19 år, Utah i USA