Han er opstået

Præsident Thomas S. Monson

Uanset hvor jeg rejser hen, bestræber jeg mig på at besøge den lokale kirkegård. Det er en tid, hvor jeg fordyber mig og tænker over betydningen af livet og den uundgåelige død. På den lille kirkegård i byen Santa Clara i Utah kan jeg huske, at jeg funderede over de schweiziske navne som prydede de vejrbidte gravsten. Mange af de mennesker havde forladt deres hjem og familie i grønklædte Schweiz og fulgt kaldet om at »komme til Zion« ved at bosætte sig i de samfund, hvor de nu »hviler i fred«. De udholdt oversvømmelser om foråret, tørke om sommeren, mager høst og opslidende arbejde. De efterlod en arv af ofre.

De største kirkegårde, og på mange måder dem, der vækker de ømmeste følelser, er æret som hvilested for mænd, der døde i den konflikternes heksekedel, der kendes som krig, mens de bar deres lands uniform. Man grunder over de knuste drømme, de uindfriede forhåbninger, sorgfyldte hjerter og liv, der blev afkortet af krigens skarpe le.

Flere hektar med hvide kors i de franske og belgiske byer understreger de store tab under den første verdenskrig. Verdun i Frankrig er i virkeligheden en stor kirkegård. Hvert forår, når landmændene pløjer jorden, finder de en hjelm her og et geværløb der – skræmmende erindringer om de millioner af mænd, som bogstaveligt talt gennemblødte jorden med deres livsblod.

Døden, et nyt kapitel i livet

For mange år siden stod jeg ved sengekanten hos en ung mand, en far til to børn, som svævede mellem livet og det hinsides. Han tog min hånd i sin, så mig i øjnene og spurgte bønfaldende: »Biskop, jeg ved, at jeg skal dø. Fortæl mig, hvad der sker med min ånd, når jeg dør.«

Jeg bad om himmelsk vejledning. Så blev mit blik ledt hen på det eksemplar af Mormons Bog, som lå på hans natbord. Jeg begyndte at læse højt:

»Se, angående sjælens tilstand mellem døden og opstandelsen – … alle menneskers ånder, så snart de har forladt dette dødelige legeme … bliver ført hjem til den Gud, der gav dem livet.

… de … ånder bliver modtaget i en tilstand af lykke, som kaldes paradis, en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori de skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg« (Alma 40:11-12).

Min unge ven lukkede sine øjne, udtrykte en oprigtig tak og gled så stille bort til det paradis, som vi havde talt om.

Sejr over graven

Lad lægen Lukas beskrive Marias og den anden Marias oplevelse, da de nærmede sig graven i haven:

»De fandt stenen væltet bort fra graven …

… de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme.

… Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder.

Mændene sagde til dem: ›Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?

Han er ikke her, han er opstået‹« (Luk 24:2-6).

Det er kristendommens basunlyd. Opstandelsens realitet indgyder enhver den fred, som overgår al forstand. Den trøster dem, hvis kære hviler på Flanderns marker eller som omkom på havets dyb eller som hviler i lille Santa Clara. Det er en universel sandhed.

Som den mindste af hans disciple erklærer jeg mit personlige vidnesbyrd om, at døden er overvundet, at sejren over graven er sikret. Må de ord, der blev helliget af ham, der opfyldte dem, blive til faktisk kundskab for os alle. Husk dem. Værdsæt dem. Ær dem. Han er opstået.

Vi er kommet til Jorden for at lære, leve og udvikle os på vores evige rejse mod fuldkommenhed.
Nogle er blot på denne jord et kort øjeblik, mens andre lever længe i landet. Målestokken er ikke, hvor længe vi lever, men hvor godt vi lever.
Så kommer døden, og et nyt kapitel i livet begynder.
Dette nye kapitel fører til opstandelsens herlige dag, hvor ånd og legeme genforenes for aldrig mere at adskilles.

Fra »Han er opstået«, Liahona, apr. 2003, s. 2-7.

Kristus sagde til den sørgende Martha: »Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø« Joh 11:25-26.

Kristi opstandelse, der er en del af forsoningen, banede vejen for, at vi alle skal opstå.

Fra venstre: Min Forløser lever, af Roger Loveless, må ikke kopieres; fotoillustrationer: Matthew Reier, Christina Smith og Welden C. Andersen; Se mine hænder og fødder, af Harry Anderson; Lazarus, af Carl Bloch