Nefis historie, min historie

Nogle år efter at jeg havde afsluttet college, sad jeg til en familieaften sammen med andre enlige voksne i min menighed. Vi var blevet inviteret hjem til en af rådgiverne i vores stavspræsidentskab, og hans hustru underviste os.

Vi læste beretningen om Nefi og hans brødre, der skulle hente bronzepladerne hos Laban (se 1 Ne 3-5). Vores underviser talte om det mod og den udholdenhed, som Nefi udviste. Så kiggede hun på vores lille gruppe. Hendes blik var gennemtrængende.

»Nefi og hans brødre havde fået en vanskelig opgave,« påpegede hun. »Det krævede flere forsøg, hvoraf ingen var lette. Men det var anstrengelserne værd. Som følge af at de havde skrifterne, kunne Nefi hindre sin familie i at ›synke ned og omkomme i vantro‹ (1 Ne 4:13).

Der er også ›plader‹ i jeres liv,« fortsatte hun. »I skal måske udvise udholdenhed i at få jeres uddannelse. Måske kaldes I til at udvise mod, når I dater. Uanset hvilke ofre, hindringer, skuffelser eller hjertesorger – uanset hvad der kræves for at bevare jeres kommende familie og hindre dem i at omkomme i vantro – så gå tilbage og hent pladerne.«

Jeg syntes, at det var en smuk lignelse. Jeg arkiverede den i min erindring til senere brug. På det tidspunkt syntes jeg ikke, at der var nogle hindringer i mit liv. Jeg havde taget min eksamen, jeg nød mit nye job, og jeg var gået ud med alle tiders fyr – en gammel ven, som jeg havde fået et mere seriøst forhold til – i næsten fire måneder. Jeg kunne ikke være mere tilfreds med mit liv.

Flere måneder senere havde mit forhold til Jake (navnet ændret) udviklet sig meget. Men Jakes forældre var blevet skilt en del år tidligere, og deres separation påvirkede ham stadig meget. Han var bange for, at hvis vi giftede os, ville det ende på samme måde som med hans forældre.

Jeg sagde, at jeg var villig til at give ham tid – al den tid, han havde brug for – til at få styr på det hele i sit sind og sit hjerte. Vi talte om at træffe beslutninger baseret på tro i stedet for på frygt. Vi talte om handlefrihed og den kendsgerning, at han ikke behøvede at antage, at hans forældres skæbne automatisk ville blive hans. Vi talte om Jesu Kristi forsoning og Frelserens evne til at hele vores hjerte.

Vores samtale syntes at lette hans bekymring, og vores forhold fortsatte som før. Så da han ringede en lørdag eftermiddag for at slå op med mig, blev jeg meget overrasket. Han sagde, at han slet ikke kunne forestille sig at være gift med mig – eller nogen anden. Han troede bare ikke på ægteskabet mere.

Den næste times tid genopfriskede vi det, vi tidligere havde talt om, men jeg kunne ikke overtale ham. Han hviskede: »Jeg er ked af det,« og så lagde han på. Jeg sad helt stille på min seng med tårerne løbende ned ad kinderne. Jeg var lamslået.

Lidt senere bankede min værelseskammerat på min dør. »Kommer du med til stavskonference?« spurgte hun. Jeg havde slet ikke lyst til at tage nogen steder hen eller foretage mig noget, men jeg tog en kjole på og satte mig ind i hendes bil.

Da vi nåede frem, var den første, jeg fik øje på, den kvinde, som havde undervist ved familieaftenslektionen flere måneder tidligere. Ingen af os sagde noget, men vore øjne mødtes, og i mit sind hørte jeg en stemme sige mit navn og fortsætte: »Gå tilbage og hent pladerne.«

Nu vidste jeg pludselig, hvad den tilskyndelse omfattede. Det drejede sig ikke bare om en fortidig profet, som hentede en hellig optegnelse. Det drejede sig også om mig. Det betød, at selv om Jake ikke troede på ægteskabet, så kunne jeg godt gøre det. Jeg kunne håbe på det og bede om det og arbejde hen imod det – ikke med ønsketænkning, men på en aktiv bered-mig-selv-dagligt-fordi-dette-er-Guds-plan-for-hans-børn-agtig måde. Det betød ikke, at jeg skulle gå tilbage til Jake og holde fast ved ham, indtil jeg fik ham »kørt træt« med hensyn til ægteskab, men det betød heller ikke, at jeg straks skulle begynde at date en ny. Det var i orden for mig at sørge og heles.

Men jeg skulle undgå at svælge i selvmedlidenhed. Jeg kunne modstå fristelsen til at være hånlig over for Jake – eller mænd i almindelighed. Jeg kunne finde venner, som troede på ægteskabet og så frem til det. Og jeg kunne som Nefi stole på en kærlig himmelsk Fader, som ikke giver nogen befaling – hvad enten det så drejer sig om at hente en gammel hellig optegnelse eller gifte sig og stifte familie – uden at han bereder en udvej, så vi kan udføre det.

Jeg befinder mig stadig i »fuldførelsesstadiet« – ikke i det »fuldførte« stadie. Jeg er endnu ikke gift, men jeg er taknemlig for de gode datingoplevelser, som jeg har haft – oplevelser, der er blevet beriget af den nye indsigt i udholdenhedens rolle i opnåelsen af retfærdige mål.

Jeg føler mig også trøstet og opbygget af at vide det, som ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum lærte os om Nefis mønster for udholdenhed. Han sagde:

»Selv efter to mislykkede forsøg forblev Nefi sikker i sin sag. Han sneg sig ind i byen hen mod Labans hus uden at kende alle svarene. Han bemærkede: ›Jeg blev ført af Ånden uden på forhånd at vide, hvad jeg skulle gøre‹, og dernæst tilføjede han meget væsentligt: ›Alligevel gik jeg af sted‹ (1 Ne 4:6-7; fremhævelse tilføjet).

Nefi var villig til at forsøge igen og igen og yde sit bedste. Han gav udtryk for sin tro på, at han ville få hjælp. Han nægtede at miste modet. Men fordi han handlede, havde tillid til Herren, var lydig og benyttede sin handlefrihed korrekt, fik han vejledning. Han blev skridt for skridt inspireret til succes og blev med sin mors ord ›givet … magt [til at] … udføre det, som Herren har befalet‹ (1 Ne 5:8; fremhævelse tilføjet).«¹

Dette princip om udholdenhed begrænser sig selvfølgelig ikke til dating. Det gælder også dem, der er kronisk syge og ikke er sikre på, om de muntert kan se endnu en smertefyldt dag i møde; det ægtepar, der stræber efter at løse udfordringerne i deres ægteskab; de forældre, der i årevis beder for et barn på afveje; den teenager, som bliver drillet i skolen på grund af sin tro; de missionærer, der har arbejdet i dagevis uden at undervise en eneste gang. Vi er alle på en måde blevet befalet at vende tilbage og hente pladerne.

Og ligesom Nefi kan vi gøre det. Med mod, udholdenhed og tro kan vi udrette alt det, som Herren har befalet os.